|
Kære Tajos
venner
på dagen
Ja, det kom godt nok pludseligt og uventet, Tajos død. Så sent som
to dage før var jeg ude at løbe med den om morgenen skønt den hoste
var blevet værre, drillende som sædvanlig ved efter bådehavnen at
komme først ved at skyde genvej og stå og juble som i Haren og
Pindsvinet. Og sidste uge løb og gik den hele 21 km på førstedagen i
Göteborg.
Men natten til i går fik ingen af os sovet da den hostede og hakkede
ustandseligt og hver gang den sprang ud af sengen for at drikke
vand, brækkede den straks vandet ud som slim på dyner og tæpper.
Hvorfor den blev mere og mere dehydreret. Vi gik straks til dyrlægen
kl. 9 – stadig i den tro at der kunne gøres noget evt. med
indlæggelse på sygehus (hvilket ville indebære at jeg skulle
indlægges ved dens side).
Men dyrlægen Rikke Nora kunne efter kort tids målinger ikke
konkludere andet end at den straks burde aflives. Her og nu. I
chokket over denne uventede besked sagde vi at det måtte vi hjem og
tænke over. Kunne det ikke vente til den tid kl. 4 vi allerede havde
bestilt i City Dyreklinik?
”Nej, så længe kan Tajo ikke vente,” sagde hun. Og da vi bar den
hjem indså vi hun havde ret, for straks den tog en slurk vand i sin
ophobede tørst, væltede den omtumlet rundt og kunne ikke længere stå
på benene.
Men det var godt vi ventede, for det betød at vi nu fik overtalt
dyrlægen til at komme hjem hos os selv og først der give Tajo
dødssprøjten, så den så at sige kunne ”dø i sin rede” (frem for på
et koldt stålbord i dyreklinikken).
Samtidig med at vi fik tid til at indkalde de nærmeste, først og
fremmest Lalou og Mila, som tit havde passet den. Mila tog fri fra
arbejde kl. 12 for at være med, men da dyrlægen kom for hurtigt,
nåede hun ikke at sige farvel i live.
Det blev en meget smuk seance med Tajo i sin kurv mens Rikke Nora
fortalte om det hele. Vi sad ganske vidst tudbrølende – særligt
Lalou som fik så meget hovedpine at hun måtte ind og sove bagefter
og aldrig nåede på arbejde. Jeg selv var bekymret for om jeg kunne
gennemføre mit foredrag i Diamanten kl. 14 så kort tid efter, men da
det var for en gruppe handicappede med førerhunde, kom samtalen
hurtigt til at handle om hunde frem for om mine kedelige gamle fotos
af shacks 😊
Da jeg kom hjem, var de første besøgende begyndt at indfinde sig –
flere med blomsterbuketter, som sammen med lys blev stillet omkring
Tajos kurv, hvor den lå med åbne øjne og stirrede op på os som om
intet var sket.
Flere sørgende og støttende venner kom efterhånden forbi til drinks.
Senere på aftenen havde jeg Annette, en af Tajos kirkevenner, med
hjem fra kirken. Tajo elskede hendes godbidder i kirken, som hun nu
kom og lagde hos den i kurven. Og den sidste, der kom med blomster
ud på aftenen, var Marianne Levinsen, hvis egen hund Coco var Tajos
bedste ven, som den var med til at begrave sidste sommer
under en uforglemmelig begravelse i Månedalen.
Sådan blev dagen en blanding af gråd og latter som normalt i
tomrummet efter en elsket ven. Og da jeg kom hjem efter morgenløbet
i morges – som godt nok føltes underligt og tomt ved for første gang
i 14 år ikke at have Tajo som medløber ved min side – ja, så sad
Vibeke og Lalou stadig og græd ved siden af Tajo og dens blomster og
lys.
Kærligst Jacob |
