BEVIS FOR AVISENS BEDRAG AF MIG OM AFRIKAFONDEN


Weekendavisens manipulerer ved at sende mig en artikel under min rejse i USA til at kommentere på, men derpå trykke en helt anden artikel med nye oplysninger.
 

Her ser man forskellen på den artikel Johs Lynge bad mig om at svare på hvori der intet står om hospitalet (til venstre) og så den endelige der kom på tryk (til højre) og som er langt mere manipulerende og tilsvinende. Og meget længere.

 

   

Fotografen, forfatteren og foredragsholderen Jacob Holdt bliver allerede i sine folkeskoleår optaget af den alsaciske læge, filantrop og alternative Jesus-fortolker Albert Schweitzer, der blandt meget andet er kendt for at have modtaget Nobels Fredspris i 1953 for sin dedikerede humanitære indsats i det sorte Afrika. På sin hjemmeside beretter Holdt om, hvordan han på tærsklen til sine teenageår ”skriver en stor opgave om Albert Schweitzer – mit store idol på det tidspunkt - hvis barndom jeg identificerer mig stærkt med”.

At det nok også er Schweitzers modne år, Jacob Holdt identificerer lidt sig med, da han officielt stifter sin humanitære Afrikafond i 1981, vidner hans vision i fundatsen om ”etablering af hospitaler samt udlevering af medicinalvarer” om. Det legendariske junglehospital, som Schweitzer etablerede i Fransk Congo ved Afrikas armhule for godt 100 år siden, eksisterer endnu. Det gør imidlertid hverken Fransk Congo eller Holdts humanitære fond – og et junglehospital blev det ikke til.
Til gengæld blev fondens aktiviteter noget af en jungle at finde rundt i – både for dens bestyrelsesmedlemmer, de eksterne revisorer og ikke mindst de danske myndigheder. Selv et par år efter fondens opløsning i 1991 er sagsbehandleren i Civilstyrelsen, som tilsynet med landets fonde sorterer under, i hvert fald interesseret i at få dokumentation for, at fondens midler vitterligt var opbrugt, da Holdt og konsorter opgav ævred og lod fonden aflive i sin tid. At der også var andre forhold, som man blandt revisorerne og embedsmændene kunne have opholdt sig lidt ved, viser den aktindsigt, som Weekendavisen har fået og analyseret med assistance fra en revisor med ekspertise inden for fondslovgivningen (vedkommende ønsker af principielle professionelle årsager ikke sit navn i avisen).

I april 1981 fejler intentionerne ellers ikke noget på generalforsamlingen, hvor fondens formålsparagraf præsenteres: ”Fondet skal baseres på royalties, som måtte tilfalde Jacob Holdt eller et af ham ejet selskab, på basis af lysbilledshowet, bogen eller filmen ved navn Amerikanske Billeder...Idet Jacob Holdt ikke ønsker at få fortjeneste af en produktion, der er baseret på de fattiges levevilkår, er det forfatterens ønske, at midlerne fra produktionen skal gå til et almennyttigt formål i udviklingslandene i Afrika”. Der står i forlængelse heraf, at pengene skal gå til “vederlagsfri humanitær bistand”.

Men formuleringen ”som måtte tilfalde” betyder dog, at Jacob Holdt rent juridisk faktisk ikke overdrog rettighederne til sit livsværk – og dermed den fulde fortjeneste - til fonden, der således alene kom til at disponere over de midler, som Jacob Holdt personligt fandt skulle hældes i den fra tid til anden. ”Midler som Jacob Holdt i levende live eventuelt måtte skænke fonden”, som det lige nævnes i forbifarten senere i fundatspapirerne.

Fondens finansielle grundlag er altså uklart fra begyndelsen, hvilket den af stifteren rekrutterede bestyrelse øjensynligt ikke gjorde ophævelser over. Måske fordi der fra start blev taget let på reglerne om minimum ét uafhængigt bestyrelsesmedlem, da Holdts egen kone, bror, grafikerveninde samt hans personlige advokat kom til at udgøre fondens bestyrelse. Beklageligvis forlod fondens femte mand, den ellers obligatoriske ”juridiske konsulent”, undervejs skuden – uden at blive erstattet. Dermed var man fire frem for de - af fundatsen fastsatte - fem til at bestyre foretagendet. Fundatsen forblev imidlertid uændret.

At dem der blev tilbage – udover stifteren selv - ikke fik underskrevet afgørende årsregnskabspapirer, som lovkrævet, kan man måske ikke fortænke dem i, når man orienterer sig lidt i det forvirrende finansielle cirkus, som fonden hurtigt udartede sig til; indtægter og udgifter kommer der i hvert fald aldrig klarhed omkring. Dette åbner fx dørene for gådefulde ”tilgodehavender” fra tid til anden. Det er ulovligt at trække penge ud til sig selv, som man først har placeret i sådan en fond, men det er ikke desto mindre, hvad Holdt ifølge regnskabsåret 1987/88 kan gøre: 213.000. i datidskroner.

Weekendavisens aktindsigt viser endvidere, at Holdt både får løn af fonden og en klækkelig husleje for at huse den i sit eget domicil i Købmagergade - og siden i sin nye bolig i Nyboder. Penge, der hidrører fra indtægter på Amerikanske Billeder, som altså er placeret skattefrit i fonden, da meningen med konstruktionen jo er, at midlerne skal ekspederes til Afrika. De fleste af pengene når aldrig frem til projekter dernede. Alligevel skriver Jacob Holdt på sin hjemmeside: “jeg har brugt alle indtægterne fra Amerikanske Billeder på ulandsbistand i Afrika”.

Billedet af den idealistiske vagabond, der angiveligt bruger alle indtægterne på Afrika, har måske bidraget til Danida og IBIS’ lyst til at samarbejde med ham om bistandsprojekter, og til at hans fond - med Holdts egne ord - får “fantastisk støtte” fra almindelige danskere: “Selv rengøringskoner kommer anonymt ind og stiller poser med store bidrag, de har samlet af deres beskedne indtægt”, erindrer hans hjemmeside.

Udover de penge, der ender hos Holdt selv, blev et andet stort, pengekrævende projekt for Afrika-fonden at finansiere en film på fundamentet af bogen og showet Amerikanske Billeder. En bestræbelse som resulterede i en ifølge instruktøren og producenten (=Jacob Holdt selv) ”ubrugelig biograffilm” - meddeler han i 1993 den nyfigne sagsbehandler i Civilstyrelsen. Ikke desto mindre beretter Jacob Holdt på sin odyssé af en hjemmeside undervejs dette om ovennævnte ”ubrugelige biograffilm”:

”Filmen blev udvalgt som Årets mest fremtrædende film ved filmfestivalen i London 1982. Sælger den til Channel 4 og sender straks alle pengene til Afrika i forvisning om, at vi også i USA vil have øjeblikkelig succes - med det resultat at vi året efter alle havner på socialhjælp i San Francisco".

Med eller uden supplerende indtægter fra socialkontoret i San Francisco fosser pengene i hvert fald ud af fonden – og kun en mindre del i retning af Afrika. Ifølge fondens allersidste regnskab, som Holdt og en ”forbeholden” revisor sætter signatur på i oktober 1989, blev 388.000. kroner ”ydet i bistand” gennem årene ud af en beholdning på lidt over en million, som Holdt lod tilflyde fonden af sine ukendte samlede indtægter. Hvor i den afrikanske projektjungle bistandskronerne nærmere betegnet blev ekspederet hen, har det ikke været muligt at få skabt samlet klarhed over. Men donoren selv oplyser i sin redegørelse til Civilstyrelsen anno 1993, at ”eneste aktiv, der forhåbentlig eksisterer i dag, er den traktor vi gennem Danida skænkede et landbrugskollektiv i Zimbabwe. Men ikke engang den ved jeg om eksisterer mere”.

Juni 1991 eksisterer Jacob Holdts i København K. hjemmehørende humanitære fond ikke mere. På en ekstraordinær generalforsamling guillotineres Afrika-foretagendet tilsyneladende i hu hej vilde dyr. Samtlige punkter omkring fondens opløsning, den forestående ”opgørelse over resterende aktiver og passiver” og ikke mindst overdragelsen af disse ”i sin helhed til fondens søsterorganisation i USA” er åbenlyst problematiske. At der ikke bare er tale om uigennemsigtige og ufyldestgørende fremstillinger og intentioner hele vejen igennem, men også om manøvrer, der strider mod fundatsen og fondslovgivningen, står klart ved Weekendavisens gennemgang. Søsterorganisation, som Holdt bestyrede (frem til også den blev aflivet i 1996) via en postboks i New York, kan for eksempel ikke lovligt agere opsamlingskar for, hvad der måtte være på passiv/aktiv-siden i en dansk velgørende fond. Blandt andet grundet de skattemæssige privilegier den slags er begunstiget af.

Over for de danske myndigheder, der søger klarhed om den småt kørende fonds dubiøse afvikling, forklarer Jacob Holdt i en lettere uortodoks redegørelse i 1993 den reelle baggrund for de svigtende indtægter, der blev fonden til del, og som medvirkede til det ”kaos”, der blev kendetegnende i fondens levetid i 80'erne: ”Først og fremmest skete der en markant holdningsændring i befolkningen efter 1980, i hvilken 70'ernes idealisme blev afløst af stigende egoisme, snæversyn og racisme, hvorved interessen for min bog, lysbilledshowet og filmen omkring 1983 faldt til et nulpunkt”.

             8213 tegn med mellemrum

I årevis har fotografen, forfatteren og foredragsholderen Jacob Holdt fortalt omverdenen, at indtjeningen fra bogen og lysbilledshowet Amerikanske Billeder er gået til Afrika. »Jeg har brugt alle indtægterne fra Amerikanske Billeder på ulandsbistand i Afrika,« kan man eksempelvis læse på hans hjemmeside. Med årene er denne påstand blevet en fast del af mytologien omkring Holdt. Historien om, hvordan alt, hvad Amerikanske Billeder indbragte, blev sendt til Afrika, dukker op igen og igen i interviews og portrætter. For eksempel siger Jacob Holdt i 2007 sådan her til Politiken: »Min datter angriber mig tit for, at jeg har brugt alle indtægterne fra Amerikanske Billeder på ulandsbistand i Afrika.« En påstand, han gentager for Weekendavisen i 2009 ved nok en gang at citere sin datter: »Hvorfor gav du alle de penge væk, far? Sikke rige vi ellers kunne have været i dag.«

En aktindsigt, som Weekendavisen har fået bevilliget af Justitsministeriet og analyseret med assistance fra en revisor med ekspertise inden for fondslovgivningen (vedkommende ønsker af principielle professionelle årsager ikke sit navn i avisen), giver dog et noget andet billede af Holdts filantropiske arbejde i Afrika. Kun en begrænset del af indtægterne gik til fonden, og af den endte størstedelen langt væk fra Afrika – blandt andet i Holdts egne selskaber og projekter.

ALLEREDE i sine folkeskoleår bliver Jacob Holdt optaget af den alsaciske læge, filantrop og alternative Jesus-fortolker Albert Schweitzer, der blandt meget andet er kendt for at have modtaget Nobels Fredspris i 1953 for sin dedikerede humanitære indsats i det sorte Afrika. På sin eventyrligt informative hjemmeside beretter Holdt om, hvordan han på tærsklen til sine teenageår »skriver en stor opgave om Albert Schweitzer – mit store idol på det tidspunkt – hvis barndom jeg identificerer mig stærkt med […] Sådan en missionær ville jeg selv være, tænkte jeg og planlagde, at når jeg blev stor, ville jeg bygge et hospital i Afrika. Så da jeg kom tilbage fra USA, var det faktisk netop, hvad jeg gjorde«.

At det nok også er Schweitzers voksne år, Jacob Holdt identificerer sig lidt med, da han officielt stifter sin humanitære Afrikafond i 1981, vidner hans vision i fundatsen vedrørende »etablering af hospitaler samt udlevering af medicinalvarer « om. Det legendariske junglehospital, som Schweitzer etablerede i Fransk Congo ved Afrikas armhule for godt 100 år siden, eksisterer endnu. Det gør imidlertid hverken Fransk Congo eller Holdts humanitære fond – og et junglehospital blev det ikke til. Til gengæld blev fondens aktiviteter noget af en jungle at finde rundt i – både for dens bestyrelsesmedlemmer, de eksterne revisorer og ikke mindst de danske myndigheder. Selv et par år efter fondens opløsning i 1991 var sagsbehandleren i Civilstyrelsen, som tilsynet med landets fonde sorterer under, i hvert fald på nakken af Holdt for at få dokumentation for, at fondens midler vitterligt var opbrugt, da ulandsmæcenen og konsorter opgav ævred og lod fonden aflive i sin tid.

I april 1981 fejlede intentionerne ellers ikke noget på generalforsamlingen, hvor fondens veldædige formålsparagraf præsenteredes: »Fondet skal baseres på royalties, som måtte tilfalde Jacob Holdt eller et af ham ejet selskab, på basis af lysbilled-showet, bogen eller filmen ved navn Amerikanske Billeder […] Idet Jacob Holdt ikke ønsker at få fortjeneste af en produktion, der er baseret på de fattiges levevilkår, er det forfatterens ønske, at midlerne fra produktionen skal gå til et almennyttigt formål i udviklingslandene i Afrika.«

Så langt så godt – men stadig langt til Afrika skulle det vise sig. Idealistiske mål skal nås med en idealistisk rekruttering, synes rationalet at være. Om rekrutteringen af aktivister til Afrikafonden skriver Holdt på sin hjemmeside: »Af Vridsløse Statsfængsel får vi lov til at hente den sorte amerikanske livstidsfange, Harb Lelshab, indsat for mord, ud i dagtimerne for at gøre ham til daglig leder af fondet. Er også med til bl.a. at rehabilitere en algiersk (sic!) narkoman, som vi smugler ind fra Frankrig.« Der blev fra starten taget let på grundreglen inden for fondsdrift om minimum ét uafhængigt bestyrelsesmedlem. Således lod Holdt sin egen kone, bror, grafiker og sin personlige advokat udgøre fondens bestyrelse. Beklageligvis forlod fondens femte mand, den ellers obligatoriske »juridiske konsulent«, undervejs skuden – uden at blive erstattet. Dermed var man fire frem for de – af fundatsen fastsatte – fem til at bestyre foretagendet.

Måske det var derfor, at fondsbestyrelsen ikke fik underskrevet afgørende årsregnskabspapirer, som lovkrævet; indtægter og udgifter kommer der i hvert fald aldrig klarhed omkring. Dette åbner dørene for gådefulde »tilgodehavender« fra tid til anden. Det er ulovligt at trække penge ud til sig selv, som man først har placeret i sådan en fond, men det er ikke desto mindre, hvad Holdt ifølge regnskabsåret 1987/88 kan gøre: 213.000 i datidskroner. Weekendavisens aktindsigt viser også, at Holdt både modtager løn og husleje af fonden for at huse den i sit åbne domicil i Købmagergade – og siden i sin nye bolig i Nyboder. Det er penge, der hidrører fra indtægter på Amerikanske Billeder, som altså er placeret skattefrit i fonden, da meningen med konstruktionen jo er, at midlerne skal ekspederes til Afrika. De fleste af pengene når aldrig frem til projekter dernede – men går blandt andet til et pudsigt opkøb af et af Holdt selv ejet anpartsselskab (som fonden først har lånt cirka 360.000. kroner, siden opkøber – hvorefter dens revisor nedskriver værdien af selskabet til 1 krone).

BILLEDET af den idealistiske vagabond, der angiveligt bruger alle indtægterne på Afrika, har måske bidraget til Danida og IBIS’ lyst til at samarbejde med ham om bistandsprojekter, og til at hans fond – med Holdts egne ord – får »fantastisk støtte« fra almindelige danskere: »Selv rengøringskoner kommer anonymt ind og stiller poser med store bidrag, de har samlet af deres beskedne indtægt,« erindrer hans hjemmeside. Poser fyldt med penge bliver der da også brug for, da fonden ’går til filmen’.

Et stort pengekrævende projekt for Afrikafonden bliver nemlig at finansiere en filmatisering af bogen og showet Amerikanske billeder. En bestræbelse, som, på trods af solid støtte fra både Det Danske Filminstitut og DR, resulterede i en ifølge instruktøren og producenten (vagabonden selv) »ubrugelig biograffilm«.
Det meddeler Holdt i 1993 den nyfigne sagsbehandler i Civilstyrelsen, der undrer sig over, hvor fondsmidlerne er forsvundet hen. Ikke desto mindre beretter Jacob Holdt på sin hjemmeside dette om ovennævnte »ubrugelige biograffilm«: »Vi præsenterer vores film på Cannes-filmfestivalen og siden på London, Berlin, Dublin, Los Angeles og San Franciscofestivalerne, men de sorte i gruppen takker dog nej til en invitation fra Durban-festivalen i Sydafrika. Filmen blev udvalgt som Årets Mest Fremtrædende Film ved filmfestivalen i London 1982. Sælger den til Channel 4 og sender straks alle pengene til Afrika i forvisning om, at vi også i USA vil have øjeblikkelig succes – med det resultat at vi året efter alle havner på socialhjælp i San Francisco.«

Med eller uden supplerende indtægter fra socialkontoret i San Francisco fosser pengene i hvert fald ud af fonden; og kun en mindre del i retning af Afrika. På Holdts hjemmeside kan man læse, at der med IBIS som mellemmænd leveres finansiering af en guerillalejr for sorte namibiere i Angola. Weekendavisen har været i kontakt med IBIS, der afviser, at have støttet aktiviteter i en guerillalejr. Til gengæld modtog man »substantiel støtte« fra Holdt i forbindelse med et byggeri af en sygeplejeskole i en flygtningelejr i Angola.

Ifølge fondens allersidste regnskab, som Holdt og en »forbeholden« revisor sætter signatur på i oktober 1989, blev 388.000 kroner »ydet i bistand« gennem årene til unavngivne modtagere ud af en beholdning på lidt over en million, som Holdt lod tilflyde fonden. Mere end 388.000 kroner har altså ikke gjort gavn i Afrika, og måske er det tal mindre. Hvor i den afrikanske projektjungle, bistandskronerne blev ekspederet hen, har det ikke været muligt at få skabt samlet klarhed over. I sin redegørelse til Civilstyrelsen anno 1993 oplyser Holdt, at »eneste aktiv, der forhåbentlig eksisterer i dag, er den traktor, vi gennem Danida skænkede et landbrugskollektiv i Zimbabwe. Men ikke engang den ved jeg om eksisterer mere«.

JUNI 1991 eksisterer Jacob Holdts i København K. hjemmehørende humanitære fond ikke mere. På en ekstraordinær generalforsamling guillotineres Afrika-foretagendet. Man springer op og falder ned på formaliteterne inden for fondsverdenen. Og der er ikke bare tale om uigennemsigtige intentioner hele vejen igennem, men også om mærkværdige manøvrer, der strider mod fundatsen og fondslovgivningen. Det er eksempelvis ulovligt, at man flytter de aktiver, der måtte være tilbage i fonden, over i dens søsterorganisation i USA. Den styrede Holdt via en postboks i New York, frem til også den blev aflivet i 1996. Sådanne manøvrer er ulovlige, da man kan få uberettigede skattefordele, og myndighederne ikke har mulighed for at vide, om fondens midler rent faktisk ender med at gå til formålet.


Over for de danske myndigheder, der søger klarhed om den med tiden småt kørende fonds dubiøse afvikling, forklarer Jacob Holdt i en lettere uortodoks redegørelse i 1993 baggrunden for de svigtende indtægter, der blev fonden til del: »Først og fremmest skete der en markant holdningsændring i befolkningen efter 1980, i hvilken 70’ernes idealisme blev afløst af stigende egoisme, snæversyn og racisme, hvorved interessen for min bog, lysbilledshowet og filmen omkring 1983 faldt til et nulpunkt.« Åbenlyst et tragisk endeligt for fonden, der, født af 70ernes idealisme, altså kvaltes i 80ernes egoisme. Holdt anfører derudover, at på grund af dollarens fald i 80erne »blev også de amerikanske turister væk« fra hans diasshow i Købmagergade, hvor de ellers mod betaling i gode danske kroner kunne have givet fonden nødvendigt økonomisk åndedræt.

Amerikanske Billeders aktier er dog i høj kurs igen i 2009, hvor Louisiana og derpå ARoS arrangerer en ambitiøs udstilling af nationalvagabondens nu kanoniserede livsværk. I den anledning giver Holdt et interview til Weekendavisen, hvor han selv gør status over sin Afrika-filantropi: »Meget ulandshjælp gør ingen nytte. Snarere tværtimod. Sådan var det også med mine projekter. Men jeg byggede et hospital i Angola, og bagefter har jeg hørt fra adskillige mennesker i Namibia, at jeg reddede deres liv. Det har altid været en barndomsdrøm at bygge et hospital som Albert Schweizer (sic!). Så den drøm gik da i opfyldelse.« I en mail til Weekendavisen bekræfter Jacob Holdt imidlertid, at det grundet de finansielle omstændigheder ikke lykkedes for ham og hans til formålet oprettede fond at bygge eller drive et hospital.

11248 tegn med mellemrum



Tilbage til Afrika-fond