|
Jyllands-Posten Søndag den 29. marts 2015
»Jeg forelsker mig hele tiden. Min kone var meget jaloux på Pia Kjærsgaard, for med Pia er det ægte. Jeg var så forelsket i hende. Men hun vender desværre ryggen til mig hver gang.«
I seng med
fjenden Interview med Jacob Holdt af Ida Nyegård Espersen
»Kan jeg sove hjemme hos dig?" Spurgte Jacob Holdt mig inden interview, og så er man ligesom i gang. Jacob Holdt foretrækker at gå i seng med sine fjender. Kun ved at integrere sig med sine fjender og forstå dem indefra, kan man ændre dem, siger han. Det har den verdensberømte foredragsholder og vagabond gjort siden 1971. Jacob Holdt
var en art heltefigur for mig i mine teenageår. Jeg drog som 20-årig
ud i verden inspireret af hans næstekærlige verdenssyn, men vendte
hjem som skeptiker. Nu er det blevet tid til at konfrontere Jacob
Holdt.
Der findes et øjeblik i ethvert teenageliv, hvor man pludselig ser lyset. Pludselig mærker, hvordan Liberal Alliance, Arsenal, Beatles eller Koranen er den eneste duelige sandhed. Fotografen Jacob Holdt frembragte et sådant øjeblik i mit 17-årige teenageliv, da han i 2003 holdt et fire timer langt foredrag i Biocity i Aarhus. Han stod der rummelig og barok, og skægfletningen lignede symbolsk en lang lunte. Han viste
rystende lysbilleder af fattigdom og talte om at rejse ud i verden
og integrere sig med fattige og at vise alle de mennesker tillid,
som man grundlæggende frygtede. For viste man dem tillid, ville de
også leve op til den. I 30 år var han ikke blevet bestjålet i
verdens fattige områder, for han udstrålede med sit Efter gymnasiet tog jeg til Indien med to venner, jeg gjorde mig umage for at integrere mig med den mindrebemidlede del af befolkningen – tøffede rundt i offentlige busser sammen med Indiens laveste kaster, gjorde toilette på offentlige restrooms, hvor man skulle gå på hælene af sine sko for at undgå at fødderne sumpede rundt i de tisfyldte gulve, jeg indkvarterede mig på sygdomslugtende sovesale til 15 kroner per nat uden aircondition sammen med andre ranglede backpackere, udmarvede af gadekøkkendiarré. Jeg gik rundt i det samme posede tøj, gråt af bilos. Og alligevel var jeg ikke i stand til at komme udover de skel, vores pengepung, hud, køn, og kulturelle kapital havde sat op mellem os og inderne. Det kulminerede en aften på Varanasi togstation. Dagene inden havde mine rejsefæller og jeg gjort os ekstra umage med at være Jacob Holdtsk ikke-fordømmende, mens vi stod og så hellige ligafbrændinger. De døde rige indere blev brændt med det bedste brænde og masser af det, så de forsvandt helt i røg. De fattige fik kun et par halvdårlige kævler, og dele af deres legeme lå derfor sodet tilbage. Dagen efter skulle vi med et natligt bumletog fra Varanasi til Nepals grænse. Jeg var iført bind – et forsøg på at afværge de værste katastrofale følger af en utilregnelig infektionsramt mave, der havde drevet gæk med mig i tre uger. Mavelidelsen havde foranlediget en hidtil uset opgradering af vores komfort, vi havde flottet os og bestilt en kupe med fire sovebrikse i stedet for at dele kupe med 43 andre mennesker. Vi stod på togstationen med alt vores happengut, mens en vanlig cirkel af nysgerrige indiske mænd begloede os, og jeg forsøgte dehydreret at holde sammen på min krop. Havde jeg haft et flettet skæg, havde dets symbolske lunte været kort på det her tidspunkt Netop som toget kom kørende, mærkede jeg en ting ramme først mine inderlår, så stedet mellem skridt og baller. Det var en indisk hånd, som befamlede mig bagfra. Nu igen! FRÅDE I et raserianfald, hvis lige hverken er opstået før eller siden, tog jeg min backpackerrygsæk og tyrede den imod en inder, så han nær havde ramt togskinnerne, hvorefter jeg for ind i vores togkupé, og opdagede en indisk mand i den ene øverste højre køje. I galskab over endnu en potentiel befamler inden for mit åsyn, råbte jeg noget uforståeligt og rev fat om hans venstre ankel med det formål at hive ham ned af køjen. Med forskrækket mine forduftede den stakkels inder frivilligt ud af kupéen, skønt han havde betalt for sin køje og havde ret til den. Derefter kom en togkontrollør, og selv om han blot ønskede at passe sit arbejde, for jeg hen til døren og smækkede den i foran ansigtet på ham, hvorefter jeg kastede mig ned på min briks og kradsede følgende ord ned i min dagbog: "Ny linje: Ingen samtale med indiske mænd mere, og vover en mand at ligge en hånd på mig, får han en knytnæve eller bliver kastreret. Jeg mener det." Den infantile og patetiske skrivelse er dateret til 7/11 2007. Det er pinagtig at skulle gengive den, men det er nødvendigt, for den aften i toget indså jeg noget vigtigt: Jeg var ikke ligeværdig med inderne, og det var en løgn, når jeg havde ladet som om. Min Jacob Holdt-inspirerede integration var en tynd fernis. Under pres var jeg kridhvid og tydeligvis af den opfattelse, at jeg havde ret til flere privilegier, at jeg have mere ret til en køje end en inder. Alt det, jeg ellers havde forsøgt at tage afstand fra. Jeg var blevet afsløret af mig selv. Selv om jeg tre dage senere prøvede at rette op på min kastrerings-trusler i en ny og rosenrød dagbogsskrivelse, ændrer det ikke ved, at mine efterskoleveninder og jeg – alle Jacob Holdt fans – mødtes nogle måneder efter på Egtmont Studentergaard i Aarhus og måtte vedkende os, at vi ikke var Jacob Holdt. Vi var alle kommet hjem fra dannelsesrejser i ulande og var heldigvis gået fra at være ungskud til at være voksende planter. Men vi havde også måttet sande, at integration var krast, og at min efterskoleveninde, da hun på sin tredjedag som solorejsende i Guatemala var blevet holdt op af røvere med pistol, ikke havde afværget røveriet med kærlighed til sine gerningsmænd, sådan som Jacob Holdt ville have gjort. Hun var blevet røvet og var blevet bange. Det er tid til at konfrontere Jacob Holdt. Min fortælling er ikke min. Det er mange unges fortælling om sammenstødet mellem oplevet virkelighed og helteinspireret idealisme. MØDET Jacob Holdt siger ja til portrætinterview. Vi aftaler at mødes på Vejen Station og følges til Rødding, hvor han skal holde foredrag, og så tage tilbage til København igen næste dag. Seks dage inden mødet i Vejen, skriver Jacob Holdt, at han mangler et sted at overnatte i Aarhus, om han kan sove hjemme hos mig?Han foretrækker altid at sove hos sine fjender, skiver han. Jeg bor i København, ikke i Aarhus, og vi holder os til planen om at mødes på Vejen Station, inden vores busafgang klokken 16.20. Første livstegn fra Jacob holdt i Vejen er en sms klokken 16.16: "Hold på bus 177. Min er vist lidt forsinket", skriver han. Jeg får besnakket en venlig buschauffør, han tænder og slukker afventende bussen to gange og går så ud for at ryge på en cigaret. Klokken 16.25 bliver bustilbageholdelsen for urimeligt over for de andre passagerer, og jeg siger opgivende til chaufføren, at vi bare må køre uden Jacob Holdt, og i samme øjeblik– ud af fordøren på en anden bus - kommer Jacob Holdt væltende i en fortumlet fart, så hans skægfletning flyver op på skulderen og hans medbragte trolley kaster sig om på maven. Han fortsætter i løb mod os med den omvendte trolley slæbende hen ad fliserne. Vi kører af sted. Jacob Holdt har haft en »total forvirret dag.« Han har holdt foredrag i Viborg om formiddagen og været undervejs til Vejen med tre busser, af klimamæssigt princip kører han altid med offentlig transport til sine foredrag. Aftenen forinden fik han en skade i foden af boldkaste med sin brors hund. Han måtte tage en sovepille om natten på grund af smerter, og sådan noget bliver man jo lidt bims i hovedet af dagen efter, siger han. Nå, jeg har jo en høne at plukke med dig, siger jeg. »Uhh, har du så researchet og gravet ting frem?« siger han forventningsfuldt, og da han hører, at jeg drog til Guatemala for at arbejde frivilligt og bo hos en lokal familie efter gymnasiet og siden tog til Indien, siger han: »Min datter tog også i Guatemala og blev overfaldet den ene gang efter den anden. Lige nu er hun i Rwanda.« Jacob Holdts datter og jeg er jævnaldrende. »Og min 34-årige søn blaffer rundt i hele verden uden penge, han kommer hjem en måned ad gangen, og så rejser han ud igen. Han kom fra Danmark til Shanghai for 600 kroner ved at blaffe,« siger Jacob Holdt imponeret. Sønnen har lært det, inden han kunne tale, Jacob Holdt tog sin to-årige søn med på en 25.000 kilometer lang blaffertur gennem USA’s ghettoer. »Du må undskylde, hvis jeg snakker meget, min kone kan ikke holde mig ud, når jeg har holdt foredrag, for så,« siger han og laver en vandfaldsbevægelse foran munden. DEN HJEMLØSE Hverken Jacob Holdt eller jeg har styr på busstoppestederne, og vi løber forvirret ud af bussen med taskerne efter os, da en flink medpassager nævner, at vi allerede er i Rødding. På Rødding Højskole har den lokale præst reserveret to værelser til os. Vi går rundt og spørger om nogen skulle kende til aftalen. Det gør de ikke. Så åbner Jacob Holdt en bred dør med det påsatte messingskilt "privat". Jacob Holdt beholder sine sko på og vader direkte hen over trægulvet i et rum, som tydeligvis er et privat hjem. Han forsvinder gennem nogle døre, mens han siger »hallooo?«. Jeg er flov over vores indtrængen og lister nølende bagefter, mens jeg spørgende siger »øhhhm?« for mig selv, indtil en kvinde i bunden af huset udbryder: »Hvem er du, hvad leder du efter?« rettet mod Jacob Holdt. Pludselig kommer han til syne bag mig med kvinden efter sig, hun siger til mig: »Og hvem er du?«. Jeg undskylder skamfuldt, og Jacob Holdt virker først nu til at opfatte, at det er et privat hjem, vi sopper rundt i. Ejeren lukker os ud af huset og går ind i sit hjem igen. Det er højskoleforstanderens hjem. Fem minutter senere kommer hun ud igen, og præsten kommer og afhenter os, og højskoleforstanderen siger til præsten: »Der gik pludselig en hjemløs mand rundt i mit hus.« Det hele er allerede blevet for pinligt. KAMERAET I 1947 blev Jacob Holdt født, han voksede op i Fåborg i Vestjylland. Jacob Holdts far hed Jacob Holdt og var præst, og præsten Jacob Holdt syntes også, at hans søn Jacob Holdt skulle være præst. Gennem generationer havde sønnerne heddet Jacob Holdt og var blevet uddannet præster. Men Jacob Holdt junior kunne ikke sidde stille i skolen, og som 17-årig blev han smidt ud af gymnasiet. I skuffelse over ikke at kunne indfri slægtens forventninger til viderefødsel af præstegerningen, rejste han i 1971 til USA med 40 dollars i lommen. Han blev der i fem år og sov i knap 400 private hjem, blandt USA’s rige Rockerfellerfamilie, hos Ku Klux Klan-medlemmer, i sydstaternes bomuldsplantager og i New Yorks sorte ghettoer. Familien i Vestjylland troede ikke på hans vilde anekdoter i rejsebrevene, og de sendte derfor et kamera til Jacob Holdt i håbet om at modtage dokumentation. Jacob Holdt tog 15.000 billeder af de mennesker, han mødte, og han tjente penge til kamerafilm ved at sælge blodplasma to gange om ugen til fem dollars per gang. Siden har Jacob holdt rejst verden rundt med sit kamera, og i Danmark har han integreret sig med alt fra nazister, til Hizb ut-Tahrir og Bandidos. Jacob Holdt siger, at han aldrig har stemt til venstre for Socialdemokratiet, hans yndlingsbeskæftigelse til foredragene er at provokere den venstreorienterede del af publikum »alle dem, som mener, at de er gode fordomsfrie mennesker.« Rødding kirke er fyldt til sidste række torsdag aften. Jacob Holdt og jeg har aftalt, at interviewet skal foregå næste morgen. »I er værre racister end Ku Klux Klan,« siger han til os tilhørere. PRÆDIKESTOLEN I slavetiden kom racisme til udtryk som dominans. I dag kommer racisme ifølge Jacob Holdt til udtryk ved undvigende adfærd. »Vi bedsteborgere bilder os selv ind, at vi lever et frisindet liv, fordi vi ikke holder de sorte nede, men faktum er, at vi lukker dem ude i stedet, når vi samler os i hvide, dyre ghettoer. Symbolet på racisme er ikke det brændende Ku Klux Klan kors, det er til-salg-skiltet i de boligområder, hvor de hvide flytter, og husværdierne falder," siger han. »Jeg mærkede min egen racisme i USA som undvigende adfærd: jeg havde et angst blik og holdt fast på min taske, hvis en sort kom forbi. Jeg sendte ubevidst budskabet: Du er skidt fyr, jeg har grund til at frygte dig. Hvis vi opfatter smertens børn som farlige, begynder de at leve op til det.« Jacob Holdt står i mørke, man kan kun se omkransen af hans viltre fehår, han taler om, at vi skal være frelsende engle over for smertens børn. Det kan godt være, at Jacob Holdt ikke blev klassisk præst, men han blev forkynder. Lysbilledlærredet er hans prædikestol. »Mange af os får senere dårlig samvittighed over, at vi ikke har nogle sorte venner eller indvandrervenner, vi bliver ramt af kristen skyldsfølelse, og så går vi ubevidst ud og får os en sort ven for at slippe af med den skyldsfølelse. Det er da racisme over for vores nye ven.« KKK derimod har masser af sorte venner, påstår han, for de er oftest fattige og lever i samme forarmede boligområder som de sorte og får ingen opmærksomhed fra den hvide middel- og overklasse. »KKK er ikke fyldt af had, de er fyldt af smerte over egen forarmelse. Hvem er KKK og de unge vrede, sorte mænd?« spørger Jacob Holdt. »Det er unge mænd, hvis eneste magt er magten til at skræmme os andre.« KLOVNEHATTE Han viser et billede af to KKK-medlemmer med kutte, på billedet bærer Jacob Holdt selv kutte – og griner: »KKK ved da godt, at de bare har klovnehatte på. Først og fremmest vil vi have andre til at elske os. Hvis vi ikke kan få det, vil vi have andre til at give os opmærksomhed. Hvis vi ikke kan få det, vil vi have andre til at frygte os. Smertens børn tager klovnehatte på eller rygmærker og tatoveringer på, for når de ikke kan få vores kærlighed, elsker de at få vores had. Det nødråb efter kærlighed og opmærksomhed kommer destruktivt.« Foredraget startede klokken 19, nu er klokken 22. »Nå, skal vi også lige nå at integrere os med massemordere? Kan vi nå det?« spørger han ud i salen. »Nej, det kan vi ikke nå,« siger en mand fra stolerækkerne. »Ah, kan vi ikke?,« spørger Jacob Holdt. »Nej,« siger manden bestemt. »Ok, jeg går til slutningen, men I skal lige have en happy gangsterhistorie.« Han fortæller, hvordan han fik en Ku Klux Klanleder til at sælge sin antiracistiske bog "Amerikanske billeder", og KKK lederen morede sig også meget over, at han solgte bogen. »Jeg skal jo følge med tiden, og der kan I selv se - der er kroner og øre at tjene ved at integrere sig med sine fjender,« griner han. Jacob Holdt stopper talestrømmen klokken 22.30 »Fantastisk, sikke det sidder dybt i brystet, hva?« siger en dame til sin veninde. »Ja, DET gør det bare,« svarer den anden. Sammen med 14 andre bliver de siddende tilbage i kirken. Jacob Holdt fortsætter foredraget for dem, og de tager berørte hjem klokken 23.30. Foredraget var godt, og også meget langt, siger jeg til ham. »Jamen, jeg har så svært ved at skære, jeg synes jo, det hele er vigtigt,« siger han opgivende og spørger, om jeg vil med op på værelset og interviewe ham nu. Han s stemme er blevet hæs og spinkel af fire timers tale. Jeg siger godnat på gårdspladsen.BAD STANDING Næste morgen klokken otte da jeg går hen over gårdspladsens perlegrus, er omgivelserne indhyllet i en mærkværdig tæt tåge, der er helt stille, kun kirkeklokkerne ringer. Så kommer Jacob Holdt højlydt knasende i gruset. Vi følges gennem tågen over i en sofagruppe i skolens bibliotek. Hvorfor ser du alle mennesker som ofre? »I dag må man ikke kalde folk ofre i det danske samfund, men det er altså en meget empatisk tilgang at kalde folk ofre for for lidt kærlighed, for så bliver man tvunget til at finde noget formidlende ved dem, som truer eller angriber en selv. Hvis jeg opfatter et andet menneske som undertrykt af smerte i stedet for som en led satan, så er min ikke-fordømmende tænkning også med til at forme hans egen selvforståelse. Så smelter selv de værste kriminelle for vore fødder og angriber os ikke. Og vi er jo altså alle selv undertrykt af noget i perioder, mange tror, at de er frigjorte, men de er undertrykte af arbejdspres, og stress, og frygt, uden de har opdaget det.« Mhh, men er det ikke også uværdigt at opfatte folk som ofre? »Hehehe«, udbryder han: »Jo, sidste år blev jeg venner med Bandidos og var med til deres julefrokoster, og så kom jeg til i en senere Tv-udsendelse at sige til en fordømmende journalist, at Bandidos var nogle fine mennesker, som var ofre for vanskelige barndomme og var i gang med magteløshedens magtdemonstration. Sådan ville de selvfølgelig ikke ses, de ville opfattes som store stærke mænd. Så jeg kom lidt i bad standing ved hos Bandidos!« Så du kan godt følge, at det kan være arrogant at opfatte andre som ofre? »Jaeh,« Jacob Holdt kæmper tydeligvis lidt, han vil gerne være ultra imødekommen og sige ja til alle mine påstande, men de strider jo mod hans egentlige holdninger: »Neej.. alle de der superliberalister siger, at nu må folk tage sig sammen og tage ansvar for sig selv. De kalder mig naiv. Men jeg har altså set nok skadede mennesker til at kunne konkludere, at folk ikke kan ændre sig selv uden omgivelserne også ændrer sig. Det er SÅ naivt at tro andet. Superliberalisterne er de sande naivister, når de tror, at man ikke er påvirket af sine omgivelser.« Jeg kommer lidt spidst til at sige: Kan det ikke også give folk en følelse af ligeværdighed, at man dropper den pædagogiske snak og siger, at folk skal tage sig sammen? »Og hvem siger sådan? Det gør alle os med vores på det tørre. At sige det til knuste mennesker i samfundet, det er for alvor arrogant, for det viser, at vi er blinde over for, hvor komplekst menneskets psykologi er.« HAHAHAHA Jeg fortæller om mit optrin i Varanasi, hvor jeg udlovede knytnæveslag og indså, at min kulturelle baggrund vejede tungere end min idealisme. Og at hvis jeg er offer for noget, er jeg offer for Jacob Holdt. Jacob Holdt slår sig på lårene »Hahahaha!« Ja, grin du bare, du. Du siger, at du ikke er blevet røvet i 35 år, fordi du i 35 år har udstrålet tillid til, at folk ikke ville røve dig. Hvordan kom du derhen? »Jeg blev da også røvet hele tiden de første to år og voldtaget af en bøsse. Sådan var det, indtil jeg begyndte at vise folk ubetinget tillid og fik tillært mig selv åbenhed.« Jeg gider da ikke røves og befamles gennem to år med håbet om, at det bliver bedre. Det er dumhed!, siger jeg og dasker til en sofapude. Da jeg hørte dit foredrag første gang, fortalte du om at blaffe rundt med folk, selv om de havde truet dig med pistoler. Det kan jo være livsfarligt. Tror du ikke, at du har bragt nogle unge mennesker i uføre, når de har forsøgt at udleve din ideologi? Jeg kigger anklagende på ham. Jacob Holdt render op på førstesalen for at finde noget chokolade. »Jeg er slet ikke bekymret, folk finder deres egne grænser,« råber han oppe fra førstesalen. Han kommer ned: »Jeg har aldrig opfordret folk til at gøre ligesom mig, jeg prøver bare at inspirere folk til at møde andre mennesker med åbenhed. Hvorfor skulle folk gøre ligesom mig?« Fordi det gik da meget godt. »Da min egen datter tog til Guatemala, var jeg også bekymret,« siger han. Jeg kigger på uret: Æv, vi skal skyndte os med bussen nu. Og så løber vi ned i byen. ÅH PIA Man skal kramme sine fjender, man kan lige så godt forelske sig i sine fjender når de jo i forvejen optager så meget af ens negative tænkning, siger Jacob Holdt på vejen, jeg må gerne kramme ham, griner han. Så kommer bussen. Er du blevet forelsket i nogle for nylig? spørger jeg ham. »Ja, Jeg forelsker mig hele tiden. Min kone var altid meget jaloux på Pia Kjærsgaard, for med Pia var det ægte. Jeg blev så forelsket i hende. Men hun vender desværre ryggen til mig hver gang.« Hun magter ikke at have sådan en tosse løbende efter sig. »Nej, men hun hører gode ting om mig. For Søren Espersen og jeg holder meget af hinanden, selvom jeg synes, at hans parti dyrker den indre svinehund. Og hende provokunstneren Firoozeh Bazrafkan, hun hadede mig sådan i starten, så jeg opsøgte hende og prøvede at få hende til at blomstre, og hun endte med at sidde på skødet af mig og kysse mig. Vi elsker hinanden nu.« Det er da ikke sikkert, at dine fjender gider at kysse med dig. »Det plejer nu at gå meget godt.« Jeg tænker, at historien med Firoozeh er en joke. (Da en kollega en uge senere skal interviewe hende, beder jeg hende spørge, om fortællingen er god nok. Det er den, hun elsker Jacob Holdt.)Vi kommer til Vejen Station. Sætter os på en frossen bænk. Bliver du aldrig træt af at høre din egen stemme? »Selvfølgelig gør jeg det. Især fordi jeg trækker historierne lige til overdrivelsens grænse, det giver en følelse af at være lidt uærlig. Men jeg har tit en fortid med nogen blandt publikum, så føler jeg, at jeg taler til dem. I går var du til stede og så drillede jeg dig. Lagde du mærke til, hvor meget jeg drillede Jyllands-Posten?« Det var svært at undgå. Du taler om at tage andres smerte på dig, om at heale og omvende og at opholde sig sammen med samfundets udstødte. Det lyder jo som Jesus. Hvorfor vægrer du dig mod at blive sammenlignet med Jesus? »Altså Jesus..« Da Jacob Holdt siger Jesus, begynder det at flimre fra himlen med sølvfarvet froststøv. "Sølvstøv!" Afbryder jeg perplekst. »Ja, det er flot.« To tog kommer kørende. Er det ikke vores tog? »Nej, det der er et IC4 tog, og de er rådne, siger han skingert, »jeg gider ikke rejse med dem.« Så kom vi da ned på jorden igen. GRÆNSER Vi kommer ombord på et tog 10 minutter senere. Du taler hele tiden om at sige ja til alt. Men hvis ja’et skal have en værdi, skal man jo også sige nej nogle gange. Anerkender du ikke det? »Jo, arbejdsmæssigt bliver jeg nødt til at sige nej. Men jeg har så svært ved det… Jeg har også svigtet min familie i mange år på grund af det. På et tidspunkt kom jeg hjem til Danmark efter otte måneders vagabondering, der sad en lille pige på stuegulvet, og jeg spurgte, hvem er det? Min kone svarede, det er din egen datter.« Neeej. »Jo, det er rigtigt,« han kaster hovedet bagover i grin: »Tænk, jeg har i den grad negligeret min egen familie, mens jeg har talt om kærlighed i resten af verden.« Stilhed. »Vi har et fint forhold i dag, hun læser psykologi,« siger han. Sidste spørgsmål, siger jeg »Nej, vi er da først lige begyndt,« svarer Jacob Holdt. Jeg er blevet træt nu, svarer jeg. Han får et drilsk blik i øjnene. Når han siger, at han går i seng med sine fjender, mener han nu bare, at han integrerer sig med sine modsætninger for at ændre dem indefra. Han fortæller om, hvordan amerikanske kvinder næsten altid vil forsøge at have sex med en, fordi de selv er vant til seksuelt aggressive mænd. Det troede hans feministiske, amerikanske redaktør ikke på. Så Jacob Holdt aftalte med hende at han skulle overnatte hos en lang række europæiske kvinder (der havde skrevet til ham efter at have læst hans bog) og én amerikansk kvinde bosiddende i Nürnberg (på en blaffetur til bogmessen i Frankfurt for at udgive sin bog). Og ganske rigtigt: Ingen af de europæiske kvinder prøvede på noget, modsat den amerikanske kvinde. En mor kommer ind i kupéen med sin lille søn og sætter sig ved siden af os. »Og lige pludselig vågnede jeg ved, at hun sad ovenpå mig og ville have sex med mig,« siger han højt. Jeg slukker diktafonen, signalerer at interviewet er slut. Vi er lige kørt forbi Ringsted. Jacob læner sig hen over bordet: »Er du blevet forlegen nu?« griner han. Ja, siger jeg og kigger ned i min avis. Han ser ud til at more sig kosteligt, og han læner sig igen frem for at sige noget mere. Nej, siger jeg på forhånd. Jacob Holdt har hele livet fået folk til at flytte deres egne grænser, fået KKK-leder til at sælge antiracistiske bøger, fået politiske fjender til at integrere sig med hinanden i både Danmark og udlandet. For at få andre til at opløse deres grænser, skal man måske selv være grænseløs. -- Da jeg spurgte Jacob Holdt til sammenligningen med Jesus, svarede han. »Det bryder jeg mig ikke om, for det er jeg ikke. Og alle dem, jeg som ung troede var mine helte, viste sig at have fuldstændig samme fejl som mig selv, også Mother Teresa. Hvis man begynder at kalde andre Jesus, er det en flugt fra at tage ansvar for sit eget liv. Hvis vi gør nogen til helte, er det en flugt fra virkeligheden, fra selv at gå ud og udrette det, vi tror vores helte gør.«
|
|