Tilbage til norske anmeldelser 

Postkort fra

 helvede


USA  Jacob Holdt har i over 30 år vist Amerikanske Billeder for tusindvis af mennesker i 14 lande. Han beskriver USA fra den sorte ghetto til rigmandsvillaen. Holdt har tjent millioner, men foræret det hele væk til Afrika. "Jeg er selv den største racist," siger han.
 

Jacob Holdt var KU'er, medlem af Konservativ Ungdom og noget af en lømmel i skolen. I 2. g blev han smidt ud af Esbjerg Statsskole efter på et lærermøde at være rubriceret som »uimodtagelig for lærdom«. Dansklæreren var den eneste, som mente noget andet, og alle de seks gange, hvor Jacob Holdt sidenhen optrådte med sit show, Amerikanske Billeder, på sit gamle gymnasium, stod dansklæreren oppe på balkonen og vinkede triumferende ned til Jacob Holdt.

Fra 1976 og frem til i dag er Amerikanske Billeder - der begyndte som et vaklende lysbilledforedrag ledsaget af unge Holdts stemme på faderens spolebåndoptager - set af hundredtusindvis af mennesker. Jeg selv husker klart en vinterdag midt i 1970'erne, hvor publikum i hundred meter lange køer kæmpede foran Arbejdermuseet for at komme ind og se lysbilleder fra en hidtil ukendt side af USA. Ingen gik upåvirkede ud af den mørke sal efter fire timers turné rundt med den blaffende vagabond i et stort og modsætningsfyldt land fra sorte ghettoer til hvide rigmandsvillaer, fra Ku Klux Klan møder til fængselsceller. De, som dengang betalte den fyrstelige sum af 12 kroner i entré, mødte amerikanerens mange ansigter i et stort land fuld af desperation, apati, varme, åbenhed, galskab og vold. Vagabonden Jacob boede den ene dag i en beskidt shack hos en prostitueret for få dage efter at skylle snavset af kroppen i et badeværelse med guldvandhaner. Modsætningerne i hans billedunivers er store, men først og fremmest sætter han ansigt og krop på det sorte Amerika og viser denne befolkningsgruppes apati og dybe fattigdom.

Gennem ti år kørte Amerikanske Billeder hver eneste dag i de lokaler i Købmagergade, hvor Jacob holdt til med sit arbejdskollektiv af unge fra hele verden. Det er det længste spand af år, at samme forestilling er vist i Danmark. Visse dage blev Amerikanske Billeder set af 2000 danskere fra gymnasier til sognegårde. Holdts fotografier er gennem 33 år blev vist verden over, fra Bramminge til Boston - i 14 lande. I alt 6.500 gange. Showet kører stadig, og er i årenes løb blevet revideret og udvidet med nye billeder. For øjeblikket vises billederne i Marseille. Jacob Holdt rejser indimellem til USA for at finde nye motiver og vise sit show for amerikanerne.

Formentlig har også USA's præsidentpar set billederne, for i den periode, hvor Barrack og Michelle Obama studerede på Harvard, var deres Harvard Black Law Students Ass. med til at organisere det 18 gange ligesom det blev obligatorisk introduktion for nye studerende på andre elite-universiteter.

Snart åbner en stor udstilling på Louisiana med Jacob Holdts fotografier og hans billeder af Amerika gennem 40 år. Og han har været frimodig nok til at invitere Michelle Obama til ferniseringen den 1. oktober, hvor hun alligevel er i København til møde i Den internationale Olympiske Komite. Om hun får tid til at se Jacob Holdts USA-portræt ind imellem IOC-mødet og festforestilling i Det Kgl. Teater er tvivlsomt. Men Jacob Holdt krydser fingre. Også i den grad.

 

I fem år vagabonderede Jacob Holdt på de amerikanske landeveje, efter at han var smidt ud af gymnasiet i Esbjerg. Forinden forsøgte han sig som garder. Han ville være løjtnant af reserven, forsikrede han sin far, provsten, om. Men da Jacob en af de første dage blev sendt på skydeøvelse, slog det klik for ham. Han nægtede at skyde mod skydeskiven, som var en model af et menneske. Det var ham i den grad imod, at han begyndte at simulere syg og gå med krykker. Ingen af hans kammerater talte til ham. »Det var ikke sjovt. Jeg blev ghettoiseret - det lærte jeg meget af,« fortæller Jacob Holdt i en lang samtale om sit liv hjemme i køkkenet i familiens byggeforeningshus på Østerbro i København.

62-årige Jacob Holdt fik aldrig nogen formel uddannelse. Men ude på de støvede landeveje lærte han til gengæld ikke så lidt om især »the filthy rich og the filthy poor« (de stinkende rige og de stinkende fattige). Holdt foretrækker yderpunkterne i det amerikanske samfund. New York Post har kaldt hans billeder for »postkort fra helvede«. Hans fokus gennem alle årene har været racisme, som han finder overalt fra Hellerup til Harlem.

Med i Holdts sparsomme bagage gennem de fem år, han blaffer USA tyndt - mere end 160.000 kilometer - er Erik Knudsens Blomsten og Sværdet. Efter den mislykkede militærtjeneste kom Holdt på Krogerup Højskole, hvor han genfandt sin menneskelige styrke ved at blive undervist af folk som Ole Wivel og Erik Knudsen. Jacob Holdt sled digtsamlingen til laser og oversatte bogen til engelsk illustreret med sine fotos, som han viste til sine amerikanske værter og chauffører. »En elendig oversættelse,« siger han i dag med et smil. »Den bog betød så meget for mig, fordi jeg hele tiden følte, at jeg skulle vælge mellem det skønne og smukke, for eksempel at gifte mig med en rig, jødisk pige, som jeg forelskede mig i, og så kampen.«

Han blaffede til Guatamala for at støtte guerillakampen, men måtte erkende, at han ikke er til vold. Han fortsatte sin rastløse rejse rundt i USA. Penge havde han ingen af, så han boede altid privat hos folk. Han delte seng og bord med alt fra bandeledere til mordere, narkomaner, prostituerede, Ku Klux klan ledere og USA's rigeste. Ved at bo sammen med sine motiver skaffede Jacob Holdt sig adgang til sider af det amerikanske samfund, som kun få havde beskrevet så indfølende og grundigt, siden navnebroderen Riis fotograferede i New Yorks slum i fotografiets barndom.

»Jeg har altid sagt, at jeg ikke var nogen god fotograf, men en god vagabond. God til at komme ind i hjem, hvor ingen andre kunne komme, men hvor enhver idiot kunne tage et godt billede,« siger Jacob Holdt om sin metode.

Hans metode har ikke ændret sig meget gennem de 40 år, han har vagabonderet på de amerikanske landeveje og blaffet gennem store dele af Afrika og Sydamerika. I 1982 blaffede han 25.000 kilometer rundt i USA sammen med sin 2-årige søn fra ghetto til ghetto for at vaccinere ham mod racisme, som han mener dannes allerede i 3-4 års alderen.

»Jeg er meget bevidst om de signaler, vi får tidligt. Jeg ville undgå det ved at tage min søn med ind i ghettoerne. Han blev forkælet ud over alle grænser og overdænget med lagkage og is. Han besøgte områder, hvor de aldrig havde set et hvidt barn. Det betød, at han kom til at forbinde de sorte med noget godt. Nøjagtig på samme måde bør vi komme sammen med indvandrerne her i landet, så vores børn får et andet indtryk af dem end det billede, som er så altdominerende i dag i den danske offentlighed. I dag føler min søn, som er nu er 29 år, sig i den grad drevet mod de sorte, at han arbejder i Nairobi i et af de værste slumkvarterer. Det siges, at være det farligste sted i Afrika næst efter Johannesburg. Der gik kun tre dage, så blev han slået ned. Han har blaffet rundt i Afrika og alle mulige steder i verden, gennem Pakistan og Kina, hvor han ikke talte sproget. En langt vanskeligere rute end min. Som far var jeg meget bekymret. Jeg var lige ved at sende ham alle de racistiske advarsler,« griner Jacob Holdt.

Da han selv begyndte sin odyssé rundt i USA gik der ikke mange dage, før han blev voldtaget af en bøsse i San Francisco. Et par dage efter blev han slået ned og udsat for et røverisk overfald.

»I de første to år blev jeg slået ned mange gange. Først da jeg lærte mig ikke-voldelig kommunikation, smeltede selv de værste gangstere for mine fødder. Først da åbnede samfundet sig for mig. Fra da af kunne jeg fotografere.«

- Hvorfor giver det overhovedet mening at løbe den risiko og begive sig ind i så farlige sorte kvarterer som hvid mand?

»Jo, men det var de sorte, som tog mig i hånden bagefter. De er jo mennesker som os andre, skal du huske på. Normalt kom der aldrig en hvid inden for deres dør. Man skal jo ikke fraternisere med fjenden. Sådan var holdningen. Kun ved at vise, at jeg ikke var som de andre hvide lykkedes det mig at komme ind i deres hjem.

Jeg siger det, for vi er i den fase nu i Danmark, hvor vi har marginaliseret indvandrerne. Vi vil ikke have noget med dem at gøre. Og så kommer det naturligvis til også at gælde den anden vej rundt. Vi trækker vores børn ud af skolerne, lige så snart der kommer for mange indvandrere. De største forbrydelser er de skjulte. Det er ikke de forbrydelser, som mine venner i Ku Klux Klan begår. De bor jo typisk selv i ghettoer sammen med de sorte og i øvrigt er der ingen, der tager dem alvorligt i dag i USA.«

- Men hvad med dig selv. Du bor inde midt i København. Går dine børn ikke i privatskole?

»Jo, mine børn endte faktisk i privatskole. Men der er faktisk flere indvandrere i deres skole end der er i den lokale kommuneskole. Men jeg er da selv racist - måske mere racist i handling end min gode ven Søren Espersen har jeg overbevist ham om. Min sorte agent og jeg diskriminerer ved at sætter en høj pris på 4000$ for mine sorte arrangører og kun måske 1000$ for de privilegerede hvide.  For så der møder måske kun 20 sorte op og ingen hvide mens der på Harvard er stuvende fuldt. Altså betaler de i gennemsnit måske 200 dollar for showet, mens de andre betaler 2. Det er racisme, så det batter! Vi ved jo at racismen har givet de sorte handlingslammelse og ineffektivitet, så de sorte studerende, som arrangerer mine shows ikke får sat plakater op og reklameret for det. Og de mangler de hvides ”old boys” netværk til magthaverne. Mao. gør jeg mig skyld i samme diskrimination mod de sorte som de hvide forretningsmænd, jeg sidder med på flyene, og som undgår at investere i ghettoområder, hvor risikoen er for stor. De taler altid om ”my best black friend”, men det var præcis sådan de skabte ghettoerne. Vi elsker begrebet »The Good Nigger« eller »den gode indvandrer«. I et racistisk system falder alle i den fælde. Derfor bebrejder jeg aldrig folk, at de er racister. Fra barnsben har de lært, at i visse kvarterer skal de passe på. Så klik-klik går bildørens lås ned, for her skal de passe på. Når de så kommer på universitetet og bliver ældre, vil de gerne have en sort ven. De rækker ud mod de sorte. men føler samtidig, at de begår forræderi mod deres forældres kærlighed. De rækker ud mod de sorte, og alligevel bliver det så klodset. I et racistisk system bliver vi alle ofre. Vi er alle lige undertrykte. Men når jeg holder foredrag, siger jeg til de hvide elever. Det er jer, der har magten. I har udspillet og ansvaret. På samme måde i Danmark. Vi lider af indvendiggjort racisme. Også indvandrerne - har de først fået en knytnævne i ansigtet og er de blevet afvist, så svarer de selv igen med en knytnæve i næste generation.«

- Ikke voldelig kommunikation lyder for godt til at være sandt. Får man ikke bare selv nogle tæsk ud af det?

»80 procent af de hvide vil i deres tænkning starte med at finde fejl hos de sorte amerikanere. På samme måde vil 80 procent af danskerne starte med at finde fejl hos muslimer. Så har de ikke en chance. Det er voldelig kommunikation. Først efter at jeg dybt inde i mig selv begyndte på kærlig tænkning, på at være inkluderende og ikke finde fejl hos andre, men prøve at forstå dem og se deres smerte - fra det øjeblik smeltede selv de værste gangstere for mine fødder. Det prøver jeg at lære unge danskere ved at slæbe dem ind i sorte hjem. De sidder sammen med prostituerede og bandeledere, som disker op med alt muligt godt. Og i løbet af et par uger får de der uskyldige danskere afmonteret deres racisme. Så tager de selv ude på landevejen og blaffer og slår sig ned i ghettoen. Spørg bare rektors datter fra Svendborg, som boede i en af de mest voldelige ghettoer i Harlem.«

-Du går rundt som en omvandrende pengemaskine med kreditkort og kamera i et fattigt kvarter. Måske er det ikke så underligt, at du bliver slået ned...

»Det er ikke penge, det drejer sig om, men afmagt. Jeg har mødt sorte unge, som har slået en hvid mand ned for en dollar. For indvandrerdrengen i Danmark drejer det sig ikke om at få fat i en mobiltelefon. Det handler om, at de føler sig nyttesløse. Det er en modreaktion. De sorte i USA er marginaliseret gennem mange år. De svarer vredt tilbage.«

-Du kalder Søren Espersen for din ven. Hvorfor har du ham som ven?

»Ha, ha, jamen det er for at få ham ændret. Men selvfølgelig får jeg ikke det. Det er problemet med alle dem, der har magt. Jeg har venner i Ku Klux Klan så hvorfor skulle jeg ikke have venner i Dansk Folkeparti. Jeg elsker dem som mennesker. Man bør bruge ikke-voldelig kommunikation over for alle mennesker.«

- Jeg kan huske, at du i 1970'erne sagde, at det var dit lange skæg, som du havde flettet, og som alle grinede af, der beskyttede dig mod voldelige overfald og som gjorde, at du bare kunne vandre ind i selv de mest voldelige ghettoer.....

»Dengang vidste jeg ikke noget om racisme. Det har jeg lært gennem 30 års workshops og rejser. Jeg rejste rundt med en af de farligste og mest voldelige Ku Klux Klan ledere og vi besøgte mine sorte venner. Det tog bare seks års venskab, så var han ude af det. Bagefter opløste han sin del af Ku Klux Klan, men så blev han overfaldet af sin hadske søn og nogle andre medlemmer. Nu er han blind og lam for livstid. Men han er lykkelig for, at han fik ændret sit liv. Nu prædiker han i en kirke. Det gælder mange af mine mest voldelige venner. De fleste er døde. Men mange har fundet Herren.«

Præstesønnen Jacob Holdt, som ellers i sin udstråling og sit udseende minder om en Jesus-skikkelse, er ikke selv religiøs. Han er medlem af Kritiske Muslimer. En overgang troede mange, at han var konverteret til islam, og Jacob Holdt lod dem blive i troen. »Jeg ville have været jøde i trediverne. I USA kaldte de mig nigger lover, så her i Danmark har jeg ikke noget imod at blive opfattet som muslim. I hvert fald ved jeg, i hvilken retning Mekka ligger, efter alle de muslimer der har bedt her i mit hus,« ler Jacob Holdt. »Det var der i øvrigt næsten aldrig nogen af mine muslimske venner, der gjorde for tyve år siden. Det er kommet i takt med, at de er marginaliseret i Danmark.«

Det må da være opmuntrende, at der er kommet en sort præsident i USA?

»Jo, men Obama er opvokset på Hawai. Hans far er fra Afrika, og ham har han i øvrigt ikke set meget til. Han er mest blevet opdraget af hvide. De sorte, som stammer fra Vestindien, eller som er kommet direkte fra Afrika eller lige indvandret, klarer sig fremragende. De klarer sig lige så godt som de hvide. Men de sorte, som har boet i USA i generationer i ghettoerne har indlæringsblokeringer af at internalisere vores negative hvide syn på dem. Faktisk er de sorte værre stillet i dag end midt i 1970'erne, hvor de hvide var seks gange så rige som de sorte. I dag er de 12 gange så rige. Det er de først og fremmest i kraft af de stigende ejendomspriser. Hvor de sorte flytter ind, flytter de hvide ud. Præcis som i Danmark, hvor forskellen mellem Brøndbyvester og Hellerup er enorm.

Obama har ikke ændret på racismen i USA, selv om han har givet et vist håb. Og selv om den sorte middelklasse klarer sig godt, og vestindere som Colin Powel og sorte indvandrere især i New York og Boston får topstillinger og fine uddannelser. Men desværre udgør de et lille mindretal på 5 procent blandt USA's 35 millioner sorte. De sorte, der har boet i landet i generationer, har ikke oplevet de store ændringer.«

 

I 1974 giftede Jacob Holdt sig med en sort amerikaner og slog sig ned i en ghetto, hvor de boede i dybeste fattigdom. Efter et halvt år flygtede han igen ud på landevejen, men flyttede senere tilbage til Danmark med sin amerikanske kone. I dag er han gift med en dansk kvinde, som han mødte i arbejdskollektivet i Købmagergade. De to har holdt sammen i næsten 30 år. Når man læser Holdts bøger og shows dukker der utallige gamle kærester op. De fleste har han stadig kontakt med, og han fejrer jævnligt både 25 og 30 års dagen for, hvornår de mødte hinanden. I gemytligt selskab med hans nuværende kone, som er flink nok til at lave maden.

»Da jeg rejste rundt, sagde jeg ja til alle. Også homoseksuelle, selv om jeg ikke er bøsse. Det var jo en totalt løssluppen periode. Det var lige efter p-pillen og før frygten for AIDS. jeg kunne ikke undgå et vist antal kærester, selv om det indimellem kunne være svært at leve op til deres seksuelle forventninger. Hvis ikke blev jeg smidt ud næste morgen. Så jeg sagde ja til det hele. I dag tror folk, at jeg var sexuel udnytter. Men det var sgu mig, der blev udnyttet. Ellers fik jeg ikke husly. Jeg boede i kollektiver, hvor alle lå og bollede rundt om i hjørnerne. I Philadelphia boede jeg et ulækkert sted, der var fuld af kattelort. Men i løbet af natten kom den ene efter den anden og ville bolle, selv en højgravid kvinde. Jeg fandt mig i forholdene. Det var pligtsex. Men jeg fik også intime forhold med kvinder, som var overvægtige og uspændende, og som jeg aldrig ville have kigget efter på gaden. Det var den største rigdom.«

Der gik ikke mange måneder, efter folk begyndte at vælte ind til Amerikanske Billeder, før Jacob Holdt kunne købe en bil. Han kom hurtigt til at tjene millioner på showet. Men alle pengene blev sendt til Afrika. Ret hurtigt strømmede det ind med ansøgninger fra ulandsprojekter. Jakob Holdt blaffede selv rundt for at finde egnede projekter og endte med at sende de fleste penge til Angola til den namibiske frihedsbevægelse.

»Meget ulandshjælp gør ingen nytte. Snarere tværtimod. Sådan var det også med mine projekter. Men jeg byggede et hospital i Angola, og bagefter har jeg hørt fra adskillige mennesker i Namibia, at jeg reddede deres liv. Det har altid været en barndomsdrøm at bygge et hospital som Albert Schweizer. Så den drøm gik da i opfyldelse. Men min datter siger nogle gange: »hvorfor gav du alle de penge væk, far? Sikke rige vi ellers kunne have været i dag«.«

 

 

 

 

 


 


  Copyright © 2003
AMERICAN PICTURES