Bragt i Politiken 21. december 2003

INDIANA, USA: Jeg er på rejse i USA med Jacob Holdt. Siden jeg i folkeskolen så hans diasshow Amerikanske Billeder, om fattigdom og racisme, har jeg ønsket mig at komme med på en af hans ture til USA. Vi kører rundt og besøger Jacobs gamle venner, som jeg kender fra showet. Langt de fleste er sorte fattige Amerikanere, men der er også fattige hvide.

I dag skal vi besøge Pamela, en af Jacobs nyere venner. Pamela leder American Knights of the Ku Klux Klan. Den største, mest aktive og mest hadefulde Ku Klux Klan gruppe i USA, ifølge Morris Dees og hans antiracistiske The Southern Poverty Law Center, som bekæmper hadegrupperne i USA. Det er dem, der sammen med FBI overvåger grupperne og sørger for at retsforfølge dem, når de bryder loven. Normalt er det Pamelas mand, som er Wizard (leder), men han er i fængsel. Jeg vil gerne møde hende for at få større indsigt i racisme. Noget som jeg selv er blevet forskånet for, men det er langt fra alle, som har været så heldige. Noget andet er mit eget had til Ku Klux Klan. Jeg har fået en meget pædagogisk opdragelse: "Rikke, de mennesker i KKK har det jo selv helt forfærdeligt. Ellers ville de jo ikke lave sådanne forfærdelige ting. De projicerer deres eget selvhad over på andre!" Alligevel var jeg som teenager så oprørt over deres ugerninger, at jeg gik rundt med bluser, hvorpå jeg med store bogstaver havde skrevet "Død over Ku Klux Klan". Til stor underholdning for andre, især min far, da han opdagede, at jeg havde stavet det forkert. Jeg havde også en hemmelig teenage plan om at sprænge dem i luften en dag, når jeg var gammel og alligevel selv skulle dø......Da jeg fortæller Jacob dette, er hans eneste kommentar: Det gør du da bare når vi tager over og besøger dem. Den mand kan da kun være underholdende at rejse med, tænkte jeg. Nej jeg måtte over og se hvad der gemte sig bag kutten.

Vi kører ind i Butler, Indiana, byen er notorisk klanområde. Billeder af kutteklædte mænd og lynchede sorte fylder mit hoved. "Jacob, nu har du sagt, at du har mig med ikke?"

"Nej", smiler han, "vi skal da se, hvordan hun reagerer. Det er jo det, som er spændende. Hun siger jo, at hun ikke er racist." Hm, så er det skide lige meget om jeg bliver lynchet, bare du får et billede af det, siger jeg. "Du er paranoid," griner han, "du vil elske hende og omvendt." Ja right Jacob!, siger jeg surt.

Selve byen er nedslidt, men ligner langtfra en ghetto. Der er næsten mennesketomt. Pamelas hus ligger lidt uden for byen og er også klanens hovedsæde og hvor de har deres klankirke. Vi kører igennem grønne områder. Små huse og trailere (husvogne) begynder at dukke op, kun de allerfattigste bor i trailers. Vi parkerer foran hendes lille hus. Jacob siger, "Du må hellere vente her, mens jeg ser, om hun er hjemme. "

På hendes grund ligger klankirken, et træhus ikke meget større end en stor garage i et plan. På enden af huset er der hængt et stort træ kors op. Jeg er overrasket over hvor lille og ydmygt alt dette er. Er det virkelig den store, farlige klangruppes højborg, det ser jo slet ikke ud af noget. Jacob står i døren og snakker med en jeg ikke kan se. Det gør mig nervøs, er der noget galt, er det fordi jeg er med? Jacob kommer tilbage til bilen, hun har været på aftenarbejde og er lige vågnet og bad os komme igen senere. Vi kommer tilbage en time senere, og jeg er vildt spændt, da jeg træder ind af døren.

"Det er min ven Rikke fra Danmark, hun er halvt afrikaner, halvt dansk", siger Jacob. Jeg går hen til Pamela og giver hende hånden. Hun er omkring 1.65 cm høj, i starten af fyrrerne, med store blå øjne, langt krøllet lystbrunt hår. Hun har et varmt smil og jeg kan lide hende omgående. Hun er lidt genert, vi sætter os. Jeg kigger mig omkring. Det lille hus er pænt og ryddeligt. Som den evige provokatør Jacob er, fortæller han som det første Pamela om mit folk i Kenya. Masaaierne, de vilde krigere som førte store krige mod europæerne og dræbte så mange af dem, at europæerne til sidst lod dem være i fred. Jeg kigger spændt på hende, men hun smiler til mig og nyder hvert sekund af historien.

Pamela snakker lidt med Jacob om, hvordan det er gået siden sidst. Hendes mand Jeff Berry, den berømte klanleder, sidder i fængsel for tilbageholdelse af nogle journalister, som ikke ville udlevere deres bånd med et netop overståede interview. Derfor er det hende, som nu styrer klanen. Efter Jeffs fængsling er det gået tilbage for klanen. Hvor de før havde 27 klankirker spredt over USA, er der i dag 8 tilbage, og medlemstallene styrtdykker. Der er dog stadig medlemmer, for Pamela fortæller, at hun i anledning af uafhængighedsdagen holdt en KKK-sammenkomst med pænt fremmøde. Men generelt føler hun sig utrolig alene, medlemmerne gider åbenbart kun komme, når Jeff er her, siger hun. Heller ikke økonomisk har der været hjælp at hente, og hun har svært ved at klare regningerne alene. I årene 1995 til 2001, før Jeff blev fængslet, holdt Klanen møder hver weekend rundt om i USA, i modsætning til andre klangruppers, som mødes hver tredje måned. Jeffs gruppe er en af de få KKK-grupper, som ikke er blevet politisk korrekt, og stadig bruger stærkt racistiske udtryk. Som Jeff engang har sagt i et interview: "Vi snakker hadets sprog, for så får vi folks interesse." Jeff ved hvordan han skal promote sin sag, som da han på Jerry Springer Show beordrede KKKs telefonnummer frem på skærmen og fik sin vilje - for at hverve nye medlemmer. At deres indsats bar frugt, kunne man se på de eksplosivt stigende medlemstal og på den store pressedækning, som han, Pamela og deres gruppe fik, når de er mødte frem i klandragter, råbende deres racistiske slagord til de antiracistiske demonstranter, som var mødt frem, godt beskyttet af politiet.

Som jeg sidder der og kigger på Pamela, er hun helt anderledes en ventet, men fuldstændig som jeg håbede. Hun virker helt almindelig. "Pamela jeg er virkelig glad for at møde dig, Jacob har fortalt meget om dig," siger jeg. Hun smiler spørgende til Jacob. "Bare rolig", siger jeg, "han har kun sagt gode ting om dig. Men jeg har alligevel været nervøs over at møde dig fordi du er klan, men nu sidder vi jo her og hygger os i dit hus", siger jeg og hentyder til min hudfarve.

Hun griner: "Folk har altså de mærkeligst fordomme mod os, de tror jo, at KKK stadig render rundt og lyncher folk som i gamle dage."

"Jamen," siger jeg og forsøger at vælge mine ord med omhu, "det er der jo stadig nogle klanfolk der gør". "Jeg ved det, damn hateful people" siger hun, "men sådan er vi ikke alle sammen, og hvis der er noget, der kan gøre mig tosset, er det, når nogle er sindssyge nok til at skade andre pga. deres hudfarve. Damn hateful people," siger hun igen.

"Jeg forstår bare ikke, hvorfor du er i klanen, hvis du ikke er racist", spørger jeg påtaget naivt. "Det er jeg, fordi vi arbejder for fattige hvides rettigheder, vores rettigheder bliver jo taget fra os," siger hun alvorligt. "Alle andre har særlige rettigheder, undtagen os."
"Fattige hvide er helt klart en overset gruppe," siger jeg, "men de sorte fik jo særrettigheder, fordi der er mange, som ellers ikke ansætter sorte, fordi USA stadig er så racistisk."

Hun nikker: "Det er det," siger hun.

"For øvrigt er der kun 33 millioner sorte, så de tager jo i virkeligheden ikke noget fra jer."

"Men det er da forkert med særlige rettigheder," siger hun. "Jeg synes bare, der generelt skulle være flere muligheder for alle fattige, uanset farve," siger jeg.

Pludselig hører jeg et skrål fra soveværelset. Jacob og Pamela griner. "Det er bare papegøjen," siger hun og henter den enorme fugl. "White Power," skriger den. Jeg er ved at dø af grin over det groteske i situationen. Her sidder Pamela og overbeviser mig om, at hun ikke er racist, og så skriger dyret White Power. "Jeg forsøger at lære ham nogle andre ord," siger hun undskyldende. Hun fortæller at den har lært det efter at have hørt på telefonsvareren i årevis. Beskeden på telefonen er nu skiftet ud med en venlig hilsen.

Jeg går på toilettet. OK, her står jeg så i Amerikas største klanleders badeværelse, og så ligner det bare mit eget derhjemme, men hvad havde jeg egentlig forventet? At der hang et par lynchede sorte ned fra loftet? Selvfølgelig ikke, men alligevel…

Da jeg kommer ind igen, står Pamela og Jacob i køkkenet.

"Vil du have et glas iste?" spørger hun og rækker et kæmpeglas hen mod mig.

"Jeff er noget af det mest søde og kærlige, man kan forstille sig," udbryder Pamela og smiler til mig, "han har intet had i sig mere."

"Pamela," siger jeg forsigtigt, "du kan vel forstå, hvorfor nogle mennesker har forbehold over for Jeff, han er trods alt berygtet klanleder."

"Ja, men det er jo bare for at få folks opmærksomhed," siger hun. "Vi er ikke racister, tænk på hvor meget opmærksomhed, vi får, fordi vi trækker i nogle klude."

"Til gengæld får I jo kun dårlig opmærksomhed," indvender jeg.

"Jeg har faktisk overvejet at lave min egen gruppe, en som slet ikke har noget med KKK at gøre, måske gør jeg det en dag. "

"Hvis du gjorde det, ville det så være urealistisk at samarbejde med andre grupper, der arbejder for fattige, f.eks. de sorte grupper eller mexicanske? Tænk hvor meget indflydelse fattige mennesker ville få hvis de holdt sammen?"

"Jeg vil tænke over det," siger hun eftertænksomt. Under hele samtalen har Jacob ikke sagt så meget. Han holder opmærksomt øje med os og smiler. Det gik som han forventede. Vi snakker stille og roligt, og Pamela hører opmærksomt efter alt, hvad jeg siger.

Jeff og Pamela har kun været gift et par år, de mødtes i Klanen og blev forelskede. De har begge været gift før. "Havde Jeff meget had i sig, da du mødte ham." "JAAA" siger hun alvorligt, "men han har ændret sig så utrolig meget, nu elsker han alle. Før snakkede han udelukkende om White Power, nu snakker han om lige rettigheder for alle."

"Så kærlighed har ændret ham?" spørger jeg. Hun nikker. "Han var i gang med at ændre hele klanen, væk fra alt det hadske og racistiske, da han kom i fængsel," siger hun.

Om det var lykkedes ham, er svært at sige. Synderegistret for Jeff Berrys klanmedlemmer er ikke for sarte sjæle. Går man ind på The Southern Poverty Lawcenters hjemmeside, kan man se, at de blandt andet er dømt for vold, chikane og mordforsøg på sorte, vold mod en 11 måneders baby, massevoldtægt, tyveri, svindel, ulovlig opbevaring af stoffer og våben. Flere af dommene er af nyere dato og står i direkte kontrast til det image af hvide frihedskæmpere, som Klanen tilstræber. Jeffs eget synderegister hører dog hjemme i den blidere ende, og Pamela har aldrig været dømt for noget.

Jeg spørger om, hvordan hendes omgivelser reagerer på, at hun er i klanen. Pamela fortæller, at de folk på hendes arbejde, som ved, hun er i klanen, undgår hende. Folk tror, at vi går og lyncher sorte, det er jo helt latterligt! Pamela fortæller at hun, Jeff og klangruppen efter en demonstration var i banken. Bankdamen der ekspederede dem var så bange for dem, at hun rystede. "Hvordan var det," spørger jeg? "Jeg havde det forfærdeligt med det, jeg forstår det ikke. Jeg er ligeglad med hvilken hudfarve folk har. Min bedste veninde gennem mange år var en sort pige, vi var utrolig tætte, men da hun fandt ud af, at jeg var i klanen, ville hun ikke være veninde med mig længere Det gjorde virkelig ondt, vi var hjerteveninder."

Jeff, hendes mand, voksede som de fleste klanmedlemmer op i et undertrykkende og ekstremt voldeligt miljø, med en far som mishandlede både ham og hans mor. Moren var narkoman og ude af stand til at tage sig af Jeff og hans lillesøster. Deres opvækst var præget af sult, fattigdom og ensomhed, for de var ofte overladt til dem selv, fra de var helt små. Han løb væk hjemmefra som 12-årig og levede på gaden i mange år, før han først blev rocker og derefter klanmand. Hans selvhad blev vendt mod dem, som er anderledes, sorte, jøder, muslimer, homoseksuelle. Men igen kommer denne dobbelthed ind, for i dag er hans mor lykkeligt gift med en sort mand, som Jeff elsker over alt på jorden, for han var jo den, som reddede hans mor fra hendes syndige liv. Flere af klanmedlemmerne har sorte og muslimske venner. Tommy, klanlederens søn, spiller f.eks. i et rap band med sorte!

Pamela kommer fra en lignende baggrund. Jeg vil vide hvorfor Pamela ikke valgte en anden, mere fredelig måde at hjælpe hvide fattige på. Jeg spørger fordi hun slet ikke passer ind i mit billede af en klankvinde. Hun virker som et utrolig sødt og varmt menneske, som søgte efter opmærksomhed, men fandt den det forkerte sted. Hun smiler, men svarer ikke rigtig på det. Måske er det nemmere at være berygtet klan end bare at være almindeligt fattig hvid. Hun har et lavtlønnet job på en fabrik. Pamela fortæller, hvor meget hun afskyr racevold og forbrydelser. Det er afskyeligt, at nogen skader andre blot fordi de har en anden farve. Damn hateful people, siger hun igen. Pamela fortæller at der er mange, som de slet ikke vil have ind i KKK, fordi de er for hadefulde og voldelige. Når klanfolk begår ulovligheder (ifølge Morris Dees sker der forbrydelser hver dag i USA), bliver hele klanen straffet, med fængsel, bøder eller inddragelse af ejendomme. Som da en anden KKK- gruppe, år tilbage, blev dømt til at betale 7 millioner dollars i erstatning, for deres lynchning af en sort studerende i Alabama. De fattige medlemmer havde ingen penge og blev sat fra hus og hjem.

"Pamela, hvordan har du det med blandede ægteskaber," spørger jeg?

Da hun svarer, er jeg lige ved at få isteen galt i halsen. "Jeg går ikke ind for blandede ægteskaber, ikke at der er noget galt med det, men det er synd for børnene. De bliver jo ikke accepteret af hverken sorte eller hvide." Jeg er uenig og siger, at sorte acceptere mulatter som sorte, og hvide racister accepter dem mere end sorte, fordi de er så lyshudede. Hun smiler, "Hm ja, så er det nok ikke sådan mere, men sådan var det i gamle dage, der var det bare et stort NO NO, når det kom til blandede ægteskaber, men tiderne har nok ændret sig," siger hun med et smil. Jacob vil fotografere os. Pamela, vi bliver nød til at sidde med nogle klan billeder, ellers er der ingen som vil tro på at du virkelig er klan, jeg mener jeg fatter det stadig ikke. Hun griner og finder nogle familie billeder frem, hvor de er iført klantøj. Hun sætter sig ved siden af mig og læner sit hovedet op af mit. Pamela skal på arbejde, så vi siger farvel og aftaler at ses næste dag.

At der er andre i klanen, som bedre lever op til de mere traditionelle opfattelser af Ku Klux Klan og ikke tænker som Pamela, gik op for mig, da Jacob og jeg tidligere på dagen tog hen til Pamelas svigersøn, en tidligere nazist og uønsket af alle i klanen på grund af hans naziholdninger. Han åbner døren til sit lille hus. Stor, kronraget og med et dødt øje, som gør ham virkelig uhyggelig at se på. Så udbryder han glad: "Hey how are you," da han ser Jacob. Smilet stivner dog straks, da han ser mig. Det er tydeligt, at han er dybt provokeret af min tilstedeværelse. Han værdiger mig ikke et blik, men taler højlydt om den hvide overlegne race. Det er enormt ubehageligt. Mens han snakker, løber hans lille toårige datter glad rundt og leger i baggrunden. Hej, råber hun og vinker til mig. Jeg vinker igen.

Han snakker færdig med Jacob, siger farvel og lukker døren lige i hovedet på ham.

Bagefter er jeg stiktosset og Jacob overrasket. Han havde ikke ventet denne opførsel fra ham.

"Nej," siger jeg hidsigt, "du har heller aldrig taget en sort med før. "

"Det er altid sværere at elske de udstødte og de uønskede," siger han.

"Med ham er det i hvert fald umuligt!" siger jeg. Da jeg fortæller Pamela om det, er hendes eneste kommentar, at "det skal du ikke tage dig af, han hader alle".

Næste dag kører vi op til fængslet med Pamela for at besøge hendes mand, Jeff Berry, i fængslet. "Det er to måneder, siden jeg har set ham sidst, og vi savner hinanden forfærdeligt. Men jeg har ikke haft råd til benzinen." Hun er spændt og har været tidligt oppe og har gjort meget ud af sig selv. "Mm, hvor du dufter," siger jeg.

Jeff skriver til Pamela hver dag fra fængselet. På turen er hun glad og snakkesalig. Efter to timer når vi fængslet. Jeg har aldrig været nær et amerikansk fængsel før og hiver straks mit kamera frem, men lige da jeg skal til at klikke, stikker en kvindelig vagt hovedet ind i bilen og siger: "Mam, tog du et billede?" "Nej" siger jeg hurtigt og pakker kameraet væk.

Vi går ind i ankomsthallen. Folk i modtagelsen er søde og afslappede og slet ikke så "militæragtige", som man skulle tro. Selvom vi halvvejs forventede det, er vi alligevel skuffede, da Jacob og jeg får ikke lov til at komme ind og se Jeff. Vi snakker med alverdens folk, men der er ikke noget at gøre. Vi skulle have meldt vores ankomst længe før og være på besøgslisten. "Det ved du fra sidst, Mr. Holdt," siger de til Jacob, "og denne gang kan vi ikke gøre en undtagelse for dig som vi gjorde sidst."
En gammel sort mand har hørt, hvem det var, vi ville besøge, og sender mig et blik, som om jeg er den værste forræder, det er ubehageligt. Vi ønsker Pamela et godt besøg og "hils ham". En af de indsatte, en ung sort fyr går og vasker gulv, han smiler til mig, jeg smiler igen, og prøver at gætte hvad han sidder inde for, og hvor langt han mon ville nå, hvis han smed gulvmoppen fra sig og bare spænede ud i friheden.

Da Pamela kommer ud igen, er hun fuldstændig forandret. "Er du ked af det?" spørger jeg.

Hun nikker. Der er flere år, til han kommer ud. På vejen tilbage til hendes hus, har hun ikke lyst til at snakke, og jeg forstår hende godt. Tilbage i huset siger jeg, at jeg er rigtig glad for at have mødt hende. I lige måde, siger hun. Hun har tårer i øjnene, da vi siger farvel, og jeg giver hende et stort knus. "Glem mig ikke," siger hun. "Vil du ikke sende et billede af dig selv og en Harley Davidson T-shirt fra Danmark?" spørger hun. "Husk at skrive," er det sidste hun siger. Samme aften sender jeg hende en e-mail og modtager straks en igen. Livet er nu fuldt af overraskelser, tænker jeg.

I de følgende dage diskuterer Jacob og jeg klanen. Jacob mener, de alle sammen dybest set tænker som Pamela, som ingen af os betragter som rigtig racist. Jeg siger at han endnu kun har mødt en håndfuld af klanens medlemmer og derfor ikke kan generalisere. "Hvad med de andre klangrupper? Er der forskel - det ved du ikke."

"Det er det samme, siger han, skadede mennesker uden selvværd, som kan hjælpes ud af hadet med kærlighed." "Rigtigt," siger jeg, "men man kan først hjælpe folk, når de er klar til det. Du kender deres synderegistre. Og hvad med nazisten?" siger jeg hidsigt, "virkede han som om han ville hjælpes?" "Du tænker for negativt, ja du diskriminere faktisk mod klanen lige nu," siger Jacob, og så er vi begge to ved at dø af grin. "Du er en gammel hippie," siger jeg. Og sådan går snakken deruda’ endnu nogle tusinde kilometer ned gennem USA.

Til 2. del om Rikkes besøg hos en massemorderfamilie