Jacob Holdt - mine venner :

Marly Sockol

Marly var min første kæreste i USA. Hendes dybe psykologiske indsigt reddede mig uden tvivl ud af den værste ungdommelige fanatisme. 

    

Med Marly Sockol i lejligheden på 1.st Ave NY


Øverst ses vi i hendes lejlighed i New York i 1972. Nedenunder ses vi til vort 25 års jubilæum i Danmark i 1996. I dag er hun psykiater i San Francisco og gift med to børn. Nedenunder fortæller jeg om vores ungdommelige revolutionære romantik og om hvorfor vi endte med ikke at blive gift.
    

Med Marly Sockol i Hornbæk til vores "sølvbryllup."

 

Vort 25 års jubilæum

Vi var i stand til at fejre "sølvbrylluppet" lige på datoen for den nat, hvor vi havde mødt hinanden i regnen i Montreal og derefter var blaffet op til Quebec City. Her fik vi lov at bo i byens fængsel, hvor vi faktisk ikke kom ud af jernsengen i en uge. Derefter blaffede vi til New York, og det var hende der skaffede mig arbejde i den i bogen omtalte folkemusikklub, hvor jeg mødte så mange af de senere kendte musikere. Bl.a. bluesmusikeren Bonnie Rait, som dengang mindede mig så meget om jyske bondepiger, at vi fik et lidt for varmt forhold til hinanden. På grund af Marly fik forholdet ikke lov til at udvikle sig, og i dag, hvor hun er dobbelt Grammy-vinder driller min kone mig altid, når hun er i fjernsynet: "Nå, der er nok en af dine gamle kærester, der helt har glemt dig!" 

Marly til jul i Danmark 1971Forholdet til Marly udviklede sig så hurtigt og positivt, at vi begge var sikre på det ville ende i ægteskab - ikke mindst hendes rige forældre i Boston, hvis hus vi skulle arve når de flyttede til Florida. Hun er uhyre intelligent og ejede en besynderlig evne til ovenfra at kritisere mine flyvske og ikke særligt godt gennemtænkte tanker på så konstruktiv en måde, at jeg ikke blev defensiv. Måske hun havde behov for dette, for hendes senere ægtefæller - hvis bryllupper jeg alle blev inviteret med til - var endnu mere fanatisk venstreorienterede. Hendes første mand, lægen Gary, gik hun f.eks. fra da han gik under jorden for at sprænge Rockefeller-bygninger i luften. Selv havde vi løst talt om at bombe Chase Manhattan bygningen i vores kvarter på the Lower East Side på Che Guevaras dødsdag. Her skal man selvfølgelig lige huske tidsbilledet: at folkedrabet mod Vietnam var nået op på 3 millioner myrdede, og at Nixon netop havde udvidet krigen til et tilsvarende blodbad i Cambodja og Laos. Store dele af USA's ungdom var følgelig gået under jorden for aktivt at gøre modstand. Mit forhold til Marly var derfor hele tiden ambivalent fra min side - præget af dilemmaet i Erik Knudsens digtsamling "Blomsten og Sværdet", som jeg bar med mig som det eneste i alle årene: skulle jeg kaste mig helt og holdent ud i kampen - eller skulle jeg kaste mig helt og holdent ind i et ægteskab, der uden tvivl ville blive lykkeligere, tryggere og i større overflod end jeg nogensinde ville kunne gøre mig håb om det igen. Skønt jeg fornemmede Marly som filosofisk ophøjet over det hele, gik hun aktivt - eller i hvert fald kærligt indlevende - med mig til alle politiske møder og sad f.eks. i mørket under Vietnam-film og strikkede en bluse til mig i Befrielsesfrontens smukke farver, som jeg går med den dag i dag. (Da min søn blev født i 1980 strikkede hun i dåbsgave en tilsvarende en til ham i baby-størrelse og sendte over til os). Under vores føromtalte julerejse til Danmark i 71 var mine forældre ellevilde med Marly, som de foruden hendes charme og skønhed så som en pinligt nødvendig afbalancerende fornuft til min egen fanatiske galskab - altså som min eneste redning! Da Marly rejste hjem efter blaffeturen rundt i Europa, blev jeg tilbage for at vise mine første 80 USA-billeder til en ivrig venstrefløj herhjemme. Da modstanden mod krigen også var stor i Danmark, hungrede folk efter informationer fra USA, så det trak mere og mere ud. Marly blev ved med at ringe for at få mig hurtigt tilbage, og til sidst ringede hun og sagde at jeg øjeblikkeligt måtte komme, da hun var ved at blive forelsket i en cubaner. Jeg vidste at hun ikke løj, men trak alligevel mere eller mindre ubevidst afrejsen ud. Og da jeg kom tilbage hen på foråret var det for sent. Hun havde mødt en af Fidel Castros nærmeste våbenfæller og ledende kræfter under den cubanske revolution, der nu var desillusioneret og kontrarevolutionær, og var blevet forelsket i ham. Med hele den begejstring Marly vidste, jeg havde for Cuba på det tidspunkt, var dette jo som at få et slag i underlivet. Da de flyttede sammen, var jeg fuldstændig slået ud hele resten af det år, hvilket var det der fik mig til at gå på landevejen.

Jeg erkendte nu hvor dybt forelsket jeg var i Marly og især hvor psykisk bundet jeg var blevet til hende i min egen politiske usikkerhed. Det var som om jeg i forsøget på at vælge havde mistet både blomsten og interessen for sværdet. I denne svære krise fandt jeg som bekendt gradvis min identitet og lykke på landevejen. Som min farmor altid havde sagt - eller forudsagt - i sin typiske konfirmationstale-stil: "Målet skal du aldrig nå, min søn, men i vandringen vil du finde din lykke!" I mødet med min første jødiske forelskelse var jeg dømt til i smerten at blive en Ahasuerus - den evige jøde. Når så mange af os oppe i alderen sidder og funderer over, hvorfor livet ligesom smuldrede i hænderne på os, er der for mit vedkommende ikke tvivl om at det skyldes at jeg aldrig evnede - eller turde - at give mig helt hen - hverken til blomsten eller sværdet - hverken i kærlighed eller revolution. Jeg ville have det hele med og endte derfor med at tabe det hele - dømt til altid at stå udenfor som betragteren - uendeligt registrerende og dissekerende - til sidst ikke blot andre, men også min egen navle. Den kortvarige gevinst ved at brænde broerne bag mig var ganske vidst skabelsen af Am. Billeder. Megen kunst skabes sikkert i smerte. Da en fransk filminstruktør engang foreslog en filmatisering af mit liv med David Carradine i hovedrollen, forestillede jeg mig straks en sørgmodig kærlighedsfilm, hvor halvdelen skulle handle om forholdet til Marly, og den anden halvdel om smerten, det afstedkom - den evige vandring i ghettoen. For min psyke det år var tydeligvis: når jeg ikke kan få himmerige, ville jeg kun have helvede. Indtil smerten lærte mig at elske og dyrke helvede.

Som for yderligere at understrege bruddet klædte Marly sig det år "bourgeois": i pelse og lign. luksus, som hun vidste, at jeg hadede. Hun har senere indrømmet at hele denne "reaktion" var et klodset forsøg på at frigøre sig fra mig ved at gå lige i den anden grøft - denne enten-eller-ekstremisme, som præger så mange jøder. Allerede et år efter var hun færdig med sin cubanske kontrarevolution og forsøgte at genoptage vort forhold - bl.a. med et forslag om at vi sammen blaffede ned til Allende's demokratiske revolution i Chile. Men da brændte jeg endnu engang broerne bag mig, under henvisning til at jeg nu havde kastet mig fuldt ud i den fotografiske registrering af USA's raceundertrykkelse. I Chile kunne jeg ellers have fået kærlighed og revolution i Én mundfuld, for hvis vi var taget af sted, ville vi have været der under kuppet i 73 og ville sikkert have endt vore dage sammen med så mange andre revolutionære på Santiagos stadium, hvor vi kunne have fået en smuk død i hinandens arme under Pinochets kugleregn. Men, nej, endnu engang turde jeg hverken at give mig hen i kærlighed eller revolution og stak i stedet halen mellem benene som en kujon. I 1974 blev Marly så gift med den endnu mere revolutionære Gary til et klassisk jødisk bryllup med en sådan overdådighed af mad, at min eneste indsigelse mod ægteskabet var en tavs, men kæmpestor lort i toilettet. Den var umulig at skylle ud, hvorfor den endte med at blokere for gæsterne resten af dagen, hvilket ingen siden hen glemte mig for. Senere - under ægteskabet med Gary - forsøgte Marly under en blaffetur, som vi tog sammen, i et øjebliks sentimentalitet at genoplive det seksuelle forhold - af forståelige årsager, da ingen af os nogen sinde havde haft så intenst og eksplosivt et seksuelt forhold til noget andet menneske før. Men jeg var bange for at komme så tæt på hende igen og tog den nat ind til en mere periferisk kæreste i Boston, filmkritikeren Helen Linnee. Da fristelsen imidlertid havde været stor, har jeg anbragt dem lige under hinanden i bogen på side 63 (gl. udgave) - fotograferet med få timers mellemrum - thi hvis jeg var blevet hos Marly den nat var bogen sikkert aldrig blevet til.
Med hele den indsigt hun gennem årene havde fået i min dybere psyke kastede hun sig i øvrigt siden med stor iver og dybeste medfølelse ud i rollen som ægteskabsrådgiver - for Vibeke!

Derfor så nu både Vibeke og jeg frem til mit 25-årsjubilæum med Marly og jeg kastede alt fra mig mens hun var her. Marly forstod fuldt ud mit behov for at være en god vært. Vel ikke mindst fordi hun selv er et af de bedste eksempler jeg kender på det jeg elsker i jødiske kvinder - evnen til at give "Jewish motherly love". Faktisk var jeg i årene under ægteskabet med Gary fortsat med at blaffe de 2000 km op fra Syden mindst en gang om måneden for i en kort weekend at nyde hendes moderlige omsorg med de bedste jødiske delikatesser og for at se de nyeste af mine lysbilleder, som jeg af alle i USA kun turde at betro hende med at opbevare. Men Marly var også den perfekte gæst nu, der viste ægte begejstring for alt hvad jeg serverede for hende og alt hvad jeg viste hende af det vi har kært i Danmark. På cykelturen ud til Christiania gik det dog nær galt. Hendes datter, som ikke var vant til at køre på cykel i det bakkede San Francisco, svingede pludselig i et vindstød på Knippels bro ud foran en hurtig bus. Hun var næppe en millimeter fra den visse død og vi var alle så rystede, at vi på det nærmeste kastede os ned foran alteret i det smukke eftermiddagslys i Christianskirken for at taksige Gud. Det havde nær ødelagt den største oplevelse for alle mine USA-gæster, Christianiaturen. Men chokket blev vendt til livsglæde, da vi kort efter sad bænket i Mælkebøtten til varme pandekager hos Tania, som er datter af en anden gammel kæreste, Annie Hedvard, og stadig kalder mig sin plastikfar. Gennem Tanias sprudlende entusiasme og fortælleevne og egen jødiske afstamning fik Marly alligevel et positivt indtryk af Christiania. Da alle jo blomstrer op under den udadvendthed man får under ferier væk fra det daglige stress, blev jeg også helt forelsket i Marly igen og det var en vidunderlig følelse, som heldigvis også Vibeke nærede overfor hende.

 

Tilbage til galleri  }