 |
"Den største sorg i verden
her
er dog at miste den man har kær"
Kære
Erik
Ja, jeg kunne jo nok have bestræbt
mig på at finde et mindre slidt citat, men da min søn netop sad og
svedte over sin stil om ”Hosekræmmeren” dukkede du – som så ofte
før nu hvor jeg genoplever min gymnasietid gennem hans – alligevel op
i tankerne. Og da jeg derpå hørte om Agnetes død, var det det citat
med dets smukke vemodige stemning, der ligesom blev ved med at køre i
hovedet på mig, mens billeder af dig og Agnete blev ved med at rulle
sig op for mig i flere dage. Blichers citat dækker imidlertid kun den
stemning Agnetes død satte mig i; den dybere tragedie bag det havde jo
intet til fælles med det rige liv I havde med hinanden. Det er
naturligvis kun noget jeg fornemmer – der kan jo gemme sig tragedier
bag enhver pæn familiefacade. Men jeg husker tydeligt fra skoletiden
hvordan jeres ægteskab var det eneste af lærernes forhold vi elever
interesserede os for. Der gik – sikkert mildt overdrevne – historier
om hvordan I altid læste op for hinanden under opvask, madlavning og
andet husligt arbejde. Intet kostbart minut skulle gå til spilde uden
litterær indleven. Skønt et sådant liv forekom os mærkeligt dengang
kan jeg dog huske at vi forbandt billederne i hovedet med en opfattelse
af at I havde opnået en dyb lykke i dette engagement og fællesskab.
Med nutidens kønsøjne kunne man selvfølgelig få lyst til at vide -
30 år efter - om det så var Agnete, der altid svingede opvaskebørsten
og ordnede bleerne - og dig der konsekvent læste op. Men det kan i og
for sig være ligegyldigt (selv ville jeg jo opfatte oplæsningen som
mere krævende og belastende end de mere rutinebetonede
husholdningsopgaver).
Under alle omstændigheder må du
efter så langt et symbiotisk parløb stå mere alene end de fleste og
det vil midt i savnet ikke kunne være til megen lindring at vide
hvilken enorm betydning I begge fik for talrige (”utallige”) andre
– ikke blot i jeres udgivelser, men helt ned i de daglige detaljer
hvor jeres undervisning bestandig dukker op i tankerne. (Der går jo næppe
en dag uden at jeg – som her – var lige ved at snuble over et af
dine uartige ord.). Agnete havde jeg ikke som lærer, men jeg ved fra
min kusine Birgit (i Nr.Sundby Gym) og mange andre hvor tilsvarende
respekteret og elsket hun var som lærer. ”Elsket” dækkede jo nok i
skoletiden mere hende end dig, thi én grund til at jeg på en eller
anden måde identificerer mig stærkt med jeres forhold er at det på
mange måder fornemmes som en afspejling af mit og min kone, Vibekes. Du
var - som jeg - den mere kantede ”ideologiske” type, mens hun - som
Vibeke - var den kærlige, udadvendte og udglattende type, der sikkert
mangen en gang har reddet en samtale eller et menneskeligt forhold til
andre. Så også som modsætninger er ordet symbiotisk passende, synes
jeg.
Udover at udtrykke min medfølelse
overfor dig i dette svære tab og den tak den rummer, som sikkert deles
af alle jeres tidligere elever, vil jeg også gerne sige jer en mere
personlig tak for den levende interesse I altid har fulgt med i mit liv
på. For mig betød jo netop jeres interesse og medleven meget fordi I
havde så stor betydning for mit liv – i dit tilfælde uendeligt meget
mere end de fleste lærere (uanset hvilket pædagogisk fiasko jeg
blev!). Måske jeg ved at sige dette ender med mere at lave en
begravelsestale over dig end over Agnete. Men det er jo trods alt de
efterladte, der har brug for støtte, og det er jo sikkert i dit tilfælde
bedre at skrive nekrolog mens du er i live - så du selv kan være med
til at sætte kommaer og rette fejl……
Vibeke og jeg sender jer vore
tanker på dagen.
Jacob Holdt
Copyright
© 1997 AMERICAN PICTURES; All rights reserved.
|
|