"Åh nej - ikke den gamle bog", udbryder Jacob Holdt, da han ser mit eksemplar
af „Amerikanske billeder”. „Jeg var så grøn dengang - vidste ikke engang,
jeg var racist”.
Af Charlotte Flindt Pedersen og Anne Pedersen
Det er godt 20 år siden Jacob Holdt pakkede sin rygsæk og forlod Danmark - for
altid. Han var godt træt af den danske diskretion og danskernes manglende mod
til for alvor at tage stilling til og gøre oprør mod Vietnam-krigens massakrer.
Han ville til Latinamerika - men først et smut til Canada. Og så skulle han lige
se San Francisco og Los Angeles før blafturen gik videre mod målet. Men han kom
aldrig videre. Og altid blev til 5 år i Amerika. 5 års vagabonderen med kameraet
som dagbog, hvor han hovedsagelig lærte det sorte Amerika at kende - men også
kom på besøg hos stor-millionærer som Kennedy og Rockefeller. Da han igen var
hjemme i Danmark blev dagbogen til showet „Amerikanske Billeder”, som har
rystet tusindvis af danskeres og amerikaneres opfattelse af Guds Eget Land. I dag har
Jacob Holdt permanent adresse i København, men ligger i fast rutefart mellem USA
og Danmark. Han lever af at vise sine "Amerikanske Billeder" og holde
racismebearbejdende kurser for studerende på amerikanske universiteter. Med
håbet om at det måtte udløse et af disse racisme-kurser spurgte vi ham, om der
ikke var noget om, at sorte har mere rytme end hvide?
- Jeg bliver overrasket, hver gang jeg møder danskere med den slags fordomme. I
USA er sådan et spørgsmål utænkeligt. Både hvide og sorte ville krumme tæer. For
bare du siger, at negrene har rytmen, har du næsten i samme åndedrag også
sagt, at de har mindre intelligens.
- Et af de første steder jeg boede i USA var hos Angela Davis og hendes venner
i et politisk kollektiv. De optog mig som det eneste hvide medlem på det
tidspunkt, hvor Angela Davis var i fængsel og George Jackson lige var blevet
dræbt. Hele verdens opmærksomhed var rettet mod dem, og jeg var enormt stolt
over at blive optaget som hvid. Nogle af de sorte kvinder i kollektivet ville
undervise mig i sort rytme og dans. Og jeg kom jo med alle mine danske fordomme
og tænkte „Gud, du er så underlegen, du kan ikke engang danse ordentligt”. Men
det var i begyndelsen. Siden har jeg set så meget dårlig sort dans, som nærmest
mindede mig om min egen ungdom i Vestjylland. Musikken kunne spille en halv
aften før nogen tog initiativ til at gå over og byde en dame op. Og når det så
endelig blev til noget, stod vi underligt stive og hæmmede på gulvet. Så
fordommen om, at sorte skulle være særlig løse og rytmiske er blevet manet i jorden. Og det er gået op for mig, at kvindernes forsøg på at lære mig sort
rytme og dans var et udslag af det, jeg senere skulle komme til at forstå som "internalized racism".
Indvendiggjort racisme
- Indvendiggjort racisme er når undertrykkerens opfattelse af de undertrykte er
smittet af i en sådan grad, at den undertryktes selvopfattelse stemmer overens
med undertrykkerens opfattelse af dem. Den indvendiggjorte racisme i USA findes
i en million forskellige udformninger. En af de hyppigste er den, at
sorte er intellektuelt underlegne. Når et sort barn konstant hører
om sig selv, at det ikke vil klare sig i skolen, begynder det at tro
det er dumt, bliver derefter dumt og
ender med at
sakke bagud i skolen. Og kommer på den måde til at leve op til både den hvide
racismes og sin egen
indvendiggjorte racismes fordomme. Når du så som ung har fundet ud af, at du ikke kan klare dig i skolesystemet,
begynder du at definere dig som streetguy - gadens mand. Til den selvopfattelse knytter der
sig mange roller. Og ser de hvide på dig som "drug dealer", ender du med at tro, at det er det,
som er din rolle i samfundet - simpelthen fordi du aldrig har fået andet at vide. Her kommer
det med rytmen ind.
Er det de hvides opfattelse, at sorte er mere musiske, har mere rytme - ja, så
vil den indvendiggjorte
racisme bevirke, at sorte forsøger at leve op til rollen.
- Og musik og sport har helt tilbage til slavetiden været områder, hvor sorte lov
har fået lov at excellere,
tjene penge, og dermed vinde en form for accept i det hvide samfund. Simpelthen
fordi det stemte overens med hvides syn på sorte som primitive og derfor tættere
på det fysiske og rytmiske. Så selvfølgelig har mange sorte rettet
hele deres energi mod sport, musik og dans og af den grund opnået
stor kunnen. Men det regnes også for indvenddiggjort racisme. For
sorte, der rejser fra fattige lande i Jamaica og Vestindien ind i
USA har ikke problemer med at klare sig i skolesystemet. De kører
lige igennem og udgør størstedelen af de sorte på elite-universiteterne.
Og de er aldeles ikke mere rytmiske end os.
Racismekurser
- Jeg rejser fra universitet til universitet for at forsøge at skabe
forståelse mellem racerne. Det amerikanske samfund bliver mere og
mere raceadskilt. For 100 år siden levede sorte og hvide i tæt
kontakt med hinanden både i norden og i syden. Siden er de blevet
tvunget længere og længere væk fra hinanden. I Chicago lever 96% af
de sorte i udelukkende sorte kvarterer. Det er en ghettoisering,
verden aldrig har set værre. De sorte falder mere og mere ud af
skolesystemet samtidig med, at de udgør en stadig stigende andel af
befolkningen. For hvis du falder ud af skolesystemet, får du flere
børn tidligere. Økonomer har regnet ud, at i år 2000 vil i 70% af
alle sorte mænd være arbejdsløse, fordi de på grund af racismen i
dag køres ud på et sidespor og derfor ikke får de uddannelser, der
er brug for i det højteknologiske computersamfund. Det har ikke brug
for dansere. Selvfølgelig sidder de sorte ikke bare tilbagelænet og
accepterer en sådan uretfærdighed. De vil slå tilbage mod samfundet
med kriminalitet. Allerede i dag har USA flere sorte i fængsel pr.
100.000 sorte indbyggere end Sydafrika, som ellers traditionelt
regnes for det mest undertrykkende. Der er flere sorte mænd i
fængsel end på universitet.
Omkring ar 2050 vil ca. halvdelen af befolkningen været farvet -sort
eller spansktalende. Og så har de hvide for alvor et problem.
Undertrykkelse og indvendiggjort racisme udløser vrede. Og med
sindet fyldt af indestængt vrede kan du ikke koncentrere dig om en
uddannelse. USA vil måske til den tid have halvdelen af sin
intelligens fastlåst i vredesmønstre og vil derfor ikke effektivt
kunne konkurrere med lande som Japan og Europa, der bedre er i stand
til give alle deres børn håb og en følelse af selvværd.
- Den kendsgerning slår jeg på i mine racismekurser for hvide
studerende. „Hvad nytter det, at I får en god uddannelse, når I
bliver nødt til at flygte langt ud i forstæderne, så jeres børn ikke
skal komme i kontakt med den sorte vrede i den indre by. Hvad nytter
jeres gode uddannelse, når båden synker med os alle sammen. Vi har
en fælles interesse i at løse problemerne for Amerikas skyld". Jeg
appellerer til deres egoisme og nationalfølelse. De fleste hvide
studerende opfatter ikke sig selv som racister. De er liberale og
frisindede. Danskere tror jo heller ikke, at de er racister, selvom
de går rundt og spørger, om de sorte har rytmen.
Det amerikanske dilemma
- Det er denne liberale form for racisme, som er den farligste. For
det er de liberale som sidder på al magten og deres racisme er
indirekte og ikke nær så håndgribelig som ekstremernes. Ku Klux Klan
f. eks består hovedsagelig af den hvid underklasse, som projicerer
deres indestængte vrede og underlegenhed over på svagere grupper i
samfundet. Det kan i høj grad afhjælpes ved simpelthen at lytte til
deres frustrationer - i stedet for at afvise dem som dårlige
mennesker. Så snart en Ku Klux Klan-mand får det lidt bedre med sig
selv, har han ikke så meget brug for at slå ud mod andre i
samfundet.
Det liberale barn bliver ikke bombarderet med negative oplysninger
om de sorte. Deres forældre har gode uddannelser og bombarderer
snarere deres børn med de amerikanske idealer om frihed, lighed og
værdighed for alle. Næsten alle amerikanere holder meget fast i
idealerne og tror virkelig på dem. Men så snart talen falder på
indre by, slum, sorte, homoseksuelle o.s.v. - altså en på en eller
anden måde afvigende gruppe - vil forældrene ubevidst løfte
øjenbrynene en smule, ændre tonefaldet og derved give et skjult
signal til børnene om, at den gruppe ikke er helt så lige som os
andre. Og det er lige så skadeligt for barnet som direkte negative
oplysninger om sorte. Dobbeltbudskabet om at vi er alle lige, vi er
bare nogen, der er lidt mere lige, er der intet barn, som kan forstå
eller endsige tage afstand fra. Så det bliver meget tidligt en
fasttømret del af barnets bevidsthed, som giver sig udtryk i en
slags skyld/frygt overfor de sorte. Skyld fordi du med dit hoved
tror på de høje idealer om lighed, men i dine nedre regioner føler,
at de sorte ikke er helt så lige som os andre. „Det amerikanske
dilemma” kalder den svenske antropolog Gunnar Myrdal det. Og frygt
fordi forældrene meget tidligt indskærper børnene ikke at bevæge sig
ind i udelukkende sorte kvarterer - det er farligt for hvide. Men
det er de jo kun, hvis man udstråler sorte-er-farlige-signaler.
Blandingen skyld og frygt giver sig udslag i medlidenhed og
nedladenhed overfor de sorte. Det er både fantastisk generende og
undergravende for den sorte befolkning. De hvide udsender, uden at
formulere det klart, signaler om at sorte ikke kan klare sig.
Fordommene bliver indvendiggjort af det sorte barn, som kommer til
at leve op til dem.
Det kræver lang tids undervisning overhovedet at få hvide studerende
til intellektuelt at anerkende deres racisme. Men det kan lade sig
gøre. Jeg viser dem "Amerikanske Billeder" om aftenen. Så er
eleverne så rystede, at de er motiverede til at gå igennem
racismekurset morgenen efter. Men det er ikke gjort med det. Når du
intellektuelt har anerkendt din racisme og forstået, hvorfor du blev
racist skal man bagefter til at arbejde emotionelt med racismen.
Emotionel racismebearbejdelse
- Jeg arbejder meget tæt sammen meden sort ven, Tony Harris, som
kørte "Amerikanske Billeder" i Danmark i mange år. Han er utrolig
dygtig til at arbejde med racisme på det emotionelle plan. I
emotionelle workshops hjælper han folk med at gå tilbage til
oplevelser fra barndommen, som var med til at grundlægge deres
racisme. Som regel er det oplevelser vi undertrykker, så det vigtige
er at få dem op i bevidstheden. Studenter i Sydstaterne står op og
fortæller med fantastisk smerte om kærligheden til deres barndoms
sorte barnepiger. Samtidig med, at de selvfølgelig blev meget tæt
knyttet til deres nanny, forstod de på deres hvide forældres snak,
at de sorte var anderledes. Derfor opstod der meget tidligt en
konflikt mellem kærligheden til nannyen og kærligheden til
forældrene. En konflikt, som barnet ikke kunne forstå - kun føle. En
følelse, der udviklede sig til skyld over at elske en, som var
anderledes.
Først når oplevelser af denne art er blevet bevidstgjort, kan man
begynde at arbejde med dem.
Bebrejd aldrig en racist
- Ja, vi er alle sammen racister, plejer jeg at sige til mine
studerende. Men havde vi fået valget, havde vi valgt ikke at blive
racister. Det her samfund gav os aldrig valget. Det nytter ikke at
bebrejde en racist, får det er umuligt at undgå racismen i USA. Det
troede jeg, da jeg kom til USA første gang. Men når man konstant
bliver konfronteret med sorte, som faktisk sakker bagud i
skolesystemet, har mere rytme og er kriminelle, ender man med at
føle eller konkludere, at det må være racebestemt, selvom jeg til
enhver tid ville benægte det intellektuelt. I dag vil jeg betegne
mig selv som liberal racist.
For mig var det først rejser til andre lande f.eks. Cuba, hvor sorte
og hvide faktisk lever integreret, som fik mig til at indse, hvor
racistisk jeg var blevet i USA. Eller endda til samfund, hvor sorte
klarer sig bedre end hvide. For de findes jo også - og der er sorte
aldeles ikke bedre dansere. I det østlige Costa Rica klarer de sorte
sig bedre end de hvide på universiteterne og de hvide falder bagud i
skolesystemet. Rige sorte kom eksempelvis med bemærkninger som: „Hvis
jeg møder to hvide om aftenen, går jeg straks over på den anden side
af gaden. De hvide er farlige, de bærer knive, de er voldelige. De
hvide er oversexede - too much sexuel drive.” Ja, I griner, men det
viser bare, at I har en stereotyp opfattelse af racer.
Vi er alle ens
- Enhver gruppe som har været undertrykt ender altid med at blive
stolt af visse karatertræk, som er vokset frem af undertrykkelsen. „The
Blues”, f.eks. er et produkt af den helt utrolige
apartheidundertrykkelse, som eksisterede i Jim Crow-årene i
Sydstaterne. Meget få sorte ville undvære Blues-musikken, fordi de
er stolte af den. Men de ville gerne have været den periode foruden,
som skabte sange som „Strange Fruit”. Rap-kulturen i dag er også et
tydeligt tegn på fjendtlighed og vrede mod samfundet. Men de fleste
sorte i USA er ikke i stand til at adskille, hvad der er ægte sort
kultur og hvad, der er undertrykkerkultur. Og selvfølgelig vil de
holde fast i den kultur de har, og som er deres identitet. Men prøv
at tage undertrykkelsen væk, og se hvad der sker. Måske vi ender med
at blive ens. For det er ikke kun den sorte kultur som er præget af
undertrykkelsen, den hvide kultur er også fange af racismen. Ved at
frigøre sig fra den kunne den hvide kultur også blive til meget
mere, end den er i dag. Alle samfund er og har været undertrykkende
på forskellige måder og megen kunst er vokset ud af undertrykkelsen.
Men der ville ikke komme mindre kunst ud af et samfund uden
undertrykkelse, det ville bare blive noget andet. I hvert fald ville
man finde ud af, at de sorte ikke har mere rytme end de hvide.
Det jeg ser som målet er selvfølgelig en integreret kultur, der er
sammensat af både sort og hvid. Bill Cosby's Tv-serie om lægen dr.
Huxtable er et forsøg på at vise sorte i en ikke stereotyp
sammenhæng i USA. Cosby er en sort, som klarer sig og er derfor med
til at lindre de hvides skyldfølelse. Det er simpelthen derfor
Tv-serien er skabt. For at hjælpe hvide til at få det lidt bedre.
Hvide amerikanere vil nemlig gerne have, de sorte klarer sig
godt. Derfor elsker de Bill Cosby og Colin Powel - chefen for de
væbnede styrker - der for øvrigt som de fleste andre sorte på
topposter ikke er sort amerikaner, men sort vestinder.
Men grundlæggende ændrer Tv-serien ikke ved racismen, for i maven
føler vi stadig, at de sorte ikke klarer sig.
Dansk racisme
- Lige tilbage fra Johannes V. Jensen og endnu længere tilbage, da
der første gang kom sorte til Danmark, har danskerne haft den
opfattelse, at sorte skulle være bedre til at danse og have mere
rytme. Det er en romantisering, som stammer fra vores eget
skandinaviske kølige temperament. Vi vil så gerne se den romantiske,
eksotiske side i dem. Vi vil gerne se mennesker, som er varmere end
os selv, fordi vi selv er så kølige og afmålte. Især svenskere - men
det er vist min personlige fordom. Selvfølgelig er det også fordi,
at dem vi kommer mest i kontakt med er musikere, som kommer til
Danmark for at spille.
Alligevel er jeg som dansker ikke blevet påført nær den samme
racisme fra samfundet og medierne som de hvide amerikanere. Min
opvækst i Vestjylland gjorde, at jeg så godt som ingen oplevelser
eller referencer havde til sorte, da jeg første gang kom til USA.
Den første familie jeg boede hos, da jeg kom fra Canada til Chicago,
var sort. Jeg oplevede USA med deres sorte øjne. Jeg hørte og
indvendiggjorde deres fordomme om hvide. „Den hvide del af byen skal
du ikke gå igennem, det er farligt” o.s.v. Det var ubetinget mit
held, at mine første oplevelser med sorte var nærvær og varme -
ellers havde jeg nok ikke turdet at gøre det, jeg gjorde senere. I
dag ved jeg, hvor afgørende det har været for min karriere - ellers
havde I feks ikke siddet her.
