"Mine julebreve" af Jacob Holdt

 

Jul/Nytår 1995,    24. årgang

Her delt op i 3 afsnit: 2. del

 

Tilbage til oversigt over julebreve

 

Bemærk venligst inden evt. læsning:  
Julebrevene er et forsøg på at fortsætte traditionen fra min bog på at gøre det private politisk. Pga. hastigheden, de er skrevet i, dog langt fra med samme held. Da jeg i julebrevene i reglen forsøger godmodigt at drille mine gamle venner, som de er skrevet for, sætter jeg i omtalen af dem tit tingene lidt på spidsen. Der er altså ikke nødvendigvis tale om hele sandheden eller den måde de selv har oplevet situationerne på. I visse tilfælde har jeg for at undgå misforståelser på Internettet her ændret deres navne. 
Da julebrevene omtaler de personer, der har betydet meget for mig, omtales hyppigt gamle kærester. Disse er enten fra tiden før jeg flyttede sammen med min kone eller fra perioden 1983-87, hvor vi flyttede fra hinanden under den vanskelige opstart i USA og begge havde nye kærester. Min definition på en kæreste er en, som jeg har boet sammen med i længere tid og haft et intimt eller fortroligt forhold til. Derfor optræder der hyppigt lesbiske blandt mine kærester, men sjældent bøsser, som jeg i reglen fandt mere interesserede i sex end i intimitet. 

 

Indholdsfortegnelse

Da julebrevet endte med at blive ret langt i år har jeg måttet lave en lille indholdsfortegnelse for at I ikke helt skal opgive ævred:

 

1. Hvordan jeg var til hemmeligt lesbisk stævnemøde med et statsoverhoved i USA's værste slumkvarter mens USA lå i krig med ham.........side

2. Hvordan jeg kom i kongelig audiens ved at vandre baglæns ind ad den røde løber i kongeslottet ....... side

3. Hvordan jeg blev tilbudt min helt egen borg i Skotland.....side

4. Hvordan min kone fik Poul Nyrup og Lone Dybkjær til at danse på bordene....side

5. Hvordan jeg blev kidnappet af de prostituerede i Bangkok.....side

6. Hvordan min ulykkelige kærlighed til en af jer fik mig til at smadre ruder med en I ser hver aften i TV.....side

7. Hvordan I over Internettet kan blive overbevist om at jeg var Danmarks ubetinget største KGB-agent....side

8. Hvordan jeg lå på gulvet i krampelatter ved siden af liget af en ven...side

9. Hvordan en elefant reddede mig fra en skrubtudse....side

10. Hvordan ANC forbedrede mit sexliv i årets løb....side

11. Hvordan guerillaen i Burma blev drevet i armene på mig....side

12. Hvordan jeg skulle ud og se gorillaer med prinsesse Alex og Joakim reddede hende ...side

13. Hvorfor min kinesiske kone forlod mig hvorved jeg fik den skønneste udsigt fra "verdens tag"......side

14. Hvorfor min næste kone skal være tibetaner....side

15. Hvordan jeg blev indespærret i en sort kasse i Norge i to uger og derved endte i landets aviser...side

16. Hvordan jeg blev lukket inde alene med 8000 dødningehoveder ....side

17. Og sluttelig - hvis det kan forbavse nogen efter det ovenstående - hvem af jer julebrevslæsere, der fik mig indlagt på den lukkede afdeling......side

 

Hvis ovenstående minder lidt om indledningen i serien SOAP, der kørte i TV for nogle år siden, er det naturligvis tilsigtet. Der er som sædvanlig lidt name-dropping, lidt "Billedbladet" i julebrevet (thi jeg har jo hård konkurrence fra sådanne medier ude i jeres hjem), men der er også lidt alvor. Ikke mindre end 38 af jer er i år nævnt i brevet, så går det mon nu an blot at lægge det til side? Hvad mon jeg skriver lige netop om DIG?

For resten, pga. julestress nåede jeg ikke at få sidetallene sat ind, så I er vist alligevel på herrens mark......

 

Kære venner Jul/nytår 1995

Mange mennesker har efterladt sig dagbogsoptegnelser, erindringer eller andre biografiske notitser om sig selv og om de forhold, hvorunder de har levet. De fleste sådanne tilfældige forfattere gør undskyldninger, fordi de overhovedet tillader sig at tale om sig selv; men efter min mening er det forkert, for ifald mennesket, som det hedder, er den højeste skabning og studiet af det hele menneske det vigtigste og interessanteste i vor tilværelse, så er det klart, at vi ikke kan få oplysninger nok om den enkelte person og de mange. Man skulle altså hellere rose dem, der virkelig overvinder sig til at nedskrive deres erindringer. Der er i hvert eneste menneske noget, som vi gerne vil lære at kende, noget som vi trods alle mangler og ufuldkommenheder dog kommer til at holde af, når vi beskæftiger os dermed; og alene det, at vi ved læsningen af et menneskes levnedsløb ofte må sige: "Ja, dette ville jeg også have gjort!" - eller: "Dette burde han ikke have gjort!" er en værdi, fordi det er livgivende og befrugtende.

Sådan indleder Carl Nielsen Min fynske barndom. Jeg kunne fortsætte med spørgsmålet: hvorfor vente med at udgive sine erindringer til livet går på hæld for en totalt ukendt skare mennesker? Den sandhed man sidder inde med til den tid vil jo være så efterrationaliseret at den nærmer sig løgn set med nutidens øjne og vil - med mindre man er en stor kunstner som Carl Nielsen - i fremtidens hukommelsesfortrængende informationssamfund sikkert forekomme ligegyldig. Ikke mindst med min hukommelse. Når jeg besøger jer gamle skolekammerater - f.eks. her i december Hans Frederik Sillasen - er jeg ofte overrasket over jeres næsten fotografiske hukommelse af fortiden. Så her har I altså - uden flere undskyldninger - 23. årg. af mine fortløbende årbogs-optegnelser. Og så b'er jeg blot til, at en sådan øjeblikkelig udgivelse ikke bringer mig i samme knibe, som en hvis kommissær kom det i oktober med sin lidt for forhastede dagbogsudgivelse.

Faktisk bragte min svigtende hukommelse (er det mon et alderdomssymptom eller husker I mig også med en sådan i skoletiden?) mig sidste år i så meget knibe, at jeg må starte året med at udsende en dementi. Allerede juleaftensdag ringede Niels Vest mig op fra Christiania for at gøre opmærksom på at jeg i julebrevet havde sat Erik Sløjfebinder i fængsel, men at det jo drejede sig om Erik Popsanger (efter alt postyret der fulgte havde jeg ikke tænkt mig nu at nævne Popsanger ved navn, men da han selv skriver avisartikler fra fængslet ser jeg ingen grund til ikke at gøre det). Lad mig starte med at sige, at jeg var mere glad end ked af det, da Niels Vest sagde det: for jeg troede ærlig talt ikke at folk virkelig læste mine lange julebreve, som jeg jo først og fremmest skriver for at få lidt rede på mit eget kaotiske liv - altså for mig selv og om mig selv. Og at nogen kunne finde på at læse det midt i juletravlhedens sidste dage gjorde mig dybt imponeret. (Jeg venter altid med jeres langt kortere julebreve til julefreden har sat ind). Men Niels Vest tog min "fængselsdom" over Erik Sløjfebinder dybt alvorligt og mente at jeg burde give ham en undskyldning. Jeg må tilstå at jeg havde svært ved at tage det helt så alvorligt, og forklarede at 90% af mine breve går vest for Storebælt til gamle skolekammerater. Jeg tør faktisk vædde på, at ikke én af jer derovre (bortset fra Nina og Hjalte Tin) kender noget til Solvognens tidligere medlemmer og slet ikke under disse Solvognsnavne. (Og Solvognens egne folk eller venner kunne jo sagtens gennemskue at det drejede sig om en hukommelses- eller tastaturfejl fra min side.) Nogle af jer "jyllændere" (for at sige det med Olsenbandens ord) har jo aldrig været i København - selv om jeg hyppigt har inviteret jer - og taler tit til mig om Christiania som var det en slavelejr i Sibirien. For at nedbryde disse mærkværdige fordomme har jeg da også ofte givet rundvisninger derude - ligesom jeg gør det i USA's ghettoer - uden anden sammenligning i øvrigt. Altså ventede jeg helt til Erik Sløjfebinders festlige 50-årsfødselsdag på kajen udenfor Christiania hen på sommeren med at give ham en undskyldning. Som ventet flækkede han af grin. Han havde jo for længst selv læst brevet, hvori jeg sætter ham i forbindelse med det famøse hashskib. Annie Hedvard så i øvrigt ikke affæren som en uskyldig navneforveksling, men var dybt forarget. Du mente, Annie, at det var udtryk for en ubevidst hævn over Erik Sløjfebinder skyllet op fra dybdepsykologiens nederste slimede kamre. Jeg vil overlade det til psykologer at vurdere om denne anklage holder, for sandt er det - når du nu bringer det op - at Erik Sløjfebinder jo selv havde fået mig "indespærret" i min tidligste ungdom. Da jeg som 20-årig boede sammen med en af mine første kærester, Lisbeth, flyttede hun pludselig efter et år ud til Erik på Christianshavn. Jeg må ha' opfattet det som verdens sammenbrud, for jeg drak mig plakatfuld og gik fuldstændig amok i hans lejlighed ovenpå Fingerbøllet (Lisbeth er i dag bedst til at beskrive forløbet på dramatisk vis). Jeg husker nemlig - som så mange gerningsmænd - intet selv - udover at jeg vågnede op på den lukkede afdeling, hvor en mand med et ansigt som Van Goghs i dagevis stod ved min seng og med drævende stemme spurgte "Hvornår går toget til Roskilde?" Fyren i sengen overfor mig sad en hel dag og skraldergrinede, så forbavset var han over at se mig netop herinde. Han var flippet ud på stoffer, men kendte mig fordi han sammen med Finn Ejnar Madsen havde lejet sig ind hos mig i den ligkiste/pornobutik, hvor mange af jer besøgte mig dengang på Vesterbro. Når han simpelthen ikke kunne holde op med at grine var det fordi han indtil da havde set mig som "reaktionær", som essensen af alt det pæne, velfriserede han selv gjorde oprør imod. Sandheden var da også at mens jeg i 1967 havde holdt til i Konservativ Ungdom sammen med Viggo

Fischer (som jeg med en lille smule skadefryd så blive vippet ud af Folketinget efter Tamilskandalen mange år senere), lagde I gale maoister, som jeg så jer som dengang: - Finn Ejnar, Per og Alex - fra mine lokaler kimen til hele det ungdomsoprør, som Finn siden blev så kendt for. I råbte blot "bolighaj" efter mig når jeg blev gal over al den røde maling I spildte på mine trapper. Mange vil sikkert endnu i dag huske de maoistiske vægaviser, der dækkede murene overalt i København det år, men var I egentlig klar over at de blev lavet i et medlem af Konservativ Ungdoms' lokaler? Jeg kom til at tænke på det, da jeg forleden sad og bladede i Paul Hammericks Danmarkshistorie og genså det berømte billede, hvor Finn Ejnar skubber universitetsrektor Mogens Fogh af talerstolen - begivenheden, der i dag betragtes som startsignalet til ungdomsoprøret. Mens kimen lå i os alle i de år, synes jeg i dag at det er sjovt at se hvordan det var personlige oplevelser som den med Erik Sløjfebinder, der var med til at skubbe mig over i den anden grøft. Jeg var flyttet ind hos Lisbeth bl.a. fordi Finn Ejnar og ungdomsoprøret ganske havde fået overtaget i mit eget hus - ikke mindst i form af stoffer. Jeg ønskede at leve det trygge, borgerlige liv, jeg var blevet opdraget til i mit præstehjem. Men tidsånden stod åbenbart for opløsning, for Lisbeth viste sig i al sin skønhed at være kommunist. Alt syntes at skubbe mig mod venstrefløjen. Men Lisbeth havde samtidig den småborgerlighed i sig, som jeg søgte tryghed hos. Når hun ikke snakkede om Cuba, snakkede hun om "Bohrfamilien" - om selskaberne i Carlsbergs æresbolig hos Margrethe Bohr. Jeg var i de år, hvor jeg lige havde konkurreret med Marius Ibsen i 2. real om at læse atomfysik, dybt fascineret af at kende en, der så levende kunne fortælle om Niels Bohrs familie. Som jeg senere vil vise eksempler på i dette brev, finder jeg gang på gang hvordan fortiden for mig er uløseligt forbundet med nutiden. For Lisbeth, der dengang var barnepige hos Bente Scharff, tog mig flere gange med ud "på volden" for at se de tre uvorne drenge, hun passede. Jeg ser dem endnu tydeligt for mig. Hun holdt uendelig meget af dem og fortalte om dem i timevis. Derfor er det jo en skæbnens ironi, at den ældste af dem, Mikkel Scharff, fulgte med i den pakke jeg mange år senere fik Vibeke leveret i. Vi lever i dag i bofællesskab med Mikkel, der nu er rektor for konservatorskolen og vigtigste kilde til al min viden om computere, kunst og næsten al muligt andet. Slet og ret mit bedste leksikon. De to andre uvorne brødre og deres børn invaderer derfor også regelmæssigt huset ligesom Åge Bohr - Mikkels stedfar - er fast inventar på fødselsdage. Ikke mindst på kommedagen fra Haiti for vores alle sammens Mario. (Denne - min mangeårige, lidt bonderøvske fascination af jødisk kultur (i tilfældet Bohr) - fik jeg siden vendt til at blive en stor force i mine workshops' fortolkninger af de sider i antisemitismen, som var med til at fremelske den. Den lå også bag min store forbavselse og glæde, da jeg en dag i lejligheden hos David Millers mor i New York så et billede af hende på skødet af Albert Einstein i hjemmet i Princeton, og først derved fandt ud af at du, David, både var i familie med denne store socialistiske tænker (og atomfysiker) - og jødisk! David viste i de år Amerikanske Billeder i de skandinaviske lande - og var med sit store engagement for sagen endnu et levende bevis på den side i amerikanske jøder, som jeg elsker og så tit har skrevet om. Nej, du er sgu din egen, vil du sige, og jeg skriver naturligvis dette for lige at checke om du virkelig aldrig læser mine julebreve, David?)

Nå, men småborgerligheden vandt altså med Vibekes og Mikkels indtræden i mit liv. Men det gjorde den sandelig ikke i mit forhold til dig, Lisbeth! Og det egentlige skred var sikkert indespærringen på den lukkede afdeling sammen med en af Finn Ejnars maoister og hans vedvarende hjernevask om at jeg var "kapitalistisk bolighaj". Det var som at være dissident i Brezhnev-tidens psykiatriske anstalter da de gav mig nogle piller, der fik mig til fuldkommen at glemme Lisbeth. Mine følelser overfor hende var som forandrede bagefter. Al søgen efter tryghed var væk. Jeg forærede siden ligkistebutikken væk uden at sælge den. Det var det år, 1968, hvor vi kastede os helt og holdent ud i ungdomsoprøret - og hvor hundredtusinder af andre over hele verden med en lignende borgerlig bagage også pludselig på mærkværdig vis gav los. Pludselig var Finn Ejnar ikke mere en irriterende lejer, men en allieret. Lisbeth kom ofte på seminariet med brosten frem for bøger i tasken fordi vi havde glemt at få dem ud. Vi løb i pendulfart mellem den amerikanske og russiske ambassade med brostenene, satte direkte lighedstegn mellem heltene Dubcek og Nguyen Huu Tho eller skurkene: Husak, Indra og Bilak og Thieu, Ky og Huong. Og vi gik til møder med Papandreo, der var drevet i eksil af juntaen. Jeg tænker netop på ham i disse dage, hvor han nu sidder - eller rettere ligger - med så meget magt at hele den græske regering er gået i stå. Når jeg aften efter aften ser min gamle skolekammerat fra studenterkursus læse nyhederne op i TV med rolig, behersket stemme, kan jeg ikke glemme den nat, hvor netop han med sin flammende tale ophidsede os til et organiseret angreb på USA's ambassade, der ikke efterlod én rude intakt. Nu, hvor jeg af samme grund ikke ønsker at oplyse hans navn, kan jeg ikke lade være med at reflektere over om mange af os som Papandreo er blevet de selv samme bremseklodser for udviklingen, vi dengang gjorde oprør imod.

Følelsesmæssigt var jeg efter opholdet på den lukkede afdeling heller ingen tryghedsnarkoman længere. Lisbeth kom efter sit lille sidespring hurtigt tilbage til mig, men forholdet fik som sagt helt andre politiske dimensioner. To af de psykiske handicaps, jeg siden har slæbt rundt på, hidrører sikkert fra oplevelsen. Jeg lærte f.eks. aldrig at give mig så meget hen i kærlighed at jeg ville kunne blive såret. Og jeg lærte at mennesker kun er til låns, ikke til at eje. Jeg tror ikke jeg siden har været alvorligt jaloux.

I alle mine forhold siden hen har jeg stort set "givet" mine partnere så stor frihed, som det var praktisk muligt. Jeg fandt jo hver gang at forholdet efter udfordringer udefra bagefter blev langt bedre og nåede nye ukendte og forløsende dimensioner. Uden denne psykiske brist havde jeg aldrig fået lavet "Amerikanske Billeder". Jeg tænker bl.a. på alle de gange i mine vagabondår, hvor jeg var lige på nippet til at ende i et ægteskab med tryghed og endog rigdom, men endte med at brænde broerne bag mig for at kunne komme "videre ud af landevejen." Hvis noget af denne også lidt moralske brøst kan føres tilbage til den omvæltning Erik Sløjfebinder udvirkede for mig i maj 68, ja, så står jeg jo på mange måder i dyb gæld til ham. Eller lad mig sige til dig, Erik. For nu hvor andre har hjulpet mig til at indse, at du har betydet noget væsentligt for mig i mit liv, må du jo også med på julebrevslisten. Kun folk, som jeg føler har betydet noget for mig, modtager mine kulørte julebekendelser. Og hyppigt går det først sent i livet op for mig, hvem jeg skylder mest! Af smerte udvikler man sig. Uden en sådan viden, hvordan ville man så kunne overleve smerten - eller siden kunne se tilbage på den med glæde?

(De fleste af jer, som var med i ungdomsoprøret dengang, kan sikkert føre det tilbage til lignende personlige oplevelser. En hel anden fortolkning af min egen bevidstgørelse dengang har jeg i øvrigt skrevet om i en bog om Hal Kock, som udkommer til sommer. For skal man forstå denne mærkelige grænsesprængning verden oplevede i 60'erne, er det jo vigtigt at anskue sig selv fra forskellige synsvinkler. Derfor er der intet inkonsekvent i at jeg tillægger en middag i min barndom med den forfinede Hal Kock, der bandt sløjfer om halsen, samme betydning som en christianit, der binder sløjfer på sine rulleskøjter).

Det var så den dementi. Efter denne baggrundshistorie vil I måske nok tolke min uheldige navneforveksling sådan som Annie Hedvard gjorde det. Selv lægger jeg med min manglende navnehukommelse ikke noget dybere i det. I et tidligere julebrev kom jeg således til konsekvent at skrive Nikolai Podgorny om min personlige og mangeårige føringsofficer i KGB, Nikolai Gribin. Protester fulgte da også prompte fra KGB. Så nu vil jeg benytte lejligheden til også at dementere at jeg skulle have haft et personligt forhold til Sovjets tidligere præsident! Andropov måske, som jeg dengang antydede, men ikke Podgorny. Apropos KGB, kom afhopperen Oleg Gordievsky i sin nye bog "Next Stop Execution" med fornyede anklager imod mig i årets løb. Jeg var jo lidt såret over ikke at blive nævnt i hans første mammutværk om KGB, men nu hvor Jørgen Dragsdahl har vundet sit sagsanlæg mod Ekstrabladet, tør Gordievsky åbenbart kun at nævne mig ved navn. Til gengæld gør han mig ifølge Jyllandsposten nu til den største og vigtigste danske "agent" overhovedet. (Der kan du selv se, Jørgen! "I am the greatest!") Jeg kunne ikke undslå mig for at svare i Jyllandsposten, men med det hele på lidt mere afstand nu, magtede jeg at skrive i en mere humoristisk stil om det at spille "dobbeltagent" - eller hvad jeg mon har spillet i mit eget hoved dengang. Efter min egen redegørelse i tidligere julebreve, synes jeg imidlertid I selv skal have lejlighed til at gå direkte til kilderne, for - ifølge sagens natur - kan man nu også stole på dobbeltagenter? I kan bestille bogen over Internettet i Internetboghandelen i England for 17 pund (http://www.bookshop.co.uk/SEARCH.HTM).

Jeg havde glædet mig til årets første show i USA i en af de mest eliteprægede highschools, Horace Mann i NY, hvor man betaler 150.000 kr om året som elev og hvor stort set alle går direkte til eliteuniversiteter som Harvard bagefter. Men jeg blev skuffet over at modtage den værste kritik nogensinde. I måneder efter fortsatte kritikken i skolebladet på et usædvanligt højt intellektuelt niveau. Det rystede mig - dels fordi jeg ved mit første besøg på skolen havde fået en begejstret modtagelse - og dels fordi jeg simpelthen ikke er vant til at få negativ kritik i USA. Bortset fra den forfejlede filmudgave, som jeg hurtigt standsede, har jeg aldrig fået en dårlig anmeldelse. Og når man ikke er vant til kritik, ender man hurtigt med inde i sit hoved at konkludere, at det må være kritikerne, der er noget galt med. Det, jeg var mest bange for, var at kritikken reflekterede den nye republikanske ånd. Hvad ville det betyde for fremtiden? Det var en af mine mange russisk-jødiske veninder, som jeg ofte boede hos under mine shows på Harvard, der havde organiseret showet, og hun var selv så rystet, at jeg følte at jeg skyldte hende at svare på kritikken. Hvad, der især chokerede, var at skolen var stærkt jødisk domineret, og at det normalt er fra jøderne jeg får den stærkeste opbakning. Derfor glemmer jeg ofte at der også blandt dem er en uhyre artikuleret og fanatisk højrefløj i USA. Jeg brugte meget tid på mine flyveture til at skrive et langt forsvar, som blev trykt i sin helhed og som glædede skolens progressive fløj meget. Da meget af kritikken var af "kill the messenger" typen, var den let nok at argumentere imod. F.eks. havde man kritiseret, at skolen brugte showet i Martin Luther King's mindeuge, "thi King ville have vendt sig i sin grav hvis han havde set showet." Det var jo let nok for mig at påpege, at det gjorde han rent faktisk ikke, da jeg viste det i mindeteatret bygget over hans grav i Atlanta og at hans familie tilmed havde bedt om at måtte bruge showet permanent samme sted. Ligesom hans datter selv bruger mine billeder i bl.a. the Kennedy Center for Performing Arts. Først senere gik det op for mig at jeg jo havde brug for kritikken. Har man været så forkælet af studenterne i mange år som jeg, ender man let i en totalitær tankegang, hvor man end ikke magter at sætte sig ind i sine modstanderes synspunkter mere. At jeg derfor overhovedet svarede på kritikken var et udslag af den barnlige forfængelighed, jeg hader i mig selv. For sandt at sige fik jeg overvældende opbakning på alle de eliteuniversiteter jeg var på i februar. Ikke mindst på det i forhold til Harvard dybt konservative Yale var jeg overasket over at se hvor stærkt studenterne nu reagerede på republikanernes nedskæringsbølge med "Forsvarskommitteer for socialhjælpsmødre" osv. Efter sidste års tvivl om nytten af showet var det virkeligt opløftende at få følelsen af at kunne støtte dette arbejde.

 

I sidste års julebrev skrev jeg om min rejse med Anita Roddick, ejeren af The Body Shop. Hvis I er interesseret i flere "soap operas" bringer jeg nu The Anita Roddick Story som føljeton fordelt over flere afsnit i julebrevet. En god sæbeopera har sine op og nedture. Vi havde planlagt i længere tid at mødes igen, men at få dette til at gå op for to så forvirrede og flyvske hoveder er virkelig et puslespil. I ugevis havde jeg haft sekretæren i det amerikanske hovedkvarter i Raleigh i telefonen, som havde haft sekretæren i verdenshovedkvarteret i England i telefonen dagligt. Så personligt et forhold fik jeg til sidst til den amerikanske sekretær at vi her i efteråret besluttede at mødes, da vi jo nu kendte hinanden så godt. Derom senere. Til sidst lykkedes det at få brikkerne til at falde på plads. Men kun ved at jeg kørte fra en workshop ved middagstid i Colgate Universitet halvvejs oppe ved den canadiske grænse ned til New York for at mødes med Anita i ca. en time, hvorefter jeg straks måtte vende om og køre det meste af natten for at være oppe ved Montreal næste dag. Anita kom til gengæld med fly direkte fra England. Jeg havde en voldsom influenza af at sove i frostvejr i bilen. Så voldsom blev den, at jeg ikke magtede at spise den lækre mad Anita serverede i en restaurant. Jeg tror aldrig før det er sket at jeg havde været så syg, at jeg intet kunne spise. Jeg havde lovet Anita i længere tid at komme med et forslag til vort videre samarbejde og skulle nu præsentere det. Men det eneste jeg kunne finde på, var min gamle ønskedrøm om at få et fast teater i New York som vi havde haft det i San Francisco. Om dagen med shows for skolebørn og om aftenen for offentligheden. I weekenderne med workshops udført af førende anti-racismefolk. I foyeren kunne der være præsentation af Body Shops produkter og filosofi. Hele komplekset kunne hedde "The Body and Mind Shop" - altså ud fra devisen at det ikke er nok med et sæbesundt legeme, men at der også skal en sund "hjernevasket" sjæl til - frigjort fra racisme, sexisme, homofobi o. lign. lidelsesmønstre. Mine feministiske venner i NY var begejstret for ideen om et sådant vedvarende forum for holdningsbearbejdelse. Midt i al den kritik, Anita havde fået det sidste år i USA, tænkte jeg at dette også ville være en ny måde for hende at føre sig progressivt frem. Direktøren for The Body Shop i Danmark havde syntes godt om ideen, og jeg vidste at det ikke var pengene, der ville vælte projektet. Anita havde tidligere givet et helt museum kvit og frit til en ven i Baltimore og var blevet over en milliard kr. rigere siden sidst. Med presseomtalen af showet ville The Body Shop jo også få vedvarende skjult reklame, hvilket er vigtigt for et firma, der ikke bruger penge på annoncer. Men dels var jeg så syg og bleg, da jeg skulle forelægge hele projektet, at jeg var på nippet til at brække mig ud over bordet. Og dels - men nok så vigtigt - var min egen entusiasme for projektet kølet en hel del de sidste par år. Jeg ved at jeg simpelthen ikke orker at gå igennem hele det medieshow, der ville følge med. Jeg hader efterhånden interviews og talkshows og de evindelige gentagelser og at skulle spille rollen som noget jeg var engang, men ikke er mere. Jeg har i de senere år haft det fint med at leve en mere anonym eksistens med "hit and run" shows i USA - væk inden medierne (eller Ku Klux Klan) dukker op. Kombinationen af influenza og totalt manglende begejstring fra min side har uden tvivl ikke virket særligt overbevisende på Anita. Hun bed i al fald ikke på ideen, hvilket pudsigt nok var hvad jeg inderst inde selv håbede på. Jeg hader nemlig at tage stilling og ansvar og kunne se for mig al det bøvl jeg ville få med at starte noget så stort op. Desuden er det totalt imod min arbejdsfilosofi selv at tage initiativer. Alt hvad jeg hidtil i livet har foretaget mig er sket på andres initiativ. Her har mit problem været at jeg altid sagde ja til mere end jeg kunne overkomme. Jeg havde jo også en familie at tænke på nu, som jeg ikke engang havde turdet forelægge planen først.

Alt i alt var det et nedslående gensyn med Anita. Da jeg kørte nordpå den nat i en fygende snestorm, rystede jeg så voldsomt af feber, at jeg gjorde noget jeg aldrig har gjort før - tog ind på et motel af angst for at blive alvorligt syg i frostnatten. Jeg var nemlig nødt til at bevare min stemme, da det eneste gode amerikanske Tv-selskab, PBS, som har en høj kunstnerisk og pædagogisk programflade i stil med BBC's, var ved at lave en film om Jacob Riis og mig. De ville følge mig i en række universiteter oppe nordpå, hvor jeg skulle støde på dem næste dag. De var utroligt grundige; sidste efterår brugte de en hel dag på at filme mens jeg sorterede billeder i min (eller rettere min kinesiske samleverskes) lejlighed, der på det tidspunkt lå med så flot udsigt, at både Frihedsgudinden og indvandrerøen Ellis Island symbolsk kunne ses bag min ryg. (Hele den dags optagelser skulle blot bruges i en 6 sekunders baggrundssekvens!) På trods af snestormen havde jeg heldigvis stuvende fuldt hus i de skoler, hvor vi nu filmede. Da mange professorer og skoleledere ser det seriøse PBS var det jo vigtigt for den fremtidige efterspørgsel af showet, at det ikke så ud som en publikumsfiasko.

Netop derfor var jeg glad for at hovedoptagelserne skulle foregå på Williams - der hvert år klassificeres som nr. 1 blandt USA's førende colleges (mens Harvard og Stanford normalt konkurrerer om førstepladsen blandt universiteter). Et år, hvor min far var med mig på Williams, var der så mange, der stod ude i sneen og ikke kunne komme ind, at jeg tilbød at lave en ekstraforestilling ved midnat. Det siger lidt om

Williams, at jeg igen havde stuvende fuldt hus fra 12 til 4 om morgenen - og at der tilmed var stuvende fuldt til min workshop kl. 8 om morgen. Min stemme holdt da også fint nu og humøret var højt under den indledende filmede middag med studenterledere i de fornemme klassiske lokaler så overdådigt udstyrede, at mine danske venner - vant til kummerlige danske universitetsforhold - hver gang går bag over, når de er med mig i USA. Men straks jeg gik på scenen, gik det helt galt. Jeg blev fuldstændigt blændet af filmholdets projektører, stemmen svigtede og den berømte klap gik ned. I det hele taget føler jeg at mine evner på scenen svinder i disse år sammenlignet med den dynamiske svingen med publikum, jeg husker fra midtfirserne. Jeg er sikkert ved at være slidt ned af at have stået på scenen næsten dagligt i 20 år. Jeg er dog aldrig blevet professionel af det - taler stadig mere usikkert og tøvende i takt med min egen voksende usikkerhed om sandheden i det jeg siger. Just dette er ikke nogen fordel m.h.t. amerikanske elever, som gerne vil have øjebliksløsninger. TV-kameraer gør mig altid selvbevidst - og når man er selvbevidst hører man straks selv hulheden eller falskheden i al det ævl, man fyrer af - og går i stå - eller taler uden indfølthed. Man er nødt til at tro på sig selv, når man står på scenen, og det synes jeg at jeg har god grund til ikke at gøre mere. Lidt bedre gik det i den daglange workshop dagen efter, hvor tv-folkene syntes jeg havde sagt i al fald et par sætninger, de kunne bruge. Det siger lidt om det intellektuelle niveau på Williams, at jeg fik et meget dybsindigt spørgsmål om Jacob Riis - uden at eleven havde den ringeste anelse om at vi netop stod og lavede en film om Jacob Riis. Det var planlagt at hovedinterviewet skulle laves i bilen fra Vermont til New York - en strækning, der normalt kun tager 5 timer. Men dels havde influenzaen efterladt mig næsten uden stemme og dels rasede en voldsom snestorm udenfor som bevirkede at jeg måtte koncentrere mig helt og holdent om kørselen. Jeg kunne næsten ikke se vejen - blændet af lamperne som var sat op i bilen. Kameramanden sad ved min højre side og lydmændene i sæderne bagved og bagefter bilen kørte filmholdets biler. Jeg kunne umuligt køre stærkere end 30 km/t i mørket og var gang på gang ved at skride i grøften. Men vi havde ikke noget valg; resten af februar var for mig fuldstændig booket op med flyveshows og da republikanerne var i gang med at slagte statsstøtten til PBS, vidste filmholdets leder, Marty, ikke om der ville være penge til at gentage optagelserne senere. Det var nu eller aldrig. For mig var det et helvede at komme igennem - fuldstændig blottet for inspiration og energi efter flere dages workshops og sygdom. Med det ofte kæmpemæssige publicityarbejde studenterledere lægger for dagen har jeg jo aldrig aflyst et eneste foredrag pga. sygdom - om jeg så skulle bæres på scenen - eller de stod med to læger og en sygeplejerske parat som dengang i Stanford. Det værste var lige nu ikke de evindelige spørgsmål om mine vagabondår, som jeg jo kan besvare i søvne, men at Marty havde lavet kæmperesearch på Jacob Riis og vores fælles rødder såsom Grundtvig. Bare et spørgsmål om Grundtvig måtte gentages over tyve gange idet jeg enten kørte i grøften, mistede stemmen midt i svaret eller pludselig havde et sort hul om hvem Grundtvig egentlig var eller blev i tvivl om hvordan hans lighedssyn skulle fortolkes i den ny republikanske virkelighed. Turen varede over 11 timer. Allerede næste morgen skulle vi filme hos mine sorte venner i Harlem-området. Først og fremmest hos Lela, der nok er den person i bogen, som flest af jer har besøgt. Men Lela var som sædvanlig til begravelse. Stephen var den fjerde i familien, som var blevet myrdet indenfor de sidste år - skudt og røvet, da han kom ud af butikken på hjørnet, hvor også min søn, Flim, havde "hængt ud" med ham en aften for nogle år siden. Marty filmede mens kvinderne stadsede sig ud til begravelsen i store hatte og striglede håret lige med det glohedende krøljern. Naboer fór ud og ind af lejligheden som sædvanligt og heroinnarkomanen Carolyn, som jeg har kendt fra barnsben (søster til Sandra s. 106 i bogen) prøvede ustandseligt at stjæle kameraudstyret. Marty ønskede at inkludere mine barndomsbilleder af hende i filmen - dengang hun var uskyldigheden selv. Jeg havde fået tilladelse af Lela til at filme alt under begravelsen. Jeg har jo i snart 25 år været familiens hoffotograf i sorg og glæde. Særligt glade er de for et smukt billede jeg tog til den barnedåb, hvor jeg havde forfatteren Carsten Jensen med, og hvor alt endnu var godt i familien. Men sidste år fotograferede jeg igen barnet, som vi havde døbt og som nu var blevet en stor pige, da hun holdt en smuk tale til brylluppet mellem hendes far, Robert, og hendes nye mor. Hendes egen mor, som lige efter barnedåben kom på crack, gik nemlig til bunds i narko, AIDS og kriminalitet.

Men denne begravelse blev anderledes end de tidligere. Jeg havde forberedt mig på voldsom gråd og folk, som kastede sig hen over liget. Men nej, smerten er nu så voldsom i den sorte befolkning at den ikke længere kan grædes ud. Præsten var en komiker, der absolut var på niveau med de største, men også Lelas bibelkyndige svigerinde slog allerede i indledningsbønnen tonen an med "We can't cry any more. Let's have a party!" Stemningen havde været alvorlig nok i begyndelsen, hvor både Marty og jeg som eneste hvide havde følt os beklemte ved at mase os op til Stephens unge lig med kameraerne forbi de 150 mennesker, hvoraf mange ikke kunne komme ind. Men i løbet af kort tid lå alle flade af grin. Stephens to søstre, som jeg har fulgtes med fra hus til hus i over 15 år, kæmpede midt i deres voldsomme hulken en brav kamp for at holde latteren tilbage, men snart overvandt den også for dem gråden. Da mine billeder i særlig grad var for at give til dem, prøvede jeg af bedste evne at fotografere dem i de mere seriøse øjeblikke. Jeg vidste jo at det ikke ville være passende for deres familiealbums at se dem i krampelatter over Stephens lig. Men alle mine forsøg var forgæves. Snart lå jeg selv på gulvet og slog mig på så voldsomt på maven af latter at det var umuligt at fotografere. Hvad jeg i særlig grad morede mig over var at se Marty, som aldrig havde oplevet noget lignende før, forsøge med håndkamera at filme min fotografering mens han selv rystede sådan af grin, at filmen ikke ville kunne bruges. Først ved de afsluttende afskedskys på Stephens læber kom tårerne frem hos enkelte. Som sædvanlig havde Lela lavet så meget mad til festen bagefter, at jeg kunne tage adskillige tallerkener med til Ed Cooper og de hjemløse på The Lower East Side, som hver nat står og sælger min bog på gaden.

Resten af forårsturneen gik som normalt. Blot var det lidt bittert at skulle stå og fejre Vibekes 40 års fødselsdag med "nachos and cheese" i en "Seven Eleven" i Los Angeles mens hun selv holdt stort gilde for familie og venner derhjemme. Jeg kom hjem tidligere end normalt for at vise show til FN's Sociale Topmøde i København. Hvis I kan huske hvor højtideligt, de danske medier og politikere tog det at være centrum for flere statschefer end der nogensinde havde været samlet før, synes jeg lige I skal høre hvordan amerikanerne opfattede det. Ikke i én af de skoler, hvor jeg forklarede publikum hvorfor jeg måtte tage hjem i utide, havde én eneste elev eller professor hørt noget om at der var topmøde i København! Ikke underligt at Clinton gav det lav prioritet og at Gore gabede. Og ingen amerikanere så det usædvanlige billede af dronningen og Fidel Castro. Jeg elsker sådanne symbolladede billeder som f.eks. her fornylig billedet af Arafat drikkende te hos Leah Rabin i Tel Aviv uden sit hovedklæde. Apropos Castro tog Ekstrabladet endnu engang fusen på mig. Dagen før topmødet havde bladet "eneret" på en reportage om Castro, der var kommet for tidligt til byen og blev fotograferet på værtshus med Preben Møller Hansen, Holger K. Nielsen osv. Jeg købte bladet fordi jeg syntes der var noget underligt over det. Han havde jo slet ikke den sædvanlige udstråling. Nå, det var nok jetlag, tænkte jeg. Men så kom Vibeke hjem og opdagede at en af hans livvagter med mørke solbriller var Pimenov, den sovjetiske afhopper vi havde haft siddende her i stuen for at afhøre mig om KGB i 1992. Og pludselig opdagede jeg at det jo ikke var Fidel Castro, men den forklædte Jakob Andersen fra Ekstrabladet, som dengang havde kørt hele hetzen imod mig dengang. Straks fór jeg i blækhuset for at skrive til dagspressen "at der kan man bare se hvilke løgnere og bedragere dette makkerpar var som havde "afsløret" mig." Jeg tøvede dog med at sende det. Når det gælder hævn skal man lige tænke sig om to gange. Det var jo bedre hvis andre afslørede dem. Og det gjorde de faktisk selv næste dag, hvor de indrømmede i bladet at de havde lavet hele fupnummeret for at protestere mod diktatorens besøg. Jeg er glad for at de ikke fik lejlighed til at more sig over, at de endnu engang havde beslaglagt min mentale energi - og at jeg kun i dette lukkede julebrev må indrømme at de tog mig (og mange andre læsere) ved næsen. Faktisk kunne det hele udmærket have været sandt, for her i sidste uge gik Castro minsandten rundt her i vores gade under et besøg i Frihedsmuseet. I den forbindelse vil det sikkert huskes at min første udgave af bogen var dediceret til Castro mens jeg klogeligt droppede dedikationen i senere udgaver og selvfølgelig i den amerikanske. Det var de ting han har udrettet for de sorte, jeg dengang hentydede til, men det er jo let at blive misforstået. Begejstringen fra masserne i Harlem dengang Castro flyttede dertil var reel nok, men da jeg var i Harlem i sidste uge fortalte Robert - hvis bryllup jeg omtalte før - at følelserne for Castro havde været en del anderledes her for nylig. Under FN's 50 års dag havde Fidel talt i The Abessinian Baptist Church, hvor jeg har haft så mange af jer med til gudstjeneste igennem årene. Det havde været en sådan sensation, at hvide var kommet tilrejsende fra hele USA og Canada og havde stået i kø i dagevis hvorfor ingen af Harlems beboere havde kunnet komme i kirke. Og Robert selv og flere andre af mine venner rundt om hjørnet fra kirken havde p.g.a. af sikkerhedsforanstaltningerne ikke kunnet forlade deres hus. Så pludselig havde Fidel ikke været helt så populær.

Hele dette show stod i skærende kontrast til den oplevelse jeg havde med en lignende rebel for nogle år siden. Jeg boede i årene under Reagan hos 6 lesbiske og meget politisk aktive piger på Ave D. De lavede film om Nicaragua og Daniel Ortega, som var leder af revolutionen og nu Nicaraguas præsident, var på et besøg i FN. På en eller anden måde lykkedes det Amanda og Martha at få tilladelse til at invitere Ortega ned i vores slum fuldstændig anonymt - han havde i hvert fald ikke mere end 3 Secret Service folk med sig. Amanda, som organiserede mine shows, havde ringet og sagt at jeg skulle være der kl. 12. Hun ville ikke sige over telefonen hvad der skulle ske. Da jeg kom hjem stod alle 6 piger og ventede foran den udbrændte bygning rundt om hjørnet, hvor jeg pga junkierne aldrig turde gå forbi om natten. Pludselig standsede en sort bil op og ud sprang præsident Ortega og trykkede os i hænderne, hvorefter vi viste ham rundt i de ruinbygninger, der bruges som baggrundskulisser hver gang Hollywood laver film om 2. verdenskrig. (Spielbergs film "Miraklet på 8. gade" som TV viste sidste jul, blev lavet i en af de bygninger i vores gade, som Ortega så). Skønt Ortegas milde ansigt var i medierne dagligt, genkendte ingen af de spansktalende i nærheden ham, for de var alle junkier og kriminelle. Da jeg ikke var blevet advaret, fik jeg ingen billeder, men det var en af de mest absurde situationer jeg nogensinde har oplevet. At gå fuldstændig alene rundt i dette farlige krigslignende landskab med den mand, som USA reelt lå i krig med og i årevis brugte alle sine mentale ressourcer på i form af kontra-skandaler o.lign. var aldeles surrealistisk. Netop på dette sted var USA jo også i krig med sig selv, for det var den selvsamme tomt, hvor jeg året efter så en mand og en kvinde blive skudt lige for øjnene af mig. Jeg har i et tidligere julebrev beskrevet hvordan jeg tog mit kamera op for at fotografere ned i den døende mands ansigt, men ikke kunne og i stedet begyndte at ryste i benene. Chokeret løb jeg op og fortalte det til Martha, som blot grinede og fortalte om den 17-årige pige, som hun et par dage tidligere havde set fra køkkenvinduet blive ramt af strejfkugler og synke død om, mens hun ventede på bussen. En af grundene til at jeg et par år efter flyttede ind hos kineseren Christina oppe ved 2. Ave var at jeg simpelthen var angst hver nat når jeg skulle gå hjem gennem et landskab, der mht. vold og ruiner minder om Ortegas egen hovedstad, Managua, hvor jeg på lignende vis måtte springe i angst og mørke fra træ til træ for to år siden. Da jeg har glemt at fortælle om Ortega i tidligere breve, ville jeg lige have oplevelsen med for ikke selv at glemme den, nu hvor Violetta har fortrængt denne sympatiske og folkekære tidligere bankrøver ud i glemselen.

Jeg havde håbet på at få en masse internationale kontakter ved at vise show på det Sociale Topmøde, men det blev en skuffelse. Ved hver forestilling var der allerede en time før en lang kø af danskere med det resultat at ingen udlændinge kunne komme ind. Jeg syntes det var urimeligt at folk havde rejst jorden rundt blot for at blive lukket ude af danskere, som jo altid kunne se Amerikanske Billeder. Derfor stod jeg udenfor med et stort skilt, der opfordrede danskerne til at se showet senere på Nationalmuseet, men fik så problemer med Topmødets ledelse, der påstod at jeg diskriminerede. Efter forgæves at have opfordret nogle til at rejse sig til fordel for ventende udlændinge udenfor - forestillingen handlede jo om positiv særbehandling af et diskrimineret mindretal - måtte jeg dybt frustreret og synligt irriteret gå i gang (tal ikke om "folkets kærlighed, min styrke"!). Det føltes underligt at tale på engelsk til en sal fuld af danskere, men enkelte udlændinge var dog sluppet ind, hvilket bl.a. betød at jeg senere på året blev inviteret til at holde foredrag i New Zealand. Så mine egne motiver for at diskriminere mod danskerne var såmænd nok mere egoistiske end idealistiske.

 2. del

Tilbage til oversigt over julebreve

   Tilbage til Jacob Holdts hjemmeside