16. November 2015



Dette brev er til dig privat, da jeg ikke ønsker at Weekendavisen tramper videre i denne sag skønt jeg ved med mig selv - og i de fleste tilfælde har vidner til historierne - at jeg har min samvittighed i orden !



Kære Søren

Først vil jeg give dig en undskyldning for at jeg blev så ophidset til paneldebatten. Jeg havde forberedt et længere PowerPoint-forsvar for hvert af de emner Thomas Buch-Andersen sagde at du ville bringe op og blev derfor vred over at jeg ikke – som lovet af Michael Thouber – kunne få lov til at bruge den tid på det, som det tager af føre beviser vha. billeder og dokumenter. Omkring de tre hovedemner bragt op i avisen, Wounded Knee, Charles Smith og Afrikahospitalet, syntes jeg jo ikke engang at det var vigtigt at du bragte anklagerne frem en gang til når de allerede var blevet bragt i WA. Men Thomas' præmis var vist at vi skulle have lige meget taletid og min datter fortalte mig bagefter at jeg havde talt mere end dig.
Denne manglende evne til at styre mit sind og min ustrukturerede måde at tale på føler min familie er et stigende problem jo ældre jeg bliver - som et udslag af min ADHD – ligeså meget som ADHD angiveligt hjalp mig i ungdommen med at skabe Amerikanske Billeder. Desuden kunne jeg ikke høre hvad du sagde.

Nå, men da jeg ikke ønsker at du tror at jeg lyver om noget, vil jeg gerne lige belyse de andre emner op, hvor du var i tvivl om rigtigheden i Am. Billeder. De to emner, som I hidtil har bragt frem i WA som mine "løgne", har jeg jo for længst vist ikke var det. I Wounded Knee historien er der dog indrømmet stadig tvivl om to sætninger, som intet har med hovedhistorien at gøre. Men selv om jeg indrømmer at de nok har været overdrevne skal du jo huske at dette kun kan påvises ud fra Martin Kaslers påvisning af hvornår kampene inde ved knæet standsede. Han mener nemlig ud fra andre ting jeg siger at jeg ankom den og den dag til området. Som jeg vist oprindelig skrev til ham på hans blog er det så kompliceret en sag for mig gennem bunkevis af breve og dagbogscitater at finde ud af hvornår jeg rent faktisk ankom at jeg vil vente med denne dybere research til jeg kommer til dette kapitel i mine erindringer. Jeg har virkelig lagt så kraftigt låg over dette deprimerende "nederlag" for mig at jeg ikke kan huske omstændighederne omkring det. Men hvis jeg finder ud af at jeg ankom før kampene standsede falder bevisbyrden jo så på jer i WA – nemlig at bevise at der ikke fløj kugler omkring mig (udover den dag hvor the goon squad skød efter os)   :-)

Hvad angår Charles Smith har jeg som bekendt alle mine amerikanske medarbejdere og universiteter som vidner på at vi ikke vidste at han skulle have forfalsket nogle papirer. Så den sag har intet med min troværdighed at gøre. Men hvem siger at manden, der skrev den artikel i National Geographic (som I læner jer op af) ikke løj? Jeg burde jo udfordre WA til at fremlægge de forfalskede papirer, som Charles Smith påstås at have lavet. Bevisbyrden burde være jeres!
(Selv regnede vi os som sagt frem til i gruppen omkring Am. Bill. at han nok kun var 119 år gammel ud fra de andre ting CS sagde. Jeg har jo en timelang båndoptagelse med ham hvor jeg stiller spørgsmål om præsidenter og andet for at finde huller i hans historie om sin alder, mens det han sagde om slaveskibet og Legree jo godt kunne passe, hvis han var 5 år og ikke 15 år under sejladsen, som han påstod. Historikere påpeger i al fald at det kun var mindreårige børn som afrikanerne nogle gange smed overbord).

Men nok om det.
Da jeg samme dag inden paneldebatten havde fået at vide af Thomas Buch-Andersen at du også planlagde at angribe mig for følgende - Ted Kennedyhistorien, Bob Dylan, Afrikafondens regnskaber (udover selve hospitalet), mine 4 arrestationer af Secret Service og vist nok også min erhvervslejlighed i Købmagergade (det eneste efter alle disse år, som jeg ejer) - havde jeg skyndsomst lavet PowerPoint præsentationer om disse emner. For ellers ville dine mundtlige angreb under paneldebatten være at sammenligne med at en mand stiger på bussen og råber efter en, "Den mand er en morder! " …….og man så kun har indtil næste busstop over for de andre passagerer verbalt at bevise at man ikke er det.

Desværre var dette netop præmissen for aftenens set up, hvor du endte med at skyde løs med spredehagl om bl.a. Bob Dylan etc. uden at jeg fik lejlighed til at forsvare mig. Sig mig, hvordan havde du forestillet dig at jeg på så kort tid kunne fremlægge beviser for alt dette?
Det tager et sekund at bringe en mand i miskredit ved at (bruge medierne til at) råbe "morder" eller "løgner" efter ham. Det kan tage endeløse bevisrækker eller en hel bog at bevise at man IKKE er det. Jeg føler ikke at jeg noget steds i bogen har løjet – heller ikke som sagt i de to beklagelige sætninger om Wounded Knee. Problemet med W.K. er at jeg der ikke har nogen nulevende vidner og kun få billeder fra begivenheden. Det har jeg i stort set alt det andet jeg beskriver i bogen – ikke mindst med de over 20.000 (nys digitaliserede) billeder af mine venner fra bogen (hvori der kun er 800 billeder med i selve bogen) – dels fra dengang og dels fra vort fortsatte venskab gennem årene siden. Men lad mig i al fald vise dig at Bob Dylan historien er sand.

Mine beviser for Bob Dylan historien (som i sagens natur ikke kan fortælles kort)

Jo, man kan grine af mig at jeg var så uvidende om musik at jeg ikke genkendte Bob Dylan skønt jeg havde hørt hans musik inden jeg tog til USA og set ham på pladeomslag. Jeg er den totale ignorant om musik og filmstjerner og næsten alle de berømtheder jeg har mødt gennem tiden såsom Jane Fonda, Jodie Foster, Brian Adams osv. har jeg mødt igennem mit arbejde fordi de opsøgte mig. F.eks. kørte jeg rundt med Brian Adams på bagsædet af hans limousine i New York fordi han sagde at han beundrede min fotografering. Først efter en lang aften sammen med ham spurgte jeg ham hvad hans navn var fordi han hele tiden blev standset af fans i de fine natklubber han tog mig til. Da han sagde "Brian Adams" og han tydeligt kunne se på mit ansigtsudtryk at jeg ikke kendte navnet, blev han synligt forbavset. Når jeg siden har fortalt historien til folk begynder de tit automatisk at nynne hans sange – nøjagtig som da jeg fortalte historien om Bob Dylan. Heldigvis har jeg som kulturanalfabet i Brian Adams tilfælde billeder af de to gange jeg festede med ham …..og i Bob Dylans tilfælde både vidne og forklaring.

Baggrunden for Bob Dylan var den at jeg i september 1971 havde mødt min første faste jødiske kæreste, Marly Sockol, i Montreal og blaffede med hende ned til hendes velhavende forældre i Brookline, MA, hvor billedet af hende øv. tv. på side 70 i bogen blev taget. Herunder vist på den PowerPoint, jeg havde forberedt til paneldebatten:



Vi følte begge hurtigt at vi ville giftes med hinanden og jeg flyttede ind i hendes slumlejlighed på hjørnet af 1st St/2nd Ave på the Lower East Side af Manhattan.

Resten af historien vil jeg dog for nemheds skyld fortælle ud fra den baggrundsberetning jeg har skrevet om hende til en 6 timers TV dramaserie, som en kendt stor instruktør ønsker at lave baseret på min bog. (Jeg må ifølge kontrakten ikke sige mere om filmprojektet på nuværende tidspunkt).

Da min bog som sagt blot er nedskrevet fra teksten af mit lysbilledshow, der beskriver mennesker overfladisk blot ud fra en generaliserende politisk/social synsvinkel, er personerne deri meget skabelonagtige og endimensionelle. Derfor har jeg til brug for manuskriptforfatterne skrevet lange – nogle af dem på over hundrede sider – langt mere psykologiske baggrundshistorier om hovedpersonerne ud fra det dybere kendskab til dem, som jeg har fået gennem vores fortsatte venskab i årene efter at "Amerikanske Billeder" blev til. Og Marly Sockol har jeg forsøgt at lave til en stor kvinderolle i filmen pga. den enorme betydning hun fik for mig som "frelsende engel".
Som højtuddannet jødisk intellektuel var hun mig intellektuelt enormt overlegen og fik mig med sin kloge psykologiske indsigt langsomt afradikaliseret fra den venstreorienterede voldsromantik, jeg var ankommet til Amerika med (som følge af Vietnamkrigen og som jeg gør endeligt op med i Wounded Knee-kapitlet).

Jeg kan også lige nævne at Marly Sockol som senere psykiater (for de kendte og velhavende i San Francisco) var den første, der i 90’erne diagnosticerede både min søn og mig selv som ADHD-ramte - lang tid før dette begreb blev kendt i Danmark - og er en af dem, der har analyseret at jeg IKKE ville have været i stand til at lave Am. Billeder hvis jeg ikke havde haft ADHD (omvendt har ADHD givet mig stigende problemer i årene sidenhen som du så med min ophidselse under paneldebatten og mine uigennemtænkte, men dog sande historier på Facebook). Men samtidig sagde Marly at det også var årsagen til at hun efter et halvt år dengang slog op med mig. Som jeg skriver i oplægget til filmen førte dette brud mig i 1972 ud i en langvarig depression, som gradvist førte mig dybere og dybere ind i de sorte ghettoer.  Det er dog en anden historie.

Men her kommer afsnittet om hvordan hun gav mig jobbet i det berømte The Gaslight på Macdougal Street (ikke at forveksle med den større Gaslight afdeling på Bleecker Street hvor jeg hver aften skulle hente is til drinks, da stedet var så lille at der ikke var plads til en fryser i det lille køkken bag scenen.) Stedet er for længst lukket, men da jeg for to år siden havde Søren Pind med dernede for at vise ham stedet, blev vi faktisk standset af en af de gamle fra den tid, da jeg arbejdede der i sep/nov 1971.
På musiklisten her på
https://en.wikipedia.org/wiki/The_Gaslight_Cafe kan du se mange af de kunstnere, jeg introducerede hver aften, men som jeg i min jyske bonderøvstilstand overhovedet ikke kendte navnene på. (Allan Ginsberg blev jeg siden ret gode venner med og fotograferede og demonstrerede sammen med overalt i USA. Så på min og Pia Tafdrups første turne sammen i 1987 forsøgte jeg at indkvartere hende i Ginsberg lille lejlighed på 12. gade. Han var også en af de kendte i The Gaslights storhedstid ……dog før det år hvor jeg kørte The Gaslight i sænk :-)  )
Alligevel gjorde de alle så stort et indtryk på mig at jeg har fulgt dem lige siden, som jeg viser til sidst i dette oplæg til filmens manuskriptforfattere:


"Marly was not intent on studying all day in New York University "just to support a penniless bum", so she insisted that I had to work.
Today I feel I must have been very faithful or obedient toward her, for in that way I ended up getting the only job I ever had in the five years of traveling. No other woman could later force me to work. If they did try, I would immediately walk out to the freedom of the highways.
But Marly had persuasive authority and knew the woman, Betty Smyth, who owned the folk music club
"The gas light" in the Village, since she had once written an essay for her, which Betty got a straight A for. Therefore, she called Betty up and said, "Hey, you owe me something for that A. You have to hire this Danish bum I have staying with me – even though he is an illegal alien."
Betty, the poor woman, had no choice and after taking a quick look at my braided beard and me, she felt she could only use me outside – as a "drag man". After all, those were the hippie days where such a beard "worked". Today it would not have gotten me hired in most places and this turned out to be the last real or "honest" job I had in my life. I had to stand shouting all night on McDougal St "Free admission to night" which in my still revolutionary mood I quickly changed to "Free admission and all political prisoners" since countless black revolutionaries were in prison at that time. With my heavy Danish accent, people found it quite charming. That I could get away with such politicizing without being fired says something about the anti-establishment mood under Nixon.
I was closer to being fired by throwing Bob Dylan out one night since it was also my job NOT to let poor looking Puerto Ricans and blacks inside and in my race-profiling mindset, he looked like a Puerto Rican.
Dylan was usually "blowing in the wind" in
Folk City
around the corner on West Third St.
Luckily that night Betty was present and saw it and came running up scolding me, "Aren’t you aware that this is Bob Dylan? He used to play here, but is right now playing in Folk City. Like all the other artists he can always come in here (for free)."
Well, if Betty had not told me so I would not have known that it was Bob Dylan.



Afstanden Bob Dylan gik fra Folk City når han om aftenen gik rundt til The Gaslight og de andre spillesteder I The Village.


The Gaslight was in financial crisis at that time (and actually closed later that year). So – cheap foreign labor as I was – I soon got promotion and ran the whole place by myself. I had to introduce the different musicians on stage. Usually there would be two artists alternating - a well-known name and a not so known, upcoming musician. However, for me they were all equally unknown, so Betty every week gave me their names on paper. Nevertheless, more than once I got the two names mixed up and ended up being booed out by the audience when I introduced "Let’s give a warm hand to Jose Feliciano….." and it was a totally unknown person standing on stage. It was not until I one day walked into a record store and saw the albums of all those friends I had now made in this primitive dark small club that I realized HOW famous many of them actually were. Since I was also making the coffee I would be hanging out for a whole week at a time in the kitchen behind stage with them. People such as Jose FelicianoJames Taylor (thus I was really glad to see him as the official entertainer at Obama’s 2nd inauguration) and Phil Ochs, one of whose songs I later used in my show. In the same way, I almost used Cat Stevens’ (or Yusuf Islam) song Where do the children play in the children-under-highways section of my show. All the music in my slideshow I choose based on some kind of personal connection I had to it, since I otherwise knew nothing about music).

However, the one I got closest to – spiritually and physically - was blues musician
Bonnie Raitt who was inspired by and alternated every night with the delta blues singer Mississippi Fred McDowell.
Fred died a couple of months later, but also inspired me profoundly with his stories about picking cotton in Mississippi. So much in fact, that I can say with certainty that he was the reason I four years later hitchhiked to the delta to see if his descriptions from his youth were still true in the 1970’s. That is part of the background story for me ending up in bed with the black pimp Ed on page 127 "because I couldn’t choose between his prostitutes" :-)
His legacy was also the reason I recently took Danish rightwing politician
Søren Pind to hitchhike with me on Highway 61 through the Mississippi delta – the main route of oppressed southern blacks escaping North - and was filmed with him right in the spot where Bessie Smith was killed.

Mississippi Fred McDowell’s moving accounts of southern oppression literally threw Bonnie Raitt and me in the arms of each other and inspired our later artistic/political lives. She was two years younger than I was, but for me she somehow felt very "homely" by – a little choppy at the time - reminding me of the country girls in my rural Western Jutland. So for a short time it got really hot between us, not least after hours in the next door bar
Kettle of the Fish
.
Sadly/luckily because of my faithfulness to Marly our relationship was not allowed to develop (in hindsight I realize that as a heavy drinking artist I am probably not the only one she flirted with in her young days J ). Today, where she is a double Grammy winner my wife often teases me whenever Bonnie Raitt is on Danish TV, "Well, there is certainly one of your old "girlfriends" who have completely forgotten all about you!"
Yes, but at least I can proudly claim, "it was me who helped launch her career!" For I introduced her on that small stage where a Newsweek reporter discovered her and blew her name up to such fame ….that in the process – and through years of struggling with alcoholism – she forgot all about me
J

And that was also good, for my relationship with Marly developed so quickly and positively, that we were both sure it would end in marriage."




Men helt glemt mig havde Bonnie Raitt dog ikke da vi mødtes igen i 21. juli 2013, da hun sidst spillede på Amagerscenen. Hun er et af mine vidner til at jeg dengang arbejdede i The Gaslight.
Og Cat Stevens besøgte jeg for nylig sammen med min ven Isam B. Da Isam B indøvede sine sange til en ny cd i min kones sommerhus og jeg skulle tage billeder af ham til pladeomslaget i de smukke landskaber omkring Rusland/Tegners Museum, spillede han sine nye sange for mig. Jeg sukkede vemodigt og sagde jeg til ham, "Det er sjovt, for de minder mig fuldstændig om en musiker, som jeg introducerede hver aften i en folkemusikklub i New York i min ungdom."
Derpå spurgte Isam B, "Hvad hed han?"  Jeg svarede, "Han hed Cat Stevens, men er i dag bedre kendt som Yussuf Islam efter at han konverterede til islam. " Så smilede Isam B og sagde at hans sange faktisk var inspireret af Yussuf Islam. Så da han kort tid efter skulle ned til Dubai og indspille sine sange i Yussuf Islams musikstudier i Dubai endte jeg med at tage med derned og gense den i dag næsten utilgængelige Cat Stevens - 43 år efter vi mødtes – nu bedende sammen med ham i moskeen til en stille fredagsbøn frem for råbende ud i the Gaslight, "Let’s give a warm hand to Cat Stevens". 




Så kære Søren. Dette er min baggrundshistorie for på min egen klodsede bonderøvsmåde også at møde Bob Dylan den aften hvor jeg var dørmand i The Gaslight. Hvorfor i alverden skulle jeg have opfundet den ene sætning om ham hvis ikke den var sand (i en bog der handler om noget helt andet)?

Men Bob Dylan kan helt sikkert ikke huske mig fra den ene aften, hvor jeg (næsten) fik ham smidt ud og ikke fik ham fotograferet. Mit vidne i hans tilfælde er kun Marly Sockol, som jeg kom hjem og fortalte historien til den aften. Jeg mente det skete på en af de første dage hvor jeg var "dragman" – ikke fordi det imponerede mig så meget at have mødt en kendis (som man jo mødte overalt i The Village), men fordi jeg frygtede at blive fyret af Betty. "Ha, ha, det skal jeg nok ordne hvis du får problemer med Betty," grinede Marly.
Da jeg ikke ved hvor Betty Smyth befinder sig i dag er Marly altså mit eneste vidne til den aften med historien om Bob Dylan:
Marly Mills Sockol, 271 Wilson Way, 94939  Larkspur,  CA,
mills@itsa.ucsf.edu, tlf. 415-531-0556.
Betty Smyth kan du måske finde, da hun var mor til
Scandalsangeren Patty Smyth
, der som 14-årig på det tidspunkt krævede så meget pasning i hjemmet i Brooklyn, at det forklarer hvorfor Betty overlod mig at passe hele klubben alene mange aftner. Måske Patty Smyth var med den aften og kan huske hvordan jeg blev irettesat af hendes mor for at nægte Bob Dylan adgang.

Ligesom så mange andre af de skildrede i min bog har jeg fotografisk fulgt Marly Sockol hele mit liv og lavet hendes livshistorie på mine hjemmesider. Hun har besøgt mig tre gange i Danmark de sidste to år, så sent som til min store kræftoperation i marts måned i år, hvor hun her ses med min datter, som boede hos hende som psykologistuderende på U of Cal. sidste år.






Efter at have skrevet ovenstående fandt jeg i dag et af de kilometerlange breve jeg skrev hjem til forældre og venner, som jeg vil anføre som yderligere bevis, skønt jeg deraf kan se at Bob Dylanudsmidningen må være sket senere end jeg troede. Brevet er skrevet lige efter jeg blev ansat i The Gaslight og jeg har medsendt annoncen for den uge i brevet. Det var typisk for mig at datere brevet "to dage før Che Guevaras dødsdag", altså 7. okt 1971, og brevet bærer præg af min venstreorienterede politik på det tidspunkt. Det er også interessant ved at beskrive den rystende kriminalitet dengang på den korte strækning fra the West Village over til min bopæl hos Marly Sockol i the East Village. Jeg er tydeligvis meget imponeret over at have fået jobbet og foregiver overfor mine forældre at jeg kender alle disse kendte stjerner, men havde bortset fra Bob Dylan aldrig hørt om dem før. Selve historien om The Gaslight starter hvor jeg har markeret med rødt.
 

Jeg har ikke haft tid til at finde det senere brev – jeg skrev alenlange breve hver uge – hvor jeg fortæller om Bob Dylan udsmidningen. Som det ses af denne Bob Dylan historie kan det være svært kortfattet (f.eks. under en paneldebat) at "bevise" sine historier, når nogen anklager en for at "lyve". Jeg er dog først og fremmest forbavset over at nogen overhovedet ville slå ned på så ubetydelig en historie som den om Bob Dylan (for første gang i bogens 38 år) når historien er fuldkommen uvæsentlig for bogens emne, nemlig min senere rejse ind i de sorte ghettoer.

Adam Holm kunne have lidt ret i det han skrev på Facebook, "
Og hvis det forholder sig sådan, hvorfor blev denne udsmidning så takseret til en afskedigelse af Holdt, sådan som man må forstå af formuleringen om at det bagefter var "videre ud på landevejen"? Det virker umiddelbart løjerligt, men det kan jo bero på undertegnedes mangel på forestillingsevne. Er det fiktion eller fakta? Hvad tror ’saglidenskaben’?"

Den del af min sætning i bogen undrer jeg mig også over i dag, idet Betty måske nok i første omgang ønskede at fyre mig for min manglende musikalske indsigt, men lod mig slippe fordi hun ikke havde råd til anden billig arbejdskraft, hvorfor jeg først blev fyret og vandrede videre ud af landevejen da The Gaslight kort tid efter gik konkurs. Denne sætning har nok blot været ment som en slags overgangssætning til den næste i forordet om hvordan jeg ellers finansierede mine film (uden at arbejde). Men en ting gav Bob Dylan mig med på den videre rejse. Hans sætning "To be an outlaw you have to be completely honest" bar jeg altid med mig i hovedet i mødet med hvert eneste menneske jeg mødte. For uden at udstråle fuldstændig ærlighed over for de mennesker man møder som pengeløs vagabond, lukker de sig for en og tør ikke at invitere en ind i deres overflod og privatliv.


Min historie om Ted Kennedy

Jeg havde også til debatmødet forberedt et tilsvarende forsvar for Ted Kennedy-historien. Jeg fatter ikke hvorfor du kan tro at jeg har nogen som helst interesse i at opdigte eller "lyve" om sådanne perifere historier, når selve hovedhistorien om de sortes tilstand er så stærk i sig selv og er det i bogen, som amerikanerne altid har reageret på.



Så hvad tænker du dog på, Søren Willemoes? Forestiller du dig virkelig at jeg uden troværdige vidner til en skandalehistorie om Kennedys druktur kun to år efter at han havde druknet en kvinde med samme slags uansvarlige fuldemandskørsel i Chappaquiddick ville have turdet at bringe den historie i den amerikanske udgave af bogen? Jeg ville jo juridisk have fået hele Kennedyklanen efter mig med sagsanlæg hvis den var usand.
Så lad mig her lige vise det vigtigste vidne, min kæreste på det tidspunkt Dea Beatrice Dolores Gladden, på hendes terrasse i Columbia, MD, som jeg beskriver i Kennedyhistorien på side 226.



Jeg omtaler også i kapitlet at jeg kørte rundt med hende i hendes Jaguar. Den ses hun ved her.



Og endelig beskriver jeg hendes minkbetrukne seng "fuldstændig rund i bedste Hollywood stil" som jeg en dag faldt ud af. Den ser du mig i herunder læsende lokalsprøjten "The Baltimore Sun".



Endelig kunne jeg jo også vise hendes adresse i min adressebog (delt op efter stater) hvor du tilmed kan ringe til hende på telefonnummeret (hun bor der dog ikke mere).



Den historie har amerikanerne altid haft let nok ved at tro på – inklusive som nævnt Teds egen familie J Men du tror måske heller ikke på at jeg kom til at bo hos Ted Kennedys fætter John Fitzgerald ved at fortælle historien i "
The Plough and Stars" på 912 Massachusetts Ave i Cambridge? Jamen, så kan du også lige få hans adresse i Dedham, MA, så du kan tjekke det med ham :-)
 


Nr. 19 på listen under ham er i øvrigt filmkritikeren Helene Linne i den røde kjole, som jeg har placeret lige under Marly på side 70, da jeg var kæreste med hende lige efter Marly :-)
Nr. 21 er pudsigt nok Leslie, som sidder med afro i badekarret på side 207, og som også nævnes i efterordet som en af dem, der forhandler min bog. Hende var jeg sammen med igen for en måned siden. Og nummer 23 er ligeledes en Kennedy, nemlig Susan (Dimeo) Kennedy, som jeg nævner i kolofonen af bogen som den person, der gav mig den næsthøjeste donation i de år jeg gik på landevejen, nemlig 30 dollars.
Disse tre adresser er måske ikke nok til at "bevise" Kennedy-historien for dig. Så lad mig også lige vise dig gerningsstedet i forhold til søen, vi gik ved, da vi blev samlet op af Ted Kennedy:



Og herunder afstanden fra Washington, DC til 5221 Brook Way i Columbia, MD:




Endelig fandt jeg lige i dag det brev, hvori jeg har skrevet hjem til mine forældre om oplevelsen. Brevet er typisk for hvordan jeg typisk gik lige fra ghettoens kriminalitet (øv. S.7) til hvid luksus (nederst side 7 med rødt) hos Beatrice Donovan Gladden - selv i dette første år på landevejen:




Mon ikke dette oprindelige brev til mine forældre, som jeg vidste også ville have svært ved at tro på at deres søn havde været ude at køre med en Kennedy, burde være bevis nok for historien?
Jeg ærgrer mig ved genlæsningen kun over at jeg ikke forsøgte at køre med Kennedy tilbage til Washington J Jeg beundrede jo Ted Kennedy, som jeg følte var en af de få hæderlige mænd i kongressen.
Jeg citerer ham direkte i mit amerikanske show for at ville indføre en skandinavisk sygesikring i USA, "What effect does it have upon the soul of a people who must watch as mothers give up their children to graves? 50.000 American babies would not die yearly if they had access to the Free National health care of Scandinavia, revealed Ted Kennedy when trying to reform health care."

Jeg har aldrig hørt nogen i USA tvivle på min historie om den velkendte drukkenbolt Ted Kennedy.
En af historierne, som amerikanerne til gengæld altid har haft svært ved at tro på er historien om hvordan jeg kom ind hos Rockefeller-familien. Den har jeg dog også gode vidner på, nemlig den lille treårige pige Valerie som jeg fotograferede i skødet på Sharon Rockefeller på side 225.

Da jeg for 10. gang viste showet på Stanford U. kom hun som 20-årig op til mig og sagde, "Sidste år, da du var her, blev jeg vred på dig da min room mate kom hjem og fortalte mig hvordan du fremstiller min familie som alkoholikere og massemordere. Men nu, hvor jeg har set dit show, må jeg give dig et stort knus. Og hvis du nogensinde har brug for hjælp skal du bare kontakte mig. (Samme reaktion har jeg fået fra 4 andre Rockefellerbørn i eliteuniversiteterne).
Som sagt prøver jeg at holde kontakt med alle bogens personer og skrev så sent som for en måned siden til Valerie – også fordi hun siden har arbejdet med det jeg selv holder foredrag om, marginaliserede børn og deres knuste indlæringsevne. Hun svarede straks :

"Dear Jacob,

First I want to express how sorry I am about your cancer. My mother suffered this too and it was a miracle she survived. It is promising that your operation went well and I hope for your total recovery. I trust that the documentary is a satisfying distraction; what a tribute to you and your work.

I appreciate your explanation of how your views evolved over time and with experience. Of course the same is true for everyone; I still am hypocritically judgmental of people with money! I have been fortunate to live around the world and work with many types of people who also have helped me become more tolerant. A few weeks ago I was working in Kosovo, where I see you have focused on poverty too…..

…… I wish you the best with the film and am glad you are getting the recognition you deserve. Best, Valerie"

Jeg omtaler hende her fordi jeg har så svært ved at forstå at jeg for første gang i mit liv bliver anklaget for at "lyve i min bog". For mig har bogens omtalte personer jo altid været mine sandhedsdetektorer – ikke mindst de gange hvor jeg i min nuværende alderdom selv er begyndt at tvivle på hvordan pokker jeg dog bar mig ad med at komme ind i så mange menneskers privatliv på så få år i min ungdom.

Løj jeg over for politiet i Wounded Knee?

Da jeg i januar 1971 blaffede fra Canada på vej mod Latinamerika – men strandede i St. Louis fordi jeg ikke turde at blaffe længere - fik min far chefredaktøren på KD til at lave disse papirer til mig for at gøre det lettere for mig at komme over grænser osv. Jeg brugte dem da også flittigt i 1972 da jeg blaffede rundt i det blodige Guatemala.

 


Men siden da USA var hovedmålet for min rejse brugte jeg dem næsten hver dag til at snakke mig ud af ubehagelige situationer med politiet når de arresterede mig for at blaffe på f.eks. motorveje, hvor man ikke måtte blaffe. Se f. eks. denne håndskrevne note i et brev til min far om hvordan jeg slap for bøder ved at sige at jeg skrev for "The Danish Chr. Science Monitor".



Først og fremmest viste jeg
dem hver tredje måned når jeg blaffede til Canada eller Mexico for at få fornyet mit turistvisum. Men der hvor jeg især brugte dem flittigt var når jeg som i Wounded Knee og til det republikanske konvent blev arresteret og med dem kunne sige at jeg "var korrespondent for "the Danish Christian Science Monitor – jo, jo, nødløgne som du nok, Søren, i WA ville kalde for "løgne" – men det var trods alt bedre at stikke en nødløgn end at havne i fængsel eller blive smidt ud af landet. For jeg gad jo overhovedet ikke at skrive for KD før min far pressede mig til at fyre den uheldige artikel om Wounded Knee af i 1973.

Det var derimod ikke helt en løgn at sige at jeg "lavede en dokumentar for dansk TV" selvom det var en nødløgn jeg ikke husker at have brugt andre steder end her hvor jeg stod i håndjern og ikke vidste hvad der skulle ske med mig i WK, hvor jeg kunne risikere at blive anklaget "som terrorist". For da jeg efter to år i Canada/USA i julen 1971 med min kæreste Marly Sockol "blaffede hjem til Danmark" – i al fald fra London hvortil vi fik billige flybilletter til 50$ - viste jeg mine første ca. 80 billeder for nogle små publikums – deriblandt for Nelle Rue (tror jeg hun hed) som lavede børneudsendelser for DR. Hun var så betaget af dem at hun sagde at hvis jeg tog tilbage og tog mange flere af samme slags ville hun lave et Tv-program med dem. Dette var en af de ting der opmuntrede mig til at koncentrere mig mere om fotografiet – selvom jeg glemte alt om at bruge det til TV de næste tre år på landevejen, hvor billederne i stedet blev til Am. Billeder. Den biograffilm viste Danmarks Radio så i 1982 på TV – men det havde jeg aldrig forestillet mig da jeg stod i håndjern på vej til fængsel i Wounded Knee og fyrede en nødløgn af om at jeg var ved at lave et Tv-program. Sådan er sikkert mange af mine små nødløgne siden blevet til sandheder :-)


Beviset for at jeg var hjemme i julen 1971 med Marly Sockol hos mine forældre og lillebror her


F.eks. skrev du vist også om at jeg omtaler slavelejre som kendsgerninger. Og jeg havde også lidt skyldfølelse når disse, mine psykologiske beskrivelser af de sortes slaveforhold, nogle gange af skolebørn blev opfattet som konkret fysisk virkelighed – ikke mindst i naive amerikanske elevers stile som deres lærere hyppigt sendte mig. Men så begyndte mange amerikanske lærere at sende mig udklip i 80’erne fra bl.a. New York Times om den og den slaveejer i syden, der netop var kommet i fængsel for at lænke sine arbejdere i sådanne "slavelejre" – og sådan overhalede virkeligheden mig højre om og gjorde Am. Billeder mere og mere sand – selv i sådanne emotionelle udsagn som du sikkert ville slå ned på. Nogle af disse avisudklip kom siden med i showet som bevismateriale.





Nej, Reagan, John Wayne og Julie Nixon "interviewede" jeg rigtignok ikke som en journalist ville gøre det. Jeg dristede mig derimod til at spørge John Wayne, mens han spiste vandmelon i Nixons hovedkvarter "the Fountainebleu," hvad han syntes om vore demonstrationer mod hans film "De grønne baretter" ved Saga-bio demonstrationerne (vist nok i 1968-69).
Jeg fotograferede John Wayne her lige inden jeg dristede mig til at snakke med ham





O
g under en pressekonference med Reagan stillede jeg et spørgsmål om hvordan han kunne sige at USA havde verdens bedste sundhed når jeg allerede havde set så meget af det modsatte i ghettoerne osv. Dette billede af ham har jeg blandt givet som flot kunsttryk til Søren Pind:


Da jeg stillede spørgsmål til Julie Nixon i "The Fountainebleau"


Mine egne usandheder i Amerikanske Billeder

For det er jo netop ved hjælp af alle disse vidner at jeg også med årene fandt ud af de få steder i bogen/showet hvor jeg tog fejl. Adam Holm sagde dette på Facebook: "
Vi hørte Holdt med et lettere sarkastisk grin sige at der faktisk er løgnehistorier i bogen, men dem er der angiveligt ingen af kritikerne, som har formået at grave frem."

Disse havde jeg aftalt med Michael Thouber at jeg gerne ville lægge ærligt frem på bordet den aften, men det ville ordstyrer Thomas Buch-Andersen åbenbart ikke give plads og tid til.
"Løgnehistorier" er så meget sagt, men jeg opdager jo hele tiden, når jeg besøger mine venner i bogen, nye "fejl" eller misfortolkninger af deres liv.
En af de nyeste opdagede jeg for første gang (efter 43 år) da jeg stod og filmede med filmholdet for kun en måned siden hos Virginia Pates familie langt ude i Louisianas sumpe. Men lad mig først lige vise dig hvor kompliceret det er at følge alle mine sandhedsvidner i bogen. I bogen er der f.eks. kun fire-fem billeder af Virginia Pates familie, men jeg har jo fulgt alle medlemmerne af hendes familie gennem årene. Mange af dem boede på hendes vej ud til Angolafængslet, men hendes egne og søstrenes børn er i dag spredt ud over USA, hvor de hyppigt har stået på scenen sammen med mig i f.eks. Duke University, Harvard, Tufts Univ., U. of Penn, osv. Her er Virginia Pates søskende:



I bogen på side 34 nævner jeg kun to af disse, nemlig Virginia Pate og Eleonora Morrison. Men jeg nævner også George Davis, der jog mig ud den første nat ved at stikke en geværmunding i maven på mig der i sengen med børnene. Og at han "siden blev myrdet af Virginias to nevøer."
Dem ser du på det næste stamtræ herunder, Elnoras to børn, Bertha og Bertram, som fik 4 og 75 års fængsel for rovmordet. I fængslet blev de gennem alle årene bevogtet af Virginias søster, Berryl (som vi altid kaldte for Black), som er en god kristen, men har chokeret alle mine medrejsende (citeret i bogen, som Eli Saeter skrev i Norge "en Amerikareise") for at udtale at hun ville have skudt sin egen niece og nevø ned i koldt blod fra fangetårnet, hvor hun var fangevogter, dersom de forsøgte at flygte.



Jeg har billeder af Bertha efter hendes løsladelse og synes hun er den mest elskværdige kvinde. Og jeg bruger billeder i showet af fangevogteren "Black", som jeg elsker højt. På disse to stamtræer har jeg ikke engang Virginia Pates børn med. Morgan Pate, som ses nederst på side 21 i bogen, kom siden i militæret, var med i invasionen i Grenada, blev gift med en nigerianer og i dag bor jeg tit hos ham i militærbyen Fayetteville i North Carolina eller hos hans bror Roy, den ene af de små drenge i sengen på side 34, uden for Raleigh, NC. Doretha Pate, som ses som barn om morgenen på vej ud til skolebussen fotograferet indefra shacken på side 228, fik sig en uddannelse som designer og boede i mange år i Worchester, MA, ikke langt fra hendes bror, Oliver Pate, i Shrewsbury, MA, hvor de tit har optrådt på scenen sammen med mig i Bostons mange universiteter. Doretha er dog nu flyttet tilbage til Louisiana.

Og netop dette sidste giver dig et billede af hvor svært det er at holde styr på alle mine sandhedsvidner i bogen (selv med sådanne stamtræer) – som følge af den kendsgerning at amerikanerne allerede i mine vagabondår flyttede i gennemsnit hvert 4. år (de unge langt mere). Da der ikke er noget folkeregister har det været et kæmpearbejde for mig gennem årene at holde styr på så mange venner i bogen. (Jeg vænnede mig derfor tidligt til også at notere forældres og slægtninges adresser i mine adressebøger). Typisk har de 8 børn i mange af de familier jeg fotograferede og efterhånden som de ældre med årene er døde, er det kun deres vidt spredte børn, børnebørn og oldebørn jeg i dag har som mine sandhedsvidner til bogens rigtighed!!!

Så når du tænker på hvor mange der alene i Virginia Pates familie har (haft) min bog var det derfor også et mysterium for mig, hvordan jeg i så mange år kunne "lyve" om deres familiebaggrund, som jeg på den sidste tur her for en måned siden fandt ud af at jeg havde gjort.
Virginia Pate (side 34 i bogen) var lige død, men da vi stod og filmede hendes niece, Virginia Honore, som jeg mødte som 16-årig mor til drengen Louis på side 25 (han har sidenhen siddet mange år i fængsel som voksen) og som nu er oldemor (ovenstående stamtræ er ikke opdateret og har kun to af hendes oldebørn med), fortalte hun at hun i mange år sov med min bog under hovedpuden. Da vi derpå sammen gik teksten igennem i bogen om den nat jeg første gang mødte hende i 1972, hvor hendes mor Eleonora ikke turde have mig boende i deres shack og jeg derfor endte med at bo hos hendes søster, Virginia Pates familie, i en rådden shack på den anden side af vejen, opdagede jeg pludselig at afsnittet begynder med at jeg boede hos sukkerarbejderne. Hvad for noget? Her er jo ingen sukkerrørsmarker i denne del af Louisiana, kun nogle bomuldsmarker på den anden side af floden og oppe ved Hardwood-plantagerne.
Da jeg så tænkte over hvordan denne fejl kunne være opstået her i sumpene ved Angolafængslet kom jeg i tanke om at den gik helt tilbage til dengang jeg lavede det første lysbilledshow. Jeg kom hjem til Danmark i julen 1975 og havde lovet min provstefar at jeg skulle vise mine billeder for første gang i Treenighedskirken i Esbjerg allerede den 29. februar 1976.
 


Med mine stakke af billeder i mit og naboværelserne i præstegården.

Det skulle gå lynstærkt, så jeg delte alle mine 15.000 billeder op i bunker på reolerne i mit gamle værelse efter emner såsom kriminelle, bomuld, tobak, prostituerede osv. og lagde derefter disse stakke i den rækkefølge jeg ville skrive og indtale historien. Ind imellem var der nogle personlige stærke oplevelseshistorier såsom den om Virginia Pate, eller den om Merrilyn Jones (side 181, Merrilyn var lige i Danmark for nylig for at fejre Thanksgiving med mig og min kone - nøjagtig 42 efter jeg mødte hende til Thanksgiving i NYC). Dem puttede jeg så ind mellem hovedafsnittene og skrev derpå hurtigt manuskriptet til lysbilledshowet på basis af rækkefølgen. Det er vigtigt at huske at jeg stadig kun havde forestillet mig at dette hastigt lavede primitive 4 timers lysbilledshow blot skulle vises i nogle få lokale skoler i Vestjylland, hvorefter jeg ville tilbage til Amerika for at tage flere billeder. Når jeg en dag havde fået nok gode billeder og tilstrækkelig indsigt ville jeg sætte mig ned og lave et ordentligt gennemresearchet show, tænkte jeg.

Men sådan gik det som bekendt ikke. Showet blev straks en kæmpesucces og da Information kun en måned senere bad mig om at skrive en bog, anede jeg med min ADHD-ustrukturerede, flyvske tankegang ikke hvordan jeg skulle gøre det og endte med blot at bruge teksten fra dette, mit første show. Og således røg der en "løgn" – eller en overgangssætning – med i bogen om at Virginia Pate boede i sukkerrørsmarkerne og ikke i sumpene.
Sådanne fejl beklager jeg naturligvis, men jeg er mere overrasket over at alle de lokale på Virginia Pates egn, som alle har min bog og har læst den tyndslidt, aldrig har påpeget fejlen overfor mig. Den kendsgerning at alle mine sandhedsdetektorer her har svigtet, kan jeg kun tolke som at de - modsat Weekendavisen – åbenbart IKKE hænger sig i ligegyldige flueknepperier, men udelukkende ser på helheden i bogen, - en helhed som de føler på så mange måder fortæller sandheden om deres liv i underklassen.

En anden af "mine løgne" – om Lefus Whitley på side 97 – viste jeg i min udstilling på Louisiana, hvordan det først var i 2003 at jeg gennem hans familie fandt ud af at han IKKE var den dovne apatiske mand, som jeg fremstiller ham som i Amerikanske Billeder. Han havde ikke mistet en eneste dags arbejde hele sit liv, men personligt været med til at bygge alle skyskraberne i hovedstaden Raleigh. Fejlen jeg gjorde i hans tilfælde var at jeg ikke boede hos ham 24 timer i døgnet, men i stedet hos hans gangstersøn, Lep, og derfor kun dømte ham på hans fordrukne tilstand når vi gennem årene kom og besøgte ham om aftenen.

Så hvis mine venner, som hele bogen handler om, alligevel føler at den udtrykker deres dybere sandhed, burde jeg vel egentlig være ligeglad med hvad en avis i et fremmed lilleputland kalder for løgne i et forsøg på at stemple hele bogen som løgn. Men da det efter 30 års foredrag i USA nu er her jeg har valgt at tilbringe min alderdom, er det svært ikke at blive påvirket af et sådant forsøg på karaktermord.


For som du ser af overstående Bob Dylan og Ted Kennedy historie, Søren, kræver det næsten altid en sådan længere bevisrække end de få minutter, der er sat af i en kort paneldebat eller de få linjer i en avis, til at vise at Amerikanske Billeder holder. Om "Holdt holder" (til angrebene) er en anden sag
J - men værket holder i al fald.

Men når du med disse få eksempler ser hvilke enorme anstrengelser jeg gennem alle disse år har gjort mig for IKKE AT LYVE, men for at fortælle sandheden om menneskene i Amerikanske Billeder – dvs. langsomt at finde frem til mere og mere af den sandhed, jeg ikke altid kunne se som overfladisk vagabond dengang jeg ikke havde nogen ide om hvad dette skulle ende med at blive - synes jeg godt du kunne give mig en undskyldning for hele den enøjede hetz du har lavet i medierne i dit forsøg på at fremstille Amerikanske Billeder som løgn.


Din personlige indfaldsvinkel

For dette er en side af dig jeg ikke forstår – dit enorme behov som en anden politiinspektør Javier i Les Miserable at angribe og skade andre mennesker. Jeg har altid ondt af mennesker der har behov for at gøre andre mennesker ondt og prøver konstant at finde ud af hvad det er – i barndom og opvækst – der ligger bag. Jeg får det simpelthen skidt hver gang jeg ser andre mennesker blive angrebet og ligegyldigt hvor store skurke de er – mordere, nazister, Ku Klux Klan, islamister, terrorister, pædofile, KGB-folk osv. – begynder jeg altid automatisk et større forsvar for dem (hvilket ikke altid går lige heldigt af når jeg sidder sammen med de forurettede). Jeg har altid i mine workshops prøvet at skabe forsoning mellem gerningsmænd og deres ofre (og er lige nu ved at oprette et sådan forsonings- og tilgivelsescenter her i København, som du snart vil høre om).

Jeg tror aldrig at du vil finde eksempler på at jeg har angrebet og nedgjort mennesker som individer. Rockefellerne som en undertrykkende klasse er nok det tætteste eksempel du vil finde i min bog (bevidst for et øjeblik at spille på venstreorienterede tilhøreres fordomme over for dem), men straks efter forsvarer jeg dem senere i showet for at nedbryde tilhørernes fordomme over for dem. Og ved at lade alle de mennesker jeg beskriver i Amerikanske Billeder føle sig elskede og inkluderede vinder jeg dem alle over på min side, hvilket du kan se med både Rockefeller- og Kennedyfamiliens fortsatte venskab med mig og støtte til Am. Billeder gennem snart 40 år. Det er det samme jeg gør i mit nye langt mere populære, sjove og drillende foredrag "Om at sige ja til dem vi har fordomme overfor" (som du var fræk nok at citere fra i dit angreb på mig) med det resultat at det er lige populært blandt både muslimer og Dansk Folkepartis vælgere og jeg tit ser dem stå i kærlig omfavnelse med hinanden bag efter.

Så dette er en klar vinderstrategi - hvis man kunne forestille sig at jeg med min kortsigtede ADHD-tænkning var kalkuleret nok til at udtænke en sådan J - at man på den måde er i stand til at vinde hele verden over på sin side ved at lade alle føle sig elskede. Hvorefter hele verden åbner sig op for en og man bliver båret trygt rundt af mennesker over alt (som jeg viser det i "Om at sige ja" med eksempler fra mange af verdens mest voldelige lande). Mine gamle skolekammerater husker mig i skoletiden som lukket og indadvendt, men den smittende kærlighed jeg på den måde begyndte at få på landevejen blev langsomt selvforstærkende på den måde at jeg udviklede og udstrålede mere og mere tillid til mennesker, hvilket yderligere fik dem til at åbne op og langsomt gav mig det de ofte kalder "en kærlig udstråling. " Uden en sådan ville jeg ikke have kunnet skabe Amerikanske Billeder.

Men din måde at angribe og mistænkeliggøre dine medmennesker på er efter min mening i længden en taberkurs, der skaber splittelse, smerte og had i verden. Sjovt nok minder den mig mest om den taber- og hævnholdning jeg ser hos så mange af de kriminelle jeg har færdedes iblandt. Med deres kortsigtede og ja, netop for et stort antal af dem, ADHD-manglende evne til at gennemskue konsekvenserne af deres handlinger, kommer de ustandseligt i konflikter, slagsmål og bliver hyppigt selv slagtet og tilintetgjort. Langsomt udvikler de derfor kropssignaler og en udstråling af mistillid/frygt, som yderligere får deres omgivelser til at lukke sig i over for dem i en nedadgående spiral. Du aner ikke hvor mange af mine venner, som jeg har fulgt lige siden deres barndom for manges vedkommende, som jeg har set siden blive myrdet. Derfor har jeg dyb medfølelse for mennesker, der hele tiden ser og dyrker fjendebilleder omkring sig.

Og det er det jeg frygter at du i stigende grad vil gøre hvis du fortsætter med som journalist og menneske at slagte dine medmennesker udelukkende for at opnå en kortsigtet gevinst. Og det synes jeg er ærgerligt, for du er intellektuelt langt min overmand, der formår – som jeg har rost dig for – at skrive virkeligt gode og for mig udfordrende artikler, der hæver sig langt over det manipulerende makværk omkring mig, som du stod fadder til med elendige freelance skribenter som Johs og Magnus. Husk at jeg ikke er den eneste, der let kan gennemskue det lave niveau af manipulation og løgnagtighed i deres artikler selv om jeg selvfølgelig har en særlig indsigt i dem.
Som sagt har jeg gennem et langt liv fået en hel del indsigt i hvordan mennesker, der opererer ud fra et udtalt behov for at angribe og nedgøre andre, ikke selv er specielt lykkelige. Mange af tilhørerne i paneldebatten, som ikke havde set dig før eller kendte noget til dig, henvendte sig da også bagefter til mig om hvordan de havde fået helt ondt af dig som du sad der og vred dig med en lidet vindende udstråling. Jeg kan selvfølgelig være ligeglad med dig som menneske, men da vore to liv nu engang gennem de sidste måneders forløb er blevet meget tæt forbundne, bliver jeg nysgerrig efter at finde ud af hvem du egentlig er og hvad der har formet dig.

Du vender selv hyppigt tilbage til oplevelsen du som 8-10 årig havde ved at se din far blive forfulgt og truet af en frelst venstrefløj. At du flere gange nævner det viser i al fald at det har været med til at forme dit sind. Jeg skal ikke begynde at psykologisere over dig ud fra dette, men kan naturligvis ikke undgå at føle at den Javier-agtige forfølgende besættelse, du har udvist over for mig, må have noget at gøre med at du dengang blev lettere skadet over at se din far uretfærdigt angrebet på den måde og at du nu (fejlagtigt) ser mig som "venstrefløj", "frelst" e. lign. Der plejer altid at være nogle dybere skader bag menneskers behov for at angribe/myrde andre - eller i mit tilfælde en sygelig besættelse med at ville karaktermyrde mig. Du var ikke ude på at finde sandheden om Am. Bill., som du foregav, for du hoverede barnligt på Facebook hver gang du kunne skabe overskrifter i BT og Ekstrabladet om "løgneren Jacob Holdt".

Men som ikke mindst min psykologistuderende datter udtalte er det jo ufatteligt at du, som tydeligvis selv led skade ved at opleve din far blive udsat for hadske angreb, nu afreagerer uden mindste empati ved at ville give andre folks børn de samme skader. For er der nogen sådanne angreb skader er det jo altid børnene. Min søn glemmer ikke da han som 12-årig blev kaldt søn af en landsforræder o. lign. da afsløringen af mig som KGB-agent kørte i Ekstrabladet i 1992. Men dette varede kun en uge indtil Information fik vendt hele sagen ved at vise at jeg tværtimod havde brugt min dialog med KGB til at beskytte Carters menneskerettighedspolitik. Dine angreb i WA har derimod varet i tre måneder, hvor især min datter ikke har kunnet sove igennem en eneste nat uden at vågne op af desperation over at se sin far uretfærdigt angrebet. (Min søn blaffede heldigvis rundt i Kasakhstan det meste af tiden). Hun gik fuldstændig op i mit forsvar og hjalp mig – med sit (modsat mit eget) klarsyn med at skrive den store artikel vi havde tænkt os at få WA til at bringe om Afrikafonden og flere af jeres andre løgne. Men da du til paneldebatten vist nok sagde til Thomas Buch-Andersen at nu ville I ikke fortsætte hetzen længere, valgte jeg at vende den anden kind til og ikke at indsende den. Jeg orkede heller ikke mere. Den nat viste min datter, Lalou, en kreds af forsamlede venner hvordan hun var begyndte at tabe sit hår gennem disse måneders hetz fra WA. Og næste morgen fortalte hun hvordan hun den nat for første gang i al den tid havde kunnet sove helt igennem.

"Gør ikke mod andre hvad du ikke ønsker de skal gøre mod dig," som det blev sagt. Jeg kunne forstå det hvis jeg havde været forbryder, en Stein Bagger der havde beriget mig på andres bekostning, en der satte penge i skattely og skadede sine medborgere. Men at starte en sådan hetz mod et menneske for et eller andet uskadeligt han gjorde i sin ungdom, det fatter mine børn ikke at du ville udsætte dem for efter alt det du selv blev udsat for. Når man er så besat af en ide om at ville skade andre uden at vise nogen form for empati plejer mennesker at kalde det for "had". Selv har jeg altid kaldt det for "smerte" for at kunne forsvare mennesket bag angrebene – selv de værste "hadere". Det er muligvis mine forsøg på altid at forstå frem for at dømme mennesker, som du (og de højrefløjsblade der viderebragte WA’s overskrifter) opfatter som en slags "venstrefløj" hos mig. Jeg har dog svært ved at se dette som specielt "venstrefløjsagtigt" da jeg altid har stillet mig i midten og stemt på midterfløjspartier netop for at kunne gå i dialog med folk og partier på begge fløje.

I virkeligheden tror jeg at du og jeg er meget ens på det punkt. I al fald har jeg stort set hele mit liv praktiseret det du selv udøver ifølge
denne artikel i Information om at ingen må tro at de er "de gode". Jeg har altid forsvaret "de undertrykte" og vendt brodden mod den frelste undertrykker. Når eleverne i USA ikke er tvangsindlagt af universiteterne til at se mit show er det jo typisk de frisindede "liberale", "venstreorienterede", der mest kommer til Amerikanske Billeder, hvori jeg hele tiden konsekvent "undertrykker" dem med at det er dem selv, der er de værste racister – ikke KKK eller "de andre". (Særlig udtalt i afsnittet om Museum of Modern Art). Ikke mindst i mine efterfølgende workshops, hvor jeg viser hvordan "vi, de gode hvide" er dem der i virkeligheden udstøder og ghettoiserer de sorte mest. Og i mit i dag langt mere populære foredrag, "Om at sige ja" gør jeg dette fuldstændig konsekvent ved at vise at I, "danskerne", "de venstreorienterede", "de gode" er langt værre racister end Ku Klux Klan (som også typisk har flere sorte venner end den typiske dansker har indvandrervenner). Jeg starter altid mine foredrag med at sige at jeg i løbet af foredraget "vil vise jer at I er værre racister end KKK", hvorefter publikum griner og tror det er en vittighed. Men 3-4 timer senere kommer de ud og indser at jeg har ret.

Kom selv og oplev dette foredrag, Søren, og du vil kunne se hvordan jeg konsekvent vender brodden mod "de gode", "
At folk, der hævder at være de gode, de ordentlige og de rigtige, kan vise sig at være lige så onde og modbydelige som andre mennesker", som du siger. Jeg slår netop hårdest ned på de "frisindede" antifascistiske studenter fra Københavns gymnasier (såsom Rysensteen), når de f.eks. angriber nazisterne med flasker, brosten og had (eller ditto i USA angriber mine venner i KKK) osv. Eller som jeg gang på gang viser det, f.eks. med min "gode" allierede i kampen mod undertrykkelse (apartheid) i Namibia, Sam Nujoma (husk hospitalshistorien) når han det næste øjeblik som præsident selv udvikler sig som undertrykker over for de homoseksuelle, hvorfor jeg det næste øjeblik under mit besøg i 2001 går i demonstration sammen med Windhooks homoseksuelle imod ham. Eller hvordan jeg selv blev racist over for de sorte eller f.eks. under længere samvær med en familie af seriemordere udvikler voldelige sider.
Så jeg tror egentlig at du og jeg er mere enige end du forestiller dig. Og ligesom jeg altid har gjort det med folk der har angrebet mig – forsøgt at finde nogle forsonende lighedstræk imellem os – vil jeg slutte dette brev med at gøre det samme med dig. Thi det er den eneste måde at opnå heling efter sårene og at befri sig selv fra negativ tænkning. Det er mit håb at du vil forsøge det samme og at du vil komme til middag hos mig snart, så vi kan grine lidt sammen af hele dette underlige forløb.


De kærligste hilsner
Jacob Holdt

Gernersgade 63, 1319 København
Tlf. 20-324412