Vagabonden

 

Med fødselsdagsgaven til sin 23 års fødselsdag skabte Jacob Holdt ”Amerikanske billeder”. Billeder af ”smertens børn”. Det er billeder om den racisme, der skabte ghettoerne i USA’s storbyer. Og om racismen i Danmark. I juni kan de ses i Øksnehallen i ”Ghettoen i vore hjerter” 

 

Hans navn er ikke Jacob Holdt. Hans navn er ”ham der med amerikanske billeder”. Sjældent er en person i så høj grad blevet identisk med en enkelt begivenhed, som tilfældet er med netop Jacob Holdt - det er år siden, men det hænger ved. Og det vil det blive ved med.

Hans historie er kompliceret og enkel på samme tid. Han har været drevet af det, der optog ham, engagerede ham, rørte ham og oprørte ham. Og af det, han har mødt på sin vej. Og han er havnet i de mest konfliktfyldte, ophidsede, deprimerende og smertende og direkte livsfarlige situationer.

Han vil helst kalde sig vagabond. Han bruger udtrykket om sig selv flere gange, når man i løbet af nogle få timer sætter sig sammen med ham for at høre hans historie om et nu snart 60-årigt liv blandt ”smertens børn” - alle de udsatte, de udskilte, ”de onde” og pariaerne, som  udvikles og eksisterer i alle befolkninger og i alle sociale sammenhænge. Det er i vagabondens liv sammen med disse mennesker, han finder sig selv.

 

Holdt som Jesus

Undervejs er han, inspireret af sit hippieagtige udseende med det lange ”vilde” hår, der kun en enkelt gang, dikteret af forældrenes krav i ungdommen, har været i nærkontakt med en saks, blevet omtalt og behandlet som Jesus af nogle af de ”smertens børn”, han har delt liv med. Det er af de samme mennesker, han adskillige gange har været ved at blive slået ihjel. Og går man ham på klingen om, hvad hans autodidakte, uautoriserede og i hvert fald i perioder tilfældige tilværelse reelt har handlet om og stadigvæk handler om, ender det op med en titel som ”støttepædagog” og en enestående erfaring og samling af viden og materiale om begrebet racisme.

Det har været et liv fyldt med oplevelser af og konfrontationer med den frygt, mennesker overalt møder hinanden med. Hvad enten det er den hvide amerikaners frygt for de sorte, frygten for Ku Klux Klan, frygten for indvandrere i det danske samfund, eller frygten for nogle unge mennesker i et hus på Nørrebro i København.

En frygt, der giver sig udslag i had, foragt og udstødelse, og hvor reaktionen er vold, isolation og konfrontation. Men også et liv fyldt af indignation og håb om en vej væk fra frygten, væk fra konfrontationen og volden, og hvor begreber som anerkendelse, kærlighed og forståelse har været de vigtigste redskaber i ”støttepædagogens” værktøjskasse.

 

Holdt som millionær

Et ærligt arbejde har han egentlig aldrig haft, som han selv har udtrykt det. Alligevel har han i perioder kunnet nærmest skovle millioner ind på sit engagement. I andre perioder har han været på socialhjælp.

Både hans kalender og hans døgn er fyldt op. Kalenderen af foredrag, workshops, rejser og arrangementer, og når han ikke følger den, er hans telefon blokeret af skoleelever, der ønsker, at hans dag skal gå med at fortælle om Ku Klux Klan, aids i Afrika eller racisme i USA. Og af at fortælle både den nære og den store verden om sine oplevelser og refleksioner og om begivenheder, han er en del af, bl.a. gennem sine mere end 22.000 hjemmesider på nettet, sine julebreve til det hav af mennesker, han gennem mange år på ”landevejen” har knyttet kontakter, venskaber og relationer til.

Når man møder ham i hjemmet i Gernersgade i det indre København over en kop kaffe i et hyggeligt dansk køkken er det eneste umiddelbart utraditionelle hans lange, flettede skæg. Det lille kartoffelrække-agtige hus har sammen med hustruen Vibeke og deres to børn, Daniel og Lalou, været basen, udgangspunktet eller pausestedet for ham i årtier.

Kaffen og sproget er dansk, men det er atypisk for ham. Det er de rå, negerghettoer i USA’s storbyer, der har skabt begrebet Jacob Holdt - manden med de amerikanske billeder. Og det er i beretningen om det liv, man finder det utraditionelle.

 

Holdt som blaffer

Det var almindelig ungdommelig dovenskab, der startede det hele for Jacob Holdt. På grund af den blev han hældt ud af gymnasiet. Mulighederne stod ikke i kø, selv havde han en opfattelse af, at vagabond-tilværelsen nok var det eneste, der lå åben for ham. Og sådan blev det også.

Gennem gode venner kom han til en farm i Canada. Men nysgerrigheden og oplevelsen af undertrykkelse og uretfærdighed i verden drev ham ud på landevejene, og trods advarsler fra canadiske venner begav han sig på ”tommelfingeren” sydpå mod Latinamerika - af eventyrlyst og solidaritet med de undertrykte.

Han nåede aldrig derned. Efter i to dage at have blaffet sig sydpå blev han holdt op af pistolmænd. En chokerende oplevelse, men også en oplevelse, der pirrede hans nysgerrighed. I de kommende år udforskede han den amerikanske folkesjæl - og berettede i breve hjem om alle uhyrlighederne i de amerikanske storbyers negerghettoer i en grad, så hans forældre til hans 23 års fødselsdag sendte ham et fotografiapparat. De ønskede ”dokumentation” for alle hans oplevelser.

Det blev til ”Amerikanske billeder”, en bog der blev udgivet i Danmark første gang i 1976.

 

Holdt i ghettoerne

Det var billeder af Jacob Holdts rejse blandt de sorte, der var flygtet fra de amerikanske sydstater og havde søgt anerkendelsen og friheden i storbyerne i nord. En anerkendelse og en frihed, de ikke fik.

”De første to år blev jeg slået ned flere gange. Fire gange af revolvermænd, utallige gange af knivbevæbnede sorte. Det var på et tidspunkt, hvor jeg ikke engang var i ghettoerne, men kun i periferien.”

Det skræmte ham ikke. Tirrede kun hans nysgerrighed.

”Jeg fik sorte venner og begyndte at bo hos sorte. Og så var det jo, man begyndte at opleve dem som menneske, og ikke som udyr. Det var ellers, hvad de blev mødt med. Som mennesker, der ikke duede, ”shit”. Hvide naboer, der flyttede væk og skoler, der blev affolket af hvide.”

Dette var mødet mellem de hvide og de sorte amerikanere. Det var mødet med racismen. Det var den måde, ghettoerne i USA opstod på. Nøjagtig som nu i Danmark. For Jacob Holdt var det tilfældigt, heldigt. Han anede ikke, at han var i gang med et større projekt.

”Når mennesker, der føler sig afvist, pludselig får at vide, at de er OK, så er det et kærlighedsbudskab for dem. Og er der nogen, der søger kærlighed, så er det disse ”smertens børn”. De hungrer efter det. Men alt, vi havde givet dem, var frygtsignaler. Fra det øjeblik jeg sendte dem andre signaler, tog de mig ved hånden og begyndte at vise mig rundt i deres smerte. Og fra det øjeblik så jeg en opgave i at vise den smerte for andre. Og vise, hvad der havde skabt deres smerte. Fra det øjeblik er jeg ikke blevet overfaldet een eneste gang.”

Det var i den verden, Jacob Holdts ”mission” blev defineret. En mission, der gik ud på at vise de hvide, hvordan de med deres racisme, dvs. deres frygt for det fremmede, det ukendte, de sorte, skabte ghettoerne. Og hvordan denne racisme kunne bekæmpes.

 ”Da jeg lærte at slippe af med min egen racisme – dvs. frygten og den negative tænkning om andre, som de hvide plantede i mig – blev jeg et frit menneske og kunne færdes frit overalt. Ved ikke at frygte nogen, åbnede verden og menneskene sig op for mig, mens den lukker sig for racisten som danskerne opdagede det da årevis af hetz mod muslimerne eksploderede i Tegningekrisen og de pludselig ikke kunne rejse frit i store dele af verden mere.  Siden har jeg kunnet færdes frit og trygt i ghettoerne skønt volden er blevet langt værre siden. Bygger man på det gode i mennesker, får man dem til at blomstre, men bygger man alene på de negative sider, så er det også de negative sider, vi får at se.” 

 

Holdt og racismen i Danmark

I dag bruger han også sine amerikanske billeder til at fortælle danske skolelever om deres egen racisme, bl.a. den racisme, der i løbet af 1990´erne voksede i Danmark omkring gruppen af indvandrere.

”Racismen kom jo for alvor til Danmark i midten af 1990´erne. Når jeg kom hjem til Danmark fra mine rejser, kunne jeg høre, hvordan der mere og mere blev talt fordømmende om indvandrerne i Danmark. Man mærkede de fremmedfjendske holdninger. Indvandrerne ønsker jo at bo sammen med de indfødte danskerne, men de kan ikke få lov. Det er hele tiden holdningen, at ”I er ikke gode nok”, der møder dem. Den slags skaber vold. Det er den, vi ser, når vi herhjemme taler om 2. generations-indvandrer-bander.”

Jacob Holdt tøver ikke med at sammenligne det, der sker omkring indvandrerne i Danmark i dag med overfaldene på hvide, som han oplevede i USA i 1970´erne, da de hvide aktivt skabte ghettoerne i de amerikanske storbyer med deres undvigende racisme. Det er alle ”de pæne” danskere på overfladen. Men de flytter jo også deres børn ud af skolerne, når der kommer indvandrerbørn til. Og de sætter også ”Til salg” -skilte på deres hus, når der flytter muslimer ind i kvarteret.

”Jeg bryder mig ikke om at lade min egen datter løbe rundt i det københavnske natteliv. Den vold, jeg frygter, det er en vold, vi selv har skabt med vores holdninger og vores frygt. Det er den vold, der skabes, når vi siger - direkte eller med vores kropssprog: ”Vi hader dig”. For det er jo det vi siger når vi hele tiden ”tager afstand til dem”, bebrejder dem, finder fejl hos dem og al den anden undvigende adfærd jeg husker fra hadets år i USA, da vi, de ”gode” retskafne hvide, aktivt tvang de sorte, som havde søgt væk fra undertrykkelsen i sydstaterne i håb om at blive anerkendt som ligeværdige i Norden, ind i ghettoer.

 

Faktaboks:

Jacob Holdt har i juni udstillingen ”Ghettoen i vore hjerter” i Øksnehallen.

Anledningen er Jacob Holdts 60 år fødselsdag. Han ville gerne fejre den et sted, hvor der var plads til de mange mennesker, han har mødt på sin livslange rejse blandt ”smertens børn”. Bl. a. kommer nogle af de folk fra USA, som han fotograferede i Amerikanske Billeder, for at feste sammen med Holdt’s danske og indvandrervenner til en ”Ghettogether” fest på åbningsdagen 1. juni.