Tilbage til norske anmeldelser 

Interview i Venstrepressens 17 dagblade 
14. oktober 2000

Kærlighed kan kurere racisme


Manden bag "Amerikanske billeder", fotografen Jacob Holdt, har marcheret med de danske nazister for at finde ind til mennesket bag hadet

 

Af PETER HARTUNG

 

Da de danske nynazister tørnede sammen med de autonome under nazisternes march i Roskilde den 16. august 1998, gik en usædvanlig skikkelse side om side med nazisterne.

En høj, tynd mand med langt hår, langt flettet fuldskæg, venlige blå øjne og et usædvanligt åbent sind. En mand, der ikke vandrede på sit had, men som forsøgte at favne fjenden med kærlighed og åbenhed. En slags fredens prædikant i voldens hjerte.

En del af pressefotograferne genkendte den hårfagre person blandt nazisterne som Jacob Holdt. Fotografen og foredragsholderen bag bogen og lysbilledshowet "Amerikanske billeder", som siden slutningen af 70'erne har turneret rundt på skoler og gymnasier med ætsende billeder af social elendighed i det raceopdelte USA.

Hvad i alverden lavede han pludselig blandt de danske nynazister?

I et forsøg på at finde svaret på spørgsmålet har vi opsøgt Jacob Holdt i hans idylliske kartoffelrækkehus nær Nyboder i det indre København. I hans lille storbyhave gror figner side om side med druer. På førstesalen leder værten forgæves efter en amerikansk urtete med helbredende virkning - og må nøjes med at brygge te af et tebrev.

Vi sætter os ved et gammelt rustikt træbord, og roen sænker sig.


Blandt nazisterne

Det er umuligt at føle sig stresset eller utilpas i selskab med Jacob Holdts lyseblå blik.

Man forstår, at han ved hjælp af dét alene har kunnet afværge mindst fire mord- og røveriforsøg, da han som ung rejste rundt som vagabond i det voldelige USA. I dag er Jacob Holdt 53 år, men det sociale engagement synes ikke ældet én dag.

- Jeg valgte helt bevidst at gå sammen med nazisterne i Roskilde. Jeg ville leve mig ind i deres tankeverden og lære at se situationen fra deres side, uden at tænke dårligt om dem, lyder Jacob Holdts forklaring på episoden i domkirkebyen.

- Egentlig var jeg kun kommet for at fotografere. Men da jeg så de forsømte og mishandlede nazister, kunne jeg kun føle, at det var dem, jeg hørte sammen med. Det er altid det undertrykte menneske, man skal tage sig af, og nazisterne var i den situation de udstødte.

- Pludselig begyndte flaskerne at regne ned over os. Jeg prøvede at holde skansen, men det blev så voldsomt, så jeg måtte løbe væk. Situationen var helt latterlig. Hvorfor behandle nazisterne med vold og had, når had er deres eget speciale? Racisten skal behandles med kærlighed og nærvær, og det var det, jeg prøvede på, forklarer Jacob Holdt.

Rent faktisk blev han genkendt af en af nazisterne, som engang havde set fotografens lysbilledshow. Ikke så underligt, eftersom showet efterhånden har været vist over 4000 gange på danske skoler, gymnasier og højskoler.

- Jeg faldt i snak med ham. Og han var helt tydeligt sådan én, der havde haft det svært i livet. Han var gået sammen med nazisterne, fordi ingen andre ville have noget med ham at gøre. Hos dem kunne han omsider få lidt opmærksomhed og et gruppetilhørsforhold. Jeg følte, at hvis jeg havde taget ham med på en af mine ture i USA, kunne jeg på ingen tid havde fået ham over i en helt anden tankeverden, siger Jacob Holdt.

 

Var selv en udstødt

Den lange dansker kender selv fornemmelsen af at være udstødt. Han er opvokset i en lille landsby nær Esbjerg som søn af en præst. Allerede som barn gjorde Jacob Holdt oprør mod autoriteterne, og på gymnasiet smed man ham ud af 2. g. Siden gentog historien sig, da han blev smidt ud af Den Kgl. Livgarde og siden fyret fra adskillige job.

- Jeg havde heller ikke meget selvværd som ung, og det kunne være gået i alle mulige retninger med mig på det tidspunkt, erkender Jacob Holdt.

Forløsningen kom først, da han tog til USA, hvor det blev til fem år som vagabond, kun bevæbnet med et simpelt kamera og et usædvanligt stort hjerte. Det var i denne periode, at Jacob Holdt mødte alle de mennesker, som siden blev hovedpersoner i bogen, lysbilledshowet og filmen "Amerikanske billeder".

I USA mødte Jacob Holdt en masse andre udstødte. Ikke blot de fattige sorte, men også hvide racister fra middelklassen. Oplevelser, han kan bruge til noget i dagens Danmark.

- Det eneste, den unge danske nazist hungrede efter, var jo nærvær. I USA har jeg på samme måde tit samlet Ku Klux Klan-folk op på vejen, forklarer Jacob Holdt.

- De er også ofte tabertyper, og mange af dem kan fortælle om incest og mishandling i barndommen. Jeg var måske den første i deres liv, der havde spurgt dem kærligt ud om deres opvækst. Ingen ønsker jo at komme tæt på folk, der opfører sig aggresivt. På den måde bliver det selvforstærkende, mener Jacob Holdt.

 

Kærlighedens magt

Samfundet hindrer i hans øjne nazisterne i at vende tilbage til et normalt liv, fordi vi "ghettoiserer dem" ved at forstøde dem og derved fastholde dem i en form for ungdomsvrede, der ellers ofte ville gå over af sig selv med tiden.

- Det er let at ændre dem. Den tidligere leder af de danske nazister blev forelsket i en palæstinensisk pige, og så var han ude af det. Bare lidt kærlighed kan gøre det! Jeg er sikker på, at man også kunne få Johnny fra Greve ud af det igen, hvis man begyndte at opføre sig anderledes over for ham, siger Jacob Holdt.

Hans teori går ud på, at vi ved at tænke negativt om andre, vender deres had mod os selv. Vi er således selv skyld i problemerne med såvel indvandrerne som racisterne.

- Vi tænker jo både negativt om indvandrerne og om nazisterne, selv om vi går arm i arm med nazisterne i vores hetz mod indvandrerne. Der er ingen af os, der bevidst ønsker at tænke negativt om andre. Vi er jo vokset op med det kristne budskab om næstekærlighed. Men hvis vi ikke selv har det godt, gør vi det alligevel, konstaterer Jacob Holdt.

- Hvis vi mødte indvandrerne med kærlighed i stedet for mistro, ville de pludselig føle sig ønskede, og det ville ændre alt. De ville pludselig smide slørene og straks ønske at blive en del af det her samfund. I samme øjeblik, hvor vi lærte at sende dem positive signaler, ville de begynde at opfatte os som et ægte gæstfrit land. Så ville de gøre nøjagtig som i USA, hvor de har smidt tørklædet og deres gamle kultur i håbet om at blive super-amerikanere.

 

Borgerlig oprører

- Når jeg fortæller mine pakistanske veninder i USA, at der er meget vold blandt unge muslimske indvandrere i Danmark, er de nærmest chokerede. De ved, at netop de unge muslimer i USA er den gruppe med lavest kriminalitet. Fordi de bliver behandlet godt. Det er meget tankevækkende, mener fotografen.

Jacob Holdt rejser rundt i USA med sit lysbilled-foredrag fire måneder af året. I foråret blev det til 33 foredrag på 33 dage i 33 stater! På sine mange flyrejser er han stort set kun omgivet af hvide mandlige medrejsende. De sorte amerikanere møder han som regel først i lufthavnen, hvor de slæber kufferter for den hvide forretningsmand.

- Der erkender man hurtigt, at man er en del af den hvide magtstruktur. Og det er en af grundene til, at jeg beholder mit lange hår og mit flettede skæg. Så ligner jeg måske en flipper. Jeg vil ikke ses som en del af systemet! Nogle gange sidder jeg og tæller mine penge op, og så tror de alle sammen, at jeg er narkohandler. Det er trods alt bedre, end hvis de tror, jeg er en af dem, fastslår Jacob Holdt grinende.

I tidens løb er vi nok mange, der har placeret ham på den yderste venstrefløj, helt ude blandt de revolutionære socialister og kommunisterne. Intet er mere forkert.

- Jeg er i virkeligheden meget borgerlig, selv om mange mennesker altid har betragtet mig som venstreorienteret. Det skyldes jo nok, at min måde at gøre oprør på ofte er blevet identificeret med venstrefløjen, siger Jacob Holdt.

Præstesønnens arv

Jacob Holdt stammer fra en slægt, hvor den førstefødte søn gennem seks generationer har båret det samme navn for siden at blive præst. Blot ikke Jacob Holdt, som i stedet tog voldsom afstand fra sin far, da han som teenager overmalede kirken med slagord.

Men tiden forsoner, og Jacob Holdt erkender i dag, at han i realiteten har løftet familiens arv ved at rejse jorden rundt med sine budskaber om næstekærlighed og fred. Når man høre ham tale, kan man ikke helt frigøre sig fra tanken om, at han i realiteten prædiker.

- Der er jo nok min baggrund som præstesøn, der slår igennem. Jeg kan mærke, at jeg vender tilbage til kristendommen, nu hvor min far måske ligger for døden. Jeg sad i går og takkede ham for det præg, han har givet mig. Jo, jeg erkender min arv, siger Jacob Holdt, som selv har en søn på 20 år og en datter på 12 år.

Hvis man føler, at Jacob Holdt er en alvorlig og selvhøjtidelig person, så bør man overbevise sig selv om det modsatte ved at besøge hans hjemmeside på Internet. Den består af samfulde 1038 websider www.american-pictures.com  og er noget at det mest forrygende selvironiske og forbløffende, man kan finde på nettet.

Netop selvironien går igen, når man roser ham for de fremragende, stemningsmættede billeder af fattige sorte i de amerikanske storbyghettoer. Billeder, som også har vakt opmærksomhed i USA på grund af deres dokumentaristiske værdi og engagement.

- Jeg er ikke nogen god fotograf. Jeg er en blot god vagabond, dvs. jeg er god til at komme ind i de situationer, hvor enhver idiot kunne have taget et godt billede, siger Jacob Holdt.

Faktaboks:

Foredrag af Jacob Holdt

Hvis man vil have besøg af Jacob Holdt på sin skole eller sit gymnasium, kan man bestille hans foredrag via Arte. Jacob Holdt har to lysbilledforedrag at tilbyde.

"Amerikanske billeder" har været vist over 4000 gange på danske skoler, højskoler og gymnasier. Foredraget er netop opdateret til en 25-års jubilæumsudgave, som består af 3000 lysbilleder. De fleste af billederne er fra 70'erne, men Jacob Holdt besøgte en del af bogens skæbner igen i 90'erne, og herfra stammer op mod en fjerdedel af billederne.

"Inkaernes børn - med prins Joachim hos Bolivias indianere" er titlen på hans nyeste lysbilledshow, skabt i samarbejde med organisationen CARE i 1999.

  Copyright © 1997 AMERICAN PICTURES;