Tilbage til norske anmeldelser  E-mail:  

Kommentar til show på Amtsgymnasiet i Roskilde 6/1-00

 

Kære Jacob. 

Jeg er en pige på 18 år, der går i 3.g. Jeg skriver til dig pga. af dit lysbilledshow, amerikanske billeder, på Amtsgymnasiet. Jeg var en opmærksom tilhører i de fire rystende timer, du trak os igennem. Jeg føler, at jeg er nødt til at give dig en respons på dit show, da det havde en utrolig stor indvirkning på mig. Det synes temmelig svært at komme med en intelligent feedback på showet, da det i sig selv gav svar på så mange spørgsmål, og stod som et markant bevis på verdens elendighed og omfanget af racismen. Det er svært at kommentere, da jeg selv lever i en overbeskyttet verden og stort set aldrig har set så stor nød og fattigdom før. Jeg fandt det også meget svært at sige noget direkte til dig efter showet, da intet jeg kunne sige, kunne have så stor betydning som det, du lige havde vist os. Jeg besluttede mig derfor for at skrive til dig i stedet for, da du gav udtryk for, at du havde fået mange svar i tidens løb.

Jeg har som 14-årig været i Californien og har fået et indtryk af storbyens hjemløse, og jeg har rejst en del i Østeuropa og set sigøjnerne og de ukrainske udvandrere. Men først efter dit show har jeg rigtig fået begreb om alt det forfærdelige, der finder sted i verden. Og alligevel er jeg bange for, at jeg langt fra har set alt; at det, du viste os, blot er et spinkelt udsnit af nøden. Og jeg føler en utrolig afmagt. Det forekommer fuldstændigt uoverskueligt. Samtidig føler jeg, at det vil være fuldstændig uacceptabelt at fortsætte mit liv som jeg har gjort indtil videre. For selv om jeg forsøger at se længere end min egen næsetip, så føler jeg mig nu helt indskrænket og ligegyldig. Og sådan kan jeg ikke holde ud at fortsætte. Jeg aner bare ikke et levende råd om, hvor jeg skal tage fat. Nå… nok om min egen lille krise – min pointe var bare at fortælle dig, hvor dybt dit show rørte mig.

Jeg har hørt flere, der kommenterede dit show, og sagde, at det var helt fantastisk godt, og at de lærte meget af det. Men de sagde også, at det var for langt – at de fik nok. DET SYNES JEG BESTEMT IKKE. For dit budskab var jo, at udsætte os for den samme undertrykkelse, som de mange marginaliserede oplever hver dag. Det var ikke underholdning, som du selv skriver i introduktionen. Det var ikke meningen at folk skulle sige: "Nå, nu gider jeg sgu ikke se på det her mere – nu er det nok". Man skulle selv opleve at sidde i elendigheden til halsen – og det gjorde vi. Vi kunne i princippet ikke bare stoppe filmen, den fortsatte. Ligesom den gør for de mange udstødte. De sidder midt i det, uden at kunne gøre fra eller til. De kan ikke bare rejse sig og gå, når det hele bliver for meget. Denne fornemmelse synes jeg, du gav med længden af dit show. For en kort stund var vi dem, der ikke kunne flygte fra det hele – vi var på en måde fanget i det – for hvem ville være bekendt over for sig selv og vennerne at smutte under showet? Det ville jo virke som en total ligegyldighed overfor dit budskab, som er så uendelig vigtigt. Så vi sad dér – fyldte til randen, og kunne ikke stoppe det. Denne effekt var enorm, og det skal du have ros for.

Jeg synes det er helt fantastisk, hvordan du formår at sætte dig i alle menneskers sted, Hvordan du er fuldstændigt blottet for fordomme og barrierer og elsker alle mennesker. Når jeg ser en nazist, tænker jeg "svin – han burde spærres inde", og kan ikke se sagen fra hans side. Jeg tænker ikke på, hvad han har været igennem af ydmygelse og undertrykkelse og derfor er blevet, som han er. Jeg ser kun verden, som jeg selv har farvet den. Et eller andet sted ønsker jeg ikke at kunne sætte mig i hans sted – for ligegyldigt hvor slem ens liv har været, er der ingen undskyldning for disse menneskefjendske holdninger. Men på den anden side er dit budskab så smukt – at tro på det bedste i mennesket og fokusere på dette. At glemme dine egne forudindtagede synspunkter. For ved at tænke som jeg gør om nazister, er jeg jo ikke bedre end dem. Så bliver jeg undertrykkeren – den der koncentrerer sig om de dårlige sider ved mennesket og ikke ønsker forståelse. Og sådan ønsker jeg bestemt ikke at være. Derfor beundrer jeg din indstilling helt enormt. Hvis alle mennesker bare tænkte som dig, ja så ville verden være helt anderledes. Din holdning har givet mig meget at tænke over, og jeg håber, at mine egne fordomme med tiden vil blive mindre.

Det var således lidt om min umiddelbare reaktion på showet. Jeg skriver bl.a. fordi, jeg er bange for, at denne oplevelse skal gå i glemmebogen. Jeg ønsker at erindringen skal holdes ved lige, så jeg en dag kommer til at handle – til at ændre noget. Jeg er bange for, at alt for mange af eleverne på gymnasiet lever videre uden at skænke dit show en særlig tanke i deres hverdag. Der hersker en skræmmende overfladiskhed på gymnasiet. Alle skal være åh så gode mennesker – have de rigtige holdninger, sige de rigtige ting på den rigtige måde, gøre det rigtige. De skal vise alle andre, hvor søde, de er. Resultatet bliver, at folk ikke tænker særligt meget over tingene, men i stedet bekymrer sig om, at det nu skal virke, som om de tænker meget dybt over livet. Resultatet bliver, at alle taler enormt positivt om dit show og forsøger at komme med kvikke kommentarer. Men jeg tvivler på, at særlige mange egentlig har tænkt over, hvad dit budskab er og vil handle aktivt i fremtiden. Nu skal jeg ikke helliggøre mig selv, for jeg kan også have tendens til at forfalde til denne bevidstløse overfladiskhed. Jeg har tit fanget mig selv i sådanne situationer. Det er derfor, jeg skriver til dig. Jeg vil forsøge at gøre en forskel, om end mit initiativ er meget svagt og ubetydeligt for alle andre end mig selv. Jeg vil forsøge at bevare dit show i mig, så jeg husker at handle. Jeg siger ikke at det lykkes, men jeg vil forsøge med liv og sjæl.

Jeg har seriøst overvejet at tage med på en af dine ture til USA, så hvis tingene flasker sig på den rigtige måde, kan du nok regne med at høre fra mig senere. Jeg vil i hvert fald ønske, at det bliver muligt for mig at tage med dig.

De kærligste hilsner 
Line Damsgård, Hvalsø 

 

 Copyright © 2004 Jacob Holdt;