Tilbage til norske anmeldelser 

Interview i Nordjyske 2. oktober
 

Vagabond på de

 bonede gulve

 

Da Jacob Holdt besluttede sig for at sige ja til andre folks smerte, dele deres mad og lide under deres overgreb, begyndte en rejse ind, hvor de færreste kommer. Rejsen bliver nu for første gang udstillet på Louisiana.
 

Af Sigrid Rasmussen

En ung mand flyttede for godt 40 år siden ind i en forhenværende ligkisteforretning på Vesterbro i København. Den seneste ejer havde drevet en pornobutik, så de frække blade lå hulter til bulter i kisterne bag de faldefærdige vægge. Jacob Holdt beholdt barnekisterne med den mest pikante porno, som han viste frem til de mange mennesker, der boede i hans hummer. Holdt havde svært ved at sige nej til folk, og nogle gange var de overnattende gæster flere end 20. Han besluttede sig disse år til at altid at sige ja, til altid at modtage andre menneskers smerte, deres psykiske og verbale overgreb, for bagefter at blive lukket ind i deres ellers hermetisk lukkede hjerter.

Det blev til en rejse rundt i USA, som de fleste danskere og mange amerikanere kender. En rejse hvor Jacob Holdt fotograferede de sortes hverdag og præsenterede lysbillederne universiteter og skoler verden over.

Jacob Holdts stride manke og vildtvoksende skæg med den flettede pisk er grånet, men Holdt rejser stadig verden rundt og viser billeder af de undertrykte til dem han kalder undertrykkerne – senest billeder fra de muslimske ghettoer i Danmark. Det er dog første gang, at Holdts billeder bliver præsenteret på de bonede gulve i Danmark. Tro Håb og Kærlighed er navnet på den udstilling, hvor Louisiana præsenterer et udpluk af Holdts amerikanske billeder.

Billedet lyver

I mange år var det faktisk et princip for Jacob Holdt, at hans billeder ikke skulle udstilles. han hiver et billede frem af en sort mand, der sidder i sit rodede skur ved siden af et fjernsyn af ældre model. Han stirrer ud i luften med tomme sorte øjne.

- Jeg besøgte ham næsten hvert år i 30 år, og hver gang lå han i sit shack og var fuld, så jeg troede at han var en "lazy nigger". Først da han er fyldt 70, finder jeg ud af, at manden, min gode ven, Lefus, aldrig havde misset en eneste arbejdsdag. Hver morgen blev han hentet af sit arbejdssjak, der kørte ham til hovedstaden i North Carolina, hvor han byggede alle skyskraberne. Han byggede Amerika, men for folk der ser billedet er han bare en lazy nigger. Billeder lyver. De løj for selv mig, der bildte mig ind, at jeg kendte ham.

Derfor er udstillingens billeder også akkompagneret af Holdts fyldige forklaringer, om de mennesker han har mødt gennem tiden. Egentlig var det ikke meningen at præstesønnen fra Vestjylland skulle rejse USA tynd som en vagabond. Som så meget andet i Jacob Holdts liv var det et tilfælde. Jacob Holdt fortæller, at han var godt på vej til at blive en social taber og hans lejlighed en hashbule. Holdt var dog dybt engageret i bevægelsen mod USA’s krig i Vietnam, og en dag inviterer han en bortløben canadisk pige hjem. Hun inviterede efterfølgende Holdt til at besøge hendes rige forældre og derfra ville Jacob rejse videre til Sydamerika opildnet af striben af militærkup, der havde hærget kontinentet.

Undervejs standsede Holdt nær San Francisco. Her blev han rullet af en sort bande og voldtaget af en sort bøsse. I stedet for at gå til politiet besluttede Jacob Holdt sig for at forstå, hvor de sortes smerte kommer fra. Han udviklede filosofien om at sige ja til alt, til at sove i samme seng med de undertrykte, spise deres mad, også hvis den var rådden og acceptere deres overgreb.

"Volden er den måde folk typisk råber om hjælp. I begyndelsen blev jeg overfaldet adskillige gange, fordi jeg sendte de forkerte signaler af frygt ud til røvere og banditter i gaderne. Med tiden lærte jeg ikke-voldelig kommunikation og at møde dem med tillid. Ved at bo sammen med de sorte begyndte jeg at se dem som mennesker og ikke som udyr, og siden er jeg ikke blevet overfaldet en eneste gang"

Hans menneskesyn, siger han selv, kommer ikke så meget fra hans barndom som en privilegeret præstesøn, men fra på et tidligt tidspunkt at have taget et radikalt valg.

"Jeg lærte måske noget af det i kirken, noget med at elske din næste, men jeg tror først det kom, da jeg besluttede helhjertet at leve mig ind i de undertryktes smerte. Jeg var også selv marginaliseret i og med, at jeg var blevet smidt ud af skolen, så det gjorde måske, at jeg kunne forstå, de knuder man bygger op i hovedet, når man altid får af vide, at man ikke er god nok.".

Racismens rod

Jacob Holdt tomlede USA tyndt, og kom ikke kun tæt på de sorte, men også på deres værste fjender, nemlig de inkarnerede racister i Klu Klux Klan. På Louisiana kan man se et af de billeder Jacob Holdt tog i skjul, da han deltog i en ceremoni. Det forestiller et brændende kors i natten med kutteklædte mennesker under. Der er også et ømt billede af kærligheden mellem en racist og en nazist, og et af blegfede fruer i pastelfarver, der lytter engageret til et klanmøde. Voldsomme billeder der på samme tid er fulde af kærlighed. Jacob Holdt er nemlig overbevist om, at ondskab ikke findes. Roden til onde handlinger er den smerte, som mennesker forsøger at lægge over på andre i desperation.

"Jeg har set flere tilfælde hvor Klu Klux Klan-medlemmer sætter deres eget liv på spil for at redde sorte, ikke blot deres egne venner, som de jo har masser af, men ukendte sorte mennesker. For eksempel under orkanen Katrina. Grand Dragon Robert Moore afslørede en aften til mig efter lidt for mange øl, at han havde lavet en stor indsamling for at tage ned il Mississippi og New Orleans og bygge huse op og fælde træer for de orkanramte sorte. Han havde været igennem en hjerteopperation og fået strenge ordre fra lægerne om ikke at arbejde. Han tog af sted og sled i dagevis, selvom han vidste, at det kunne slå ham ihjel. Den modsætning rummer vi altid. "

Rejsen til USA blev også et møde med Jacob Holdts egen racisme.

"Vi får racismen meget tidlig. Klik, klik, klik, dørlåsen går ned, når man kører forbi de "farlige" bydele. Det er enormt let. Der er ingen af os, der er født onde eller født til at dæmonisere. Det er ikke vores eget frie valg. Det er noget andre har lagt på os. "

Og faktisk har Jacob Holdt fået racismen ind med modermælken.

"Altså min mor var en af de største racister, når det gjaldt om at dæmonisere andre. Hun havde en dyb smerte i sit liv og endte med at vælte den over på indvandrerne, ligesom hun havde gjort det med konerne i Vestjylland inden vi fik indvandrere. Der var altid nogle, hun så sig sort på. Vi mennesker lægger altid vores smerte over på andre. I mangel på sorte i Danmark lægger vi det over på indvandrere og muslimer. "

Læren fra USA

Jacob Holdt begyndte at nedtrappe sine rejser til USA, da han begyndte at mærke racismen blomstre i Danmark, en racisme der mindede ham om den de sorte oplevede i 1970’ernes USA.

"Jeg har rejst i mange lande og oplevet afrikanernes racisme mod pygmæerne, de hvides mod de sorte og meget mere, men den dæmonisering vi ser af indvandrerne herhjemme er noget af det værste, jeg har oplevet, specielt fordi vi igen og igen hører politikere og medier puste til hadet. "

Herhjemme var fremgangsmåden den samme som i USA. Holdt flyttede ind hos de marginaliserede. Han havde tidligere mærket en instinktiv modvilje mod muslimer, der blev næret hver gang han åbnede en avis og læste, hvad han beskriver som menneskefjendske artikler. Han meldte sig ind i muslimske foreninger, begyndte at komme i moskeerne og er stadig aktiv i kritiske muslimer, der netop har holdt møde i hans lille stue i Nyboder i det indre København.

I begyndelsen var han selv nervøs. Ønskede indvandrerne overhovedet hans selskab?

"Det er jo en typisk forsvarsmekanisme for os danskere, og det virker jo mærkeligt, når vi elsker USA og amerikanernes evne til at åbne op og invitere os udlændinge hjem. Men prøv så at tage en rygsæk på og gå igennem en typisk nordjysk stationsby og se hvor mange der kommer ud for at invitere dig hjem at bo sådan som det hele tiden skete for mig i USA."

Ganske som Holdt blev venner med de sortes stærkeste kritikere i USA, har den langskæggede dansker knyttet et tæt bånd til Dansk Folkepartis Søren Espersen. Hans navn bliver nævnt flere gange under samtalen og omtalt med stor varme.

" Han sender mig altid sine kronikker inden, de bliver trykt, så jeg kan svare på det dem. Jeg driller ham med hans jødiske kone, hvorfor gør du det overfor muslimerne, som vi gjorde overfor jøderne tidligere. Han er en god ven."

Mindreværdskomplekser

Langt de fleste af menneskerne på Jacob Holdts billeder er hans gode venner. Han peger på et billede af en nøgen mand, der står ved en seng, hvor en ligeså nøgen kvinde slanger sig.

"Ham der har lige været herovre og besøge mig og jeg har boet hos ham i 2009. Han er playboy millionær, og var min største sponsor i begyndelsen, fordi han lånte mig sin bil og gav mig gratis benzin, så jeg kunne komme ud til de mest øde egne af North Carolina. I dag rejser han selv rundt i motorhomes og dater kvinder i en alder af 70 år."

Jacob Holdt der i anledningen af udstillingen er i en laksefarvet skjorte uden en eneste fold fremhæver flere gange, at han ikke er en god fotograf, at han er blevet kritiseret af professionelle for at tage teknisk dårlige billeder. Alligevel er han stolt over at se sine små lysbilleder være blæst op til store billeder i menneskestørrelser.

"Jeg synes, det er fantastisk, hvad Louisiana har fået ud af mine billeder. Og det passer jo fint, når man bliver gammel, så bliver man jo let en museumsgenstand og så er det jo fint at nogen synes at man tilmed skal udstilles J ."

 


  Copyright © 2009
AMERICAN PICTURES