"Mine julebreve" af Jacob Holdt

 

Jul/Nytår 1997,    26. årgang 

Tilbage til oversigt over julebreve

 

Bemærk venligst inden evt. læsning:  
Julebrevene er et forsøg på at fortsætte traditionen fra min bog på at gøre det private politisk. Pga. hastigheden, de er skrevet i, dog langt fra med samme held. Da jeg i julebrevene i reglen forsøger godmodigt at drille mine gamle venner, som de er skrevet for, sætter jeg i omtalen af dem tit tingene lidt på spidsen. Der er altså ikke nødvendigvis tale om hele sandheden eller den måde de selv har oplevet situationerne på. I visse tilfælde har jeg for at undgå misforståelser på Internettet her ændret deres navne. 
Da julebrevene omtaler de personer, der har betydet meget for mig, omtales hyppigt gamle kærester. Disse er enten fra tiden før jeg flyttede sammen med min kone eller fra perioden 1983-87, hvor vi flyttede fra hinanden under den vanskelige opstart i USA og begge havde nye kærester. Min definition på en kæreste er en, som jeg har boet sammen med i længere tid og haft et intimt eller fortroligt forhold til. Derfor optræder der hyppigt lesbiske blandt mine kærester, men sjældent bøsser, som jeg i reglen fandt mere interesserede i sex end i intimitet. 

 

Alt hvad der er værd at vide (og måske lidt til!) .....for alle jer som har betydet noget for mig ......om alle de mennesker og begivenheder som har betydet noget for mig.

 

Indholdsfortegnelse

 

1. Hvordan vi i familien fejrede hjerneåret ved at slå hul i hovedet

2. Årets mange dødsfald blandt mine julebrevslæsere

3. Hvordan jeg selv var lige ved at blive slået ihjel.......endnu engang

4. Hvordan jeg kom 4000 år tilbage i min slægts historie - og hvad der mon kan komme ud af det.....

Men en advarsel! Efter de 80 siders overdosis af sex og vold i jubilæumsudgaven sidste år har jeg besluttet mig til i år at forsøge at skrive et "pænt" almindeligt julebrev - helt uden sådanne krydderier. Så hvis der nogensinde har været grund til at du skulle springe læsningen af en årgang over er det måske i år.....

Hvis du ikke var blandt modtagerne sidste år, kan du hente både dette og tidligere udgaver på mine nye hjemmesider http://www.american-pictures.com

De ligger på denne adresse: www.american-pictures.com/dansk/julebreve.htm

 

Kære gamle venner og enkelte nye

 

Da jeg har erfaret at mange endnu ikke er blevet færdige med mit julebrev fra sidste år, skal jeg fatte mig i korthed i år og give jer et pusterum til at indhente det forsømte i. Det er i øvrigt ingen sag at fatte sig i korthed når man ikke har tid til at skrive. Showene kommer væltende ned over mig for tiden - både i USA og i Danmark - og ikke mindst er jeg glad for at danske gymnasier nu ivrigt bruger den nye udgave.

Men ellers var der ikke meget at råbe hurra for i året der gik og hvis det ikke var fordi traditionen og jeres mange søde julebreve bød det, ville jeg nok slet ikke have fået lyst til at skrive disse linier.

Årets første dødsfald var Ib - min mors kæreste og tro støtte gennem de senere år - som vi alle holdt utroligt meget af som den humørspreder han var for os - og ikke mindst min mor. Vi var bange for at det ville slå min mor helt ud, men man lærer jo med årene hvilken vej det går og hun tog det forbavsende roligt - også det at stå på egne - stadigt mere svigtende ben - faktisk for første gang i sit liv.

I USA havde min agent sendt brochurer for sent ud til universiteterne med det resultat at min afrejse i februar blev ved med at blive udskudt - og i ventetiden blev julebrevet til jer længere og længere, da man jo må have tiden til at gå med et eller andet. Senere ærgrede jeg mig over at jeg måske var blevet lige lovlig privat i julebrevet og skar antallet af modtagere ned til det halve; det betyder jo ikke så meget når jeg først og fremmest skriver dem for mig selv. Men det var faktisk sjovt for mig at få tænkt mange af de hændelser igennem jeg var kommet ud for gennem en konsekvent politik "om at sige ja." Egentlig havde jeg tænkt mig i år at berette lidt om hvad man kan komme ud for ved "at sige nej," for faktisk har jeg jo ind imellem været tvunget til af den ene eller anden grund at sige nej! Og selv om man så ikke havner i spændende seksuelle og voldelige eksperimenter kan der faktisk også komme utrolige ting ud af det. Men det må jeg vente med at berette om til jeg får tid.

Da jeg endelig kom til USA i slutningen af februar var flere af de planlagte shows blevet aflyst, så jeg endte med kun at have ét i Boston Art Institute, hvor 500 begejstrede elever brugte 10 timer på det og workshoppen bagefter. Faktisk var effekten af mit nye "terapeutiske" show så stærk at jeg til sidst måtte bede om lov til at bryde op. Jeg skulle nå en flyver til Vestindien næste morgen.

Pga. de mange aflysninger havde jeg nemlig fået tid til at føre min slægtsforskning ud i praksis. Jeg berettede sidste år om hvordan jeg fandt ud af at Vibekes tip-tip-oldemor havde været sort slave i Dansk Vestindien og nu ville jeg ned og se om jeg kunne finde nogle af mine børns sorte grandkusiner og fætre. Det lykkedes dog ikke i første omgang, men på St. Croix fandt jeg frem til plantagen som "Waage" engang havde arbejdet på. Og hvor heldig har man mon lov til at være? For mens næsten alle de gamle danske plantager i dag ligger hen i shopping centre og McDonald's var lige præcis "Little La Grange" en af de få, der endnu var intakte, idet den lå på det mest paradisiske sted ude i bjergene. Det viste sig endog at ejeren, den 87-årige Fritz Lawal, stadig talte dansk og blev henrykt da jeg sagde "at nu kom jeg fordi vi i familien ville have plantagen tilbage." Det måtte vi da gerne få, sagde han, hvis vi også ville betale alle omkostningerne med at holde den i stand. Min timing kunne ikke have været bedre; plantagen var nemlig usædvanlig ved ikke blot at have vindmølle til sukkerrørs-forarbejdningen, men også heste- og vandmølle. Waages slavefæller havde møjsommeligt bygget en større "romersk" akvædukt, der førte vandet milevidt fra bjergene ned til vandmøllen. Derfor skulle plantagen nu laves om til museum, og Niels Helveg Petersen skulle allerede ugen efter komme over og åbne den - og jeg og min familie skulle selvfølgelig nu efter dette utrolige sammentræf være æresgæster ved højtideligheden. Sådan kom det dog ikke helt til at gå, for Vibeke var i selv samme øjeblik nede og forhandle i netop det land, Ghana, hvorfra Waages forfædre i sin tid var blevet bragt over med slaveskibe. Ja, hvem ved om Vibeke netop sad og forhandlede om sit danske kulturfremstød med sine egne fjerne afrikanske slægtninge?

Det lykkedes mig i St. Croix's arkiver at finde navnene på de andre 56 slaver, som vores hvide forfar havde ejet på farmen, og jeg håber nu at finde frem til hvilke slaveskibe Waages familie blev bragt over på for evt. en dag som en Alex Haley at komme i forbindelse med deres familie i Ghana.

Jeg berettede sidste år om hvordan det siden var gået Waages mulatdatter, som blev gift med vores tipoldefar, oberst Castonier. Derfor var det næsten lige så bevægende for mig nu at stå i det røde fort i Frederikssted på det sted, hvor han hin mindeværdige dag - i hvert fald for Vestinderne - havde givet ordre til ikke at skyde på Bhuddos fremstormende slaveoprørere. Dette bevirkede at von Scholten samme dag ophævede slaveriet. Nu hvor jeg stod der kunne jeg endnu bedre forstå årsagen til denne utrolige begivenhed. For slaveoprøret var jo netop startet på La Grange og Little La Grange og havde Castonier skudt på oprørerne havde han jo i bogstaveligste forstand måttet dræbe sin egen kones nærmeste familie. Dette er en væsentlig detalje som Thorkild Hansen ikke fik med i "Slavernes øer". Uden dette besøg ville det heller ikke være gået op for mig at det netop var på "vores" families plantage det afgørende oprør startede, som førte til enden på dansk slaveri.

Ligeså var det en utrolig oplevelse at være til gudstjeneste i den gamle danske Sabboath kirke i Christianssted, hvor Waages datter Maren for 200 år siden var blevet gift med Oberst Castonier. Da jeg fortalte det til præsten, hev han mig straks op foran menigheden for at jeg skulle fortælle om det. Og både de hvide og de sorte var lige begejstrede idet de jo i teorien alle kunne være i min familie gennem dette for Vestindien ikke helt usædvanlige blandingsægteskab. Blot at opleve en integreret gudstjeneste var hjertevarmende efter de raceadskilte kirker " i det egentlige USA.

Men ellers var jeg ikke begejstret for Vestindien, hvis sorte befolkning virkede fjern og utilnærmelig i sammenligning med menneskevarmen på Haiti, Jamaica og Cuba. Alligevel synes jeg det er vigtigt at vi som danskere kommer i kontakt med denne del af vores fælles fortid. Men skal I derover - for danskerne er jo deres anden største turistindtægt - bør I for jeres egen skyld kombinere det med en tur til disse andre langt mere uspolerede øer. Thi de danske øer har fået al den værste amerikanske kultur ind ved at blive amerikanske. Og når befolkningen virker uspændende, må man jo finde andet selskab. Så glad var jeg da det lykkedes min tidligere omtalte "kinesiske kone" i New York at smutte væk fra sin nye rige, men travle "mand" i et par dage og besøge mig i mit lille tropeparadis med sin nu velspækkede pengepung. Med sit sprudlende humør lykkedes det hende faktisk at løsne selv den stive sorte befolkning lidt op.

På vej hjem tog jeg mig også lige tid til at besøge et af mine ønskemål gennem mange års bopæl blandt "the lower East Side's" puerto ricanere. Men Puerto Rico hører efter dette besøg ikke længere til blandt mine ønskemål. Udover regnskoven, som hører til de bedste jeg har vandret i - endog med ægte regn - virkede det hele som Ét stort San Diego - dvs med samme fremmedgørende følelse af at vågne op i et motel hver dag. Jeg har det slet og ret svært med ulande, der er blevet rige for hurtigt, og har glemt at få historien og patinaen med sig. Selv de gamle historiske gader i San Juan fra Columbus tid virkede hyppigt som turistkulisser og blev som alt andet på øen ødelagt af et bilhelvede jeg ikke har set mage til noget steds i USA. Og alligevel var det i denne plastikkultur ikke muligt at finde et billigt motel, så hurtigt fandt jeg ud af at det var billigst at overnatte i sex-motellerne, der ikke adskiller sig meget fra Thailands. Det vil sige at man tager bilen med sig ind i seng, så ingen fortørnede ægtefæller opdager hvem man er sammen med. Der kunne jeg så ligge i mørket - thi en boghandel var vist ikke opfundet i dette pengehelvede - og stirre på mig selv i de spejlklædte lofter og kæmpe en brav kamp gennem en luge ud til betjeningen for at få udleveret et lagen til at tage over mig. For det er der vel ikke brug for i sexmoteller, hvor de tilsyneladende ikke tidligere havde oplevet nogen sove en hel nat igennem.

Jeg lovede at der ikke skulle være sex i dette julebrev, men fortiden fanger hyppigt. Tilbage i New York begyndte jeg pludselig at få telefonopringninger fra diverse homoseksuelle - eller rettere skabsbøsser - i Danmark, som lige havde hørt min radioudsendelse og bare ville takke mig for at jeg så "ærligt" og "åbent" fortalte om mine homoseksuelle forhold. Dette havde de selv altid haft lyst til overfor deres egen familie, men ikke haft mod til. Det er sikkert også lettere for mig at fortælle om, idet jeg jo samtidig så tydeligt har bekendt mine heteroseksuelle tilbøjeligheder. Der skal jo ikke så meget mod til at gå i seng med KGB når man i det skjulte holder CIA i hånden. Hjemme i Danmark havde svigermor og svigerfar adviseret deres bekendte om at deres højtelskede svigersøn ville komme i radioen, men det kan jo nok være at de fortrød det, da en halv times homoseksuelle bekendelser rullede frem. Jeg selv var også lidt ked af, at jeg havde fortalt jer om udsendelsen i sidste julebrev. Grunden var at jeg i de 23 timers interview, som lå til grund for den, havde brugt uhyre meget tid på at snakke om min barndom og oplevelserne sammen med jer, mine gamle klassekammerater. Derfor synes jeg at I skulle høre med. Men uden min viden endte Helle Vibeke med at klippe alt dette væk for at koge det hele ned til blot én time. Uden disse afsnit virkede det jo lidt selvoptaget at få lokket jer til at høre med.

I april vendte jeg hjem til diverse 50 års fødselsdage. Bl.a. var jeg med til både Johannes' og Marius' mere offentlige rådhusarrangementer for at lure dem kunsten af hvordan man fejrer denne milepæl - ligesom i øvrigt Niels Thostrup kort tid efter min fødselsdag kom forbi for at få nogle af mine dyrekøbte råd til sin egen fest kort efter. Da jeg derved blev varskoet måtte jeg jo sende ham en gave; det blev et stykke af Berlin-muren, der blev bygget netop på den dag hvor jeg så ham for første gang - og et par ord om at visse venskaber holder længere end selv de mest uigennemtrængelige mure. Ja, det gælder vel efterhånden for de fleste af jer læsere.

Da jeg kom hjem fra USA var jeg indstillet på ikke at fejre min egen fødselsdag, som jeg jo brugte så megen fortvivlet spalteplads på i sidste julebrev. Men Vibeke fik mig alligevel overtalt til - og det er ikke en gang en beskeden løgn - at lave et lettere drop-in party efter arbejdstid - desværre uden jyderne. Og det blev en herlig blanding af venner. Som jeg skrev i takkeskrivelsen var det som at få rullet en film med hele ens fortid op for øjnene - et varmt déjavu med de mange stadier man går igennem på livets sørgmuntre vej. Et sådant déjavu tror jeg også andre oplevede - lige fra min første kæreste, Lotte, der brugte lejligheden til at beklage sig til mine forældre over at vi ikke havde fået lov til at sove sammen i præstegården for 31 år siden - til min søns søde 15-årige kæreste, Anna, der under nutidens mere frie forhold gennem snart et par måneder har boet hos Daniel - og derfor nød på min fødselsdag at få sin egen far på besøg - inden hun sluttede aftenen af med at spille og synge for gæsterne. Jeg fornemmede en ualmindelig hyggelig stemning med langt mere snak på tværs af værtens forskellige "tidsperioder" end jeg ofte har oplevet det ved fester. Måske det var fordi I var en rigtig passende blanding af "flippede" og "slipsede" venner - eller dem der før i livet havde været det ene og nu var endt som det andet - såsom vores Am. Billeder's afholdte "Søren sagfører" (nu direktør for arbejdsgiverforeningen DHS) - eller Finn Ejnar Madsen, der engang startede ungdomsoprøret fra mine ligkistebutik i Dannebrogsgade - og nu kom med nyttige og alfaderlige visdomsord til min søn om hvordan man skal skubbe sin rektor ned fra talerstolen og undgå at blive fanget af politiet når man maler graffiti på togene. Jeg nævner jer to som udmærkede repræsentanter for faserne i mit livs - såvel som efterkrigstidens - spændende historie, da I jo er karakteristiske for den udvikling så mange i vores generation gik igennem. Der var varmende taler af min far og min forlægger Per Kofod ligesom Pia Tafdrup læste op af mit eneste varige bidrag til dansk litteratur: nemlig de digte hun skrev på vore rejser sammen. Netop fordi man bliver rystet så stærkt sammen på sådanne rejser var jeg glad for at se ikke mindre end syv af mine tidligere amerikanske medchauffører tilstede. Den norske forlægger, som jeg havde med på sidste års tur, havde på dagen komponeret og indsunget en ualmindelig smuk "salme" om fødselarens rastløse sind og en dramatisk sang om vores jagt på massemorderen Woody igennem de tågede sumpe, som hun vist endnu ikke er kommet sig over. (Hun ringede mig netop i skrivende stund op for at fortælle at Cappeln's Forlag lige har meddelt at de vil udgive hendes bog om vores rejse sammen i det nye år).

Jo, det var alt i alt en storslået dag. Bedst tror jeg nok min gamle dansklærer, Erik Madsen, ramte mine følelser på dagen - omgivet som jeg var af så mange skønne venner - med inskriptionen i sin Aristofanesoversættelse "Til den lykkeligste af mine pædagogiske fiaskoer!" Og midt i en sådan salig lykkerus er det jo derfor godt at blive mindet om med Niels Vest's gave: "Af jord er du kommet" (....til jord skal du vel snart blive...) - at man efter denne runde fødselsdag nu skal til at forberede sig på livets aftentimer - og at netop her i livets slut-ræs må man gøre en mere aktiv indsats for at holde bedre fast ved de vidunderlige venner og bekendte, som livets mærkelige tilfældigheder har skænket Én.

Dagen efter kørte jeg til en stor verdenskongres nede i det sydlige Østtyskland. Ja, det er vist berettiget stadigvæk at sige Østtyskland, for mens studenterledere fra hele verden var strømmet til, glimrede vesttyskerne med deres totale fravær, hvilket der var megen bitterhed over. Da jeg under mit show sammenlignede de hvide amerikaneres psykologi overfor de sorte med vesttyskernes overfor østtyskerne ramte jeg mere i plet end jeg havde drømt om. Østtyskerne havde nemlig allerede under oplevelsen af mit show følt at det var dem selv, det handlede om. Det var i øvrigt rørende at opleve dem komme med de gamle dårligt trykte østtyske udgaver af min bog fra kommunismens tid for at få dem skrevet under - fra dengang hvor der i mit forord lidet sensitivt stod skrevet "at de blot kunne komme og besøge mig". Det var der jo en hel del der til gengæld gjorde allerede samme dag, muren faldt. Jeg fik i øvrigt et par gode veninder blandt piger, der som børn var blevet fjernet fra forældrene p. g. a. sportslige evner og sendt på de velkendte sportsanstalter for olympiadehåb. Det pudsige var at de begge prøvede at retfærdiggøre denne form for undertrykkelse ved at fortælle om hvordan det havde udviklet deres selvtillid og tro på sig selv i forhold til deres gamle kammerater, som ikke fik denne chance. Dette virkede jo meget overbevisende når de sad der med deres flakkende øjne og usikre stemmer og berettede om det! Jeg tør slet ikke at tænke på hvor "megen" selvtillid deres tidligere kammerater så har, men det fik mig igen til at tænke på de tilsvarende tendenser jeg ser i sorte amerikanere - og hvorfor vesttyskerne ikke vil have noget med disse "bondeknolde" at gøre. Men ret beset må jeg sige, at jeg synes de er langt, langt sødere at være sammen med end vesttyskerne med al deres aggressive og målrettede energi - selvom jeg netop som foredragsholder var mildt sagt frustreret over østtyskernes totale mangel på evne til effektiv organisering. Således endte jeg Én af dagene som pauseklovn og "stand in" for en udebleven berømt astronaut. Alle i byen var kommet slæbende med deres små børn for at opleve denne astronaut. Skuffelsen var derfor stor, da de i stedet skulle se mit show, men først en lang paneldiskussion mellem mig, en gammel professor fra Harvard, der lignede Einstein og kun kunne snakke om computere og en ekspert i folkemordet i Jugoslavien. Vi skulle tale om verdens fremtid, men talte i øst og vest på forskellige sprog. Vi var helt til grin og det varede ikke længe før mødre med mindre børn begyndte at stemme med fødderne - en ret, de jo desværre nu har fået i Østtyskland.......synes man, når man sidder som en anden Honnecker højt deroppe på et panel med ivrige pressefotografer omkring sig - og netop derfor let kommer til at tage sig selv UMÅDELIGT højtidelig.

Sommeren brugte jeg til for alvor at kaste mig ud på Internettet i. Med mine internationale kontakter er det jo vigtigt at få sig nogle hjemmesider og et godt domænenavn. Jeg havde læst hvordan alle de gode navne for længst var blevet købt op og at selv store firmaer må købe deres egne navne tilbage for kæmpesummer. Så min nervøsitet var næsten som at afvente resultatet af en HIV-test, da jeg med sved på panden trykkede på computerknappen for at se om nogen ude i den vide verden mon havde brugt navnet "American Pictures". Det ville jo være underligt andet med alle de amerikanske selskaber der hedder "American Graphical Pictures" o.lign. Og sandt at sige var mit navn også blevet opkøbt på mystisk vis i Cuba, Vietnam, Azerbajan og Bolivia, men selve COM-adressen var til min store forbløffelse ledig. Og dette er jo den allervigtigste at få, så den kastede jeg mig straks over. Derefter gik jeg i gang med at lave hjemmesider. Det havde jeg jo ikke forstand på, så jeg fik Bjørn Meldgård til at brygge et modul sammen og vælge farverne og lave de første 4 sider. Mere havde jeg ikke råd til. Så der var ikke andet for end at begynde at lære hvordan man skriver i HTML-sprog, hvordan man skanner billeder osv. Inden længe "mestrede" jeg da også Adobe Photoshop, Frontpage, Composer og mindre hjælpeprogrammer og det var sjovt selv at sidde og lave knapper, retouchere billeder til mindste jpg-størrelse. Desværre måtte jeg i første omgang skanne billeder fra bogen frem for originalerne. Det er virkelig hyggeligt at sidde og lave sådan noget i familiens skød (som man så naturligvis glemmer i processen) frem for at sidde bag et bilrat dagen lang. Og inden længe begyndte jeg da også at få ros fra ukendte steder på Internettet. Én anti-racistisk organisation i Holland gjorde mig til "Site of the month" og anden i Californien inviterede mig til fremtidige konferencer i Dubrovnik og Sydafrika mens adskillige amerikanske sociologi-forbund meldte tilbage at de havde lagt mig øverst på deres egne links. Så hvis familien ikke regner Én for noget når man sidder med hovedet inde i en computer dagen lang, ja, så kan man i det mindste finde trøst i at "man er noget ude på NETTET." Og det er vel det der virkelig tæller nu om dage!

Ja, det er jo også sjovt at se hvordan man selv bliver kørt op af medierne til at tro at hele ens fremtid er sikret, hvis blot man får sine hjemmesider lavet, og derfor går op i det som gjaldt det liv og død. Det minder lidt om dengang jeg lavede bogen sammen med Kitte og troede den ville ændre hele mit liv. Og nu - et halvt år efter min fødsel på nettet - skænker jeg det ikke en tanke. De fleste e-mails henviser jeg til min agent (som til gengæld har fået rigtig mange shows ud af det), så det er mest irriterende porno-annoncer jeg nu bliver bombarderet med - og ind imellem nogen, der via mine slægtssider har fundet frem til at de er vores 10-nde grandkusine o.lign. Men jeg håber da at I vil gå op og lige kigge på resultatet af min hobby denne sommer.

 

I sommerferien isolerede jeg mig - efter Vibekes og andres mening - nok lidt for meget. Jeg havde lovet Lalou at bygge en hule oppe i et træ og fandt da også de tre største træer i haven nede ved åen. Der var nogle velegnede grene imellem dem, men da jeg kom derop blev jeg helt svimmel ved at kigge de 10 meter ned. Så de grene jeg havde samlet til formålet ville det ikke være forsvarligt at bygge hule med til børnebrug. Altså måtte jeg til trælasthandlen efter nogle større planker. Da gulvet endelig var bygget forekom det så stort som en fodboldbane, så der måtte også nogle kraftige sider på for at børnene ikke skulle falde ned. Og siden hen et tag. Og sådan voksede langsomt et projekt frem som til sidst mindede om en mellemting mellem et rumskib og en flyvende domkirke. Jeg har jo altid haft tendens til "overkill" og rumskibet endte da også med at koste en formue. Var det for børnenes skyld eller for barnet i mig selv? Ja, det diskuterede familie og naboer jo heftigt mens jeg skruede og savede fra 8 morgen til 10-11 om aftenen. Da det endte med at tage hele sommerferien, kunne børnene - Lalou og naboernes - ikke bruge "hulen" før aftenen før ferien var slut. Jeg nåede dog lige selv at prøvesove i mit lille slot, som Vibeke heftigt anklagede mig for at have bygget blot for at undgå at sidde og holde hende i hånden hele ferien. Jo, børnene var skam begejstrede for at lege på min Tarzanrebstige, men at bruge den lidt forvoksede "hule" kom de jo aldrig rigtig til. Og da vi så kom hjem til København lå der et brev fra sommerhusnaboen, som var en af Københavns skrappeste advokater, om at hvis ikke huset i træerne var fjernet inden en uge, ville vi få et større sagsanlæg imod os. Godt nok hang domkirken truende ind over nabogrunden og har vel ikke just forbedret deres udsigt ud over det smukke fredede "Rusland", men da jeg flere gange havde snakket med naboen under byggeriet uden at denne havde gjort ringeste indvending, blev jeg ikke så lidt sur over udsigten til at skulle ødelægge mit kunstværk. Så jeg skrev et af mine rasende lange breve tilbage om det urimelige i at lade mig gå i god tro en hel sommer og så først slå til dagen efter rejsegildet. Naboen havde dog i forvejen gjort sig upopulær i området gennem lignende "havesyge." Så vor gode nabo - Ebbe Harder, der som leder på arkitektskolen var ikke så lidt imponeret over mine arkitektoniske egenskaber og havde støttet med gode råd og alt sit efterhånden ødelagte værktøj, fik med sine store oratoriske egenskaber behændigt svinget stemningen på grundejerforeningens møde om sagen over på min side. Sagføreren har derfor indtil videre måttet stillet sagen i bero - mens jeg selv fuldstændig har mistet lysten til hverken at bruge min store domkirke - eller svigermors lille sommerhus nedenunder. Jo, vi havde skam en rigtig god sommerferie - Vibeke og jeg - og vist også børnene!

Og yderligere fin stemning kom vi i ved på nært hold at følge afslutningen på to venners liv. Den ene var Molle's død, min brors svigermor, der ganske vidst kom på det rigtige tidspunkt efter lang tids senilitet, men som jo alligevel er svært at komme igennem. Den anden var vores gode ven, Mette, der som nævnt i sidste julebrev kæmpede med kræft, og som nu efter længere tids håb og optimisme pludseligt døde - kun 41 år gammel. Hun tilhørte vores lille madklub af forældre, der har mødtes jævnligt siden vore sønner var i børnehave, og som for mit vedkommende efterhånden er blevet en erstatning for jer - fortidens venner - som i dag bor så spredt. Med sin smittende livsnydelse sluttede hun sjældent vore sammenkomster før den lyse morgen og det var hendes menneskelige sider nok så meget som hendes anerkendelse som kunstner, der fik begravelsen til nærmest at ligne en folkevandring. 

I efterårsferien havde Vibekes forældre havde inviteret alle tre døtre, 4 børnebørn og os tre svigersønner til fødselsdag på Mallorca. Det var umiddelbart ikke det mest ophidsende sted at tage hen, men da det skulle stå i familiens tegn betød kedelige omgivelser ikke så meget. Og faktisk er Mallorca ikke så dårligt som sit ry. Det gik op for mig at jeg ikke havde fået set de smukke historiske kvarterer i Palma under mit første besøg for 31 år siden, da jeg i en uge stak af fra Livgarden med min første kæreste, Lotte, under foregivelse af at være indlagt på Rigshospitalet. Også bjergene og de hyggelige små landsbyer er et besøg værd, ja, jeg nød virkeligt alt dette originale spanske efter alt det forlorne spanske, jeg lige havde set på Puerto Rico. Men mest dog de gamle romerske ruiner! For nu var jeg i min slægtsforskning kommet dybt ned i Romerriget og havde slæbt det halve kongelige bibliotek med på rejsen. Dog ville jeg endnu ikke indrømme overfor familien at det var "familien," jeg arbejdede med, så mens jeg lavede meterlange slægtstavler om natten ud fra de kæmpeværker jeg pløjede mig igennem om dagen såsom Cambridge's "Roman Rule in Asia Minor" - ja, så prøvede jeg at lade som om det var ren og skær historisk interesse, der drev værket. Jeg er nemlig for længst blevet anklaget for at interessere mig mere for de døde familiemedlemmer end for de levende. Men faktisk måtte jeg på denne tur indrømme overfor mig selv at også den levende familie er så spændende at det ikke blot var pligtfølelse overfor den, som rev mig væk fra bøgerne. Blot samværet med de to andre svigersønner - så forskellige som vi er - var hele turen værd. Eller nydelsen af at opleve hvor godt "morfar" - ramt som har er af Parkinsons - klarede strabadserne på denne tur, som alle vidste let kunne blive hans sidste.

 

Tanken om at vore forældre jo ikke lever evigt, fik jeg dog lidt for tæt ind på livet i ugen derpå. Få dage efter hjemkomsten døde min mor pludseligt. Hun havde været svag på det sidste og vi var enige om at det var det rigtige tidspunkt for at undgå en lang og for alle parter svær nedtur. Men netop fordi hun stadig var så relativt rørig - hun havde flere gange samme dag været ude at købe ind - kom det alligevel som et chok. Jeg brød straks i gråd ligesom børnene gjorde det, men ellers var jeg mere overrasket over hvor roligt både jeg og mine brødre tog det. Hvad det derimod har sat i gang af dybere reaktioner i mig er jeg ikke helt klar over - og selv om tabet af forældre er et fællesmenneskeligt anliggende, vil jeg nok heller ikke skrive om det her - før jeg er mere afklaret omkring det. Min mor havde som bekendt et meget vanskeligt og til tider sygt sind, så der var ingen af os - hverken mine brødre eller min far - som havde et ukompliceret forhold til hende. Hver gang psykologer og astrologer har udspurgt mig om hende, har jeg stort set klappet i som en østers. At Helle Vibeke fik lokket nogle ord ud af mig i sin radioudsendelse var jeg egentlig overrasket over - og lettet over at mor ikke selv hørte den. Thi ligeså ærlig som hun selv kunne være, lige så meget måtte vi andre livet igennem gå på listesko for at bestræbe os på ikke at være ærlige overfor hende, med mindre vi ønskede at se hendes Tennessé'ske Glasmenageri eksplodere - og derefter falde sammen i lange perioder. Præsten, der holdt talen over hende i den smukke Christianskirke, havde haft et lignende forhold til sin mor - og endte faktisk med kun at snakke om hende. Så fænomenet er jo ikke ukendt, men netop når det drejer sig om ens egen mor afføder et sådant forhold uundgåeligt dybe følelser af skyldfølelse - ikke mindst når hun pludselig er væk og det for alvor går op for én at det er for sent at hele sårene. I mit tilfælde er der ekstra meget, der skal bearbejdes, fordi jeg på så mange måder har arvet meget af hendes sind - både det positive og det negative. Og da jeg selv på så mange måder lever i et glasmenageri, vælder der alt for meget smerte op under forsøg på ar bearbejde vores forhold i tankerne. Så - skønt jeg hyppigt bruger mine julebreve til at skrive mig ude af smerte og oplevelser på - vil jeg nok i dette tilfælde lægge låget over hende uden yderligere kommentarer - indtil videre. Dette kom jeg i øvrigt heller ikke til, idet jeg i selv samme øjeblik hvor mine brødre gjorde dette i kapellet, var tvunget til at holde et foredrag for eleverne i Himmelev gymnasium, hvis lærere var taget til Tyskland. Jeg havde da også tidligere kysset min mor farvel i kapellet, men undlod at aflyse i Himmelev fordi gymnasiet ligger lige der, hvor jeg havde så mange positive oplevelser med min mor på sommerferierne i hendes barndomshjem. Derfor var det en særlig oplevelse for mig at skulle køre igennem landsbyen for barndommens lyseste oplevelser, Marbjerg, for lige efter foredraget at komme til min mors begravelse. Netop for at holde fast i disse vidunderlige minder satte jeg jo for nogle år siden en masse penge til på at købe hendes barndomshjem tilbage - et minde som Valerie, en sort veninde fra USA, i dag "plejer" for mig. Så her er det lykkedes mig på smuk vis - for det er du jo, Valerie! - at integrere min gamle verden med min nye.

Og kun få timer efter begravelsen måtte jeg så tage af sted i flyet mod den nye verden - over til noget, som næsten var ved at blive min egen død. For efter mange gode "shows" - hvormed jeg som bekendt mener "gode" elever - regnede det pludselig ned over mig med ulykker. Jeg havde 4 dage fri efter Colgate University og tænkte at jeg lige ville smutte til Rom på en gratis kurérbillet. Det kan godt være at alle veje fører til Rom, men når man tager så store omveje som jeg, skal man åbenbart betale for det. Jeg skal ikke gå i detaljer, men jeg både tabte forhjulet under kørslen, smadrede døre i limousiner og fik fartbøder. Roms trafik var den rene afslapning for mig inden jeg vendte tilbage til USA og allerede næste dag blev ramt af en stor lastbil på en øde motorvej i Wisconsin kl. 6 om morgenen. Jeg havde godt nok set lastbilen langt ude i horisonten miste herredømmet og tænkt: "Nu ser du en ulykke under opsejling." Men lastbilen kom nærmere og blev ved med at hoppe rundt på de modsatrettede kørebaner som en hest i et rodeo. Og pludselig ramte den jorden og tog et ryk til siden og kom så - helt bogstaveligt - "flyvende" over de amerikanske motorvejes 15 meter brede og dybe midter-rabat - stik mod mig. Jeg kunne intet gøre og han ramte med et brag ind i bagpartiet på min lille udlejnings pickup truck, som blev kastet op i luften og bagefter stod med næsen vendt mod trafikken. Han selv pløjede ud i grøften og smadrede sin lastbil, men overlevede og kom farende over mod mig, råbende igen og igen: "Are you alive?" Han var fuldstændig overbevist om at han havde dræbt mig og blev ved med at spørge om jeg virkelig ikke var kommet til skade. Havde han blot ramt en halv meter til venstre ville jeg med nogenlunde sikkerhed være gået samme vej som min mor. Han var i øvrigt af den højreorienterede militstype, der kunne have bombet Oklahoma City, og det må have været et pudsigt syn for forbipasserende at se denne karseklippede mand i camouflagejægeruniform og stramme støvler stå og omfavne en langhåret flipper kl. 6 om morgenen mens han råbte "Praise the lord! Thank God we are alive." Jeg selv var så rolig og fattet at jeg gav mig til at fotografere min ulykke - ja, det mest skræmmende ved tanken om min egen død var på det tidspunkt at jeg sikkert ikke ville have fået billeder af den - og det er jo ikke til at leve med! Men senere på dagen, da jeg ringede hjem til Vibeke om det, satte chokket ind. Det var i mellemtiden lykkedes mig på trods af min forsinkelse med politirapporter, slagsmål med Budget om den ødelagte bil osv, at nå flyveren i Milwauké. Pga. "Thanksgiving" skulle jeg ellers have ventet i 3 dage ude på de sure landeveje. Nu ville jeg blot hjem - i første omgang til New York, hvor Christina samme aften tog mig på den dyreste, fineste restaurant hun kunne finde på Manhattan for at trøste mig - og et par dage efter hjem til min kone i Danmark.

Skønt tabet af adskillige kære satte sit præg på året, er vi jo også blevet opmuntrede af en familieforøgelse. Da jeg kom hjem efter forårsturnéen stod der nemlig 4 og ventede på mig i lufthavnen: en af dem vores søn Daniel's kæreste, Anna, som nu i 8 måneder har boet hos os. Hun blev opdaget af Daniel til en fest på Christiania - og af modelbureauerne på gaden i London som 15-årig. Så kort efter min hjemkomst i foråret skulle jeg til noget jeg aldrig havde prøvet før: et modeshow, der var slået gigantisk op som en slags Miss Danmark konkurrence. Ud af 700 modeller var 10 valgt ud, som i diverse dragter skulle paradere ned ad "the cat walk." Og minsandten om ikke Anna vandt, hvorefter hende og Daniel blev fotograferet overalt i den kulørte presse. Konferencier var i øvrigt Cecilie Thomsen, den smukke datter af en af jer julebrevsmodtagere, Erni, fra min studenterkursusklasse. Hun bliver jo slået op i pressen som den nye James Bond-pige og hendes første store opgave var nu at overrække blomster til "vores" Anna. Senere på året var Anna så til den store internationale konkurrence a la Miss Universe i Nice med deltagere fra 80 lande. Her kom hun på fjerdepladsen og vandt 350.000 kr hvilket jo må forekommer lidt underligt for min søn, som pukler med at bringe blomster ud til 25 kr per buket. Men Anna gider ikke at være model. Hun er først og fremmest et usædvanligt kærligt og kreativt menneske, der spiller, synger, hygger, klipper og selv laver julegaver - mens hun får det ene 13-tal i skolen efter det andet uden næsten at røre en bog. Så hun har til fulde givet familien nyt liv i et lidt svært år, hvor jeg ellers var ved at begrave mig i og søge lidt for meget trøst i familiens døde - hvilket I nu skal høre om.

 

Min slægtsforskning i antikkens historie:

 

A.h.t. de mange, for hvem slægtsforskning virker dødt og søvndyssende, samler jeg dette støvede kapitel her til sidst, så I kan få lejlighed til at stå af - hvis I ikke allerede er stået af. Men det er egentlig lidt synd, for den eneste spændende rejse jeg har været på i år er min rejse ned i dødsriget - om jeg så må sige - eller i al fald langt ned i antikkens historie, hvor menneskene jeg mødte pludselig kom i live for mig og gjorde mit eget liv mere levende for mig. Man kommer jo aldrig til at forstå nutidens menneske uden før eller siden at beskæftige sig med dets historiske dimension. Som omtalt sidste år var det Vibeke's onkels død der satte det hele i gang og skønt jeg dengang kunne berette om at være nået tilbage til år 1390 og ivrigt tog på Margrethe-udstillinger på Nationalmuseet o.lign. for at se hvordan vi i familien gik klædt dengang, - ja, så opleves alle de mennesker jeg derved kom i kontakt med i dag som de rene nutidsmennesker. Thi siden har jeg gjort helt utrolige - ja, alle vil umiddelbart sige usandsynlige - opdagelser mere end 4000 år tilbage i tiden.

I foråret fik jeg det første helt store gennembrud, da jeg efter rejsen til Vestindien endnu engang tog til mormonerne for at se om jeg kunne nå tilbage til Afrika. Der var dog intet at finde om vores slaveforfædre, så jeg kastede mig i stedet over de mange løse ender enhver slægtsforsker sidder med. Men uden et eneste held. Efter mange dages gravning i deres arkiver og computere var jeg ved at give op, men så opdagede jeg på et arkiv i Boston nogle forfædre til en af vore fjerne tipoldemødre, Ebba Catharina Kurck, fra 1660 i Sverige. Denne gren førte langsomt flere med sig. Og i andre arkiver i New York begyndte jeg nu at grave utallige forgreninger frem. Det viste sig nemlig at Ebba nedstammede fra den svenske adel og adelen har jo altid været god til at skrive ned om sig selv. Efter kort tid havde jeg samlet over 1000 adelige forfædre helt tilbage til 1200-tallet med navne som Brahe, Bille, Gyldenstjerna, Oxenstjerna, Sture, Vasa osv. At de var adelige tænkte jeg dog først over, da jeg en dag studsede over at i hvert fald 8 af dem var døde på samme dag i 1520, hvorved det "Stockholmske blodbad" pludselig blev en familiebegivenhed frem for tør historie og Chr. II også i mine øjne blev til "Christian Tyran".

Og er man inde i adelen kommer man også snart til kongerækkerne. Mange var selvfølgelig indgiftet i de svenske kongerækker, men mest glad var jeg ved at se en søn af Valdemar Sejr hvorefter det jo var en let sag at komme tilbage til Gorm den Gamle - mine børns 39. tipoldefar. (Jeg svor jo i sidste års julebrev at jeg nok skulle finde en direkte blodlinie til ham). Men, ak, selv Gorm virker ikke længere "Gammel" i min familie. Ved at læse Johannes Stenstrups lærde værker, Snorre, Saxo osv. har jeg også fået sat alle vore sagnkonger og vikinger ind i familiens stamtræ, thi selv om der ikke altid findes et historisk materiale om dem, er de fleste forskere nogenlunde enige om deres slægtsforhold og eksistens. De mest mytologiske linier venter jeg dog med til senere, for nu fik jeg mere end nok at gøre med gennem de danske, svenske og norske kongers ægteskaber med udenlandske prinsesser at trænge ned i polske, ungarske, russiske, engelske, franske og spanske fyrstehuse. Kongerne er selvfølgelig lette nok, men hvad der kan give Én hovedpine er at finde rundt i diverse hertugdømmer og grevskaber i det vildt opsplittede Europa efter Romerrigets fald. Hver nat sidder jeg og taster hundredvis af herskere af Anjou, Flandern, Burgundiet, Friuli osv. ind i computeren, forsøger at finde rede i slægtsforholdene og at sammenligne de meget forskelligartede navne jeg finder i engelske, franske, tyske og amerikanske kilder. Om dagen prøver jeg derpå at læse om hvem de var mens jeg viser show i skolerne. Snart fik jeg gjort Karl den Store til vores 37. tipoldefar og var således helt stolt over at få både en kejser og helgen i familien. Men det var blot den første af over 50 kejsere. Og blandt konger er jeg i skrivende stund nået op på over 900, der er direkte tipoldeforældre. Lidt efter lidt fik jeg mig gravet ned igennem frankerriget og en stor oplevelse var det derpå i foråret at nå igennem den næsten uigennemtrængelige mur, der adskiller denne mørke middelalder fra romerriget - ikke mindst fordi mange af familiens forfædre - såsom Regner Lodbrog (39. tipoldefar) - som vikinger brændte alt hvad der var af dokumenter i klostrenes arkiver af. Gennem frankerrigets dynastier lykkedes det mig at finde nogle obskure britiske småkonger, der nedstammede efter en datter af kejser Claudius under dennes erobring af England. Og dermed fik jeg jo hele det Julio-augustinske dynasti forærende, så de berømte kejsere Tiberius, Nero, Caligula og ikke mindst Augustus - vores 71. tipoldefar - kom ind i familievarmen. Og det er jo sjovt netop i denne tid, hvor Daniel i gymnasiets historiespeciale har valgt at skrive en sammenlignende analyse af to af vore tipoldeforældre - Augustus og hans forbillede Julius Cæsar. Begge hævdede jo at nedstamme fra Aeneas - kendt fra Vergils berømte "¦Æneiden" - og således har det også været morsomt for mig at føre stamtræet fra Romulus og Remus helt tilbage til Trojas helte - dem som vi fik ind med en eller anden søvndyssende modermælk i form af Sparre P. i gymnasiet (han er i øvrigt lige gået på pension fra Nørre Sundby Gymnasium, fik jeg at vide, da jeg ledte efter ham under showet Dér i torsdags). Ganske vist er dette KUN en mytologisk linie, men det er da alligevel sjovt pludselig at få Agamemnon, Paris, Hector og den skønne Helene blandt sine fjerne forfædre - eller grandonkler i dette tilfælde. Jeg ville jo af samme grund fortælle Sparre P. at jeg nu langt om længe ad mærkelige omveje havde fået mig taget sammen til at læse det, som han ikke magtede at få mig til at læse: nemlig Illiaden. Og da Aeneas, som jo overlevede disse drabelige slag, havde Athene som mor, ja så er det jo også sjovt for Vibeke og mine børn nu at kunne sige at de direkte nedstammer fra Zeus og mange af de andre kendte guder i det kæmpemæssige genealogiske slægtstræ grækerne skabte over guderne. Kun ganske få af dem har dog hidtil fundet vej ind i mit computerprogram (se mine hjemmesider) idet jeg har mere end nok i arbejdet med den mere seriøse, historiske del af slægtsforskningen.

At jeg senere på året skulle nå frem til de gamle grækere ad helt andre veje ville jeg end ikke have drømt om i foråret. Det store gennembrud for mig - der foreløbig har ført mig mile(nia)-vidt forud for alle andre slægtsforskere jeg har studeret på Internettet - kom under efterårets turne i Norge. Her sad jeg en dag i min norske kedsomhed og surfede på Internettet, hvor jeg pludseligt fik opsnappet en intern diskussion mellem amerikanske historikere om at der sandsynligvis var en ubrudt kongelinie ned til antikken gennem Armenien. Gennem vores 34. tipoldefar, den svenske viking Ryurik, der grundlagde Novgorod og 700 års ubrudt storfyrste- og zar-dømme, havde jeg - med storfyrst Yaroslav den Vises indførsel af byzantinsk kristendom gennem ægteskabet med kejser Basilios' datter Anna - jo fået hele det Østromerske rige under vingerne. Nu opdagede jeg så at Leo den V., der også blev kaldt "Armenieren", rent faktisk havde armenske rødder og gik derpå i gang med armenieren prins Toumanoffs store værk om kristendommen. Heri redegør han for sine forfædres historie ned gennem Mamikonide-fyrsterne og de jødiske Bagratider. Ved i efterårsferien at pløje det store "Roman rule in Asia Minor" igennem ovenpå de romerske ruiner i Mallorca, lykkedes det mig at få sat den armenske kongerække sammen helt ned til det persiske rige 400 f. Kr. Først var det spændende med en direkte linie at se hvor langt jeg kunne komme tilbage i historien (det er den jeg har lagt ind på Internettet, men pas på: den er fuld af fejl, ved jeg nu efter yderligere forskning). Denne direkte linie førte mig snart til Kyros den Store, som blev gift med en ægyptisk prinsesse, og således kunne jeg nu begynde møjsommeligt at taste faraoernes underlige "hieroglyf"-navne ind i stamtræet. Det lykkedes mig at finde prinser og prinsesser, der dannede broer mellem diverse dynastier, broer der for blot få år siden var ukendte. Ægyptologien er nemlig i rivende udvikling og snart begyndte jeg at kommunikere med alverdens ægyptologer, assyriologer og hittitotologer over Internettet. Jeg troede i lang tid at det var umuligt at komme længere end til det 17. dynasti, hvor "Hyksos"-palæstinenserne væltede ind over Ægypten - dem, hvis efterkommere vores 110. tipoldefar, Ramses II, med lidt overtalelse fra Moses hjalp tørskoet tilbage hvor de hørte hjemme. Hyksos ødelagde hele den flotte kongerække, men lige før jul sendte en ægyptolog i Californien mig sin seneste forskning, og således er det nu lykkedes mig at komme tilbage til Ammennat I. i det 12. dynasti. Mens de fleste af vore ægyptiske forfædre ligger begravet i kongernes dal, er jeg nu så langt tilbage i historien, at vores 137. og 136. tipoldefædre ligger begravet i pyramider. Og gennem en anden linie af højestepræster for guden Ptah i Memphis er jeg ligeledes nået tilbage til år 2000 f. Kr. - her dog med nøjagtig 150 generationers afstand ned til mine børn. Kongerækkerne længere tilbage er kendte, men slægtsforholdet mellem det 12. og det 11. dynasti kender ingen endnu.

Siden er jeg så begyndt at grave i sidelinierne og har fået de fleste af hittitterkongerne med og både babylonerne og de grusomme assyrere. Det ærgrer mig naturligvis at jeg ikke kan nå helt tilbage til Hammurabi, som står lyslevende for mig fra Hubners tid. De konger, jeg husker fra min tidligste bibelhistorie, udgør de største psykiske "sejre" i min slægtsforskning, såsom Nebukadnesar, kong David og Salomon (som vores 97. tipoldefar, farao Shoshenq I., røvede alle rigdommene fra - undtagen pagtens ark!) - for ikke at tale om vores 79. tipoldemor, Esther, fra Esthers Bog, der jo ligesom Kyros reddede jøderne. David og Salomon er foreløbigt kun vore 95. og 96. grandonkler gennem en mytologisk linie, men jeg arbejder for tiden på en historisk linie gennem de babyloniske exillarcher, der blev "tabt" efter fangenskabet hos Nebukadnesar og senere indgift i Sassanidernes perserrige. Gennem perserne er jeg også nået gennem Alexander den Store og hele det makedonske, ptolemaiske og seleukiske dynasti og tilbage til de gamle grækere. Største oplevelse her var det at få både Perikles (under hvem kulturen vel nåede sit højeste i hele menneskehedens historie - hvad så bøssen Sofokles end måtte mene om ham) og Kleistenes, som opfandt demokratiet, ind "i familien". Og da min bror Niels Jørgen jo lever af at lave Marathonløb, er det jo også tankevækkende at dette ikke var blevet til, hvis ikke vores 81. tipoldefar, Miltiades, havde vundet det famøse slag over vores 80. tipoldefar, Darius, af Persien. Mere forbavset var jeg dog over at opdage at vores 66. tipoldefar, Herodes den Store, 390 år efter (omkring Jesu fødsel) var en af de store sponsorer af olympiaden. Denne grusomme mand fik jeg med i stamtræet fordi hans sønnesøn af romerne blev udpeget som konge over Armenien. Ikke blot prøvede han at myrde Jesus, men han henrettede også vores 66. tipoldemor Miriame og adskillige af sine sønner efter retssager, der er levende beskrevet af den jødisk/romerske historiker Josefus. Hvad hans børn og børnebørn gik rundt og sagde er jo også levende beskrevet i det Nye Testamente, hvor Jesus fornærmer vores 64. grandonkel Herodes Antipas så meget, at denne bliver venner med Pilatus og medvirker til Jesu korsfæstelse. Men vores 65. grandonkel, Agrippa, er så tæt på at blive omvendt til kristendommen af Paulus, at han redder denne - og derved sikrer kristendommens udbredelse. Så uden "vores" familie var I jo nok ikke blevet gode kristne. Jesus selv er vores "45th cousin 79 times removed" siger computeren - (hvad en sådan fætter hedder på dansk ved jeg ikke). Til gengæld er profeten Muhammed vores 43. tipoldefar (gennem en maurisk prinsesses' ægteskab med Alfonso VI af Castille).

Alt dette lyder dog nok lidt latterligt hvis I ikke går ind på mine hjemmesider og kigger på hele stamtræet med 4.400 personer i. Og hvad fører et sådant tidsspilde mon så til? Jo, nu har jeg fået den idé som den første i verden at skrive hele verdenshistorien om til en familiekrønike. Da historielæsning er blevet mere spændende for mig end slægtsforskning - netop i kraft af denne - har jeg lyst til at genfortælle "familiens historie" for min datter Lalou (Lucie) på en mere spændende og personlig måde end de kedelige "søforbund", "kornalliancer" og "kulturpåvirkninger" vi faldt i søvn over i skoletiden. Arbejdstitlen er foreløbig "Lucie's verden" - frit efter Jostein Gaarders spændende "Sofies verden". Kun den del af verdenshistorien der kan fortælles indenfor familiens rammer vil blive fortalt, men bortset fra fjernøsten og Incaerne er det jo også det meste: altså "One World, One Family". Jeg vil forsøge at få bogen ud til Jesu fødselsdag år 2000 så det bliver nøjagtig 2000 års familiehistorie før og 2000 efter hans fødsel. Han vil nemlig være en af "heltene" i bogen - et af de få glimt af håb såsom Akhnaton (verdens første originale tænker og grundlægger af monoteismen), Sokrates, Kleistenes, Muhammed osv. - som står frem i en ellers endeløs parade af voldsmænd og voldskvinder. Volden og undertrykkelsen (ikke mindst overfor vore mange navnløse forfædre) vil være det grundlæggende tema med budskabet om, at vi nu - 2000 år efter Jesu - må til "at tage os sammen i familien." Også billederne skal være i en personlig stil med Lalou foran diverse monumenter som Persepolis, pyramider og Claudius-akvadukter, og bagest i bogen vil der være en cd-rom med slægtsprogrammet Jamodat og hele stamtræet - dels for at forskere kan verificere at der ingen (grove) fejl er i det - og dels for at opfordre læseren til selv at lægge sine data ind i verdensstamtræet og finde tilbage til antikkens forfædre. Så hvis der ikke skulle blive tid til julebrev de næste to år ved I nu hvorfor!

Da jeg i julen lavede et større slægtsshow for familien - 4 timer langt og med 500 billeder af diverse forfædre og mumier - kom julebrevet igen i år for sent ud. Min kone har jo altid anklaget mig for at tænke mere på julebreve end familien, når jeg skriver dem, men det fik hun jo ikke lejlighed til i år. Det lader i øvrigt til at I i jeres julebreve forsøger at overgå mig med vold - særligt Jess havde i år en dramatisk historie om røvere der overfaldt og skød på hans søn. Men som I kan se på mit julebrev i år kan man godt tage sig sammen og skrive et "pænt" julebrev en gang imellem. Hvis I af samme søvndyssende grund ikke er nået med mig helt her til slutningen......ja, så kan jeg jo ikke gøre noget ved. Nu må I have en rigtig godt nytår.

 

De kærligste hilsner

Jacob Holdt, Gernersgade 63, 1319 København K

Tlf . 33-124412 (I USA: 212-614-0438)

Mine hjemmesider ses bedst på de seneste kraftige computere. Især stamtræet kræver et hurtigt modem og meget hukommelse. Det ligger under:

www.american-pictures.com/genealogy/slaegt.htm

Tilbage til oversigt over julebreve

   Tilbage til Jacob Holdts hjemmeside