Tilbage til norske anmeldelser 

Sendt som e-mail 10. maj 2000

Kommentar fra Marie på Birkerød Statsskole

Kære Jacob

For et år siden viste du dit show på Birkerød Gymnasium. Blandt dit publikum var jeg, på daværende tidspunkt 3.g'er, Rebel og forvirret over den vrede, den smerte og den afmægtighed mit eget liv, og det jeg så i fjernsyn og aviser har indgydet mig siden jeg blev gammel nok til at forstå.

Jeg har grædt for verden og grædt over mig selv fordi jeg ikke vidste hvad jeg skulle stille op med mit liv. Fordi det var vigtigt for mig at føle at jeg gjorde en forskel, og at jeg med min eksistens som en seksmilliardende-del af menneskeheden kunne gøre verden en lille bitte smule bedre - og fordi at jeg ikke vidste hvordan.

Det gjorde mig rasende, på mig selv, på et samfund hvor det sommetider føles som om ingen forstår og alle er ligeglade, og da især dem der har ansvaret allermest - os unge, der lever som i en boble af bedøvende mediehelvede, diskotekseufori og materialisme, mens vi prøver at glemme at vore forældre valgte arbejdet frem for os, fordi de var nødt til det.

Dine billeder lagde ved på bålet. Jeg ville gå hen og snakke med dig efter showet, men turde simpelthen ikke da jeg ikke vidste hvad det var jeg gerne sige tak for. Jeg følte mig tom for ord, eller måske er det nærmere sandheden at der var for mange på én gang og for upræcise til at udtrykke hvad du netop dér havde givet mig. Nemlig det sidste spark til endegyldigt at beslutte at jeg vil vie mit liv til at bidrage til verden med så stor en mængde glæde og kærlighed som jeg nu kan præstere.

Måske var det ikke en helt bevidst beslutning i dét øjeblik, men jeg mærkede en besynderlig fred, en lindring af min vrede, selv dér midt i de smertefulde billeder. Jeg kan se nu - et år senere - at det var fordi jeg nu kunne sætte fingeren på præcist hvad det var for en retning jeg selv i blinde så længe havde prøvet at bevæge mig i.

Så lang tid har det taget at bearbejde de billeder jeg så og de historier jeg hørte fortalt ( jeg drømte om dem om natten i lang tid efter), men nu tror jeg jeg har fundet en måde:

Jeg har søgt ind på folkeskolelærer-seminaret. Dette nåede jeg frem til ud fra den overbevisning at hvis man vil ændre et samfund må man søge indflydelse hos dem der i virkeligheden er det største aktiv og (på længere sigt) den mest magtfulde faktor: børnene af menneskeheden. Det er dem der skal forme noget nyt. det er dem der skal stå på skuldrene af os for at nå derop hvor vi ikke selv kan nå. Det vi putter ind i deres sind og deres hjerter vil være hvad de får at arbejde med.

Min plan med læreruddannelsen rækker dog en smule videre end selve jobbet som underviser. Den er måske lidt excentrisk. Der er i hvert fald mange af mine jævnaldrende der finder den temmelig mystisk. Jeg vil være barde. Historiefortæller. En del mennesker fatter ikke det - for mig - indlysende i dette. Men verden er gjort af historier, og evnen til at finde på historie er en trang og en evne som jeg er født med. Så det må blive gennem historierne at jeg skal yde min del.

Jeg ville ønske at jeg turde tage med dig ud i ghettoerne. som det er nu tør jeg imidlertid ikke. Jeg føler mig ikke stærk nok til at kunne håndtere den smerte jeg ved jeg dér vil få at se, og det tusind gange mere massivt i virkeligheden, end på noget fotografi fordi den også vil være min egen personlige smerte i forbindelse med min ufrivillige rolle som barn af det herskende og bydende folk.

Men årene går og måske er det snart min tur til at vove mig ud i verden for med egne øjne at stå ansigt til ansigt med den elendighed, den smerte som jeg hele mit liv udmærket har vidst var derude - fordi den også var i mig.

Jeg er stålsat på det. Verden er også mit ansvar, min pligt. Hvem ved, måske finder jeg et sted derude HÅBET?

Tak fordi du satte ord på min tavshed

Marie

 

  Copyright © 2004 Jacob Holdt;