Interview i Berlingske Tidende 2. 0ktober 2009

af Kristoffer Zøllner

 

Vagabonden i det fine selskab


Jacob Holdt har brugt det meste af sit liv på at fotografere racisme og ulighed. Men manden, der har langt over 25.000 billeder på samvittigheden, havde aldrig regnet med at han en dag ville blive indlemmet i det fine selskab på Louisiana. Eller havde han?

 

Jacob Holdt står i et hjørne af et af Louisianas mange gallerier omgivet af fem kvinder. Han har dem i sin hule hånd, kan man se. Han gestikulerer og fortæller, og de lytter og tager noter. Omkring dem går håndværkere omkring, står på stiger og borer huller i væggene. Og langsomt tager udstillingen »Tro håb og kærlighed« form omkring Jacob Holdt og hans tilhørere.

Manden i den laksefarvede skjorte med det viltre grå hår og skægfletningen kan noget med at fange folks opmærksomhed og holde den fast. Og det er den, som førte ham gennem USA som blaffer i 1970erne, gjorde ham til venner med de fattigste sorte og de mest forarmede Ku Klux Klan-medlemmer og gjorde ham til den mest efterspurgte foredragsholder med bogen og lysbilledshowet »Amerikanske Billeder«, som han i årevis turnerede med i 14 forskellige lande.


Og som altså nu har ført ham til Kunstmuseet Louisiana i Humlebæk, som i dag åbner den store udstilling »Tro, håb og kærlighed« med fotografier fra de seneste 40 år.

»Det kom som et lyn fra en klar himmel. Hvem forventer at komme på Louisiana?,« spørger han på sit bløde jyske med oprigtig undren, da han endelig har fået løsrevet sig fra ophængningen af billederne og bænker sig i museets cafe med kaffe og et halvt stykke wienerbrød.


Hvorfor blev du så overrasket?

»Siden 2003 har mine billeder cirkuleret i kunstfoto-sammenhænge og på museer rundt om i Europa. At det skete kom som en overraskelse, for jeg har altid nægtet at udstille mine billeder eller se på dem som kunst. Jeg betragter ikke engang mig selv som kunstner, så for ti år siden ville jeg have afvist det fuldstændig. Men når nu feinsmeckerne indenfor kunstfoto-verdenen havde sat pris på dem, kom det ikke som den helt store overraskelse, da Louisiana viste interesse. Alligevel bliver jeg meget beæret, fordi det at blive anerkendt i sit eget land er en meget længere proces. Og så Louisiana, som jeg har så stor respekt for. «
 

Så nu er du indlemmet i det fine selskab. Skal man så til at kalde dig kunstner og ikke aktivist?

»Mine franske kuratorer har givet mig mundkurv på, for jeg kommer altid til at sige det forkerte. Jeg kalder billederne »mine snapshots fra USA« og holder lange foredrag om min politik og taler om menneske på billederne i stedet for om billederne som kunst. For det er jo det, jeg synes er spændende. Hvordan de folk, jeg har fotograferet har udviklet sig, er blevet syge eller myrdet. Af samme grund har jeg aldrig selv kunnet vælge mellem mine egne billeder,« siger han og samler wienerbrødskrummer op fra tallerkenen med fingeren.

I stedet sad udstillingens kurator Mette Marcus og billedkunstner Erik Steffensen, som fik ideen, i dagevis i Jacob Holdts hus i Nyboder og valgte billeder.

Både de 15.000 dias fra 1970erne - som ikke er blevet digitaliseret - og de mange tusinde yderligere billeder fra de seneste 30 år, så de igennem, og valgte de lidt over 200 fotografier, der spænder fra de første år på de amerikanske landeveje til april i år, hvor det nyeste billede på udstillingen er taget.

Men 1973 eller 2009. Motiverne har ikke ændret sig. Fattige sorte, fattige hvide, slumkvarterer, shacks, USAs bagside, udstødelse og racisme.

Billeder, som fra 1977 da bogen »Amerikanske Billeder« udkom og Holdt begyndte sine endeløse lysbillede-turneer rundt i USA og resten af verden, har gjort et kæmpe indtryk på alle, der har set dem – fra studerende på Harvard til gymnasieelever i Holte. Men billederne, hvoraf mange forestiller Holdts venner og kærester, døde som levende, har han selv svært ved at forholde sig til som objekter på en museumsvæg.

»En kurator skaber jo et kunstværk ud af nogle snapshots en eller anden idiot har taget engang,« som han siger med et skuldertræk.


Ser du anderledes på dine egne billeder, når de nu hænger her?

»Ja, hun (kurator Mette Marcus, red.) opdrager mig til at se ting i billederne, jeg ikke selv kan. Jeg har også blandet mig i den måde, de har udvalgt dem på, på grund af politikken og budskaberne i dem. For eksempel havde hun udvalgt en serie kun med solnedgange, og der sagde jeg »jeg er menneskefotograf, ikke naturfotograf.« Enhver kan jo tage et billede af en solnedgang! Men ellers har jeg ikke blandet mig.«


Føler du at noget af budskabet går tabt, når billederne bliver vist i en anden sammenhæng?

»Lidt. På udstillingen er der kun fem-seks billeder af Ku Klux Klan-folk med, men jeg har jo et kæmpe budskab om de mennesker, som går stik imod fordommene om dem. Mit mål har jo været at vise godheden i de mennesker. Omvendt er jeg glad for at man viser nogle af de billeder, jeg har taget sidenhen og som er mindre kendte. For dem kender de fleste danskere ikke.«
 

Men det er da ironisk, at en mand som dig, der nærmest aldrig har betragtet sig selv som fotograf og slet ikke kunstner, nu er havnet her på Louisiana?

»Ja... det er absurd... jeg fortjener det ikke,« griner han.

»Det har været en gradvis proces, for der er jo folk, der i mange år har fortalt mig, at de har troet på mine billeder og allerede i 1980erne kunne se, at det en dag ville blive dokumentarkunst. Jeg var egentlig også godt klar over, at den periode jeg fotograferede, en dag ville blive historisk og derfor interessant. Men selvom jeg ikke er overrasket over, at det bar derhen, så er jeg alligevel overrasket over, at Danmarks fineste kulturinstitution tager den op,« siger han.

Med en nyvalgt sort præsident i Det Hvide Hus er den periode, hvor Jacob Holdt rejste rundt og fotograferede de undertrykte sorte virkelig ved at blive historisk. Og historisk er det også, at Barack Obama netop i dag har meldt sin ankomst til København. Og hvad nu hvis han fandt på at lægge vejen forbi Louisiana. Den tanke har selvfølgelig strejfet Jacob Holdt for lang tid siden.

»Jeg har kendt til IOC-konferencen siden februar i år, og både Louisiana og jeg har skrevet til Det Hvide hus, men jeg tror desværre ikke, vi skal regne med at han kommer,« siger han sin utrættelige mine.

Hvor meget orker du stadigvæk at rejse rundt?

»Jeg har trappet ned på de amerikanske turneer, for de var meget opslidende. I mange år ankom jeg til et universitet om eftermiddagen, stillede mit udstyr op kl. 17, spiste med en eller anden fakultetsleder kl. 18, viste show fra kl. 19 til midnat, gik ud med nogle elever om natten, stof op om morgenen og lavede workshops til middag og fløj så et nyt sted hen. Det gjorde jeg dag efter dag, og jeg blev træt af trivialiteten. At rejse er derimod at udfordre sig selv og sine omgivelser i nye lande, og det bliver jeg aldrig træt af. I år var jeg i Indien, og jeg håber på at få set de fleste store lande, nu har jeg fået set de fleste arabiske, og jeg vil gerne til Yemen, inden det bryder sammen dernede.

Fotograferer du lige så meget som tidligere?

»Jeg har altid kameraet med, men det kommer an på tiden, hvor mange billeder jeg tager. Det tager tid at komme tæt på mennesker, så man kan fotografere dem. Jeg har altid mit kamera med, hvis jeg skulle se et mord eller møde en sjov journalist. Men det er især, når jeg er sammen med indvandrere, jeg fotograferer. Og så er jeg festfotograf! Hver gang jeg er til fest - om det så er indvandrere eller hos Ku Klux Klan - så er der næste dag et kæmpe galleri på min hjemmeside,« siger han.

Er det en anden oplevelse at se fotografierne blæst op i stort format og renset for støv og den slags?

»Det er det største format, jeg nogensinde har set dem i og også de teknisk flotteste. Jeg var heroppe i går aftes med min kone og var bekymret for, hvordan det nu var kommet til at se ud, men vi var så glade, da vi kørte herfra. Så glade for at det kunne lade sig gøre. Så jeg håber på, at udstillingen kan vandre ud i verden og måske til USA. I »Amerikanske Billeder« er der et afsnit, hvor jeg måske ubevidst ironiserer over, at mine billeder måske en dag kommer til at hænge på Musum of Modern Art i New York, og det er jo en af Louisianas samarbejdspartnere, så måske var det lidt af en forudsigelse...«

 Tilbage til norske anmeldelser


  Copyright © 2009
AMERICAN PICTURES