Tilbage til norske anmeldelser 

Anmeldelse i
Politiken 24. oktober 2009
 

 

Mødet med en

 social globetrotter
 

Kunstanmeldelse: Tro, håb og kærlighed, Jacob Holdts Amerika.

 Louisiana. Humlebæk.
Tirsdag-fredag kl. 11- 22, søn- og helligdage kl. 11-18. Til 7. februar. Fire hjerter.

 

 

Jacob Holdt er ikke som andre fotografer. Denne frygtløse dokumentarist tager aldrig fotografier for billedets skyld. Han gør det for at vise sine venner blandt de sociale udskud, der er bagsiden af det amerikanske samfund.
 

Det er så fristende at sammenligne Jacob Holdt med en anden dansker ved navn Jacob, der i fotografiets absolutte barndom tog billeder i USA's sociale underetage.

Med sin bog ' How the Other Half Lives' fra 1890 dokumenterede Jacob A. Riis, at den fattigste halvdel af amerikanerne slet ikke levede spor godt i Guds eget land.

Det gør den stadig ikke, hvis man skal tro Jacob Holdts nye fotografier.

Men der er også forskelle.

Og forskellen begrænser sig ikke til den fotografiske teknik, som har gjort store fremskridt i de seneste hundrede år, i modsætning til de fattiges vilkår.

Den første Jacob ville påvirke den politiske handlekraft og skabe sociale reformer.

Den anden og udstillingsaktuelle Jacob drømmer ikke om at blive et emne i en amerikansk valgkamp. Han er bare manden, der kan færdes på steder, hvor enhver kunne tage et lige så godt eller bedre billede, hvis de kunne få adgang.

Men det kan de ikke, og det er forskellen.

JACOB HOLDT KAN VANDRE ind i en ghetto af sorte med samme uskyldige forventningsglæde, som en halvvoksen knægt kan gå ind i f. eks. Palads Biografen. Mens enhver anden hvid mand vil risikere at blive skåret i småstykker og gjort til fiskefoder, altså i ghettoen, formår denne jyske præstesøn at blive rigtige venner med dem, der nærmest aldrig har haft nogen.

Jacob Holdt har en særlig afvæbnende udstråling, som han kan takke for, at fattige og kriminelle miljøer i USA gennem årene har åbnet nærmest alt på grund af ham, undtagen ild og springknive, uden at han for så vidt har haft andet på hjerte end at opnå disse udgrænsede menneskers fortrolighed. Så har han fotograferet dem, uden at man kan beskylde ham for at gøre venskaberne til billedernes strategiske forudsætning. Han har bare været dér, måske på det forkerte sted, ofte på det forkerte tidspunkt, men altid med den hensigt: kun at være et menneske blandt medmennesker og en følsomt registrerende dokumentarist.

Han har en regel, som han nærmest aldrig fraviger: Han tager ikke billeder af nogen, medmindre han kender dem godt nok. Eller sagt på en anden måde: Han tager kun billeder af sine venner. Amerikanske billeder af amerikanske venner.

Det er billeder, der i teknisk og formel henseende er lige så ligefremme og uprætentiøse som ham selv. Ikke ved ét eneste af de ca. to hundrede fotografier, der for tiden fylder Louisiana, hæfter man sig mere ved billedets formelle egenskaber som beskæring, belysning, dybdeskarphed etc. end ved motivet.

Men det allermest væsentlige er de mennesker, der skaber motivet. Det kan man bogstavelig talt læse ud af de trykte billedfortællinger, som fotografen selv har udarbejdet.

Fortællingerne går ikke på billederne som værker, men på de personer, fortrinsvis sorte, der giver dem indhold og liv, på Martha, Mary, John, Raine, Carla, Helene etc.

I EN TID, HVOR ALLE betragter sig selv som kunstnere, bare de maler lidt i garagen sådan hver tredje søndag, er der noget imponerende ved en mand, som får en stor separatudstilling på Louisiana og alligevel ikke ser sig selv kunstner. Ikke engang som en rigtig fotograf. Er Jacob Holdt noget i sin egen selvforståelse, er det foredragsholder - og vagabond. Hvor den typiske vagabond sædvanligvis har en bylt med personlige ejendele over ryggen - eller måske et fuglebur med en pølse, som hos Storm P. - har Jacob Holdt sit håndholdte kamera. Det må være et af de kameraer i verden, der har været eksponeret foran mest menneskelig elendighed.

Jacob Holdts fotografier er en mellemting mellem personlige minder og en socialkritisk miljøbeskrivelse. Uden dem ville ingen vide, hvor han havde været, hvad han havde set, og hvem han var blevet venner med eller bare havde besøgt igen.

For menneskene er ikke bare mere eller mindre fotogene skikkelser, de er ofte personer med et navn, en identitet og en ulykkelig skæbne. Det er disse skæbner og deres personlige historier, der engagerer publikum, og så den omstændighed, at de kun takket være fotografen selv er rykket helt tæt på vores egen oplevelseshorisont.

Noget er de nemlig fælles om: De er alle kommet på det, man med et lån fra den elektroniske nutid kunne kalde Jacob Holdts humanistiske 'facebook'. Han besøger dem, trofast, og de ville sikkert også besøge ham, hvis de stadig var i live og havde penge nok til at flytte sig fra den fattigdom og håbløshed, de fleste er nedsunket i. Og hvis de ellers vidste, hvor de kunne finde ham, den fotograferende vagabond.

TIDLIGERE FANDTES DER en planlægningsstrategi på Louisiana, der blev omtalt som saunaprincippet. Det var, når man skiftede mellem ' kolde' og ' varme' udstillinger. I dag er Louisiana vokset, og museet er blevet stort nok til, at kolde og varme udstillinger kan vises samtidig.

Mens ' The World is Yours' er en såkaldt kold udstilling, fordi den koncentrerer sig om den ikke altid lige folkelige samtidskunst, så er ' Jacob Holdts Amerika' i den grad en varm udstilling. Måske en af de varmeste udstillinger, Louisiana har vist i nyere tid. Det er i hvert fald den første udstilling på stedet, hvor et knaldrødt hjerte vikarierer for det sidste ord i titlen ' Tro, håb og kærlighed'.

Når dette ene hjerte skal ganges med fire, er det ikke på grund af Jacob Holdts kunstneriske potentiale som fotograf, heller ikke på grund af udvalget, ophængningen eller den betagende film ' Holdt!', som vises i Louisianas biograf, og som er helt uomgængelig, hvis man vil forstå denne frygtløse sociale globetrotter.

Karakteren falder også af humanitære grunde, fordi Jacob Holdt tydeligvis bruger fotografiet i en tjeneste, der er større end noget fotografisk projekt: Det er at fortælle om nogle menneskers umenneskelige hverdag på en sådan måde, at man ser dem som medmennesker. Det er i sidste ende forudsætningen for at bekæmpe fattigdommen og elendigheden i verden, at man lærer at sætte ansigter på den.

peter.michael.hornung@pol.dk

 

Billedtekster:

SELVFORSVAR. Jacob Holdt beskriver Raine som »min ven i Ku Klux Klan«. Hun samlede våben til selvforsvar efter at være blevet voldtaget og forsøgt myrdet af klanmanden David Laceter. Foto fra 2005:

Jacob Holdt MORDOFFER. Crack-narkomanen Nina levede sammen med sin mands øksemorder og selv blev myrdet. Foto fra 1989: Jacob Holdt


  Copyright © 2009
AMERICAN PICTURES