|
| |
Hvordan bliver vi racister?
I den følgende billedserie
kan du få lidt hjælp til at komme i kontakt med din egen
racisme og forstå den.
Danskerne studser
altid når jeg kalder
os herhjemme racister. Vi har i mange år
vænnet os til forestillingen om at racisme er noget,
der kun findes i lande som fx USA og Sydafrika, at det
nogen som er ”værre end os selv”. Sådan
tænkte jeg også, da jeg ankom ung og naiv til USA i
1970. Men da alle amerikanere, jeg mødte, var søde og
dejlige mennesker, forstod jeg derfor ikke racismen, og
kunne kun fotografere dens sørgelige og synlige
ødelæggelse af mennesker uden at have begreb om dens
årsager.
Siden begyndte jeg at vise Amerikanske Billeder i USA.
Det rystede studenterne derovre så meget at jeg var nødt
til at følge op med spørgerunder næste dag. Ud af disse
voksede mine racisme-workshops, og jeg begyndte langsomt
i dialogen at se en fællesnævner bag de hvide elevers
udsagn, som ikke handlede om de sorte, men om deres egne
tidlige skader under opvæksten. Det er skader, som de
ofte har ”lagt låg på” uden at have fået hjælp til at
bearbejde
dem, og
som de nu på den ene eller anden måde
ubevidst projicerer ud
på
andre i form af negativ og afstandtagende tænkning.
Udadtil normale og mentalt sunde elever, der ikke
adskiller sig synderligt fra de fleste danskere. De har
aldrig set sig selv som racister før, men oplever i vore
intense workshops en stor befrielse ved at blive
bevidste om deres racisme og at arbejde med den.
|
|
|
|
|
|
|
|
Illustration af vort åbne sind ved fødslen med
hukommelsesbokse i periferien. |
|
”Ingen er født fordomsfuld”
|
|
1. Denne tegning forestiller vort åbne sind ved fødslen, hvor
det er parat til at blive fyldt op med alverdens informationer
fra det samfund, vi vokser op i. Alle disse informationer flyder
ind her gennem vore sanser. Først fra forældrene, siden fra hele
samfundet, vi lever i. Derefter prøver vi at sortere det hele og
at forstå det herinde. Når vi som børn har forstået det,
opmagasinerer vi det i vore hukommelsesbokse herude i de og de
kasser, hvor vi føler at et givent stykke information hører
hjemme. Når vi senere i livet er ude for begivenheder, som
minder om de oprindelige, kan vi øjeblikkeligt i disse ordnede
kasser finde småbidderne, som skal bruge til at løse de nye
problemer med på en klog, logisk og fornuftig måde. Det er det
der er så skønt ved menneskesindet: vores enorme evne til smidig
tænkning……modsat en programmeret computer. |
| |
|
|
Min kone, Vibeke, med vores søn 1980 |
|
Edwina Moses – en ung mor i New
Jersey. |
|
2. Men problemet, vi har, er at de fleste af os ikke er
særligt gode til dette fordi vi så tidligt i barndommen bliver skadede. Lad
mig antyde en af de første skader, vi måske fik. Som helt små sad vi i
dagligstuen med f.eks. vores mor og en vidunderlig leg eller kærlighed flød
mellem mor og barn. Det forekom os at denne salighed ville fortsætte evigt.
Men pludselig ringede telefonen med et foruroligende budskab til moderen –
måske om sygdom eller død i familien eller at hun var blevet fyret – i al
fald noget vi som barn ikke forstod. Lidt efter kom moderen tilbage dybt
bedrøvet, i smerte eller i vrede – ”helt ude af den”, som man siger. Og ud
af hendes voldsomme vrede eller smerte langede hun måske uforvarende ud
efter barnet, som forventede at den vidunderlige leg skulle fortsætte. Så
hvad skete der med os den gang? Vi begyndte at græde, vi blev skadede. | | |
|
|
| |
Gene,
en massemorders datter, hvis undertrykkelse jeg har
fulgt gennem 10 år.
|
|
Tre generationers vold. Gene med
hendes voldelige mor, Tina, og dennes far, som
selv havde tæsket og mishandlet Tina som barn. |
|
3. Men gråden var en god reaktion på denne skade eller
krænkelse. Gennem forløsende gråd forhindrer vi at en sådan
lidelsesoplevelse sætter sig fast derinde. Vi er i stand til at få afløb for
vores smerte og derefter at kunne udsortere den, at få orden på den derude i
vores hukommelsesbokse. (Senere kommer mere tekst her). |
| |
|
|
| |
Tina under en afstraffelse af
Gene kl. 3 om natten. |
|
Tina pryglede børnene i en
uendelighed når hun var fuld, men blev selv
dræbt to år efter dette billede. |
|
4. Men i mine rejser så jeg
hurtigt – særligt i udsatte fattige hvide og sorte hjem i USA – tendensen
til at slå børnene og yderligere at skade dem når de græder. Men også vi med
større overskud forsøger trøstende at standse helingsprocessen. Vi siger:
"Græd ikke, vær ikke nogen tøsedreng, opfør dig nu som en mand!" Her ser vi
allerede sexismens rødder og en årsag til at vi næsten er ude af stand til
at græde som voksne mænd. Det er her den værste skade sker når vi bliver
afstraffede i forsøget på at slippe af med vores smerte. Så går alt muligt
galt. Hele vores smidige tænkemaskineri lukker sig, vi kan ikke bearbejde de
modtagne informationer. De sætter sig fast derinde i en stor sammenvævet
knude af uforarbejdede informationer. |
| |
|
|
| |
Kontanthjælpmodtageren Eveleen Halls forsømte barn i
Jersey City uden for New York. |
|
Fattig alkoholiseret familie i
Louisiana. |
|
5. Senere i livet, når vi har lignende oplevelser der
minder om de tidlige smertefulde oplevelser, kan vi ikke finde de stumper af
informationer herude som vi har brug for at kunne forstå og bearbejde de nye
problemer med. Nej, i stedet dukker de op som én stor knude af ubehandlede
vrede og emotionelle informationer. Hvis f.eks. kæresten lige er skredet fra
os, så er det næsten umuligt for os at skrive en stor opgave lige bagefter.
Vi kan vi ikke tænke klart. Det er denne store knude fra smertelige skader
som kører i vores sind der. Vi kan simpelthen ikke tænke særlig godt. Det
sker for os alle når vi bliver skadede. Jo mere smerte og mishandling vi går
igennem, jo mindre klart tænker vi. (Skriv om) |
| |
|
|
| |
Illustration af vort sind efter at de
første skader begynder at hobe sig op.
|
|
Massemorderen John med hans
mishandlede datter Gene. Datteren blev efter
moderens død tvangsfjernet og opdraget af en
religiøs familie, men i dag har John fået hende
tilbage. |
|
6. Hvad angår racisme er alle vi hvide dybt skadede. Når
folk f.eks. ser Amerikanske Billeder er det ikke ordene i showet, der er
vigtigst, men at man under oplevelsen tvinges tilbage til erindringer fra
barndommens sårende og uforståelige budskaber om ”de andre,” som vi fik fra
vores forældre mens vi endnu havde et åbent og kærligt sind over for alle.
Pludselig dukker denne dyb smerte fra barndommen op og overvælder vores
tænkning. Derfor ser jeg ustandseligt folk, der til daglig virker fornuftige
og veltilpassede, pludselig komme løbende ud fra showet, råbende og
skrigende hysterisk. Det er fordi de pludselig ikke kan tænke klart, de kan
ikke finde de brikker herude og i stedet er det alt det stof herinde som
vælder op og overtager sindet. |
| |
|
|
| |
Skilt i det mordplagede New Orleans: ”Du
skal ikke slå ihjel”. |
|
”Underskriv begæring om at få
dødsstraffen tilbage.” I 1970’erne havde USA’s
højesteret afskaffet dødsstraffen som ”grusom og
usædvanlig afstraffelse.” |
|
7. Når vi bliver ældre bliver vi mere og mere skadede af livets oplevelser. Til
slut bliver vi omvandrende, kroniske lidelsesmønstre, som vi afreagerer i
mønstre der reflekterer al vores smerte herinde. Vi kan ikke tænke særlig
fornuftigt om forholdene omkring os. Amerikanerne er f.eks. blevet dybt
skadede af et uhyre voldeligt samfund og ender med at stemme for dødsstraf,
hvilket overhovedet ikke giver mening i andre samfund. Vi bliver rigide i
vore tænkemåder når vi bliver ældre, mister vores smidighed og uendeligt
fleksible sind og bliver kantede i opførslen. Når vi som børn besøgte vore
bedsteforældre skulle hver en potteplante og nipsting stå præcis der eller
der. Flyttede vi dem lidt, kunne de blive helt bestyrtede. Som unge er vi
ikke så rigide og synes de voksne er ”hysteriske.” Disse forsvarer sig med:
”Det er nu engang sådan JEG er!” Men det er ikke sådan de ER. Det er sådan
de blev undertrykt til at BLIVE. |
Racisme
|
|
|
| |
”Sydstatsmand – af Guds nåde.” Mand i
Louisiana. |
|
|
8. Den her skitserede psykologiske model forstår de fleste intuitivt. Lad
os nu forsøge at overføre den til emnet racisme og forsøge imens løbende at
oversætte i hovedet til sexisme, antisemitisme, islamofobi, homofobi og alle
de andre dybt forbundne fætre og kusiner. Men når jeg taler om ”vores
racisme” er det altid lettest at starte med de racister som ”forekommer”
værre end os selv. Al racisme er jo en projektion ud på andre. Vi går jo
ikke til daglig rundt og ser os selv som racister. Så lad os starte med den
gammeldags racist i USA’s sydstater, som vi kender fra film som ”Mississippi
burning” og vi ser straks typerne for os. Men hvordan blev de mon sådan? Vi
ved jo nu at ingen fødes sådan. Børn i alle samfund fødes jo med et åbne,
kærlige sind med appetit på livet – indtil vi skader det. Så hvordan blev
fortidens ”gammeldags” racister skadede? |
| |
|
|
|
|
Fattig familie i Florida. |
|
Fattig familie i North Carolina. |
|
9. Meget tidligt i deres opvækst hørte de
budskaber og udsagn fra deres forældre som ”Niggers are dirty” eller ”Leg
ikke med de børn henne i gaden, de vil dolke dig!” Dette er fuldstændig
irrationelle og vanvittige budskaber for det fordomsfri og kærlige barn med
appetit på livet, som vi har i alle samfund til at begynde med. Barnet
forstår det ikke. Børn ser ikke I hudfarve, køn,
seksuelle præferancer, etniske eller religiøse grupper før vi skader dem på
den måde. Hvad betyder ”Niggers are dirty” egentlig? Noget jeg har lagt
mærke til overalt i de hjem, jeg bor I, er at de sorte vasker sig lige så
meget som de hvide. Og hvad angår det andet udsagn, ved vi jo at børn ikke
går rundt og dolker hinanden. Så begge disse udsagn er fuldkommen
irrationelle. Barnet forstår dem ikke. |
| |
|
|
| |
Lastbilchauffør,
som samlede mig op i Alabama. |
|
Skopudsere i New Orleans. |
|
10. Når barnet ikke forstår oplysningerne fra en lidelses-oplevelse er de
ikke tilgængelige stykvis, men kun som én stor, sammensnøret klump. Senere
under opvæksten bliver barnet undertrykt med nye skadelige informationer fra
forældrenes apartheid-samfund. Hvis de overhovedet huskes, kommer det hele
op på en gang, uvurderet og ikke forstået. Gradvist fastlåses sindet og
sluttelig, når det bliver voksent, ender det en dag med at lyde som denne
lastbilchauffør, som ikke kunne tale om andet end ”nigger, nigger, nigger
hele tiden. Da han samlede mig op, stod jeg i Alabama med et skilt som sagde
”Touring USA from Denmark”. Han havde ingen anelse om hvad jeg lavede i
Amerika og alligevel var det første han sagde, da jeg kom ind i bilen: ”Er
der niggere i Danmark?” Og uden at vente på et svar, begyndte han at lire
sætninger af om nigger, nigger, nigger. |
| |
Fortsæt
min billedrejse gennem "vores" racisme
|
|
| |
|
|