I april måned var det 40 år siden vores
første skoledag i Slebsager (dengang startede man jo i april)
og imellem mine foredrag prøvede jeg derfor at arrangere et
40-årsjubilæum. Det bliver en let sag, tænkte jeg, vi var
jo kun 11 i klassen (en er siden død) og så godt som alle
var jeg blevet ved med at besøge igennem årene ligesom de
fleste havde været med til festen, da min bog blev udgivet.
Jeg sendte dem derfor en kort indbydelse om at vi kunne mødes
under kastanietræet i skolegården, hvor vi 40 år før havde
stået i korte bukser og blomstrede kjoler med vore stolte mødre
og derfra spadsere til en middag på Fåborg kro. Men nej, så
let skulle det ikke gå. Kun halvdelen svarede og skønt de
alle bor indenfor to timers radius, havde de fleste andre så
mange reservationer, at jeg var målløs. Det kan ikke passe,
tænkte jeg, og kastede mig nu ud i lange skriverier til dem.
Da I alle er blandt modtagerne (og evt. læserne) af
Julebrevet (og vist nok de eneste som har fået det igennem
alle årene) skal jeg ikke her gentage mig selv, men da det
blev en yderst lærerig oplevelse, har jeg lyst til lige at nævne
det for andre læsere. Der var helt tydeligt en uvilje eller
angst for at gense de andre (for de selv samme har ingen
problemer med at rejse langt for at deltage i familiefester).
Nogle af dem havde tidligere fortalt mig om hvordan de altid
undgår at køre igennem Fåborg - og hvis de alligevel bliver
nødt til det - vender de øjnene bort, når de passerer
barndomshjemmet. Da jeg tænkte at der var flere der havde
lignende blokeringer overfor barndomsbyen eller hinanden,
kastede jeg mig ud i en lang psykologisk skrivelse om hvor spændende
det kunne være at bruge en sådan fest til at løse op for
evt. blokeringer. Hvis nogen synes mine julebreve er lange
skulle I se alle de skriverier, der kom ud af det. Jeg tror
nok jeg ramte ind i noget virkeligt ømt, for flere sendte
derpå lange kritiske breve tilbage. En af dem, Birgit, som
var min første kæreste (i 1. klasse) og som i en
udholdenhedskonkurrence i 4. klasse havde fået mig til at
tisse i bukserne, gav mig nu til gengæld virkelig tørt på.
Sjældent har jeg modtaget så rammende præcis en psykologisk
kritik fra nogen ven - og det er hvad jeg kalder virkelige
venner - nogen som udviser et sådant mod, hvorfor hun også
fik et ordentligt knus, da hun senere på året arrangerede
mit show for Museet for Fotokunst i Odense. Hvad hun gjorde
mig opmærksom på var, at de negative sider i min karakter, såsom
opmærksomhedssøgen, som jeg altid troede var en bi-effekt af
hele min showvirksomhed (altså en miljøskade), var noget jeg
havde lidt af i hele min skoletid, ja vist lige fra 3-årsalderen,
hvor vi først legede sammen. En sådan korrektion af ens
selvopfattelse er jo af uvurderlig værdi, og det var netop en
sådan udfordring af hinanden, som jeg synes kunne have været
utrolig spændende til et 40-årsjubilæum. For det var jo i
disse tidlige år at de fleste af de skader, vi ender med at
slæbe rundt på resten af livet, blev grundlagt. I den
forstand er studenterjubilæer ikke nær så spændende fordi
ens hele karakter i den høje gymnasiealder jo er så godt som
færdiggjort. Efter flere 20-30 siders lange skrivelser måtte
jeg opgive mit forehavende fordi det kom for tæt på
sommerferien, men jeg tror jeg har lært mere om jer og de
mystiske ting, der sker med børn, end jeg nogensinde har
gjort til vore kaffeborde og begravelser. Derfor vil jeg ikke
opgive endeligt - om jeg så skal invitere jer til min 50-års
fødselsdag med røde pølser og is i præstegårdshaven som i
gamle dage. For jeg kan ikke tænke mig nogen bedre at fejre
min 50-års fødselsdag med, og jeg ved at man ikke siger nej
til at komme til en 50-årsfødselsdag i Vestjylland!
Hele oplevelsen stod i skærende kontrast til mit
studenterjubilæum. Jeg mener ikke det vi havde i Esbjerg for
et par år siden, men det jeg lavede her i sommer for mit
studenterkursus, som jeg havnede på efter udsmidelsen i 2. g.
Med få dages varsel fik jeg kaldt alle 8 af jer sammen. Ikke
Én havde reservationer selvom det nær var glippet for
Alstrup, som var i Polen, og som vi kidnappede, da han
overrasket steg ud af Polensfærgen med et "Godmorgen,
Alstrup, i dag skal du til dit 25-års studenterjubilæum."
Vi holdt det hjemme hos mig på selve dagen, en virkelig
dejlig oplevelse. Jeg ville overraske de andre og lod derfor
midt i middagen vores gamle biologilærer træde ind i stuen -
nu dog så gammel og senil, at vi nær aldrig var sluppet af
med ham igen. I løbet af dagen gik det op for mig, hvilken kæmpepræstation,
det egentlig var at vi klarede os som de eneste af 25 fra
start. Alle havde vi dengang haft heldagsjob og endog
nystiftede familier med skrigende unger. Lektier var noget man
lavede efter midnat. Ligkistebutikken, som jeg dengang boede
i, havde jeg haft fuld af vietnamdesertører, som holdt mig vågen
til 4-5 hver morgen og alligevel mødte jeg kl. 6 i Kødbyen.
Særligt Moesgård var imponerende. Som slagter dengang vidste
han fra første skoledag at han ville være kirurg. Det blev
han få år efter og er i dag overlæge på Hvidovre. Når jeg
tænker på hvordan vi i gymnasiet nærmest fik vores
studentereksamen forærende (bortset fra mig), har jeg i dag
virkelig beundring for det vi udrettede på to års kursus.
Til jer gamle X'ere fra Esbjerg vil jeg i øvrigt lige komme
med en nyhed: at jeg i år endelig fik min studentereksamen!
Da jeg indkaldte til dette jubilæum i sommer, kom jeg til at
nævne til Erni, at jeg jo aldrig havde fundet ud af om jeg
blev student. Mit gennemsnit lå nemlig så lavt at det kunne
være lige meget, så inden matematiklæreren kom ud med min
sidste karakter, som jeg var overbevist om ville dumpe mig,
stod jeg ude på Gl. Kongevej for at blaffe til USA. Erni
kunne nu oplyse at vi alle otte faktisk havde bestået. Jeg
cyklede derfor øjeblikkelig hen til kursus for at se om jeg
kunne få et eksamensbevis. "Goddag, Jacob, er du nu her
igen!" Minsandten om det ikke var den samme kontordame,
der sad der 25 år efter. "Ja, jeg tror nok at jeg er
blevet student og vil gerne have mit eksamensbevis." Det
fik jeg et par dage efter og fejrede så min eksamen (uden
hue) med min kone i den kinesiske opera. At jeg har levet i
uvidenhed i 25 år skyldes at jeg havde forladt
ligkistebutikken over hals og hoved uden adresseændring, da
jeg tog til USA (politiet havde nemlig en erstatningssag på
vej pga. nogle broer jeg skulle have ødelagt i Sydsjælland
under en NATO-øvelse med amerikanske soldater). Og siden hen
skete der så meget andet, at jeg lykkeligvis aldrig fik brug
for min eksamen, for den ville ikke have kvalificeret mig til
stort andet end at læse til præst. Og det var jo hvad jeg
også flygtede fra!
Jeg ved ikke om I andre har lige så svært ved at finde ud
af hvor I skal holde sommerferie, men i år gik der rent kuk i
den for os. Hele forsommeren sendte jeg telexer frem og
tilbage til et museum i Japan, der ville have mit show. Da man
jo ikke ellers har råd til at holde ferie i Japan og jeg
altid prøver at få en gratis sommerferie ud af mit arbejde,
insisterede jeg på at få hele min familie med. Det ville
ikke koste museet mere end hvad jeg får på en aften i USA, så
det synes jeg var meget rimeligt i det rige Japan. Men
japanerne er langsomme at forhandle med og få dage før
ferietid måtte jeg opgive. Da vores gamle bil var fuldstændig
rustet op, kunne vi ikke tage på bilferie. Men så lykkedes
det mig få dage før at skaffe nogle billige billetter til
Thailand. Da snart alle vore venner har været i Thailand (af
den ene eller anden grund!) kunne vi jo ikke i længden holde
os tilbage og jeg kunne så fotografere lidt i CARE's
projekter derude. Men kun to dage før fik jeg øje på en
annonce i den Blå Avis, en bil til kun 24.000 kr. Til mit
tunge show havde jeg længe ledt efter en såkaldt bus, og nu
lykkedes det mig at få en af politiets gamle salatfade (som
jeg sikkert havde befundet mig i mange år før). Derfor ville
vi hellere på bilferie. Når man har råd til at tage til
Toscana, hvorfor skulle man så tage til et billigt sted som
Thailand? Ja, så utroligt er det jo blevet efterhånden.
Dagen før ferien lykkedes det mig at afsætte billetterne til
Thailand og allerede natten efter Virtus' vidunderlige sølvbryllup
var vi i Italien i vores blå lyn. Man har jo aldrig en ferie
uden et godt skænderi, men dette (om hvem der skulle køre
bilen) fik vi overstået allerede på vejen ned gennem
Tyskland. Vi har altid elsket Italien, men Toscana er helt
speciel. Aldrig har jeg set så mange skønne borgbyer på
toppen af bjerge og besøgt så mange skønne renæssancekirker
(ikke mindst p.g.a. varmen). Under hestevæddeløbet i Siena
smed vi vores store gamle herskabs-villatelt i en affaldsspand
og boede derefter kun i vores lille kuppeltelt. Man bliver
doven med alderen. Mellemklassen er jo også udryddet på
Europas campingpladser. Nu er der kun store ugidelige
campingvogne - eller små hurtige kuppeltelte. At nogen gider
at slæbe halvdelen af deres husholdning med på ferie er
ubegribeligt. Campingvognene har ødelagt meget af idyllen og
samværet på pladserne. I Lucca besøgte vi min gamle
italienske kæreste fra ligkistebutiks-tiden, Dorianna, som vi
ikke har set siden hun underviste på Odense Universitet for
flere år siden. Og i bunden af Toscana besøgte vi i et skønt
bjerghus vores naboer hjemmefra, Henrik og Lene, som normalt
beskæftiger sig med at redigere og omskrive mine artikler til
aviserne. Største oplevelse var måske at se (og ind imellem
høre) La Boheme sammen med 20.000 andre danskere i Arenaen i
Verona. På den kæmpestore lejrplads, vi er kommet på lige
siden min barndom, Marina ved Venedig, var Lalou's veninde,
Felicia, fra børnehaven kommet ned, hvorfor vi dasede der en
hel uge. Salzburg og Prag og diverse koncentrationslejre på
vejen hjem bliver man heller aldrig træt af. Det er
ufatteligt at følge forandringerne i det nye Østeuropa,
selvom jeg på mange måder holdt mere af det som feriested
under kommunismen. Dengang var dansk da ikke hovedsproget i
Prag. Det udbombede Dresden, som jeg kun sjældent fik lov at
standse i før i tiden, havde nu McDonald's med miljøsortering
overalt. Og tænk sig at man skulle opleve sin første Bob
Dylankoncert i Dresden! I Warnemünde besøgte vi vores gamle
Stasi-spionmedarbejder, Jörg Meier, som dog var på ferie i
England. Han må nu rejse over hele verden undtagen Danmark.
Jeg forsøger for tiden at få justitsministeren til at omstøde
denne absurde koldkrigsdom.
Knap nok hjemme fra ferien fik vi en ubehagelig velkomst
til dagens Danmark. Da Daniel og en kammerat en søndag gik
alene på en boldbane lige bag bygningen i "Riget",
hvor han blev født, blev de pludselig angrebet fra alle sider
af en indvandrerbande fra Nørrebro med knive og pistoler. Ved
højlys dag blev de gennemsparket, fik håret revet ud og frarøvet
alle deres ting. Vi var rystede over denne vrede. Tanken om
hvor let skæbnens ironi kunne have ramt netop en familie, som
får sit levebrød ved at tale om racisme og prædike til de
unge om ikke at gå med knive, gav et ekstra gys. Da Daniel jo
fra barnsben har kendt vreden i de sorte amerikanere og
dagligt lytter til og forstår dens udtryk i rap-musikken var
jeg dog ikke bange for at oplevelsen skulle sætte racistiske
spor i hans sind. Mere interessant var vores egen reaktion.
Vibekes øjeblikkelige reaktion var "Nu må vi se at
flytte ud til tryggere forstæder." Men to minutter efter
fortsatte hun "Nu må vi se at gøre noget ved den
stigende ghettoisering af indvandrerne." Så gik
inkonsekvensen i de to sætninger pludselig op for hende og vi
måtte trække på smilebåndet af hvor let og menneskeligt
det er for alle at havne i racismens reaktionsmønstre. Når
jeg nu skal bruge eksempler på en typisk dansk racist ude i
skolerne, bruger jeg altid min egen kone. Det virker mest afvæbnende
på folk og får dem hurtigere til at se mere ærligt på
deres egen racisme. Omfanget af ghettoiseringen er virkelig gået
op for mig under mine foredrag i folkeskolerne, hvor et
flertal mange steder nu er indvandrere. Et af de mest rystende
shows var i Grundtvigsskolen på Bispebjerg i den sal, hvor
min far ofte holdt foredrag i mere fredelige tider. Vreden i
indvandrerbørnene var så voldsom her, at politiet under
showet pludselig troppede op for at arrestere nogle af mine
elever, som havde været ude og stjæle biler mens jeg talte.
Men en ting er at tale for døve øren blandt vredens og
smertens børn. Noget andet er at gøre det overfor de iskolde
danskere, som skaber denne vrede gennem flugt og afvisning og
derefter ender med at tro at denne vrede er indvandrernes
sande ansigt. Mit kendskab til deres sande ansigt fra USA,
hvor de samme indvandrergrupper ikke ghettoiseres samt
oplevelsen af min egen søn som offer for ghettoens vrede, har
givet mig fornyet inspiration til at arbejde med vores racisme
i Danmark.
Men efter endnu en ørkesløs vandring gennem folkeskoler i
efteråret var jeg i oktober mere end rede til at tage tilbage
til USA. P.g.a. den fortsatte krig med min agent havde jeg
gudskelov kun fem shows derovre. Anita Roddick havde ringet op
igen. Hun var deprimeret over de fortsatte angreb i pressen og
ønskede at glemme det hele ved at tage med mig på landevejen
endnu engang. Men da det ikke lykkedes os denne gang at få
fri samtidigt, tog jeg i stedet Merete, en af min fætters
elever på arkitektskolen i +rhus, med i bilen. Jeg var
imidlertid fortsat deprimeret over den politiske udvikling i
USA og folks apati. Dagen før valget havde jeg skældt
Christina, min kinesiske veninde, som jeg deler lejlighed med
i New York, hæder og ære fra fordi hun ikke havde ladet sig
registrere. "Du er ansvarlig for at republikanerne snart
overtager dette land" havde jeg råbt og skreget til
hende. Jeg begriber ikke hvorfor så mange af mine fattige og
intellektuelle venner i USA ikke stemmer og derved ender med
at forære magten til de rige republikanere.
Nå, men en god ting nåede Clinton da at få udrettet
inden nederlaget: invasionen i Haiti. Da jeg pludselig havde fået
tid forærende og aldrig har set en amerikansk invasion før,
hoppede jeg med to dages varsel på et fly til Haiti. Jeg
havde troet at en mængde amerikanere ville tage ned og se
"our boys in action", men blev overrasket over at være
eneste hvid på hele flyet. Haiti blev årets anden store
oplevelse og kom til at ryste mig i min grundvold. Min første
sorte kæreste, Lidy Mathon, var fra Haiti, men nu hvor jeg
havde brug for hende, kunne jeg ikke finde hende i dette land
uden telefonbøger og hvor jeg ikke forstod et muk af sproget.
Derfor indkvarterede jeg mig i Graham Greenes kendte hotel,
Olafson, fordi det var det eneste navn jeg kunne fortælle
taxachaufføren. Det var også tilholdssted for udenlandske
journalister under invasionen, og knap nok havde jeg sat mig
til bords i restauranten, før jeg blev genkendt af en af mine
gamle elever, der nu skriver for Associated Press. Og da jeg
derefter sad med ved A.P.'s bord, syntes også deres franske
tolk, at hun kendte mig fra et eller sted. Pludselig gik det
op for hende, at hun sammen med sin tidligere schweiziske kæreste
flere gange var blaffet op til København og havde boet hos
mig for mange år siden. Så var jeg inde i varmen, og det er
jo skønt når man ankommer til et ukendt land midt i en krig.
Og man siger jo heller ikke nej til at komme på A.P.'s endeløse
whisky-udgiftskonto. Derimod føler man let, når man sidder
og lytter til alt det ufattelige sådanne pressefolk oplever,
at hele ens eget liv har været mislykket. Der var jo ikke den
historiske begivenhed, de ikke havde oplevet ved selvsyn. Den
noget ældre chef var især underholdende og fortalte
bloddryppende historier om f.eks. bombeeksplosionen i
hovedkvarteret hos Commandante Zero, som startede revolutionen
i Nicaragua. Han stod selv lige op ad Zero, da det skete, og
stod sekunder efter med det halve lig af en af kvinderne i
sine arme.
I de følgende dage tilbragte jeg meget tid med AP-folkene,
idet min fransktalende veninde, som konstant lyttede til
radionyheder, øjeblikkeligt over walkie-talkien kunne
dirigere os i jeepen til historiens nøglesteder, - eller
rettere - til de steder AP udråbte til at være nøglesteder.
For hernede var det tydeligvis AP, som dirigerede historiens
gang, dvs. hvad en af mine tidligere ikke alt for smarte
elever nu kunne finde på at sende ud i verdensmedierne. Det,
der fik det til at vende sig mest i mig, var at se hvordan de
ustandseligt i tankerne prøvede at profitere på andres
ulykke (ikke mindst fordi jeg ofte i mit arbejde afslører en
sådan pervers tankegang hos mig selv). Da vi sad og hørte at
orkanen "Gordon" var på vej mod Haiti, udbrød de
begejstrede alle som Én: "Fantastic. There will be a lot
of damage with great damage pictures." De fik ret, men
det endte nu med at blive min lidt anderledes måde at færdes
på, som endte med at skabe de billeder, som nåede
verdenspressen. Forinden havde jeg dog oplevet adskilligt
andet, som jeg reagerede på. Jeg blev bl.a. inviteret til
fester i Haitis stenrige overklasse. Til en fest hos Haitis
eneste plastikkirurg på toppen af et bjerg, kørte nogle af gæsterne
galt i en BMW op ad den stejle tilkørsel. En stor del af
natten stod jeg i regnen og prøvede at løfte den dyre tunge
luksusbil op på vejen igen, men ejeren af bilen var fuld og
begyndte i stedet at slå den i stykker med en stor hammer og
smed stump efter stump ned ad bjerget. Det var denne hensynsløse
overklasse, der stærkest havde støttet Cedras' blodige
diktatur, som Clinton nu havde væltet. Da jeg fortalte dem,
at jeg tit i USA bor hos Lisa, som er datter af deres
tidligere diktator, Namphy, blev jeg straks populær, for i
deres ører lød det som om jeg var modstander af præsident
Aristide. Lidt mere hjemme følte jeg mig til privatfest hos
den amerikanske ambassadør. Når jeg tænker over hvor indædt
jeg har bekæmpet visse tidligere amerikanske invasioner, er
det jo morsomt at jeg på det sidste er blevet stærk tilhænger.
Ambassadøren var absolut tiltalende og viste mig rundt blandt
billederne af paven, Busch, Reagan osv, mens sorte tjenere
vimsede rundt med fade med lækre snacks. Mest forundret var
jeg igen over amerikanernes åbenhed. Jeg var ankommet en time
for sent og vadede alene ind uden at blive standset af et
eneste militærkøretøj.
Det var naturligvis ikke al den luksus, jeg var kommet til
Haiti for at se, men inden jeg beskriver fattigdommen vil jeg
omtale endnu en kontrast. På Olafson havde jeg naturligvis
straks sat mig i kontakt med Jørgen Leth, filmmanden, der i
årevis har boet der. Nu havde han imidlertid fået sit eget
hjem, hvor han inviterede mig til morgenmad og frokost flere
gange. Det stod på ingen måde tilbage for ambassadørboligen;
et stort to etagers slot i kolonistil med udendørs balkon.
Her sad vi med den skønneste udsigt ned over Port au Prince
og ud over bugten, og lod os opvarte med de herligste retter
af alle hans tjenere. Jeg drillede ham selvfølgelig med at
han var endt som koloniherre her, men det bør siges at det
ikke drejer sig om en underdanig kolonial befolkning som
Afrikas. Vi havde tidligere været hinandens opponenter i en
radioudsendelse, men denne gang kom jeg til at holde virkelig
af ham. Han var utrolig sød og hjælpsom. Bl.a. var han tolk
for mig i det børnehjem, hvorfra vi (eller rettere vores
underbo) sidste år adopterede Mario. Mario taler allerede
dansk og er en stor glæde for alle i huset, så det var også
for at opleve hans rødder, jeg var taget til Haiti. Men børnehjemmet,
hvori halvdelen dør inden bortadoptionen, var deprimerende
med dets udmagrede kroppe i rumænske jernbure og udslukte
blikke omkranset af fluer.
At kaste sig ud i det sorte Haiti må være som at komme
til Indien - en tæthed af mennesker overalt. Men det er en
utrolig behagelig befolkning og helt anderledes end Jamaica. På
Jamaica vibrerer alt af musik, men igen maler. På Haiti hører
man næsten ingen musik, men alle synes at male - ikke bare
billeder - men portrætter af Aristide og tillidserklæringer
til USA overalt på murene. På Jamaica fik jeg udelukkende
kvindelige venner. Jeg har vist før fortalt om hvordan jeg
endte med at bruge alle mine penge på de prostituerede -
ellers må I vente med de saftige detaljer til næste års
julebrev. På Haiti fik jeg derimod kun mandlige venner. Det
var utroligt spændende at se i folks reaktion på Én som
hvid hvor forskelligt to tidligere slavekulturer havde
udviklet sig under henholdsvis britisk og fransk kolonistyre.
På Jamaica er der en voldsom kriminalitet. Det var efter en
sveddryppende nat i en seng sammen med 4 kriminelle fyre i
Kingstons slum at jeg flygtede op til de prostituerede på
nordkysten. Bl.a. havde fordrukne soldater med maskinpistoler
jaget os ud foran lygterne af deres jeep, hvor vi stod med hænderne
op af muren mens de ransagede vores lille hummer. Heldigvis
fandt de ikke den store sæk marihuana, vi havde, så vi slap
med skrækken. Haiti derimod er et af de tryggeste lande jeg
nogensinde har været i. Selv i de værste slumkvarterer kunne
jeg vandre rundt i bælgmørke blandt mænd med lange manchetter
uden angst - eller efterlade kameraer i bilen for nedrullede
vinduer i tæt befolkede gader. De senere års blodbad i Haiti
var udelukkende politisk betinget af diktaturet, og bortset
fra enkelte landområder havde amerikanerne nu standset det
helt.
Jeg fik hurtigt en ven, der som tidligere lærer kunne lidt
engelsk, men nu var arbejdsløs som alle andre. Vi standsede
en tilfældig arbejdsløs bil på gaden og jeg gav dem hver en
god dagløn for at køre mig gennem bjergene ned til
sydkysten, idet CARE's biler lå stille pga den orkan, som nærmede
sig. Det var skønt at være ude blandt bjergbønder igen,
stolte som i Bolivia. De lever som i Afrika, men måske langt
mere farverigt med flotte pastelfarvede mønstre på
bondehusene. Jeg oplevede en spændende hanekamp og hvordan de
stolte ejere af hanerne forinden hidsede hinanden op - og
bagefter - hvis de tabte - hvor ømt og kærligt de tog hele
det ituhakkede blodige hoved af den næsten livløse hane ind
i munden for at slikke det rent og pleje det. Selv lå jeg
nede i manegen og rullede rundt i blod og hanelort for at
fotografere de kæmpende haner og de råbende ejere i
baggrunden. Men under hele rejsen til sydkysten blev det mere
og mere trykkende. Jeg tænkte på om jeg skulle vende om, men
endte med at overnatte - fornemmedes det - med øret inde i de
allerede meterhøje bølger. Om morgenen begyndte regnen. Det
lykkedes os at komme tilbage til Port au Prince i tide, for
bjergvejen vi kørte på blev snart ødelagt og lukket af
orkanen og kystbyen Jackmel var et af stederne med flest døde.
Efter mødet med stoltheden på landet og arbejdsløsheden
og nøden i byen havde jeg ikke lyst til at flytte tilbage i
hotellet med alle de whisky-drikkende hvide journalister. Det
forekom mig vanvittigt at bruge 62 dollars per dag for et
hotel, når det er hvad en haitianer tjener på et år. Jeg
besluttede mig til at finde en fattig familie i det værste
slumområde og i stedet give dem pengene for at bo hos dem. En
haitiansk læge havde tidligere advaret mig mod dette, idet
City Solei er et stærkt malariainfesteret og sygdomsbefængt
sumpområde og i øvrigt et langt værre slum end f.eks.
Soweto. Så jeg købte en stor dunk drikkevand og bananer, da
jeg allerede havde begyndende tegn på diarré, hvilket jeg
hader at få i et land uden toiletter og med stirrende folk
overalt. Folk i City Solei reagerede som havde de aldrig set
en hvid før. Overalt havde jeg en hale på 50-100 jublende nøgne
børn efter mig, som alle ville holde mig i hånden. Allerede
inden orkanen stod City Solei under vand eller med åbne
stinkende kloakrender overalt. Alt var en blanding af mudder,
grise- og menneskelort, for alle tissede og sked hvor de
befandt sig - selv når de stod og talte med mig. En ung fyr,
Lecoin, kom og tog mig ved hånden og bad mig i tusmørket om
at følge med hjem for at hjælpe hans syge søster. Hun sad
sammenbøjet på et mørkt klamt stengulv med foden lænket
til en stor cementblok, da hun i flere år havde været sindssyg.
Hun havde de smukkeste øjne, men hver gang man fangede dem et
øjeblik og følte man havde kontakt med hende, svævede de
videre ud i rummet. Hendes bryster faldt hele tiden ud af den
løse kjole, og da Lecoin var stærkt troende sad han til min ærgrelse
hele tiden og stoppede dem ind igen, idet jeg var stærkt
betaget af hendes skønhed. Moderen var på min alder, men
fuldstændig udmagret og dog så billedskøn med sit tørklæde
om hovedet, at jeg igen og igen måtte fotografere hende. Jeg
blev straks så forelsket i dem alle, at jeg besluttede at her
ville jeg bo til mine dages ende på Haiti. Og det gjorde jeg.
Lecoin havde et åbent blikskur i nærheden - stort set lavet
af pigtråd - hvor han barberede børnene i området. Jeg
spurgte om jeg kunne leje det til at sove i, da jeg gerne
ville være sammen med familien. Det fik jeg lov til, men alle
i området var bestyrtede og jeg havde dag og nat hundredvis
af øjne stirrende ind gennem de gabende huller. Mine naboer
boede bag blikplader kun en armslængde fra mig. Ingen af os
kunne komme til vore blikskure uden at vade gennem 20 cm dybt
vand og lort overalt, så allerede før orkanen vadede jeg
rundt i skvulpende sko, der i våd tilstand ikke var til at få
på om morgenen. Men folk var så helt ud vidunderlige. Der
var ikke de vrede aggressioner i luften mellem dem, som jeg
oplevede når jeg vågnede om morgenen i Jamaicas tætte
compounds.
Endelig kom orkanen Gordon med hele sin knusende styrke. Før
den kom havde jeg haft en nærmest romantisk forestilling om
orkaner - om at jeg ville kunne tage nogle flotte billeder af
de bøjede palmetræer osv. Jeg begriber ikke nu hvor naiv jeg
havde været. Det viste sig umuligt at fotografere, da det var
som at stå under et vandfald. Og selv midt på dagen var der
så mørkt, at mine highspeed film intet ville have
registreret. Rent bortset fra at man havde nok af andet at tænke
på med pludselig død og ødelæggelse til alle sider. Skure
blev flået op, hele rækker af huse skyllet væk. Larmen var
øredøvende. Lynende knitrede igennem luften. I tre dage var
alle stort set spærret inde i dette helvedes forgård. Da
vandet i mit blikskur var steget helt op til kanten af den
pjaskvåde og møgbeskidte seng, insisterede Lecoins mor på
at jeg flyttede ind i deres mere sikre sted med cementvægge.
Her var lidt mere plads og det blev en af de vidunderligste
oplevelser, jeg har haft i mit liv. Nabodelegation efter
nabodelegation kom ind for at opleve denne hvide mand i det
svage lys omkring stearinlyset. Jeg havde endeløse samtaler
med nogle af Lecoins venner, som kunne lidt engelsk. +n ting
er at være turist i et land og overfladisk registrere smerten
omkring sig. Men med alle smilene i tredje verdenslande går
smertens omfang aldrig rigtig op for Én før man flytter ind
hos folk og selv oplever den. Langsomt begyndte deres håbløse
situation at gå op for mig. Der var intet arbejde at få uden
en uddannelse og skønt jeg overalt havde set unge sidde i
lyset fra gadelamper og studere om natten, havde de herude i
sumpen hverken lys eller penge til at uddanne sig for. Under
orkanens uhygge sad de med dæmpede stemmer og fortalte om
terroren før amerikanernes ankomst, thi støtten til den
venstreorienterede Aristide havde været massiv her i City
Solei. Derfor havde diktaturets attachéer næsten hver nat
med manchetter og maskinpistoler myrdet løs netop herude.
Ikke mange familier var blevet sparet. Rædselsberetningerne
gik næsten op i Ét med orkanens rasen og det siger sig selv
at jeg umuligt kunne sove. Mange ønskede at jeg skulle besøge
deres syge familiemedlemmer i nabohusene, hvorved det gik op
for mig hvor mange syge der egentlig var. På den anden side
af væggen lå en 20-årig pige, tyndere end
koncentrationslejrenes muselmænd. Da 10% af befolkningen er
HIV-positiv vidste jeg det var AIDS. Hendes øjne, som
stirrede op på mig fra det våde lugtende stengulv udtrykte
et liv, som borede sig dybt ind i mig med dets stille råb om
hjælp. Lecoins mor vimsede omkring mig for at jeg skulle føle
mig tilpas og var tydeligvis stolt af at det var netop hendes
hus jeg var kommet til. Hun ville vogte over min sengetid og
sendte alle delegationerne hjem ved 8-tiden. Jeg har altid
syntes at det værste ved at bo i slumkvarterer uden lys er at
skulle i seng så tidligt og op kl. 4, men nu føltes det som
en befrielse. Da jeg lå der i sengen med Lecoins, moderens, søsterens
og de yngre børns svedige kroppe, kørte alle indtrykkene
rundt i hovedet på mig. Regnen var stilnet af og fugtigheden
var nu uudholdelig. Jeg var kommet så hurtigt af sted til
Haiti, at jeg ikke havde fået malaria-piller, og havde derfor
købt noget moskitobalsam. Men det lugtede voldsomt og jeg ønskede
ikke at de skulle tro at hvide lugtede sådan, så jeg ventede
til de sov med at smøre det på - og kunne så ikke smøre
det på fordi vi lå klistret op af hinanden. I stedet prøvede
jeg at ligge helt stille, når myggene stak. I madrassen under
øret gravede en mus og to grise øffede og væltede sig i
mudderet lige bag hovedet. Ved siden af mig lå den sindssyge
pige med de smukke øjne og bryster, og kun en håndsrækning
på den anden side af væggen lå pigen med AIDS. Da det
begyndte at regne voldsomt igen ved midnat, stod moren op for
at finde et tæppe til at lægge over mig. Hendes ansigt var
ubeskriveligt smukt med stearinlyset foran omgivet af mørke.
Jeg lå og følte mig som det lykkeligste menneske på jorden
i glæden over at få lov til at opleve disse mennesker og
deres kærlighed midt i en uendelig smerte. Mine tanker
vandrede hjem til min egen vidunderlige familie. Jeg drømte
om at komme hjem og spise havregrød med revne æbler om
morgenen, drikke vin med Vibeke ved stearinlysene om aftenen.
Jeg lovede højt og helligt at blive alle tiders hjemmegående
husfar, at tage al rengøringen (uden brok) og madlavningen i
al fremtid hvis jeg måtte slippe væk fra denne død og
smerte. Da vi stod op ved 4-tiden blev Lecoin ved med at sidde
på sengekanten. Han orkede ligesom ikke at se frem til en ny
dag med håbløshed, arbejdsløshed og vandren rundt i gaderne
uden mål. Orkanen var stilnet helt af og naboerne sad
allerede og kogte grød i store gryder. Jeg havde den første
aften købt en masse mad med til familien, men bortset fra
slikket til børnene havde ingen orket at spise det. De var
nemlig vant til kun et måltid om dagen - grøden kl. 5 om
morgenen. Jeg vandrede derpå med Lecoin rundt for at besøge
mange andre familiemedlemmer i blikskurene. Vandet stod os nu
til knæene og det flød med menneskelig og råd og stank.
Folk trak os ind i deres huse for at jeg skulle fotografere
vandet, der stod til sengekanten - eller vist rettere fordi
jeg som hvid repræsenterede deres eneste fortvivlede håb om
hjælp. Et sted fortalte forældre hvordan deres barn var
druknet, da det faldt ud af sengen. Stærkest indtryk gjorde
en kvinde, som stod i bælgravende mørke i sin hytte med et
skrigende barn i sengen og to i armene, det ene af dem stift
som et bræt af polio e. lign. Moderkærlighed er ufattelig, tænkte
jeg. Hvorfor dropper hun ikke blot ligeså stille det barn i
vandet, som alligevel ikke vil overleve i dette helvede? Jeg
forstod hvorfor folk i tusindvis havde bygget tømmerflåder
for at tage til USA, for en hurtig død på havet måtte være
at foretrække for dette. Jeg opdagede at mit eget forhold til
død på få dage var vendt op og ned. At folk lod ligene
ligge i dagevis i gaderne undrede mig ikke. Da jeg spurgte
amerikanske soldater, som var ved at redde deres begravede
jeep hvorfor de ikke prioriterede at fjerne det lig, der lå 5
meter bag dem, havde de end ikke opdaget det og gjorde efter
en halv dags gravning efter jeepen intet ved det. Liget af en
16-årig dreng lå og skvulpede i vandkanten i nærheden af
mit hjem, men bortset fra at standse en argentinsk militærpatrulje
gjorde jeg heller intet ved det selv. Jeg tog den lange vej
ind i byen og vandrede ind på Holliday Inn for at høre fra
A.P.-folkene, hvad der var sket. Her spiste jeg altid gratis
morgenmad fordi personalet havde troet jeg boede på hotellet.
Da jeg nu var sølet ind i mudder fra top til tå, tog jeg et
kamera over skulderen som en pressemand og slap ind i
luksusomgivelserne så let som ingenting. Over 400 var døde
blot på Haiti. Der var uden tvivl langt flere, for da jeg nu
måtte vise AP-folkene rundt til de lig, jeg havde fundet
(bl.a. for at få et bad hos dem) opdagede jeg hurtigt, at
overalt hvor vi tilfældigt standsede, kom børn hen og trak
mig i hånden for at vise mig lig i deres egne kvarterer. AP
var henrykt, idet deres egne walkie-talkie-metoder tidligere på
morgenen kun havde ført dem frem til væltede træer, som de
måtte sende ud til verdenspressen som "great damage".
Men samværet med dem lige efter opholdet i City Solei tvang
mig til at ransage mit eget inderste for en tilsvarende
kynisme. Jeg følte mig fuldstændig død oveni, da jeg senere
på dagen tog et fly til USA. Startbanen førte os lige hen
over City Solei, men jeg sad blot og stirrede blindt ligefrem.
Jeg magtede ikke at se ned på al den smerte, ja, var bange
for at se Lecoins familie i øjnene. Jeg havde ikke været i
stand til efter orkanen at komme igennem til Vibeke, som jeg
vidste ville følge den minut for minut på CNN, men da jeg nu
prøvede at fortælle om det hele i telefonen fra New York,
kunne jeg blot stå og hulke i telefonen, så rystet var jeg.
Aldrig har jeg vist været så glad for at komme hjem til
familien og julen før - hjem til havregrøden med æbler på,
til vinen med Vibeke, ja, til rengøringen (selv om den ikke
helt levede op til de løfter, jeg fromt havde aflagt i City
Solei). Underligt var det også at komme lige til
skuespilleren Britta Lillesøes 50-årsfødselsdag og slutte
året hvor det var begyndt - i den Grå Hal. Christiania
lignede efter Haiti det rene Disneyland. Britta havde fået en
stor erstatning for en tabt lillefinger og ønskede at holde
sit livs fest for 370 venner. Det var et kongeligt taffel uden
lige. Hele den Grå Hal var dækket op med festlige borde, sølvlysestager,
kæmpefade med muslinger og de bedste madretter og
Versaille-vine. Det var vidunderligt at se alle de gamle fra
Solvognen igen. Alle jer, som jeg blev fængslet sammen med
efter Rebild-indianeraktionen, og som siden blev
"rigtige" skuespillere, var til stede (bortset fra
Erik Sløjfebinder, som var dum nok til at investere i det berømte
hash-skib og nu igen sidder i fængsel). Der var en
feststemning som til krofester i Fåborg - velsagtens fordi
kun Christiania rummer et tilsvarende landsbymiljø i København.
Selv havde jeg Ulla Henningsen til bords og fortalte hende
hvor underligt et sammentræf det var, da min datter hele året
havde spillet og sunget hendes Liva Wheel-sange - ligesom jeg
selv havde gjort det i bilen i USA. Men når jeg skulle
beskrive mine oplevelser i Haiti et par dage forinden magtede
jeg ikke at fremstamme andet end: "Jeg vadede rundt i
lig." Jeg er stadig rystet efter oplevelsen på en måde
jeg ikke forstår. Jeg har her prøvet at skrive mig lidt ind
på den for at få den ud af kroppen. Det kan ikke gøres i et
kort julebrev, men jeg er alligevel blevet gladere af at forsøge.
Jeg er i hvert fald nu kommet ud af det dårlige, negative humør,
jeg var i i begyndelsen af brevet. Ved at forme det som et
julebrev dukkede I alligevel efterhånden op i tankerne,
hvorfor det ikke er ment som en ren dag/årbog til glæde kun
for mig selv. Jeg kan snart ikke forestille mig en jul uden
dette hyggelige samvær med computeren og jer med at få styr
på årets oplevelser og jeg håber at jeg på en eller anden
måde også kan glæde jer i processen. For glæder er først
rigtige glæder, når man kan dele dem med andre. Derfor må I
også snart tage jer sammen og komme med på mine køreture.
Men skynd jer! Nu vil Uffe Ellemans datter også med. Uffe
trykkede mig i sommer i hånden for at takke mig for det
indtryk showet havde gjort på Helene. Verden står vist ikke
længere....
Men nu må jeg se at få brevet sendt af sted, for nu
dumpede årets første julehilsen ind af brevsprækken - fra
Hans Skjøtt som jeg har leget med lige siden første klasse -
og som nu begejstret og med sit eget grafiske kunstværk fortæller
om glæden ved at lege med sit første barnebarn. Mens mange
af mine jævnaldrende sorte venner i USA for længst er blevet
bedsteforældre, er Hans den første af mine skolekammerater,
som er blevet det. Men Årets Mand blev nu alligevel Torben
fra gymnasieklassen, som jeg havde den ære at bespise både
under og efter maratonløbet. Fuldstændig ubesværet løb han
på kun 4 timer og 5 minutter. (Han kunne faktisk egenhændigt
gå op af mine trapper. Det kunne jeg ikke selv, da jeg forsøgte
maraton). Nu synes jeg at resten af os skal prøve at slå
denne foreløbige klasserekord i næste års maraton. Min bror
Niels Jørgen står parat til at modtage jeres tilmeldinger på
35-266900.
Ja, nu vil jeg slutte, for jeg skal ind og se "Alle
tiders jul" med børnene. Jeg vil ikke gå glip af et
eneste afsnit af denne serie. Men hvis nogen af jer er i København
viser jeg i juledagene et lille lysbilledshow om mine
oplevelser på Haiti for min familie og I er selvfølgelig også
velkomne. Jeg flippede i øvrigt fuldstændig ud over Haitis
farverige naivistiske kunst og endte med at købe billeder for
over 10.000 kr. med hjem. Hvad jeg ikke selv kan bruge vil jeg
gerne sælge videre til jer som direkte ulandshjælp: "trade,
not aid."
Nu vil jeg ønske jer alle en rigtig god jul og et godt nytår.
De kærligste hilsner
Jacob Holdt
Gernersgade 63, 1319 Kbh. K. Tlf. 33-124412 |