Familien Godfrey i Canada

Uden Godfrey-familien ville mit liv være fuldstændig anderledes i dag. Jeg skylder dem alt - se nedenunder. Her ses sønnen Adam fra venstre, forældrene Charles og Margaret, datteren Kristen og den ældste søn Mark.

 

The Godfrey family

 

I anledning af fru Godfreys død for nylig skrev jeg dette i mit julebrev:

Men ét menneskes død kommer jeg ikke uden om at omtale, nemlig den 82-årige fru Margaret Godfrey i Canada. Thi uden hende ville alt have været anderledes for mig i dag. Jeg havde i 1967 taget hendes 17-årige bortløbne datter Kristen ind i den slumlejlighed, jeg boede i på Vesterbro, blandt de mange andre hjemløse og rejsende, jeg husede. En dag kom hendes velbeslåede mor på besøg fra Canada og vi svingede så godt sammen, at hun inviterede mig til at arbejde på deres luksusfarm uden for Toronto. Hun var dermed årsag til at jeg overhovedet endte i den verdensdel i disse år, hvor de fleste unge rejste mod Indien og var altså hovedårsagen til "Amerikanske Billeder." Fru Godfrey havde i sin ungdom været kommunist, men var nu blevet desillusioneret over kommunismen. Hun havde dog stadig megen idealisme i sig og da hun var skuffet over sine egne to mere jordnære sønner, som ønskede at blive farmere, tog hun mig under vingerne som sin egen søn. Med sit intellekt og politiske modspil endte hun hurtigt med at blive den mor for mig, som jeg aldrig havde haft, men stærkt savnet. Det, hun så i mig, var min venstreorienterede idealisme, som på det tidspunkt flirtede alvorligt med socialisme som en løsning på den tredje verdens lidelser. Jeg så på det tidspunkt Cuba som en lovende model for Latinamerikas fattige – dvs. i årene før den grønne revolution løste eller midlertidigt udskød en del af sultproblemerne. Som ung er man dog ikke altid i stand til at gennemskue så gennemgribende systemskifter, som Cuba stod for, og fru Godfrey brugte som hjemmegående husmor uendelig tid til i diskussioner at slå ned på alle hullerne i min tænkning – dem som hun selv i sin ungdom havde været et nemt offer for. Da hun var progressiv og solidarisk med min tænkning, fik hun derfor enorm indflydelse på den. Som ven af Canadas premierminister, Trudeau, var hun med til at udvirke åbningen mod Maos Kina, som hun var blandt de første til at besøge – og gennemskue. Når sådanne højtstående politikere kom på besøg præsenterede hun mig altid stolt som sin revolutionære ven fra Danmark. Gennem sin enorme indflydelse reddede hun mig ud af min værste vildskab og fanatisme og reddede sandsynligvis også mit liv, thi jeg var jo i de år på vej til at blive guerilla i Guatemala. Jeg kæmpede hårdt imod hendes argumenter, men da jeg i 1972 blaffede rundt i Guatemalas jungle for at tilslutte mig guerillaen, var det nok alligevel hendes indre stemme og fornuft, der fik mig til ikke at tage skridtet helt ud og dermed at vende tilbage til USA for at "bekæmpe fjenden indefra," som Che Guevarra havde sagt. Dette blev som bekendt gjort ved hjælp af kameraet i stedet for geværet – altså med en stigende tro på muligheden for reformer frem for omvæltning. Men gennem alle mine vagabondår videreførte jeg dialogen med fru Godfrey i mit hoved ligesom jeg hver tredje måned blaffede op til Canada for at debattere videre med min "God mother." Meget af den dialog kan man stadig høre i Amerikanske Billeder, som hun desværre aldrig fik at se som show. På mærkelig vis var det også Godfrey-familien, der blev årsag til mit andet show om Bolivia gennem hr. Godfreys formandskab for CARE Canada. Mens både han og sønnerne i mine unge år nærede en vis jalousi overfor mig pga. mit tætte forhold til Margaret, fik jeg en anderledes respekt i hans øjne, da han begyndte at høre CARE’s tilbagemeldinger om mit arbejde i diverse lande. Og nu, hvor han som 85-årig arbejder med at skrive CARE’s historie, ønsker han helt naturligt at arbejde sammen med mig som sin CARE-fotograf. I min ungdom havde jeg kraftigt nedvurderet den mere konservative Charles Godfreys "nødhjælps-løsninger," der jo blot "udskød de uundgåelige revolutionære forandringer i den tredje verden" - skønt han hvert år brugte al sin ferie på at rejse ud og lave frivilligt ulønnet arbejde som læge i de fattige lande. Derfor var det vidunderligt at vi – under den kraftige påvirkning fru Godfrey havde haft på mig – i en sen alder kunne mødes i netop dette arbejde. Som familiens adopterede søn var jeg den eneste, de kontaktede, da fru Godfrey i oktober skulle begraves i stilhed på deres ødegård. Jeg forsøgte at flyve derover, men måtte desværre på grund af shows i Danmark opgive – travlhed med netop det arbejde og den karriere fru Godfrey i sandhed havde skabt for mig. Det var bittert, men vigtigere var det at jeg fik sagt farvel og tak til hende i levende live, da hun under mit sidste besøg usentimentalt og muntert havde stillet sin kiste ind i dagligstuen for at hun selv og vi andre hver især kunne give hende det med sig i døden, hun selv syntes var passende.

 

Copyright © 2002; All rights reserved

Tilbage til mit fotogalleri over vennerne