Marty filmede mens kvinderne i Lelas lejlighed stadsede sig ud til begravelsen i store hatte og striglede håret lige med det glohedende krøljern. Naboer fór ud og ind af lejligheden som sædvanligt og heroinnarkomanen Kassandra, som jeg har kendt fra barnsben (søster til Sandra side 106 i bogen) prøvede ustandseligt at stjæle kameraudstyret. Marty ønskede at inkludere mine barndomsbilleder af hende i filmen - dengang hun var uskyldigheden selv. Jeg havde fået tilladelse af Lela til at filme alt under begravelsen. Jeg har i snart 25 år været familiens hoffotograf i sorg og glæde.

Særligt glade er de for et smukt billede jeg tog til den barnedåb, hvor jeg havde forfatteren Carsten Jensen med, og hvor alt endnu var godt i familien. Men sidste år fotograferede jeg igen barnet, som vi havde døbt og som nu var blevet en stor pige, da hun holdt en smuk tale til brylluppet mellem hendes far, Robert, og hendes nye mor. Hendes egen mor, som lige efter barnedåben kom på crack, gik nemlig til bunds i narko, AIDS og kriminalitet. 

Men denne begravelse blev anderledes end de tidligere. Jeg havde forberedt mig på voldsom gråd og folk, som kastede sig hen over liget. Men nej, smerten er nu så voldsom i den sorte befolkning at den ikke længere kan grædes ud. Præsten var en komiker, der absolut var på niveau med de største, men også Lelas bibelkyndige svigerinde slog allerede i indledningsbønnen tonen an med "We can't cry any more. Let's have a party!"

Stemningen havde været alvorlig nok i begyndelsen, hvor både Marty og jeg som eneste hvide havde følt os beklemte ved at mase os op til Stephens unge lig med kameraerne forbi de 150 mennesker, hvoraf mange ikke kunne komme ind.

Men i løbet af kort tid lå alle flade af grin. Stephens to søstre, som jeg har fulgtes med fra hus til hus i over 15 år, kæmpede midt i deres voldsomme hulken en brav kamp for at holde latteren tilbage, men snart overvandt den også for dem gråden. Da mine billeder i særlig grad var for at give til dem, prøvede jeg af bedste evne at fotografere dem i de mere seriøse øjeblikke. Jeg vidste jo at det ikke ville være passende for deres familiealbums at se dem i krampelatter over Stephens lig.

Men alle mine forsøg var forgæves. Snart lå jeg selv på gulvet og slog mig så voldsomt på maven af latter at det var umuligt at fotografere. Hvad jeg i særlig grad morede mig over var at se Marty, som aldrig havde oplevet noget lignende før, forsøge med håndholdt kamera at filme min fotografering mens han selv rystede sådan af grin, at filmen ikke ville kunne bruges. Først ved de afsluttende afskedskys på Stephens læber kom tårerne frem hos enkelte.

Som sædvanlig havde Lela lavet så meget mad til festen bagefter, at jeg kunne tage adskillige tallerkener med til Ed Cooper og de hjemløse på The Lower East Side, som hver nat står og sælger min bog på gaden. 

PS. Da jeg kom tilbage næste forår for at give Cathrine billederne fra begravelsen, var også hun blevet skudt - sammen med 4 andre ramt af strejfkugler i en butik: Hun var den femte jeg har kendt i Lelas familie, som er blevet myrdet.

  Copyright © 1997 AMERICAN PICTURES; All rights reserved.