Indholdsfortegnelse
Da julebrevet endte med at blive ret langt i år har jeg
måttet lave en lille indholdsfortegnelse for at I ikke helt
skal opgive ævred:
1. Hvordan jeg var til hemmeligt lesbisk stævnemøde
med et statsoverhoved i USA's værste slumkvarter mens USA lå
i krig med ham.........side
2. Hvordan jeg kom i kongelig audiens ved at vandre baglæns
ind ad den røde løber i kongeslottet ....... side
3. Hvordan jeg blev tilbudt min helt egen borg i
Skotland.....side
4. Hvordan min kone fik Poul Nyrup og Lone Dybkjær til
at danse på bordene....side
5. Hvordan jeg blev kidnappet af de prostituerede i
Bangkok.....side
6. Hvordan min ulykkelige kærlighed til en af jer fik
mig til at smadre ruder med en I ser hver aften i TV.....side
7. Hvordan I over Internettet kan blive overbevist om at
jeg var Danmarks ubetinget største KGB-agent....side
8. Hvordan jeg lå på gulvet i krampelatter ved siden
af liget af en ven...side
9. Hvordan en elefant reddede mig fra en
skrubtudse....side
10. Hvordan ANC forbedrede mit sexliv i årets løb....side
11. Hvordan guerillaen i Burma blev drevet i armene på
mig....side
12. Hvordan jeg skulle ud og se gorillaer med prinsesse
Alex og Joakim reddede hende ...side
13. Hvorfor min kinesiske kone forlod mig hvorved jeg
fik den skønneste udsigt fra "verdens
tag"......side
14. Hvorfor min næste kone skal være tibetaner....side
15. Hvordan jeg blev indespærret i en sort kasse i
Norge i to uger og derved endte i landets aviser...side
16. Hvordan jeg blev lukket inde alene med 8000 dødningehoveder
....side
17. Og sluttelig - hvis det kan forbavse nogen efter det
ovenstående - hvem af jer julebrevslæsere, der fik mig
indlagt på den lukkede afdeling......side
Hvis ovenstående minder lidt om indledningen i serien
SOAP, der kørte i TV for nogle år siden, er det naturligvis
tilsigtet. Der er som sædvanlig lidt name-dropping, lidt
"Billedbladet" i julebrevet (thi jeg har jo hård
konkurrence fra sådanne medier ude i jeres hjem), men der er
også lidt alvor. Ikke mindre end 38 af jer er i år nævnt i
brevet, så går det mon nu an blot at lægge det til side?
Hvad mon jeg skriver lige netop om DIG?
For resten, pga. julestress nåede jeg ikke at få
sidetallene sat ind, så I er vist alligevel på herrens
mark......
Kære venner Jul/nytår 1995
Mange mennesker har efterladt sig dagbogsoptegnelser,
erindringer eller andre biografiske notitser om sig selv og om
de forhold, hvorunder de har levet. De fleste sådanne tilfældige
forfattere gør undskyldninger, fordi de overhovedet tillader
sig at tale om sig selv; men efter min mening er det forkert,
for ifald mennesket, som det hedder, er den højeste skabning
og studiet af det hele menneske det vigtigste og
interessanteste i vor tilværelse, så er det klart, at vi
ikke kan få oplysninger nok om den enkelte person og de
mange. Man skulle altså hellere rose dem, der virkelig
overvinder sig til at nedskrive deres erindringer. Der er i
hvert eneste menneske noget, som vi gerne vil lære at kende,
noget som vi trods alle mangler og ufuldkommenheder dog kommer
til at holde af, når vi beskæftiger os dermed; og alene det,
at vi ved læsningen af et menneskes levnedsløb ofte må
sige: "Ja, dette ville jeg også have gjort!" -
eller: "Dette burde han ikke have gjort!" er en værdi,
fordi det er livgivende og befrugtende.
Sådan indleder Carl Nielsen Min fynske barndom. Jeg
kunne fortsætte med spørgsmålet: hvorfor vente med at
udgive sine erindringer til livet går på hæld for en totalt
ukendt skare mennesker? Den sandhed man sidder inde med til
den tid vil jo være så efterrationaliseret at den nærmer
sig løgn set med nutidens øjne og vil - med mindre man er en
stor kunstner som Carl Nielsen - i fremtidens hukommelsesfortrængende
informationssamfund sikkert forekomme ligegyldig. Ikke mindst
med min hukommelse. Når jeg besøger jer gamle
skolekammerater - f.eks. her i december Hans Frederik Sillasen
- er jeg ofte overrasket over jeres næsten fotografiske
hukommelse af fortiden. Så her har I altså - uden flere
undskyldninger - 23. årg. af mine fortløbende årbogs-optegnelser.
Og så b'er jeg blot til, at en sådan øjeblikkelig udgivelse
ikke bringer mig i samme knibe, som en hvis kommissær kom det
i oktober med sin lidt for forhastede dagbogsudgivelse.
Faktisk bragte min svigtende hukommelse (er det mon et
alderdomssymptom eller husker I mig også med en sådan i
skoletiden?) mig sidste år i så meget knibe, at jeg må
starte året med at udsende en dementi. Allerede juleaftensdag
ringede Niels Vest mig op fra Christiania for at gøre opmærksom
på at jeg i julebrevet havde sat Erik Sløjfebinder i fængsel,
men at det jo drejede sig om Erik Popsanger (efter alt
postyret der fulgte havde jeg ikke tænkt mig nu at nævne
Popsanger ved navn, men da han selv skriver avisartikler fra fængslet
ser jeg ingen grund til ikke at gøre det). Lad mig starte med
at sige, at jeg var mere glad end ked af det, da Niels Vest
sagde det: for jeg troede ærlig talt ikke at folk virkelig læste
mine lange julebreve, som jeg jo først og fremmest skriver
for at få lidt rede på mit eget kaotiske liv - altså for
mig selv og om mig selv. Og at nogen kunne finde på at læse
det midt i juletravlhedens sidste dage gjorde mig dybt
imponeret. (Jeg venter altid med jeres langt kortere julebreve
til julefreden har sat ind). Men Niels Vest tog min "fængselsdom"
over Erik Sløjfebinder dybt alvorligt og mente at jeg burde
give ham en undskyldning. Jeg må tilstå at jeg havde svært
ved at tage det helt så alvorligt, og forklarede at 90% af
mine breve går vest for Storebælt til gamle skolekammerater.
Jeg tør faktisk vædde på, at ikke én af jer derovre
(bortset fra Nina og Hjalte Tin) kender noget til Solvognens
tidligere medlemmer og slet ikke under disse Solvognsnavne.
(Og Solvognens egne folk eller venner kunne jo sagtens
gennemskue at det drejede sig om en hukommelses- eller
tastaturfejl fra min side.) Nogle af jer "jyllændere"
(for at sige det med Olsenbandens ord) har jo aldrig været i
København - selv om jeg hyppigt har inviteret jer - og taler
tit til mig om Christiania som var det en slavelejr i
Sibirien. For at nedbryde disse mærkværdige fordomme har jeg
da også ofte givet rundvisninger derude - ligesom jeg gør
det i USA's ghettoer - uden anden sammenligning i øvrigt.
Altså ventede jeg helt til Erik Sløjfebinders festlige 50-årsfødselsdag
på kajen udenfor Christiania hen på sommeren med at give ham
en undskyldning. Som ventet flækkede han af grin. Han havde
jo for længst selv læst brevet, hvori jeg sætter ham i
forbindelse med det famøse hashskib. Annie Hedvard så i øvrigt
ikke affæren som en uskyldig navneforveksling, men var dybt
forarget. Du mente, Annie, at det var udtryk for en ubevidst hævn
over Erik Sløjfebinder skyllet op fra dybdepsykologiens
nederste slimede kamre. Jeg vil overlade det til psykologer at
vurdere om denne anklage holder, for sandt er det - når du nu
bringer det op - at Erik Sløjfebinder jo selv havde fået mig
"indespærret" i min tidligste ungdom. Da jeg som
20-årig boede sammen med en af mine første kærester,
Lisbeth, flyttede hun pludselig efter et år ud til Erik på
Christianshavn. Jeg må ha' opfattet det som verdens
sammenbrud, for jeg drak mig plakatfuld og gik fuldstændig
amok i hans lejlighed ovenpå Fingerbøllet (Lisbeth er i dag
bedst til at beskrive forløbet på dramatisk vis). Jeg husker
nemlig - som så mange gerningsmænd - intet selv - udover at
jeg vågnede op på den lukkede afdeling, hvor en mand med et
ansigt som Van Goghs i dagevis stod ved min seng og med drævende
stemme spurgte "Hvornår går toget til Roskilde?"
Fyren i sengen overfor mig sad en hel dag og skraldergrinede,
så forbavset var han over at se mig netop herinde. Han var
flippet ud på stoffer, men kendte mig fordi han sammen med
Finn Ejnar Madsen havde lejet sig ind hos mig i den
ligkiste/pornobutik, hvor mange af jer besøgte mig dengang på
Vesterbro. Når han simpelthen ikke kunne holde op med at
grine var det fordi han indtil da havde set mig som
"reaktionær", som essensen af alt det pæne,
velfriserede han selv gjorde oprør imod. Sandheden var da også
at mens jeg i 1967 havde holdt til i Konservativ Ungdom sammen
med Viggo
Fischer (som jeg med en lille smule skadefryd så blive
vippet ud af Folketinget efter Tamilskandalen mange år
senere), lagde I gale maoister, som jeg så jer som dengang: -
Finn Ejnar, Per og Alex - fra mine lokaler kimen til hele det
ungdomsoprør, som Finn siden blev så kendt for. I råbte
blot "bolighaj" efter mig når jeg blev gal over al
den røde maling I spildte på mine trapper. Mange vil sikkert
endnu i dag huske de maoistiske vægaviser, der dækkede
murene overalt i København det år, men var I egentlig klar
over at de blev lavet i et medlem af Konservativ Ungdoms'
lokaler? Jeg kom til at tænke på det, da jeg forleden sad og
bladede i Paul Hammericks Danmarkshistorie og genså det berømte
billede, hvor Finn Ejnar skubber universitetsrektor Mogens
Fogh af talerstolen - begivenheden, der i dag betragtes som
startsignalet til ungdomsoprøret. Mens kimen lå i os alle i
de år, synes jeg i dag at det er sjovt at se hvordan det var
personlige oplevelser som den med Erik Sløjfebinder, der var
med til at skubbe mig over i den anden grøft. Jeg var flyttet
ind hos Lisbeth bl.a. fordi Finn Ejnar og ungdomsoprøret
ganske havde fået overtaget i mit eget hus - ikke mindst i
form af stoffer. Jeg ønskede at leve det trygge, borgerlige
liv, jeg var blevet opdraget til i mit præstehjem. Men tidsånden
stod åbenbart for opløsning, for Lisbeth viste sig i al sin
skønhed at være kommunist. Alt syntes at skubbe mig mod
venstrefløjen. Men Lisbeth havde samtidig den småborgerlighed
i sig, som jeg søgte tryghed hos. Når hun ikke snakkede om
Cuba, snakkede hun om "Bohrfamilien" - om
selskaberne i Carlsbergs æresbolig hos Margrethe Bohr. Jeg
var i de år, hvor jeg lige havde konkurreret med Marius Ibsen
i 2. real om at læse atomfysik, dybt fascineret af at kende
en, der så levende kunne fortælle om Niels Bohrs familie.
Som jeg senere vil vise eksempler på i dette brev, finder jeg
gang på gang hvordan fortiden for mig er uløseligt forbundet
med nutiden. For Lisbeth, der dengang var barnepige hos Bente
Scharff, tog mig flere gange med ud "på volden" for
at se de tre uvorne drenge, hun passede. Jeg ser dem endnu
tydeligt for mig. Hun holdt uendelig meget af dem og fortalte
om dem i timevis. Derfor er det jo en skæbnens ironi, at den
ældste af dem, Mikkel Scharff, fulgte med i den pakke jeg
mange år senere fik Vibeke leveret i. Vi lever i dag i bofællesskab
med Mikkel, der nu er rektor for konservatorskolen og
vigtigste kilde til al min viden om computere, kunst og næsten
al muligt andet. Slet og ret mit bedste leksikon. De to andre
uvorne brødre og deres børn invaderer derfor også regelmæssigt
huset ligesom Åge Bohr - Mikkels stedfar - er fast inventar på
fødselsdage. Ikke mindst på kommedagen fra Haiti for vores
alle sammens Mario. (Denne - min mangeårige, lidt bonderøvske
fascination af jødisk kultur (i tilfældet Bohr) - fik jeg
siden vendt til at blive en stor force i mine workshops'
fortolkninger af de sider i antisemitismen, som var med til at
fremelske den. Den lå også bag min store forbavselse og glæde,
da jeg en dag i lejligheden hos David Millers mor i New York så
et billede af hende på skødet af Albert Einstein i hjemmet i
Princeton, og først derved fandt ud af at du, David, både
var i familie med denne store socialistiske tænker (og
atomfysiker) - og jødisk! David viste i de år Amerikanske
Billeder i de skandinaviske lande - og var med sit store
engagement for sagen endnu et levende bevis på den side i
amerikanske jøder, som jeg elsker og så tit har skrevet om.
Nej, du er sgu din egen, vil du sige, og jeg skriver
naturligvis dette for lige at checke om du virkelig aldrig læser
mine julebreve, David?)
Nå, men småborgerligheden vandt altså med Vibekes og
Mikkels indtræden i mit liv. Men det gjorde den sandelig ikke
i mit forhold til dig, Lisbeth! Og det egentlige skred var
sikkert indespærringen på den lukkede afdeling sammen med en
af Finn Ejnars maoister og hans vedvarende hjernevask om at
jeg var "kapitalistisk bolighaj". Det var som at være
dissident i Brezhnev-tidens psykiatriske anstalter da de gav
mig nogle piller, der fik mig til fuldkommen at glemme
Lisbeth. Mine følelser overfor hende var som forandrede
bagefter. Al søgen efter tryghed var væk. Jeg forærede
siden ligkistebutikken væk uden at sælge den. Det var det år,
1968, hvor vi kastede os helt og holdent ud i ungdomsoprøret
- og hvor hundredtusinder af andre over hele verden med en
lignende borgerlig bagage også pludselig på mærkværdig vis
gav los. Pludselig var Finn Ejnar ikke mere en irriterende
lejer, men en allieret. Lisbeth kom ofte på seminariet med
brosten frem for bøger i tasken fordi vi havde glemt at få
dem ud. Vi løb i pendulfart mellem den amerikanske og
russiske ambassade med brostenene, satte direkte lighedstegn
mellem heltene Dubcek og Nguyen Huu Tho eller skurkene: Husak,
Indra og Bilak og Thieu, Ky og Huong. Og vi gik til møder med
Papandreo, der var drevet i eksil af juntaen. Jeg tænker
netop på ham i disse dage, hvor han nu sidder - eller rettere
ligger - med så meget magt at hele den græske regering er gået
i stå. Når jeg aften efter aften ser min gamle skolekammerat
fra studenterkursus læse nyhederne op i TV med rolig,
behersket stemme, kan jeg ikke glemme den nat, hvor netop han
med sin flammende tale ophidsede os til et organiseret angreb
på USA's ambassade, der ikke efterlod én rude intakt. Nu,
hvor jeg af samme grund ikke ønsker at oplyse hans navn, kan
jeg ikke lade være med at reflektere over om mange af os som
Papandreo er blevet de selv samme bremseklodser for
udviklingen, vi dengang gjorde oprør imod.
Følelsesmæssigt var jeg efter opholdet på den lukkede
afdeling heller ingen tryghedsnarkoman længere. Lisbeth kom
efter sit lille sidespring hurtigt tilbage til mig, men
forholdet fik som sagt helt andre politiske dimensioner. To af
de psykiske handicaps, jeg siden har slæbt rundt på, hidrører
sikkert fra oplevelsen. Jeg lærte f.eks. aldrig at give mig så
meget hen i kærlighed at jeg ville kunne blive såret. Og jeg
lærte at mennesker kun er til låns, ikke til at eje. Jeg
tror ikke jeg siden har været alvorligt jaloux.
I alle mine forhold siden hen har jeg stort set
"givet" mine partnere så stor frihed, som det var
praktisk muligt. Jeg fandt jo hver gang at forholdet efter
udfordringer udefra bagefter blev langt bedre og nåede nye
ukendte og forløsende dimensioner. Uden denne psykiske brist
havde jeg aldrig fået lavet "Amerikanske Billeder".
Jeg tænker bl.a. på alle de gange i mine vagabondår, hvor
jeg var lige på nippet til at ende i et ægteskab med tryghed
og endog rigdom, men endte med at brænde broerne bag mig for
at kunne komme "videre ud af landevejen." Hvis noget
af denne også lidt moralske brøst kan føres tilbage til den
omvæltning Erik Sløjfebinder udvirkede for mig i maj 68, ja,
så står jeg jo på mange måder i dyb gæld til ham. Eller
lad mig sige til dig, Erik. For nu hvor andre har
hjulpet mig til at indse, at du har betydet noget væsentligt
for mig i mit liv, må du jo også med på julebrevslisten.
Kun folk, som jeg føler har betydet noget for mig, modtager
mine kulørte julebekendelser. Og hyppigt går det først sent
i livet op for mig, hvem jeg skylder mest! Af smerte udvikler
man sig. Uden en sådan viden, hvordan ville man så kunne
overleve smerten - eller siden kunne se tilbage på den med glæde?
(De fleste af jer, som var med i ungdomsoprøret dengang,
kan sikkert føre det tilbage til lignende personlige
oplevelser. En hel anden fortolkning af min egen bevidstgørelse
dengang har jeg i øvrigt skrevet om i en bog om Hal Kock, som
udkommer til sommer. For skal man forstå denne mærkelige grænsesprængning
verden oplevede i 60'erne, er det jo vigtigt at anskue sig
selv fra forskellige synsvinkler. Derfor er der intet
inkonsekvent i at jeg tillægger en middag i min barndom med
den forfinede Hal Kock, der bandt sløjfer om halsen, samme
betydning som en christianit, der binder sløjfer på sine
rulleskøjter).
Det var så den dementi. Efter denne baggrundshistorie vil
I måske nok tolke min uheldige navneforveksling sådan som
Annie Hedvard gjorde det. Selv lægger jeg med min manglende
navnehukommelse ikke noget dybere i det. I et tidligere
julebrev kom jeg således til konsekvent at skrive Nikolai
Podgorny om min personlige og mangeårige føringsofficer i
KGB, Nikolai Gribin. Protester fulgte da også prompte fra
KGB. Så nu vil jeg benytte lejligheden til også at dementere
at jeg skulle have haft et personligt forhold til Sovjets
tidligere præsident! Andropov måske, som jeg dengang
antydede, men ikke Podgorny. Apropos KGB, kom afhopperen Oleg
Gordievsky i sin nye bog "Next Stop Execution" med fornyede anklager imod mig i årets løb. Jeg var jo lidt såret
over ikke at blive nævnt i hans første mammutværk om KGB,
men nu hvor Jørgen Dragsdahl har vundet sit sagsanlæg mod
Ekstrabladet, tør Gordievsky åbenbart kun at nævne mig ved
navn. Til gengæld gør han mig ifølge Jyllandsposten nu til
den største og vigtigste danske "agent"
overhovedet. (Der kan du selv se, Jørgen! "I am the
greatest!") Jeg kunne ikke undslå mig for at svare i
Jyllandsposten, men med det hele på lidt mere afstand nu,
magtede jeg at skrive i en mere humoristisk stil om det at
spille "dobbeltagent" - eller hvad jeg mon har
spillet i mit eget hoved dengang. Efter min egen redegørelse
i tidligere julebreve, synes jeg imidlertid I selv skal have
lejlighed til at gå direkte til kilderne, for - ifølge
sagens natur - kan man nu også stole på dobbeltagenter? I
kan bestille bogen over Internettet i Internetboghandelen i
England for 17 pund (http://www.bookshop.co.uk/SEARCH.HTM).
Jeg havde glædet mig til årets første show i USA i en af
de mest eliteprægede highschools, Horace Mann i NY, hvor man
betaler 150.000 kr om året som elev og hvor stort set alle går
direkte til eliteuniversiteter som Harvard bagefter. Men jeg
blev skuffet over at modtage den værste kritik nogensinde. I
måneder efter fortsatte kritikken i skolebladet på et usædvanligt
højt intellektuelt niveau. Det rystede mig - dels fordi jeg
ved mit første besøg på skolen havde fået en begejstret
modtagelse - og dels fordi jeg simpelthen ikke er vant til at
få negativ kritik i USA. Bortset fra den forfejlede
filmudgave, som jeg hurtigt standsede, har jeg aldrig fået en
dårlig anmeldelse. Og når man ikke er vant til kritik, ender
man hurtigt med inde i sit hoved at konkludere, at det må være
kritikerne, der er noget galt med. Det, jeg var mest bange
for, var at kritikken reflekterede den nye republikanske ånd.
Hvad ville det betyde for fremtiden? Det var en af mine mange
russisk-jødiske veninder, som jeg ofte boede hos under mine
shows på Harvard, der havde organiseret showet, og hun var
selv så rystet, at jeg følte at jeg skyldte hende at svare på
kritikken. Hvad, der især chokerede, var at skolen var stærkt
jødisk domineret, og at det normalt er fra jøderne jeg får
den stærkeste opbakning. Derfor glemmer jeg ofte at der også
blandt dem er en uhyre artikuleret og fanatisk højrefløj i
USA. Jeg brugte meget tid på mine flyveture til at skrive et
langt forsvar, som blev trykt i sin helhed og som glædede
skolens progressive fløj meget. Da meget af kritikken var af
"kill the messenger" typen, var den let nok at
argumentere imod. F.eks. havde man kritiseret, at skolen
brugte showet i Martin Luther King's mindeuge, "thi King
ville have vendt sig i sin grav hvis han havde set
showet." Det var jo let nok for mig at påpege, at det
gjorde han rent faktisk ikke, da jeg viste det i mindeteatret
bygget over hans grav i Atlanta og at hans familie tilmed
havde bedt om at måtte bruge showet permanent samme sted.
Ligesom hans datter selv bruger mine billeder i bl.a. the
Kennedy Center for Performing Arts. Først senere gik det op
for mig at jeg jo havde brug for kritikken. Har man været så
forkælet af studenterne i mange år som jeg, ender man let i
en totalitær tankegang, hvor man end ikke magter at sætte
sig ind i sine modstanderes synspunkter mere. At jeg derfor
overhovedet svarede på kritikken var et udslag af den
barnlige forfængelighed, jeg hader i mig selv. For sandt at
sige fik jeg overvældende opbakning på alle de
eliteuniversiteter jeg var på i februar. Ikke mindst på det
i forhold til Harvard dybt konservative Yale var jeg overasket
over at se hvor stærkt studenterne nu reagerede på
republikanernes nedskæringsbølge med "Forsvarskommitteer
for socialhjælpsmødre" osv. Efter sidste års tvivl om
nytten af showet var det virkeligt opløftende at få følelsen
af at kunne støtte dette arbejde.
I sidste års julebrev skrev jeg om min rejse med Anita
Roddick, ejeren af The Body Shop. Hvis I er interesseret i
flere "soap operas" bringer jeg nu The Anita Roddick
Story som føljeton fordelt over flere afsnit i julebrevet. En
god sæbeopera har sine op og nedture. Vi havde planlagt i længere
tid at mødes igen, men at få dette til at gå op for to så
forvirrede og flyvske hoveder er virkelig et puslespil. I
ugevis havde jeg haft sekretæren i det amerikanske
hovedkvarter i Raleigh i telefonen, som havde haft sekretæren
i verdenshovedkvarteret i England i telefonen dagligt. Så
personligt et forhold fik jeg til sidst til den amerikanske
sekretær at vi her i efteråret besluttede at mødes, da vi
jo nu kendte hinanden så godt. Derom senere. Til sidst
lykkedes det at få brikkerne til at falde på plads. Men kun
ved at jeg kørte fra en workshop ved middagstid i Colgate
Universitet halvvejs oppe ved den canadiske grænse ned til
New York for at mødes med Anita i ca. en time, hvorefter jeg
straks måtte vende om og køre det meste af natten for at være
oppe ved Montreal næste dag. Anita kom til gengæld med fly
direkte fra England. Jeg havde en voldsom influenza af at sove
i frostvejr i bilen. Så voldsom blev den, at jeg ikke magtede
at spise den lækre mad Anita serverede i en restaurant. Jeg
tror aldrig før det er sket at jeg havde været så syg, at
jeg intet kunne spise. Jeg havde lovet Anita i længere tid at
komme med et forslag til vort videre samarbejde og skulle nu
præsentere det. Men det eneste jeg kunne finde på, var min
gamle ønskedrøm om at få et fast teater i New York som vi
havde haft det i San Francisco. Om dagen med shows for skolebørn
og om aftenen for offentligheden. I weekenderne med workshops
udført af førende anti-racismefolk. I foyeren kunne der være
præsentation af Body Shops produkter og filosofi. Hele
komplekset kunne hedde "The Body and Mind Shop" -
altså ud fra devisen at det ikke er nok med et sæbesundt
legeme, men at der også skal en sund "hjernevasket"
sjæl til - frigjort fra racisme, sexisme, homofobi o. lign.
lidelsesmønstre. Mine feministiske venner i NY var begejstret
for ideen om et sådant vedvarende forum for
holdningsbearbejdelse. Midt i al den kritik, Anita havde fået
det sidste år i USA, tænkte jeg at dette også ville være
en ny måde for hende at føre sig progressivt frem. Direktøren
for The Body Shop i Danmark havde syntes godt om ideen, og jeg
vidste at det ikke var pengene, der ville vælte projektet.
Anita havde tidligere givet et helt museum kvit og frit til en
ven i Baltimore og var blevet over en milliard kr. rigere
siden sidst. Med presseomtalen af showet ville The Body Shop
jo også få vedvarende skjult reklame, hvilket er vigtigt for
et firma, der ikke bruger penge på annoncer. Men dels var jeg
så syg og bleg, da jeg skulle forelægge hele projektet, at
jeg var på nippet til at brække mig ud over bordet. Og dels
- men nok så vigtigt - var min egen entusiasme for projektet
kølet en hel del de sidste par år. Jeg ved at jeg simpelthen
ikke orker at gå igennem hele det medieshow, der ville følge
med. Jeg hader efterhånden interviews og talkshows og de
evindelige gentagelser og at skulle spille rollen som noget
jeg var engang, men ikke er mere. Jeg har i de senere år haft
det fint med at leve en mere anonym eksistens med "hit
and run" shows i USA - væk inden medierne (eller Ku Klux
Klan) dukker op. Kombinationen af influenza og totalt
manglende begejstring fra min side har uden tvivl ikke virket
særligt overbevisende på Anita. Hun bed i al fald ikke på
ideen, hvilket pudsigt nok var hvad jeg inderst inde selv håbede
på. Jeg hader nemlig at tage stilling og ansvar og kunne se
for mig al det bøvl jeg ville få med at starte noget så
stort op. Desuden er det totalt imod min arbejdsfilosofi selv
at tage initiativer. Alt hvad jeg hidtil i livet har foretaget
mig er sket på andres initiativ. Her har mit problem været
at jeg altid sagde ja til mere end jeg kunne overkomme. Jeg
havde jo også en familie at tænke på nu, som jeg ikke
engang havde turdet forelægge planen først.
Alt i alt var det et nedslående gensyn med Anita. Da jeg kørte
nordpå den nat i en fygende snestorm, rystede jeg så
voldsomt af feber, at jeg gjorde noget jeg aldrig har gjort før
- tog ind på et motel af angst for at blive alvorligt syg i
frostnatten. Jeg var nemlig nødt til at bevare min stemme, da
det eneste gode amerikanske Tv-selskab, PBS, som har en høj
kunstnerisk og pædagogisk programflade i stil med BBC's, var
ved at lave en film om Jacob Riis og mig. De ville følge mig
i en række universiteter oppe nordpå, hvor jeg skulle støde
på dem næste dag. De var utroligt grundige; sidste efterår
brugte de en hel dag på at filme mens jeg sorterede billeder
i min (eller rettere min kinesiske samleverskes) lejlighed,
der på det tidspunkt lå med så flot udsigt, at både
Frihedsgudinden og indvandrerøen Ellis Island symbolsk kunne
ses bag min ryg. (Hele den dags optagelser skulle blot bruges
i en 6 sekunders baggrundssekvens!) På trods af snestormen
havde jeg heldigvis stuvende fuldt hus i de skoler, hvor vi nu
filmede. Da mange professorer og skoleledere ser det seriøse
PBS var det jo vigtigt for den fremtidige efterspørgsel af
showet, at det ikke så ud som en publikumsfiasko.
Netop derfor var jeg glad for at hovedoptagelserne skulle
foregå på Williams - der hvert år klassificeres som nr. 1
blandt USA's førende colleges (mens Harvard og Stanford
normalt konkurrerer om førstepladsen blandt universiteter).
Et år, hvor min far var med mig på Williams, var der så
mange, der stod ude i sneen og ikke kunne komme ind, at jeg
tilbød at lave en ekstraforestilling ved midnat. Det siger
lidt om
Williams, at jeg igen havde stuvende fuldt hus fra 12 til 4
om morgenen - og at der tilmed var stuvende fuldt til min
workshop kl. 8 om morgen. Min stemme holdt da også fint nu og
humøret var højt under den indledende filmede middag med
studenterledere i de fornemme klassiske lokaler så overdådigt
udstyrede, at mine danske venner - vant til kummerlige danske
universitetsforhold - hver gang går bag over, når de er med
mig i USA. Men straks jeg gik på scenen, gik det helt galt.
Jeg blev fuldstændigt blændet af filmholdets projektører,
stemmen svigtede og den berømte klap gik ned. I det hele
taget føler jeg at mine evner på scenen svinder i disse år
sammenlignet med den dynamiske svingen med publikum, jeg
husker fra midtfirserne. Jeg er sikkert ved at være slidt ned
af at have stået på scenen næsten dagligt i 20 år. Jeg er
dog aldrig blevet professionel af det - taler stadig mere
usikkert og tøvende i takt med min egen voksende usikkerhed
om sandheden i det jeg siger. Just dette er ikke nogen fordel
m.h.t. amerikanske elever, som gerne vil have øjebliksløsninger.
TV-kameraer gør mig altid selvbevidst - og når man er
selvbevidst hører man straks selv hulheden eller falskheden i
al det ævl, man fyrer af - og går i stå - eller taler uden
indfølthed. Man er nødt til at tro på sig selv, når man står
på scenen, og det synes jeg at jeg har god grund til ikke at
gøre mere. Lidt bedre gik det i den daglange workshop dagen
efter, hvor tv-folkene syntes jeg havde sagt i al fald et par
sætninger, de kunne bruge. Det siger lidt om det
intellektuelle niveau på Williams, at jeg fik et meget
dybsindigt spørgsmål om Jacob Riis - uden at eleven havde
den ringeste anelse om at vi netop stod og lavede en film om
Jacob Riis. Det var planlagt at hovedinterviewet skulle laves
i bilen fra Vermont til New York - en strækning, der normalt
kun tager 5 timer. Men dels havde influenzaen efterladt mig næsten
uden stemme og dels rasede en voldsom snestorm udenfor som
bevirkede at jeg måtte koncentrere mig helt og holdent om kørselen.
Jeg kunne næsten ikke se vejen - blændet af lamperne som var
sat op i bilen. Kameramanden sad ved min højre side og lydmændene
i sæderne bagved og bagefter bilen kørte filmholdets biler.
Jeg kunne umuligt køre stærkere end 30 km/t i mørket og var
gang på gang ved at skride i grøften. Men vi havde ikke
noget valg; resten af februar var for mig fuldstændig booket
op med flyveshows og da republikanerne var i gang med at
slagte statsstøtten til PBS, vidste filmholdets leder, Marty,
ikke om der ville være penge til at gentage optagelserne
senere. Det var nu eller aldrig. For mig var det et helvede at
komme igennem - fuldstændig blottet for inspiration og energi
efter flere dages workshops og sygdom. Med det ofte kæmpemæssige
publicityarbejde studenterledere lægger for dagen har jeg jo
aldrig aflyst et eneste foredrag pga. sygdom - om jeg så
skulle bæres på scenen - eller de stod med to læger og en
sygeplejerske parat som dengang i Stanford. Det værste var
lige nu ikke de evindelige spørgsmål om mine vagabondår,
som jeg jo kan besvare i søvne, men at Marty havde lavet kæmperesearch
på Jacob Riis og vores fælles rødder såsom Grundtvig. Bare
et spørgsmål om Grundtvig måtte gentages over tyve gange
idet jeg enten kørte i grøften, mistede stemmen midt i
svaret eller pludselig havde et sort hul om hvem Grundtvig
egentlig var eller blev i tvivl om hvordan hans lighedssyn
skulle fortolkes i den ny republikanske virkelighed. Turen
varede over 11 timer. Allerede næste morgen skulle vi filme
hos mine sorte venner i Harlem-området. Først og fremmest
hos Lela, der nok er den person i bogen, som flest af jer har
besøgt. Men Lela var som sædvanlig til begravelse. Stephen
var den fjerde i familien, som var blevet myrdet indenfor de
sidste år - skudt og røvet, da han kom ud af butikken på hjørnet,
hvor også min søn, Flim, havde "hængt ud" med ham
en aften for nogle år siden. Marty filmede mens kvinderne
stadsede sig ud til begravelsen i store hatte og striglede håret
lige med det glohedende krøljern. Naboer fór ud og ind af
lejligheden som sædvanligt og heroinnarkomanen Carolyn, som
jeg har kendt fra barnsben (søster til Sandra s. 106 i bogen)
prøvede ustandseligt at stjæle kameraudstyret. Marty ønskede
at inkludere mine barndomsbilleder af hende i filmen - dengang
hun var uskyldigheden selv. Jeg havde fået tilladelse af Lela
til at filme alt under begravelsen. Jeg har jo i snart 25 år
været familiens hoffotograf i sorg og glæde. Særligt glade
er de for et smukt billede jeg tog til den barnedåb, hvor jeg
havde forfatteren Carsten Jensen med, og hvor alt endnu var
godt i familien. Men sidste år fotograferede jeg igen barnet,
som vi havde døbt og som nu var blevet en stor pige, da hun
holdt en smuk tale til brylluppet mellem hendes far, Robert,
og hendes nye mor. Hendes egen mor, som lige efter barnedåben
kom på crack, gik nemlig til bunds i narko, AIDS og
kriminalitet.
Men denne begravelse blev anderledes end de tidligere. Jeg
havde forberedt mig på voldsom gråd og folk, som kastede sig
hen over liget. Men nej, smerten er nu så voldsom i den sorte
befolkning at den ikke længere kan grædes ud. Præsten var
en komiker, der absolut var på niveau med de største, men
også Lelas bibelkyndige svigerinde slog allerede i
indledningsbønnen tonen an med "We can't cry any more.
Let's have a party!" Stemningen havde været alvorlig nok
i begyndelsen, hvor både Marty og jeg som eneste hvide havde
følt os beklemte ved at mase os op til Stephens unge lig med
kameraerne forbi de 150 mennesker, hvoraf mange ikke kunne
komme ind. Men i løbet af kort tid lå alle flade af grin.
Stephens to søstre, som jeg har fulgtes med fra hus til hus i
over 15 år, kæmpede midt i deres voldsomme hulken en brav
kamp for at holde latteren tilbage, men snart overvandt den
også for dem gråden. Da mine billeder i særlig grad var for
at give til dem, prøvede jeg af bedste evne at fotografere
dem i de mere seriøse øjeblikke. Jeg vidste jo at det ikke
ville være passende for deres familiealbums at se dem i
krampelatter over Stephens lig. Men alle mine forsøg var forgæves.
Snart lå jeg selv på gulvet og slog mig på så voldsomt på
maven af latter at det var umuligt at fotografere. Hvad jeg i
særlig grad morede mig over var at se Marty, som aldrig havde
oplevet noget lignende før, forsøge med håndkamera at filme
min fotografering mens han selv rystede sådan af grin, at
filmen ikke ville kunne bruges. Først ved de afsluttende
afskedskys på Stephens læber kom tårerne frem hos enkelte.
Som sædvanlig havde Lela lavet så meget mad til festen
bagefter, at jeg kunne tage adskillige tallerkener med til Ed
Cooper og de hjemløse på The Lower East Side, som hver nat
står og sælger min bog på gaden.
Resten af forårsturneen gik som normalt. Blot var det lidt
bittert at skulle stå og fejre Vibekes 40 års fødselsdag
med "nachos and cheese" i en "Seven
Eleven" i Los Angeles mens hun selv holdt stort gilde for
familie og venner derhjemme. Jeg kom hjem tidligere end
normalt for at vise show til FN's Sociale Topmøde i København.
Hvis I kan huske hvor højtideligt, de danske medier og
politikere tog det at være centrum for flere statschefer end
der nogensinde havde været samlet før, synes jeg lige I skal
høre hvordan amerikanerne opfattede det. Ikke i én af de
skoler, hvor jeg forklarede publikum hvorfor jeg måtte tage
hjem i utide, havde én eneste elev eller professor hørt
noget om at der var topmøde i København! Ikke underligt at
Clinton gav det lav prioritet og at Gore gabede. Og ingen
amerikanere så det usædvanlige billede af dronningen og
Fidel Castro. Jeg elsker sådanne symbolladede billeder som
f.eks. her fornylig billedet af Arafat drikkende te hos Leah
Rabin i Tel Aviv uden sit hovedklæde. Apropos Castro tog
Ekstrabladet endnu engang fusen på mig. Dagen før topmødet
havde bladet "eneret" på en reportage om Castro,
der var kommet for tidligt til byen og blev fotograferet på værtshus
med Preben Møller Hansen, Holger K. Nielsen osv. Jeg købte
bladet fordi jeg syntes der var noget underligt over det. Han
havde jo slet ikke den sædvanlige udstråling. Nå, det var
nok jetlag, tænkte jeg. Men så kom Vibeke hjem og opdagede
at en af hans livvagter med mørke solbriller var Pimenov, den
sovjetiske afhopper vi havde haft siddende her i stuen for at
afhøre mig om KGB i 1992. Og pludselig opdagede jeg at det jo
ikke var Fidel Castro, men den forklædte Jakob Andersen fra
Ekstrabladet, som dengang havde kørt hele hetzen imod mig
dengang. Straks fór jeg i blækhuset for at skrive til
dagspressen "at der kan man bare se hvilke løgnere og
bedragere dette makkerpar var som havde "afsløret"
mig." Jeg tøvede dog med at sende det. Når det gælder
hævn skal man lige tænke sig om to gange. Det var jo bedre
hvis andre afslørede dem. Og det gjorde de faktisk selv næste
dag, hvor de indrømmede i bladet at de havde lavet hele
fupnummeret for at protestere mod diktatorens besøg. Jeg er
glad for at de ikke fik lejlighed til at more sig over, at de
endnu engang havde beslaglagt min mentale energi - og at jeg
kun i dette lukkede julebrev må indrømme at de tog mig (og
mange andre læsere) ved næsen. Faktisk kunne det hele udmærket
have været sandt, for her i sidste uge gik Castro minsandten
rundt her i vores gade under et besøg i Frihedsmuseet. I den
forbindelse vil det sikkert huskes at min første udgave af
bogen var dediceret til Castro mens jeg klogeligt droppede
dedikationen i senere udgaver og selvfølgelig i den
amerikanske. Det var de ting han har udrettet for de sorte,
jeg dengang hentydede til, men det er jo let at blive misforstået.
Begejstringen fra masserne i Harlem dengang Castro flyttede
dertil var reel nok, men da jeg var i Harlem i sidste uge
fortalte Robert - hvis bryllup jeg omtalte før - at følelserne
for Castro havde været en del anderledes her for nylig. Under
FN's 50 års dag havde Fidel talt i The Abessinian Baptist
Church, hvor jeg har haft så mange af jer med til
gudstjeneste igennem årene. Det havde været en sådan
sensation, at hvide var kommet tilrejsende fra hele USA og
Canada og havde stået i kø i dagevis hvorfor ingen af
Harlems beboere havde kunnet komme i kirke. Og Robert selv og
flere andre af mine venner rundt om hjørnet fra kirken havde
p.g.a. af sikkerhedsforanstaltningerne ikke kunnet forlade
deres hus. Så pludselig havde Fidel ikke været helt så
populær.
Hele dette show stod i skærende kontrast til den oplevelse
jeg havde med en lignende rebel for nogle år siden. Jeg boede
i årene under Reagan hos 6 lesbiske og meget politisk aktive
piger på Ave D. De lavede film om Nicaragua og Daniel Ortega,
som var leder af revolutionen og nu Nicaraguas præsident, var
på et besøg i FN. På en eller anden måde lykkedes det
Amanda og Martha at få tilladelse til at invitere Ortega ned
i vores slum fuldstændig anonymt - han havde i hvert fald
ikke mere end 3 Secret Service folk med sig. Amanda, som
organiserede mine shows, havde ringet og sagt at jeg skulle være
der kl. 12. Hun ville ikke sige over telefonen hvad der skulle
ske. Da jeg kom hjem stod alle 6 piger og ventede foran den
udbrændte bygning rundt om hjørnet, hvor jeg pga junkierne
aldrig turde gå forbi om natten. Pludselig standsede en sort
bil op og ud sprang præsident Ortega og trykkede os i hænderne,
hvorefter vi viste ham rundt i de ruinbygninger, der bruges
som baggrundskulisser hver gang Hollywood laver film om 2.
verdenskrig. (Spielbergs film "Miraklet på 8. gade"
som TV viste sidste jul, blev lavet i en af de bygninger i
vores gade, som Ortega så). Skønt Ortegas milde ansigt var i
medierne dagligt, genkendte ingen af de spansktalende i nærheden
ham, for de var alle junkier og kriminelle. Da jeg ikke var
blevet advaret, fik jeg ingen billeder, men det var en af de
mest absurde situationer jeg nogensinde har oplevet. At gå
fuldstændig alene rundt i dette farlige krigslignende
landskab med den mand, som USA reelt lå i krig med og i årevis
brugte alle sine mentale ressourcer på i form af
kontra-skandaler o.lign. var aldeles surrealistisk. Netop på
dette sted var USA jo også i krig med sig selv, for det var
den selvsamme tomt, hvor jeg året efter så en mand og en
kvinde blive skudt lige for øjnene af mig. Jeg har i et
tidligere julebrev beskrevet hvordan jeg tog mit kamera op for
at fotografere ned i den døende mands ansigt, men ikke kunne
og i stedet begyndte at ryste i benene. Chokeret løb jeg op
og fortalte det til Martha, som blot grinede og fortalte om
den 17-årige pige, som hun et par dage tidligere havde set
fra køkkenvinduet blive ramt af strejfkugler og synke død
om, mens hun ventede på bussen. En af grundene til at jeg et
par år efter flyttede ind hos kineseren Christina oppe ved 2.
Ave var at jeg simpelthen var angst hver nat når jeg skulle gå
hjem gennem et landskab, der mht. vold og ruiner minder om
Ortegas egen hovedstad, Managua, hvor jeg på lignende vis måtte
springe i angst og mørke fra træ til træ for to år siden.
Da jeg har glemt at fortælle om Ortega i tidligere breve,
ville jeg lige have oplevelsen med for ikke selv at glemme
den, nu hvor Violetta har fortrængt denne sympatiske og
folkekære tidligere bankrøver ud i glemselen.
Jeg havde håbet på at få en masse internationale
kontakter ved at vise show på det Sociale Topmøde, men det
blev en skuffelse. Ved hver forestilling var der allerede en
time før en lang kø af danskere med det resultat at ingen
udlændinge kunne komme ind. Jeg syntes det var urimeligt at
folk havde rejst jorden rundt blot for at blive lukket ude af
danskere, som jo altid kunne se Amerikanske Billeder. Derfor
stod jeg udenfor med et stort skilt, der opfordrede danskerne
til at se showet senere på Nationalmuseet, men fik så
problemer med Topmødets ledelse, der påstod at jeg
diskriminerede. Efter forgæves at have opfordret nogle til at
rejse sig til fordel for ventende udlændinge udenfor -
forestillingen handlede jo om positiv særbehandling af et
diskrimineret mindretal - måtte jeg dybt frustreret og
synligt irriteret gå i gang (tal ikke om "folkets kærlighed,
min styrke"!). Det føltes underligt at tale på engelsk
til en sal fuld af danskere, men enkelte udlændinge var dog
sluppet ind, hvilket bl.a. betød at jeg senere på året blev
inviteret til at holde foredrag i New Zealand. Så mine egne
motiver for at diskriminere mod danskerne var såmænd nok
mere egoistiske end idealistiske. 2. del |