Ghetto love

"There is no love like ghetto love." Efter fire års vagabondering i ghettoen endte jeg med at blive gift med den. Annie er den eneste kvinde, jeg mindes at have taget et initiativ overfor. Som hun sad der i en restaurant i New York - uimodståeligt smuk - var det åbenlyst fra vores første blikke, at vi havde brug for hinanden. Begge let bytte: hun kendte ikke nogen efter lige at være vendt tilbage efter ti års eksil i England for at gå til sin mors begravelse, og jeg var i en af mine deprimerede vagabondperioder. Vi var begge præstebørn og havde på forskellig måde gjort oprør mod denne baggrund. Hun var dybt grebet af mine billeder og ønskede at hjælpe mig med at publicere dem. Hun havde en stærk litterær tilbøjelighed og en langt dybere intellektuel horisont end jeg, så jeg blev mart meget afhængig af hende til at få brikkerne i mit puslespil til at falde på plads. Annie havde i høj grad i sin landflygtighed befriet sig selv for den herre-slavementalitet, som gør ægteskab næsten uudholdeligt for de få uheldige amerikanere, som forelsker sig på tværs af det lukkede systems realiteter. "Intermarriage" er nemlig i allerhøjeste grad en undergravende handling. Selv liberale famler efter svar, når spørgsmålet kommer: "Hvad vil du sige til, at din datter gifter sig med én? " Typiske segregationister startede i reglen samtalen med, "Jeg er ligeglad med, om folk er hvide, sorte, lilla eller grønne . .. " Ti sætninger senere viste de sig at være svorne fjender af "blandede ægteskaber. " Imidlertid var der masser af indgiftning mellem hvide og sorte tjenestefolk indtil det blev forbudt i 1691, og før reduktionen af de sorte til slaver, var det fattige hvide had til dem ukendt. De fleste steder - selv i tidligere slavelande som Cuba og Brasilien - er der intet der minder om amerikanernes fanatiske modstand imod "blandede ægteskaber. " Skønt jeg kommer fra et konservativt område på landet, mindes jeg ikke at have hørt en eneste negativ bemærkning i min barndom om de hyppige "inter"-nationale ægteskaber med afrikanske studerende. (Jeg vil ikke her omtale afsmitningen fra den senere fremmedarbejderproblematik). Men i Amerika kan intet interracialt ægteskab betragtes som blot en naturlig forening. I Hollywood ville sorte promotors investere en masse penge i at slå mit lysbilledshow stort op, men først ønskede de at jeg skulle tage afsnittet om min kone ud: "Det ødelægger dit budskab, får dig til at ligne enhver anden liberal. " Mange sorte og liberale vil at samme grund falde fra i dette afsnit. En sort kvinde var rasende efter at have set mit lysbilledshow med adskillige billeder af nøgne sorte kvinder. "Er du ikke klar over, hvor uansvarlig du har været ved at have haft forhold til disse mentalt forstyrrede kvinder. Er du ikke klar over, at slaveri gør os alle mentalt syge? Hun ramte hovedet på sømmet: Hvordan kan jeg gribe ind som neutral i herre-slavesamfundet uden at blive en del af problemet? Og dog begik hun samme fejl som de fleste amerikanere ved automatisk at antage, at et nøgenbillede af en kvinde er lig med et seksuelt forhold ti l hende. Hun behøver i virkeligheden ikke at bekymre sig, for til forskel fra, hvad jeg fandt blandt sorte kvinder i Afrika, har den sorte amerikanske kvinde opbygget en enorm forsvarsmekanisme imod den hvide mand som reaktion på århundreders misbrug. Skønt jeg tilbragte det meste af min tid i det sorte samfund, var mere end 90% af de kvinder, som inviterede mig til at dele deres seng, hvide. Men mistanken om den mandlige hvide seksuelle udbytter hang naturligvis altid over mig på min rejse. Når jeg gik rundt i ghettoer om natten i det dybe syden, spurgte unge mænd mig: "Sir, vil du ha' at jeg skal skaffe dig en kvinde? "

Jeg er temmelig overbevist om, at de fleste kvinder ikke vine have tilbudt mig gæstfrihed hvis de ikke havde fornemmet den ikke-aggressive komponent i mig. Eftersom jeg altid betragtede vagabonderingen som en passiv rolle, og altså hverken undgik eller tog initiativ til seksuelle forhold, finder jeg det interessant at analysere, hvad der egentlig skete, når jeg fik nære forhold til kvinder. Hvis vi svingede godt sammen, gav hvide kvinder efter nogle dage udtryk for seksuelle aggressioner. Men selv når vi blev mere intime og omfavnede hinanden, skete der i reglen ikke mere med den sorte underklassekvinde, især ikke i syden. Det var som om et eller andet gik i baglås for os - en fælles erkendelse af, at dette var for stor en historisk byld at tage hul på. Hun kunne ikke undgå bevidst eller ubevidst at signalere, at dette var et forhold mellem et frit og et ikke-frit menneske, hvilket øjeblikkeligt gav mig følelsen af at være blot endnu en i rækken af hvide seksuelle udbyttere. De fleste af mine seksuelle og langvarige forhold til sorte kvinder var derfor med kvinder fra middelklassen og Vestindien, som, skønt mere konservative end både hvide og underklassekvinder, ikke desto mindre i højere grad havde frigjort sig af dette slaveri. Nogle amerikanere vil sige, at hvis man er klar over, at en vis befolkning lever i slaveri, burde man ikke som privilegeret hvid bringe sig selv ind i sådanne intime situationer, hvor et seksuelt forhold eller "blandet ægteskab " kan opstå. Men slaveri er et resultat af ikke at omgås med en gruppe fuldstændig frit, hvorved man isolerer og forkrøbler den.

Annie var en af mine undtagelser med underklassen. For skønt kun på overfladen virkede meget "middelklasseagtig" efter sit lange fravær, var hun i sit grundsyn præget af sin underklasseopvækst. Et sådant forhold kunne sikkert godt være kommet til at fungere med lang tids kærlighed, tillid og anstrengelse fra begge partnere, men på grund af min racisme, sexisme og frem for alt den ikke-seende "uskyldighed", som altid vil være det endelige privilegium for den herskende klasse, var dette ikke hvad der kom til at ske. I stedet blev det så smertefyldt, knusende et nederlag for mig, at jeg f.eks. ikke kunne forlige det med min oprindelige bog. Selv starten gik galt. Vi blev gift fredag den 13. september uden noget sted at bo. En tjenestepige lod os tilbringe hvedebrødsdagene i den sydafrikanske konsuls luksuslejlighed, da han var blevet kaldt hjem af sit apartheidregime. Senere endte vi i det værste område af ghettoen. Vi havde næppe betalt den første måneds husleje, før hele Annies opsparing blev stjålet. Vi boede på femte sal i en bygning udelukkende med prostituerede, narkomaner, socialhjælpsmødre og menneskelige vrag. Annie havde ikke boet i underklassekultur siden sin barndom, og det var et forfærdeligt chok for hende at havne her. I kraft af hendes udseende og stedet vi boede, blev hun ustandseligt "hit on" af alfonser og hustlere, som forsøgte at rekruttere hende. Da jeg var nødt til at blaffe væk i nogle dage, blev Annie kidnappet af en prostitutionsring, som med pistoler tvang hende til at klæde sig nøgen, mens de spillede russisk roulette med hende for at "knække og dressere" hende. Om natten lykkedes det hende gennem et badeværelsesvindue at flygte ud i gaderne uden tøj på. Da jeg kom hjem, lå hun opløst i tårer og smerte. Angrebene fra alfonserne fortsatte, og det hele blev ikke bedre af, at jeg var hvid. En dag smeden alfons hånligt en håndfuld penge efter Annie i bussen. Af gammel vagabondvane samlede jeg dem op. Annie blev rasende på mig og vine ikke tale til mig i en uge. Der var vold og skrig og afsindig smerte i bygningen dag og nat. Adskillige gange i begyndelsen forsøgte jeg at gribe ind mellem alfonser og "horerne" , som de bankede sønder og sammen. Der var også en pyroman. Næsten hver nat i de første måneder blev vi vækket af brandalarmen og så flammerne s1å ud fra de tilstødende lejligheder. Vi var så forberedte, at vi havde alting pakket hele tiden. Det første jeg ville snuppe var en kuffert med alle de tusinder af lysbilleder til denne bog. En nat, da vi alle stod halvnøgne i nattøj på gaden, bad jeg Annie om at holde øje med kufferten, mens jeg fotograferede branden, men hun hørte mig ikke i larmen, og da vi kom tilbage til lejligheden, var den blevet efterladt dernede. Jeg fo'r ned på gaden og fandt kufferten stående der stadigvæk. Alle i bygningen kaldte det for et sandt mirakel; da ingen nogensinde havde set nogen værdigenstand efterladt på gaden i blot et øjeblik uden at blive hugget. Det psykologiske pres var i begyndelsen værre for Annie end mig. Vi forsøgte at få socialhjælp for at kunne flytte, men fik blot 50 kr. Næsten hver nat lå hun i tårer og fortvivlelse. I de første måneder, da jeg stadig havde lidt psykisk overskud tilbage, forsøgte jeg at trænge ind til hendes verden, som så åbenlyst var smuldret for hende. Som de fleste af mine andre forhold i Amerika, var også dette et resultat af vold. Vi havde mødt hinanden som følge af mordet på hendes mor; og få måneder senere blev hendes stedfar fundet vaklende ned ad gaden, dødeligt såret af en kniv. Et rystende mønster fra hendes barndom begyndte at tone frem for mig i disse tårevædede nætter. Da hendes 16-årige mor havde født hende og en tvillingesøster, blev dente set som en sådan synd i præstens familie, at moderen blev sendt op til nordstaterne og Annie ned til en tante i Biloxi, Mississippi, hvor hun fik en streng fundamentalistisk opdragelse. A1 udfoldelse af glæde, dans og leg blev straffet. Ofte blev hun hængt op i læderstrimler om håndledene i udhuset og pisket sønder og sammen. På vej hjem fra skole var der næsten daglig stenkastning mellem sorte og hvide børn. En dag pudsede de hvide børn schæferhunde på dem, og Annie blev alvorligt bidt. To af disse børn tilsluttede sig senere Ku Klux Klan, og en af dem, Jim Bailey fra Annies gade, var den som senere myrdede de tre borgerretsforkæmpere i 1964. Efter denne klanvold, med parader af brændende kors gennem gaden, flygtede hun op til nordstaterne og gik senere i landflygtighed. Da hun var den første sorte, der kom på byens bibliotek, turde hun aldrig at vende tilbage. Jo mere disse tårefyldte nætter afslørede, jo mere chokeret blev jeg. Hun var utrolig følsom, og en nat husker jeg, at hun græd ved tanken om "den hvide sammensværgelse ", som havde holdt hende og de andre sorte skolebørn uvidende om mordet på seks millioner j øder.

Omsider lykkedes det Annie at få et job som kontorvikar i Bygningsdirektoratet, hvor hun tog sig af regninger fra byggefirmaerne. Hun skabte stor opstandelse ved at opdage det ene tilfælde af svindel og bedrageri efter det andet. Med sin usædvanlige klæbehjerne kunne hun påvise, hvordan byggefirmaerne måneder før havde sendt regninger for samme job, men i anden ordlyd. I årevis havde disse mafiosi flået byen. Hver dag kom hun hjem og fortalte mig om, hvordan hun netop havde sparet byen for 900.000 kr. eller lignende. Da hendes arbejde sluttede, fortalte hendes boss hende, at hun måtte skrive sig selv hvilken som helst anbefaling, hun ønskede: han ville skrive under på den. Men vi selv havde stadig ingen penge, og det var som om denne korrupte atmosfære hjalp til yderligere at nedbryde vores moral. Når de rige stjæler, hvorfor sku' vi ikke? Da vi en dag fandt en pung med $80 i opgangen, tog det os lang tid at beslutte at give den tilbage til ejeren - en mor på socialhjælp. Da hun åbnede døren, snubbede hun pungen uden et ord, med et hånligt blik som for at sige, "I må være tåber, at prøve på at være bedre end andre her. " Fra det øjeblik gled alting i en mere og mere kriminel retning. Det havde været ideen at jeg skulle bruge tiden til at skrive en bog. Annie og andre mente, at jeg burde skrive om mine ghettooplevelser med en udlændings øjne. I starten sad jeg dag efter dag foran papiret, men det var umuligt for mig i denne voldelige og nervøse atmosfære at få et ord nedfældet. Gradvist mistede vi begge selvtilliden, og jeg opgav. Jo mindre overskud vi havde, jo mindre håb, des mere voldelig blev atmosfæren imellem os. Lidt efter lidt begyndte Annie at drikke som reaktion på min stigende ufølsomhed. Hun begyndte at skælde mig ud for blot at være en naiv liberal. Disse endeløse nætter er mere end noget andet skyld i angrebene på de liberale (eller mig selv) i denne bog. For første gang på min rejse begyndte jeg at miste min tillid til de sorte, begyndte at se deres nuværende livsform frem for deres muligheder. Jeg var begyndt at blive amerikaniseret, var blevet et offer for herre-slavementaliteten. Jo mere jeg mistede denne tillid til mennesker (og min egen fremtid) jo mere opfyldt blev jeg af had og raseri. For at undgå den uudholdelige atmosfære sammen med Annie, begyndte jeg at tilbringe det meste af min tid på gaden. Jo mere magtesløs, jeg blev, jo mere dystre mine udsigter, des mere mistede hun troen på mig. En nat råbte hun, "Du kan ikke engang forsørge! Hører du, din blåøjede nigger, forsørge! " Hvad værre var, skønt jeg ustandseligt prøvede at få arbejde, begyndte jeg på selvbebrejdelser. Jeg bestilte ikke andet end at stå i kø. Om morgenen sad og lå jeg i kø i blodbanken for at få 5 dollar. Hver dag kl. 11 i otte måneder stod jeg i en timelang suppekø, og om aftenen fik jeg tit mad i en kirke. Resten af dagen stod jeg i kø for at få arbejde, hvilket var umuligt, da jeg var ufaglært. Hvis jeg mødte kl. 4 om morgenen, lykkedes det mig somme tider at bliv ansat for en dag til at smide reklamer i de rige forstæder for 2 dollar i timen. Efter en tid gav jeg op og tilbragte mere og mere tid med de kriminelle på gaden. Jeg blev aldrig involveret i nogen større kriminelle handlinger, men det begyndte tydeligvis at glide i den retning. Da en fyr en aften rystet fortalte mig, at hans bror netop var blevet myrdet i Chicago, sagde jeg blot koldt, " Hvilken kaliber pistol? " Først bag efter gik det op for mig, hvor dybt jeg var gledet ned. I den tid jeg boede sammen med Annie var otte mennesker blevet myrdet i vores blok, flere af dem bekendte. Theresa, som i sin kaffebar så ofte havde givet mig gratis mad, blev myrdet en dag af en kunde, som ikke kunne betale sin regning på 9,43 kr. Ofte var væggene i vores opgang oversmurt af blod. Når jeg kom hjem sent på natten, lå Annie ofte i en tåge af tårer og druk. Jeg var efterhånden næsten ligeglad. Af angst for de ødelæggende skænderier, turde jeg til sidst ikke komme hjem før hun sov. Vores sexliv, som alt andet, gik i opløsning. Til sidst nærede jeg et sådant had mod både hvide og sorte omkring mig, at jeg blev angst for mig selv. En nat, da Annie havde drukket, blev jeg så desperat, at jeg langede ud efter hende i mørket. Næste morgen havde hun et blåt øje sådan som alle andre i bygningen havde haft. Da jeg aldrig før havde lagt hånd på et menneske, var jeg rystet. Jeg fik en pludselig angst for, at jeg ville ende med at s1å hende ihjel en dag. Den eneste måde jeg kunne bryde ghettoiseringen på, var ved at flygte. Det lykkedes os at få et lille værelse til Annie i et hvidt hjem uden for ghettoen. Derefter styrede jeg lige mod landevejen. Landevejen, vidste jeg, betød tryghed og sikkerhed, rekreation og frihed. I fire år havde jeg levet et eskapistisk privilegeret vagabondliv i ghettoer uden at blive berørt. Men da jeg blev en del af ghettoen, blev jeg ødelagt på mindre end et år, var kommet til at hade sorte, havde mistet min tillid til alt, og havde set de værste sider i min karakter begynde at kontrollere min opførsel. En af disse var en stigende selviskhed og pågående selvhævdelse i forholdet til kvinder. Det var ikke nogen tilfældighed, at jeg straks kom ind, i en periode med et iøjnefaldende forbrug af "girls" med min ven Tony i North Carolina. Jeg havde ingen hæmninger tilbage. Og dog var jeg ikke just den fødte forfører. Gang på gang hviskede Tony til mig, " Hey, why don't you make a move? " , og gang på gang endte han med at måtte køre min " date" hjem før tiden. Hver nat syntes det, som om der var forstyrrende momenter. En aften kunne jeg ikke komme hjem med min date på grund skyderi i gaden. En anden aften var vi alle kørt til Chapel Hill for at se Earth, Wind and Fire og jeg benyttede mit hvide privilegium til at " bluffe " mig gratis ind, da jeg aldrig havde penge. Dette irriterede i den grad Bob, som kørte bilen, at han på vejen hjem pludselig standsede og sagde, "Hey, man, you gotta get out, understand? " Eftersom Bob var dobbeltmorder, og havde dræbt både sin kone og hendes elsker, vidste alle, at han kogte indvendig og gjorde ingen forsøg på at sætte sig imellem. Så jeg måtte stige ud i den frostkolde nat midt i intetheden.

Et vigtigt redskab i "dating" er bilen. Da jeg ikke kunne tage mine "dates" på en køretur, inviterede jeg dem i stedet på det jeg elskede mest i verden: blafning. Det var disse ture mere end noget andet som begyndte at gøre mig bevidst om min sexisme. Jeg havde levet med sorte så ofte, at jeg knapt nok ænsede, at jeg var " på den forkerte side af jernbanelinien ", men at blaffe med en sort kvinde ryster hurtigt én "på plads" igen, i særdeleshed når man er så uvidende, som det var lykkedes mig at forblive, om det yderligere herre-slaveforhold mellem mænd og kvinder. På grund af min vagabondindstilling med at chaufføren skal " underholdes, " sad jeg foran for at konversere hvis det var en kvinde eller homoseksuel mand, mens jeg fik pigen til at sidde foran, hvis det var andre mænd, selv hvis hun ikke havde lyst. Reaktionerne fra de mandlige hvide chauffører var rystende. Hvis de ikke slog sig til tåls med psykologisk tortur af kvinderne, brugte de direkte fysiske overgreb. Skønt de fleste af dem, jeg blaffede sammen med var pænt klædte døtre af professorer og læger i nordstaterne, og selv om de havde den uddannelse og tillid til omgivelserne, som gjorde at de i modsætning til ghettokvinder overhovedet turde at tage på en sådan tur med en hvid, blev de slet og ret betragtet som let seksuelt bytte eller endog ludere. Flere gange forsøgte liderlige chauffører at skubbe mig ud med vold. For nogle af disse kvinder var det deres første chance for at se deres land. De fleste nåede ikke engang til statsgrænsen. En enkelt klarede 6,000 km gennem Canada og Grand Canyon - og brød derefter sammen i et hysterisk anfald, der nær fik os begge arresteret. Disse oplevelser ødelagde selv de mest seriøse af mine eventyr med dates. Jeg var stadig helt ude af balance efter min ghettoisering og følte, at jeg havde brug for at rekreere mig i en rolig familieatmosfære. Efter at have boet i et par hvide hjem søgte jeg tilbage til det mest harmoniske og stabile ægte- , par jeg kunne mindes at have set i underklassen: Leon og Cheryl i Augusta, Georgia. Deres kærlighed og hengivenhed for hinanden havde været så berigende og smittende, at jeg ofte havde tænkt på dem i perioden med min egen mislykkede ghettokærlighed som et lysende bevis for mig på, at virkelig ghettokærlighed kan trives. Mens jeg havde boet i deres hjem, havde jeg haft den ro og støtte, der gjorde det muligt for mig dag ud og dag ind at blaffe ud og efterforske fattigdommen i området. Men da jeg kom til deres hus, mærkede jeg straks, at noget var forandret. Leon bød mig ind, men han var ikke glad. Han virkede, som om han var i trance, da han fortalte, at hans kone var død af en sygdom, som var helbredelig, men som de ikke havde haft penge til at få under ordentlig behandling, før det var for sent. Leon var aldrig kommet sig over tabet. Han gik aldrig udenfor sit hus, som lå lige ved siden af eliteskolen for lægestuderende i Augusta. Dagen igennem sad han på det blå ryatæppe foran sit lille stereo, som var det et alter og lyttede til musik, mens han stirrede på et billede af Cheryl ovenover. Nogle dage sang han kærlighedssange dagen lang med hendes navn i. Engang imellem råbte han ud i lokalet: "Jeg vil ha' dig. Jeg må holde dig. Jeg må være sammen med dig igen . . . Vi må forenes, blive et... Jeg ønsker at dø... dø..." Aldrig havde jeg set en mands kærlighed for en kvinde så stærk. Højest en gang om dagen vendte han sig om og sagde noget til mig, og da kun for at fortælle mig om, hvordan han ønskede at være sammen med Cheryl i himlen. Undertiden, når han stirrede direkte på mig med dette tomme blik som om jeg ikke var der, fyldtes mine øjne med tårer. Jeg følte en dyb forståelse for ham, og dog kunne jeg ikke udtrykke den. Om aftenen lå han i sit værelse. Hans mor og en anden kvinde bragte os varm mad i de to uger, jeg boede der. Denne deprimerende oplevelse kastede mig ud i dyb selvransagelse. Jeg var fast besluttet på at tage tilbage til Annie, og senere tog hun med mig til Danmark. Vort forhold havde lidt for meget, så efter et stykke tid blev vi separerede. Vi opnåede et godt samarbejde, og hun hjalp med at oversætte dele af denne bog og hele filmen. Tre år senere rejste jeg over hele Amerika for at give eller vise denne bog til alle de venner, som havde gjort den mulig. En af dem var naturligvis Leon, som havde hjulpet mig så meget, og var en af dem jeg havde tænkt på at invitere over for at køre showet i Europa. Men da jeg kom til hans trådnetsdør med bogen under armen, besvarede en fremmed kvinde min banken. Nej, Leon boede der ikke mere. Han blev skudt for tre år siden - af en hvid mand. Hele eftermiddagen viste hans mor mig fotoalbummet med billeder af Leon og Cheryl og fortalte mig tårevædet om deres tre lykkelige år sammen. Vi sad og hulkede i hinandens arme på verandaen. Jeg ved, at Leon og Cheryl er forenede igen. Der er ingen kærlighed som ghettokærlighed.

Din Jacob

  Copyright © 1997 AMERICAN PICTURES; All rights reserved.