|
”Hvis man ikke er
venstreorienteret som ung, har man intet hjerte - hvis man
er venstreorienteret som gammel, har man ingen hjerne.”
Jacques Chirac
På sporet af ånden fra ’68
Da de var unge, gjorde de oprør mod forældre og autoriteter.
Nu er 68’erne – en af danmarkshistoriens mest udskældte og
beundrede generationer – ved at nå pensionsalderen. Hvordan
ser generationen, der var 18 – 25 år i 1968, sig selv i dag?
Er idealerne og drømmen om en bedre verden blevet erstattet
af egoisme, grådighed og materialisme? Fotografen og
foredragsholderen Jacob Holdt er den anden i rækken af
68’ere, der svarer på fem kritiske spørgsmål.
Af FLEMMING SILVER JØRGENSEN
Hvordan ser 68-generationen
sig selv i nutidens ungdomsfikserede og materialistiske
samfund?
Jacob "Det er noget vrøvl at tale om en speciel
68'er-generation. Fem pct. fik en studentereksamen, men af
disse var det måske kun mellem 5 og 10 pct., der var aktive
i studenteroprøret. Jeg har netop været til 40 års
studenterjubilæum. Min klasse var vist typisk - to ud af 25
var egentlige oprørere. Resten passede studierne og levede
som tidligere studenter. Tidens oprørske musik delte vi
selvfølgelig alle, og derfor vil mange nok i dag romantisere
sig som 68'ere - lige som alle generationer jo romantiserer
deres ungdom. Livsstilsoprøret så jeg dog næsten kun i USA,
hvor jeg befandt mig i de år. Det europæiske oprør var mere
af ideologisk art med stærke marxistiske overtoner. Men selv
i Berkeley – som oprøret jo i høj grad udgik fra - opdagede
jeg, at 90 pct. af eleverne var rolige studerende, der
passede studierne og ikke på nogen måde deltog i oprøret
eller tillagde sig en anderledes livsstil end tidligere
studerende. En håndfuld danske studerende flyttede i disse
år i kollektiv, men de glemmer, at det også var
amerikansk-inspireret, idet et flertal af amerikanske
studenter også i dag bor i bofællesskab i
universitetsbyerne. Procentdelen af aktive studenter i
60'er-oprøret var med andre ord den samme som i andre tider.
Altså den samme, som jeg for eksempel oplevede under
anti-apartheidoprøret i 1980'erne, hvor amerikanske
studerende tvang deres universiteter og erhvervslivet til at
af-investere i Sydafrika og dermed fik apartheid til at
falde. I denne kamp var europæiske studenter helt passive.
68-generationen var altså ikke præget af et større
procentielt engagement, men derimod af et mere lydhørt
samfund, hvor afskyen mod Vietnamkrigen deltes af et
stigende flertal. Der var også generel enighed om – selv
blandt borgerlige - at vise solidaritet med de efter
kolonialismen netop befriede u-lande. Da USA konsekvent
støttede blodige diktatorer, som slog ned på frie valg og
fagforeninger i mange af disse lande, var det naturligt for
studenteroprørerne at søge løsningsmodeller for u-landene i
marxisme. Men da vi samtidig var stærkt rystede af Sovjets
invasion i Tjekkoslovakiet i 1968 og Ungarn i 1956, blev det
til en søgen efter andre mere utopiske former for
socialisme. På hjemmebane var vi lige så materialistiske som
tidligere generationer og ønskede ikke dybere
samfundsomvæltninger. Efter rejser i Østlandene nærede kun
de færreste af os ønsker om at se staten overtage
produktionsmidlerne herhjemme, selv om vi godt kunne finde
på at drømme og råbe slagord om utopiske samfundsformer
inspireret af marxisme. Eller vi vendte demokratiet ryggen,
som jo havde koloniseret, udbyttet og fattiggjort store dele
af verden. Det var en sund reaktion på uretfærdigheden. Jeg
selv var så borgerlig, at jeg vendte mig mod de røde faner i
demonstrationerne, men indtil den grønne revolution slog
igennem i blandt andet Indien, så jeg heller ikke andre
løsninger på sulten og nøden i den 3. verden end røde
modeller som Castros og Allendes. Den grønne revolution og
globaliseringen af toldfri handel har siden givet håb om
mere markedsbaserede løsninger, og derfor er det
forståeligt, at ungdommen i dag finder det sværere at kæmpe
imod den trods alt stadig uretfærdige fordeling, når
løsningen i dag faktisk består i at konsumere så meget som
muligt af de fattige landes produkter. Både 68'erne og
ungdommen i dag er lige egoistiske, men bruger forskellige
forklaringsmodeller til at retfærdiggøre selviskheden. Vi
var i øvrigt også ødsle i vore forældres øjne, da deres
sparsommelighed var formet af 1930'ernes depression og
verdenskrig."
Er 68-generationens idealer - ånden fra '68 - om fællesskab
og solidaritet smuldret og erstattet af egoisme, grådighed
og materialisme?
"68'generationen var ikke specielt mere præget af idealer om
fællesskab og solidaritet end samfundet som helhed. Disse
idealer var jo grundlaget for hele den velfærdsstat, som
blev bygget op på det tidspunkt af venstrefløj og borgerlige
i forening - nogle måske lidt mere fodslæbende end andre -
som en naturlig reaktion på tidligere tiders utryghed.
Idealerne blev måske nok i Europa udtrykt lidt mere
højtråbende og utopiske af de unge end af de ældre. På samme
måde var vi lidt mere selvkritiske over for kendsgerningen,
at rigdommen var skabt af den 3. verden - den danske økonomi
hang jo uløseligt sammen med Englands - hvorfor vores
velfærd burde deles med den 3. verden. På samme måde
oplevede jeg i USAs mere individualistiske samfundsmodel
uden velfærdstryghed, at 68'erne i virkeligheden førte
forældrenes idealer videre ved at satse på individets lykke
inden for en livsstilsrevolution, hvor de flygtede ud på
landet i kollektiver. På samme måde, som deres forældrene i
de år flygtede til suburbia uden den mindste solidaritet med
de sorte og de fattige i byerne.
"I just want to have a good time," sagde de og lå og lyttede
til god musik og bollede til højre og venstre. Med min
danske velfærdsstatsopvækst vendte jeg mig derfor mod
hippiernes livsstil, men nød dog godt af deres gæstfrihed.
Så egoisme, grådighed og materialisme var altid indbygget i
68'erne, selv om vores retorik og musik vendte sig imod det.
Solidaritet skal ikke måles på hvem, der råber højest, men
på hvem, der yder mest. I den forstand er nutidens samfund -
både de unge og os gamle 68'ere - blevet mere egoistisk, men
det er forkert at bebrejde 68-generationen for at have skabt
nutidens friværdier. Det er som at sammenligne æbler og
pærer at sidestille livsstilsvalg og generel
samfundsøkonomi. De få af os, som gjorde aktivt oprør,
gjorde det i høj grad mod loven om at gøre lejerboliger til
ejerlejligheder, men tabte mod den borgerlige ide om at gøre
alle til kapitalister. Det var den tids borgerlige flertal,
som gjorde 68'erne til kapitalister med høje friværdier.
Hvilket andet valg havde vi? Skulle vi måske have meldt os
ud af samfundet og være blevet hjemløse? Selv kollektiverne
som Svanholm og Maos Lyst har jo fået høje friværdier i dag,
og det er jo et udtryk for, at vi tabte oprøret om at skabe
større fællesskab i samfundet. Men derfor kan det da godt
gøre os gamle 68'ere lidt triste at se de unge i dag flå
mærkevarer til kunstige overpriser ned fra butikshylderne og
derved give mere hjælp til amerikanske kapitalister, end
tilsvarende lige så gode Max Havelaar-producerede varer
ville give til folk i nød. Men jeg ser også mange af os
68'ere bruge vanvittige beløb på noget, de kalder "gode
årgangsvine", hvilket efter min mening er lige så barnligt,
som når vi som børn stod og sammenlignede sodavand fra
Grindstedværket med dem fra Esbjerg. Jeg har svært ved at
finde nogen nydelse i den slags øjebliksoplevelser, når jeg
så tit befinder mig blandt marginaliserede folkegrupper."
Har 68-generationen været med til at skabe et samfund, hvor
nutidens unge i den grad får tingene serveret, at de ikke
kan finde ud af, hvad de skal kæmpe for?
"Nej, tværtimod. Velfærdsstaten var allerede fuldt udbygget
af vore forældres slid og afsavn, da vi sprang ud og nød
godt af den. Jeg husker, hvordan jeg i 1970'erne blaffede
rundt og fortalte amerikanerne, at hvis blot 12 danskere
fandt sammen om et ønske om at blive undervist i for
eksempel piberygning eller lesbisk massage, så var de
berettigede til at få både gratis lærer og klasselokale
stillet til rådighed. Amerikanerne måbede, da al
voksenundervisning jo koster i USA. 68'erne var de første
til at nyde uden - som vore forældre - først at skulle yde.
Og da vi så voksede til og begyndte at få reel magt frem for
blot retorisk magt, kom fattigfirserne, hvor vi var nødt til
at justere og endog afmontere dele af
velfærdsstatsforkælelsen, som vi havde taget for givet. Det
er en myte, vi 68'ere selv har skabt af vores urealiserede
drømme, at det er os, der har skabt velfærdsstaten i dag. De
få af os, som dengang var aktive højtråbende oprørere, har
nok en tendens til i dag at sidde på medierne, hvor de
spinder sådanne myter. Mens for eksempel
cand.scient.pol'erne - som vi ikke så meget til i oprøret
dengang - i dag er dem, der sidder på den reelle magt, hvor
de mere eller mindre nødtvungent som embedsmænd har
nedjusteret vore forældres værk. Men 68'erne viste, at selv
om vi fik alting foræret, kunne vi sagtens finde noget i
verden at kæmpe for. Lige som vor tids terrorister kom den
tids brostenskastende - og i USA terroristiske - oprørere
mest fra det bedre borgerskab og kæmpede i de undertryktes
navn. Præstebørn som jeg selv var de værste. 60 pct. af de
vesttyske terrorister i 1970'erne var præstebørn, hvilket
viser, at det er nogle indre behov og en tidsånd, som
udløser oprør. For ydre uretfærdighed har der til alle tider
været nok af - ikke mindst i dag."
Findes der overhovedet noget, som nutidens unge kan gøre
oprør imod - og som 68-generationen ikke allerede har gjort
for dem?
"Så afgjort. Selv om Buster Larsen og den tids brokkehoveder
kaldte vores ungdoms Danmark for "et lorteland", var det jo
et drømmeland med den højeste grad af indre retfærdighed,
noget samfund nogensinde havde opnået. Derfor måtte vi nøjes
med at gøre oprør mod uretfærdighed i andre lande, for
eksempel USA's folkemord på tre mio. vietnamesere eller
racismen mod de sorte hjemme i USA. Dengang havde vi en
frygtelig trang til at pege fingre ad andre. I dag, hvor
individuel racisme i Danmark har overhalet den i USA, kalder
brokkehovederne pludselig ikke længere Danmark for et
lorteland, men paradoksalt nok for et drømmeland, som de nu
hylder med dannebrogsflag og nationalistisk retorik. Og
68'erne er lige så godt repræsenteret blandt disse
brokkehoveder som andre generationer før og efter.
Solidaritet, fællesskabsfølelse og antiracisme var ikke
noget, som "genetisk" tilhørte en 68-generation, men noget,
der hørte hele tidsånden til i 1968. Lige som racisme hører
til tidsånden i dag og derfor trives lige så godt blandt
68'ere som blandt de unge. Derfor må de unge i dag bryde med
os 68'ere og den fejl, vi begik ved at tro, at fjenden kun
var derude eller "over there". Vi overså, at undertrykkelse
og racisme ligger dybt begravet i alle mennesker og ikke kan
ændres gennem et "systemskifte" - som vi naivt troede - men
kun ved at arbejde seriøst med vores egne lidelsesmønstre,
barndomsskader, traumer og så videre. Hvis de unge i dag vil
redde verden eller Danmark, må de gøre oprør mod den
racisme, som splitter samfundet ved at skabe parallelsamfund
af udstødte. De må gøre oprør mod al den Dansk
Folkeparti-tænkning, der præger både 68-generationen og dem,
som er endnu ældre. Nutidens unge må gerne efterligne vores
trang til oprør i 1960'erne og 70'erne, men undlad for Guds
og fædrelandets skyld at efterligne vort oprørs retoriske
tomhed og vores manglende vilje til at leve vores idealer om
solidaritet og fællesskab ud i livet. De unge af i dag skal
med andre ord gøre oprør mod os 68'ere - ikke ved at skabe
nye fjendebilleder - men ved at lære af vores fejl og
afstumpede retoriske solidaritet. Vi 68'ere havde ikke
solidaritet og fællesskabsfølelse nok til at invitere
indvandrerne ind i vores hjem og hjerter. De unge skal kæmpe
for alt det danske, de har kært, ved at være kulturbærere
over for vores indvandrere, så de bliver lige så danske som
os. Og det bliver de kun ved, at vi inviterer dem ind i
vores hjem og hjerter."
Hvordan ser 68-generationen på muligheden for at skabe
kulturelle og sociale fællesskaber, som er baseret på
selvstændige individer med retten til at være forskellige?
"Det kan man ikke spørge en hel generation om al den stund,
at min generation som sagt er lige så splittet som tidligere
og følgende generationer. Men i dag er der masser af unge,
som går til kurser i ikke-voldelig tænkning eller
genvurderingsvejledning om frigørelse fra racistisk,
sexistisk, islamofobisk, antisemitisk, homofobisk eller
klasseundertrykkende adfærd. Disse unge har som regel en
utrolig trang til at danne netværk med marginaliserede
indvandrere og er gennem deres frigjorte og inspirerende
adfærd og imødekommenhed kulturbærere af den danske kultur
over for indvandrerne, som selvfølgelig kun er i stand til
at blive danske ved at vi blander os med dem, leger med dem
og derved giver majoritetskulturen videre til dem. Hvis ikke
vi gør det - men lukker os inde i berøringsangst og
selvtilstrækkelighed - vil vi skabe udanske parallelsamfund
ud af dem. Hver af os har altså valget mellem at samle eller
splitte vort land såvel som verden udenfor os."
FAKTABOKS: Jacob Holdt. Født 1947 i
København. Fotograf og foredragsholder. Han er især kendt
for sit show ”Amerikanske Billeder”, som i 1977 også udkom i
bogform. ”Amerikanske Billeder” handler om racisme,
undertrykkelse, fattigdom og social uretfærdighed. Showet er
blevet fremvist over 6.000 gange verden over og alene 1.150
gange i USA. Han rejser stadig rundt i USA og Danmark med
showet og holder foredrag.
Copyright © 2003
AMERICAN PICTURES
|
|