Tilbage til norske anmeldelser 

Interview i Dagbladet Information 22 marts 2001
af Rune Lykkeberg

_______________

Amerikanske Billeder 
i 25 år

 
Showet er mere aktuelt end nogensinde før: Danskerne er blevet mere racistiske end amerikanerne


Jacob Holdts bog og show Amerikanske Billeder er en klassiker i Europa og i USA. Showet har været vist over 1200 gange på mere end 350 amerikanske universiteter. Nogle steder bliver showet brugt som "freshman orientation." Hvilket betyder, at de studerende skal se showet for overhovedet  at påbegynde studierne. Ingen bog har figureret længere på det tyske magasin Der Spiegels bestsellerliste. I Danmark har bogen solgt omkring 100.00 eksemplarer. Og showet har været vist over hele landet. 

Showet og bogen er baseret på fotografier, Jacob Holdt tog under fem års tilværelse som vagabond blandt de fattigste sorte amerikanere. Og de rigeste hvide. Det er billeder af sorte plantagearbejdere, der ligger og dør på gaderne i sydstatsbyen Immokalee. Børn, der bides af rotter i ghettoen og pistoler og udbrændte narkomaner: Den rene elendighed. Men Holdt viser det samme misbrug og den samme kriminalitet på siden, hvor solen skulle skinne: Ted Kennedy fuld og alene og Rockefeller, der gav ordre til mordet på 41 fanger i Atticafængslet.

Billederne fungerer under det fire timer lange show som udgangspunkt for Jacob Holdts analyse af racismens kultur. Det er en solidarisk beskrivelse af de udstødte sorte, men Holdt nægter at overtage fjendebilleder. Racismen er en smerte, der cirkulerer. Når de hvide hvisker om sorte ghettoer 'Don't walk into this neighborhood ' skaber de en smerte hos de sorte, der kommer tilbage som vrede, dvs. vold. Og så advarer de hvide igen mod de sorte kvarterer. Det er Jacob Holdts tese, at amerikanere såvel som danskere fødes ind i en racistisk kultur.  

"Jeg kan se det, når jeg holder foredrag på de rige sydstatsuniversiteter. De hvide børn er som regel opvokset med sorte nannies, som de udvikler tætte forhold til. Men de kan også mærke, deres forældre ikke respekterer de sorte. De beskriver i workshops f.eks. om smerten når de som børn legede med deres elskede sorte barnepige. Men pludselig trådte deres forældre ind og de stivnede af skyldfølelse, følte sig grebet på fersk gerning."

Amerikanske Billeder har 25 års jubilæum i slutningen af marts. Og i dag rejser Jacob Holdt ikke selv som blaffer. Nu er det ham, der samler blaffere op på sine ture i USA. Og efter et liv blandt kriminelle og Ku Klux Klanfolk fastholder Jacob Holdt, at han ikke har mødt et eneste ondt menneske i USA: 
"Hvis jeg samler en op, som taler racistisk, spørger jeg til hans familie. Hvordan er han vokset op? Hvis han fortæller om alle de prygl, han har fået og konkluderer: 'But I deserved a good beating'. Så ved jeg, at jeg har med en farlig racist at gøre. Hvis han fratager sine forældre ansvaret for forbrydelsen, lægger han den helt sikkert et andet sted. Ham må man hjælpe til at indse, at han aldrig har fortjent de prygl. Derfor kan jeg ikke se Ku Klux Klanfolk som andet end ofre." 

Jacob Holdt voksede op som præstesøn og medlem af Konservativ Ungdom i Esbjerg. Han blev smidt ud af gymnasiet i 2. g. Og tog til København, hvor han røg ud af livgarden, fordi han nægtede at bære våben. " Der var jo sådan en meget kraftig jantelovsmentalitet, der hvor jeg voksede op: Du skal ikke tro, du er noget. Og jeg følte bestemt ikke, jeg var noget. Men amerikanerne lider jo ikke af jantelov og hjalp mig med at genvinde troen på mig selv." 
Den unge Holdt arbejdede dog først på en gård i Canada, hvorfra han besluttede at blaffe gennem Californien til Sydamerika. Ved et tilfælde overnattede han hos Angela Davis, der var kendt over hele verden for sit engagement i De Sorte Pantere. 

"Jeg dumpede nærmest ind midt i den sorte revolution. Og så skete der noget andet, som blev afgørende. En aften holdt Angela Davis fest. På et tidspunkt trådte jeg ud på gaden og blev overfaldet af tre unge pistolbevæbnede sorte fyre, som tog alle mine penge. Det der chokerede mig var, at der stod tyve mennesker lige foran og ventede på bussen uden at gøre noget. Men på en eller anden måde blev jeg nysgerrig efter at se, hvor den smerte kom fra. Og så begyndte jeg at blaffe i USA." 

Præsten fra Esbjerg sendte sin søn et kamera i fødselsdagsgave, det første år Holdt vagabonderede. Og så begyndte Holdt at tage amerikanske billeder.  

"Som blaffer lagde jeg mærke til, at selvom jeg fik fem i engelsk i gymnasiet, så var mit engelsk bedre end mange amerikaneres. Og de sagde: 'How well you speak, you can become anything here. Write a book about your journey'. Og det gav mig fornemmelsen af, at jeg var noget. Ude på landevejene begyndte jeg at få ideer om, at jeg var i gang med et projekt. Det var i hvert fald den løgnhistorie, jeg gav folk. Som efterhånden også begyndte at køre inde i mit hoved, fordi jeg tog alle de billeder. Og skulle undskylde, at jeg nu var på landevejene for andet, tredje, fjerde år i træk. Langsomt voksede jeg ud af min psykiske undertrykkelse."  

I Chicago overnattede han hos to piger, hvor et væddemål udviklede vagabondens senere kendetegn: Skægget, der ender i en lang fletning. Som siden har reddet hans liv: 
"Når jeg blev overfaldet med pistol, havde de altid solbriller på. Det er deres måde at skabe afstand på. Kan man se hinanden i øjnene, er det umuligt at skade et andet menneske. Jeg brugte tit mit skæg. Jeg havde det gemt. Men når jeg blev overfaldet, hev jeg det pludselig frem. Så grinede røverne, og når den kontakt er nået, kan de ikke overfalde en bagefter." 

"Som vagabond skal man vise tillid: Det sender de rigtige vibrationer til folk. Så åbner de sig. Til sidst havde jeg den teori, at hvis man kommer til en by efter midnat, kan man indenfor en halv time finde et sted at bo. Og det lykkedes altid." 

Efter fem års rejse i USA vendte Holdt i 1976 tilbage til Danmark, hvor han viste journalisten Jørgen Dragsdahl sine dias. Dragsdahl havde dækket de sorte amerikaneres borgerrettighedskamp for dagbladet Information. Og han blev meget begejstret: 
"Dragsdahl præsenterede billederne i Information under titlen Amerikanske Billeder. Der blev arrangeret shows over hele landet. Forlæggeren på Informations Forlag, Per Kofod, tog mig med til bogmesse i Frankfurt og solgte Amerikanske Billeder til udgivelse i syv lande. Da vi kom hjem, sagde han: Så Jacob, nu er bogen solgt. Nu må du hellere se at få den skrevet." 
Bogen og showet blev veritable hits blandt de venstrekritiske intellektuelle. Det de så i showet, var ondskaben og uligheden i den amerikanske samfundsmodel. Det de ikke så, var at Amerikanske Billeder også er en kærlighedserklæring til USA. 
"Showet var selvfølgelig et produkt af tankegangen dengang. Jeg kritiserede systemet. For de fleste måtte systemet helt oplagt være det samme som kapitalismen. Men mit udgangspunkt var mere grundtvigiansk end det var kommunistisk. Jeg var ikke modstander af de rige, men jeg ville gerne vise samfundet nedefra. Og troede på, at et samfund ikke er bedre end det er for de ringest stillede." 

Siden rejste Holdt eller hans kollektiv af sorte amerikanske venner rundt i Europa med showet. 
"Vi viste det samme show i 14 europæiske lande. Og reaktionerne var vidt forskellige. Tyskerne blev aggressive af showet. De unge havde et opgør kørende med deres forældre på grund af nazitiden. Og showet satte gang i en masse had. De ville ud og slås mod systemet. Og de blev rasende, når jeg forsvarede Ku Klux Klan-folkene. Det mindede dem selvfølgelig om det, de ikke kunne tilgive.
I Sverige vendte de smerten indad. Min ven Tony viste showet på anden etage og bagefter var der en, der løb direkte fra salen og kastede sig ud af vinduet. Vi var fuldstændigt rystede. Tony sagde: 'I Amerika dræber vi sorte hinanden fordi vi er udstødte, men i Sverige dræber de sig selv bare af at se på det.'" 

Omvendt blev showet andre steder brugt som hjælp til folk på selvmordets rand. Da showet kom til USA, foretog Holdt en grundlæggende forandring. 
"De sorte mente, min snak om systemet frikendte de hvide: De sagde: 'You let white people off the hook'; du lader de hvide slippe for at gøre noget ved deres racisme." " Jeg lagde mere ansvar ind. I stedet for at se det som et konspiratorisk system ser jeg det mere sådan, at hver enkelt har et ansvar for at bearbejde sin racisme. Der kom mere psykologi i det. Jeg kom i kontakt med en terapiform, som hedder co-counselling. Denne havde som jeg tanken om, at vi alle sammen er ofre." 

Forevisningen af showet efterfølges på de amerikanske universiteter af et workshop-forløb af terapeutisk karakter. " Det er danskerne meget skeptiske overfor. Når jeg har danskere med, spørger de altid: Hvorfor græder de over deres egen racisme?."  Amerikanske billeder blev i firserne del af en bølge på de amerikanske universiteter. De studerende organiserede en antiaparthiedbevægelse, der pressede amerikanske investorer til at trække penge ud af Sydafrika. På eliteuniversiteterne byggede de slumbyer, der var modeller af sydafrikanske byer og de inviterede Jacob Holdt: " Jeg drillede dem altid og sagde, at apartheidengagementet var en projektion af deres skyldfølelse over racismen i USA. Men de startede den divestmentbølge i hele verden, der var med til at gøre en ende på apartheid. De studerende var enormt politiske i de år. Også på grund af modstanden mod Reagan."  

Da Bill Clinton blev præsident, mistede de amerikanske studerende interessen for politik. Indtil midten af halvfemserne anså Jacob Holdt personligt Amerikanske Billeder for passé i Danmark. I stedet turnerede han med sit ubekymrede alternativ: Bolivia-showet. Men seancerne tog en drejning: 
"Hver gang jeg kom ud med Bolivia-showet, endte det med, at vi diskuterede racisme. Og folk blev fuldstændig grebet af det. 
Så fra 1994 viste jeg Amerikanske Billeder igen. Temaet var det samme som før - et lærestykke om undertrykkelse - men jeg udskiftede 25% af billederne med nutidsbilleder. Og jeg opdaterede historierne på de personer, der indgår i showet. Mange var jo blevet myrdet i mellemtiden. Mange har jeg fulgt gennem næsten 30 år." 

Jacob Holdt er ikke i tvivl om, hvorfor showet igen er blevet nødvendigt:  "Danmark er i dag et mere racistisk land end USA. Kun meget få amerikanere ønsker i dag bevidst, at holde de sorte ude. Man bliver glad og stolt, når man ser, at en sort har succes. Men i Danmark er der mange også langt udenfor Dansk Folkeparti, som har et reelt ønske om at holde indvandrerne ude. Og så skaber man en vrede, som man får tilbage i hovedet. Pludselig insisterer indvandrerne på at holde fast i den kultur, de oprindeligt flygtede fra. Mange af dem var ligeglade med tørklædet, da de kom hertil. Men det bliver vigtigt nu." 

"I USA har man et begreb om politisk korrekthed. Det umuliggør den dissekering af ofrene, som finder sted i de danske medier. Gang på gang hiver man indvandrerne frem: De er kriminelle og de er et problem. Det er aldeles uantageligt. Det sætter sig dybt i de børn, der vokser op i det her samfund: Billedet af en indvandrer kombineret med frygten for kriminalitet. Det vil forme dem resten af livet."    

I denne omgang har Holdt turneret syv år med sine amerikanske billeder. Og fejrer altså sidst i marts 25 års jubilæum med et show, der har fået et andet publikum.  "Sidst i 70erne var det venstrefløjen, der mødte begejstret op. Men de gamle tresserflippere sidder i dag og mumler: De ved sgu ikke, hvad de skal bruge det der terapi til. Men det ryger lige i hjertet på Pia Kjærsgaards tilhængere, når jeg viser det for dem. Nedslidte arbejdere, arbejdsløse, invalidepensionister, enlige og nynazister. Jeg henvender mig til deres smerte i showet. Ligesom Pia Kjærsgaard gør. Hun misbruger den bare til at smide i hovedet på indvandrere. Og Kjærsgaards modstandere har ligeså travlt med at fordømme racister: Dem vil vi sandelig ikke have noget med at gøre. Men de er jo ofre, der har brug for opmærksomhed og kærlighed. Det er ikke deres skyld. Jeg kan ikke fjerne årsagerne til deres racisme. Men jeg prøver at gøre dem til bevidste antiracistiske racister ved at hjælpe dem i kontakt med deres egne dybere smertesafgrunde. Det er mit mål."

Infolinie: Kalender for Jacob Holdts kommende shows og information om Amerikanske Billeder generelt: www.american-pictures.com

 

   Copyright © 2003 AMERICAN PICTURES