Fra kataloget for Museum of Modern Arts Louisiana:
"Tro, håb og kærlighed" af Jacob Holdt



Tekst om Jacob Holdt
:



Rejserne
 



Jacob Holdt ynder at kalde sig selv for vagabond. Det er da også netop som vagabond, han har levet en del af sit liv; i 1970 rejste han først til Canada for at arbejde på en farm og snart derefter til USA. I 1971 begynder Holdt at vagabondere i USA. Året efter blaffer han til Guatemala for at støtte guerillakampen, men erkender, at han ikke er til vold og blaffer tilbage til USA. I løbet af årene 1972-75 blaffer han mere end 160.000 km rundt i USA. I den periode bor han ikke et sted mere end højst nogle uger – typisk kun nogle få dage.

“Vagabond – det kaldte jeg mig i mange år, fordi det var det, jeg følte jeg var. I mange år efter jeg kom tilbage fra USA ville jeg tilbage på landevejen, men jeg blev bare side tracked af den ene succes efter den anden”.

I 1974 gifter Holdt sig med en sort amerikaner, og de flytter sammen i ghettoen, hvor de bor i dyb fattigdom, omgivet af kriminalitet. Efter et halvt år flygter Holdt ud på landevejen igen, men i slutningen af 1975 bringer han sin kone med sig til Danmark. I Danmark sender succesen med lysbilled-foredraget Amerikanske Billeder ham rundt i Danmark og siden flere steder i Europa, senere også USA. Fra 1982 blaffer Holdt igen rundt i USA, denne gang fra San Francisco-filmfestivalen tværs over USA til New York. Dernæst blaffer han 8.000 km gennem Afrika for at finde egnede bistandsprojekter til de midler, han har tjent på Amerikanske Billeder. Senere på året blaffer Holdt 25.000 km mellem USA's ghettoer med sin 2-årige søn. Rejsen har det primære formål, at sønnen ved at opleve verden på denne måde skal undslippe de hvides racisme.

“Nogen vil slet ikke have noget med én at gøre, andre kan ikke undvære alliancen med de hvide, der åbner sig for dem. På det tidspunkt hvor jeg rejste rundt, var der mange sorte, der overhovedet ikke ville have en hvid mand boende. Det var holdningen hos utroligt, mange. De fattigste sorte havde naturligvis angsten for de hvide på en anden måde. Men middelklassen, som befandt sig midt i en periode med stærk politisk frigørelse, de ville ofte intet have med hvide at gøre”.

I 1986 bosætter Holdt sig med sin familie et år i Boston for at distribuere bogen American Pictures. Derefter forbliver Holdt bosat i Danmark, men fortsætter sine rejser ud i hele verden.

“Det jeg respekterede meget ved min fars arbejde, var hans sociale arbejde med folk i sognet. Jeg opfattede ham ikke som et specielt religiøst menneske, det var hans menneskelige engagement, der var det vigtige. Min far havde samtaler med dem, der havde det svært. På landevejen i USA var det jo det, jeg oplevede – at folk havde brug for at tale med mig”.

Siden starten af 1980’erne har Holdt taget passagerer med på sine rejser rundt i USA. Blandt andet har den danske lyriker Pia Tafdrup været med i flere omgange, hvilket har inspireret flere af hendes digte. Også den norske Eli Sæter er med på hans turne, og hendes møde med nogle af de kriminelle Jacob kender, får hende til at skrive bogen En amerikareise. Holdt tager stadig i dag folk med rundt på sine rejser. I 1994 tager Holdt til Haiti for at fotografere amerikanske tropper, og flytter ind i det fattigste og mest voldelige område Cité Solei. Fra starten af 1990’erne begynder Holdt at arbejde som fotograf for ulandsorganisationen CARE. Han rejser derfor bl.a. til Bolivia, Nepal, Thailand, Cambodia, Guatemala, Kosovo og Uganda. USA trækker dog stadig, og Holdt tager fortsat på en amerikarejse i ny og næ – senest i foråret 2009.

Holdts arbejde som fotograf

I 1971 forærer Holdts forældre ham et kamera i fødselsdagsgave. Det er et Canon Dial kamera – et 35mm. Det særlige er, at det tager billeder i halvformat (18x24 mm negativer). Holdt har aldrig modtaget nogen form for fotolære, og alt det tekniske omkring fotografiet lærer han nu sig selv.

“Jeg kørte hele tiden med 160 asa og havde ikke ekstrakamera med highspeed-film. Så jeg havde brug for noget lys og satte typisk blitzen bag ved lampen, og der havde jeg nogle gange et lyserødt stykke WC papir med for at få det til at ligne lyset fra olielampen i hjem uden el – jeg gik altid rundt og spurgte i butikkerne, om de solgte pink toiletpaper – og det satte jeg over den der flash, for at få det rødlige skær, det var den eneste måde, jeg kunne tage disse billeder på. For hvis man tager et billede med blitzen alene, så bliver det jo helt fladt, og så ville stemningen fra øjeblikket før billedet slet ikke komme frem. Det var altid det, jeg forsøgte at genskabe på forskellig vis. Det var jo fuldstændig mørke hjem mange af dem, så jeg havde ikke kunnet få et motiv frem, hvis jeg ikke havde brugt blitz – jeg havde slet ingen billeder fået”.

I årene 1972-75 bruger Holdt meget tid på at fotografere og tager i løbet af disse år ca. 15.000 billeder. Han har siden taget talrige billeder både i Amerika og i resten af verden. For at tjene penge til finansieringen af film og fremkaldelser i årene som vagabond i USA giver Holdt blod som donor mod betaling to gange om ugen.

“Jeg har selv diskrimineret i mine billeder. Jeg tror nok, at jeg mere eller mindre ubevidst valgte de skønnere ud i en familie og valgte at tage billeder af dem. Jeg er ikke vild med gruppebilleder med 10-20 mennesker på én gang. Så jeg sidder der og venter – hvornår er der lige en enkelt person, der sidder alene i sine egne tanker? Og det var simpelthen fordi jeg vidste, at hvid racisme diskriminerer mod visse aspekter af sort kultur, og derfor skulle jeg hele tiden tale til den dybere menneskelighed i de hvide – på den måde var jeg selv nødt til at være racistisk”.

Holdt gør meget ud af at lære de mennesker, han tager billeder af, at kende. Typisk bor han et par dage sammen med folk, inden han begynder at tage billeder af dem.

“I reglen var jeg nødt til at bo hos folk 2-3 dage før virkeligheden trængte ind. Før de var tilpas afslappede med fotografen til at jeg kunne tolke det jeg så, se den dybere virkelighed bag. Og så kan du spørge – er det så den virkelige, dybere virkelighed? Og ja, det er det. Der er nogle ting som de hvide ikke så – ikke ser. De ser det som noget andet. Så det var vigtigt for mig at sidde og vente på de øjeblikke der ligesom viste virkeligheden før den fremmede fotograf trængte ind. Og det tager tid”.

Fra starten af 1990’erne begynder Holdt at arbejde som fotograf for ulandsorganisationen CARE. I dette arbejde møder han minoriteter, undertrykte eller forfulgte mennesker i en række lande verden over, bl.a. i Kosovo hvor han skildrer albanernes hjemkomst til afbrændte huse og slægtninge i massegrave.

“Jeg har altid sagt at jeg ikke var nogen god fotograf, men en god vagabond. God til at komme ind i hjem, hvor ingen andre kunne komme, men hvor enhver idiot kunne tage et godt billede”.

Holdt fotograferer stadig hvor han er. Senest rejste han i foråret 2009 rundt i USA for at besøge gamle venner. Han mødte også nye mennesker, hvis skæbne han indfangede, og som nu udgør den sidste nye opdatering af Holdts amerikanske billedbank.

Holdts politiske engagement

Holdt forholder sig tidligt til den virkelighed han lever i. Han bliver smidt ud af Den Kgl. Livgarde for at nægte at skyde. Som 20-årig overmaler han den kirke, hvor hans far er præst, i protest mod at der bruges penge på et kirketårn, mens millioner af mennesker sulter i Biafra. Holdt engagerer sig i slutningen af 1960’erne politisk både i forhold til den tredje Verden og Vietnamkrigen. Et engagement, der fører ham til Canada og videre til USA. Holdt deltog i Vietnam-demonstrationerne i USA og brugte 5 år på at dokumentere de fattigste sortes liv i Amerika. Hjemvendt til Danmark skaber han sit lysbilled-foredrag, som han efterfølgende bliver bedt om at udgive i bogform; Amerikanske Billeder. Bogen og lysbilled-foredraget giver et tydeligt statement om den ulighed mellem sorte og hvide, der hersker i Amerika på dette tidspunkt. Bevidstheden om raceforskellene præger Holdts arbejde. Blandt andet nægter han at lade et forlag udgive sin bog i USA, fordi de ikke har sorte ansatte. I stedet skaber han selv et netværk af folk der lever på gaden, hjemløse og kriminelle i ghettoerne, der sælger bogen for ham. Men Holdts engagement gælder også mange andre dele af samfundet, hvor der findes ulighed.

“Jeg har været så meget blandt sorte amerikanere og arbejdet med de problemer der knytter sig til det sorte Amerika, at man kan sige, jeg er endt med at skrive min egen biografi – i interviews for eksempel – i forhold til netop det. Men nu kom så for nylig filmen Milk om den amerikanske homoseksuelle politiker Harvey Milk. I forbindelse med den var der en debat i Jyllands Posten, der gjorde, at jeg satte mig ned og skrev om mit engagement med bøsserne i den homoseksuelle bevægelse. Og pludselig kunne jeg se og definere mig selv på en helt anden måde … Jeg har jo masser af billeder der handler om helt andre mennesker i USA end netop de fattige sorte”.

Holdts arbejdskollektiv starter Fondet for Humanitær Hjælp til Afrika for at give indirekte støtte til ANC's anti-apartheidkamp gennem Danida. Senere bliver Holdt også involveret i andre Afrika-projekter: køb af landbrugsmaskiner til Batsiranai, opførelse af en skole for hjemvendte flygtningebørn i Nyafaru i Zimbabwe og i finansieringen af et hospital i SWAPO’s guerillalejr Kwanzu Zul i Angola. Holdt smugler desuden hemmelige dokumenter for ANC fra Harare til en modstandsgruppe i Botswana.

I starten af 1980’erne omdannes kollektivet i Købmagergade i nogle år til bopæl for 40-60 arabiske flygtninge. Holdt begynder i slutningen af 1980’erne at afholde racismeworkshops på hundredvis af amerikanske universiteter som en opfølgning på hans lysbilled-foredrag. Et arbejde, der udvikler sig og medfører en række foredrag og workshops i løbet af 1990’erne, både i Danmark og internationalt. Den danske NGO IBIS, hvis projekter i Angola Holdt hjælper med at finansiere under apartheid, inviterer ham til at dokumentere forholdene i Namibia og Sydafrika efter apartheid. I Sydafrika deltager Holdt i FN’s racismekonference i 2001.

“Og jeg synes det er interessant, at folk tit benævner mig venstreorienteret. Man kan måske sige at min tilgang til mennesket er venstreorienteret, men jeg har jo aldrig stemt på noget venstreorienteret parti. Jeg har altid været dér i midten, hvor jeg kunne være i dialog mellem højre og venstre. Eller få den dialog frem”. Holdt arbejder også intensivt med Ku Klux Klan. Bl.a. tager han USA's værste Ku Klux Klan-leder med rundt for at besøge sine sorte venner i et forsøg på at påvirke lederen til at forlade klanen. Fra 2002 kaster Holdt sig mere aktivt ud i integrationsdebatten i Danmark og bliver valgt ind i bestyrelsen for Kritiske Muslimer og Mixeurope. I dag er han kendt som offentlig debattør, der blander sig og ofte giver sin mening til kende gennem mere eller mindre polemiske indlæg i dagspressen.

Holdts rolle som formidler

Holdts rolle som formidler er en central del af hans virke. Han starter i 1975 med at skrive og fotografere for blandt andre De Sorte Panteres blad og Kristeligt Dagblad. I 1976 laver han sit første lysbilled-foredrag med sine Amerikabilleder i den kirke, hvor hans far er præst. Snart får han invitationer til at vise Amerikanske Billeder over hele landet, og får Husets Teater i København stillet til rådighed i to måneder. Senere udgiver Dagbladet Information Amerikanske Billeder som bog, og den bliver øjeblikkeligt en bestseller. Også lysbilled-foredraget bliver en succes, og vises i Danmark for 2000 mennesker om dagen. I 1977 åbner Holdt sit eget teater i Købmagergade i København, hvor Amerikanske Billeder kører i 10 år. Den tyske avis Der Spiegel bringer i 1978 bogen som en serie, samtidig med at bogen bliver en bestseller i Tyskland. Der bliver også lavet en filmversion af lysbilled-foredraget, som i 1981 præsenteres ved filmfestivalen i Cannes og siden ved filmfestivalerne i London, Berlin, Dublin, Los Angeles og San Francisco. Året efter åbner Holdt og lokale frivillige et fast teater for lysbilled-foredraget i San Francisco. I 1983 udgiver Holdt en amerikansk udgave af sin bog. Flere amerikanske forlag ønsker at udgive bogen, men da ingen har nogen sorte ansatte, beslutter Holdt sig til selv at udgive den for at kunne lade sine sorte venner i bogen sælge den. Fra 1984 begynder Holdt at turnere fast på USA's universiteter og bliver snart en af de mest benyttede foredragsholdere i USA's universitetshistorie. På mange af eliteuniversiteterne er det obligatorisk for de nye studerende at se hans lysbilled-foredrag inden de starter på universitetet. “Som dansker, en der kommer fra et af verdens mest lige samfund, fotograferede jeg jo ikke så meget det, der lignede mit eget samfund, men det, der var helt anderledes – the filthy rich and the filthy poor, som jeg aldrig havde set før. Det var chokerende for mig. Og jeg opdagede snart hvordan det også visuelt var effektivt til at få et budskab ud”. I slutningen af 90’erne og efter mere end 6.500 lysbilled-foredrag begynder Holdt at trappe turneerne ned i USA for at besøge og fotografere sine venner i ghettoerne mere. Samtidig begynder Holdt igen at vise lysbilled-foredraget i Danmark. Fra 2002 involverer Holdt sig med Ku Klux Klan i USA. Han laver en række interviews med klan-medlemmerne om, hvordan mange af dem er blevet mishandlet i barndommen, med henblik på at lave en interaktiv dvd-produktion for lærere over hele verden om racisme og undertrykkelse. Et projekt som Holdt stadig forsøger at rejse penge til. I mellemtiden er der blevet produceret en film om Holdt og hans engagement i Ku Klux Klan. Jacob Holdt holder stadig masser af foredrag for både skoleelever, organisationer og politiske fora. Ikke kun Amerikanske Billeder, der løbende er blevet fornyet, men også en lang række andre foredrag og workshops om racisme og undertrykkelse. Disse og lignende uddannelsesmæssige projekter kan findes på hans hjemmeside www.american-pictures.com

 



 

Mette Marcus (f. 1971) Er kurator på udstillingen Tro, håb & kærlighed – Jacob Holdts Amerika. Marcus er uddannet kunsthistoriker fra Courtauld Institute of Art, London, og Københavns Universitet, og har været Museumsinspektør på Louisiana Museum of Modern Art siden 2003.

 

 

 

 Copyright © 2014 AMERICAN PICTURES


Indeks