Antisemitisme - i
dens internaliserede form
Lad mig blot her nævne de mere
ukendte sider af antisemitismens grusomme historie, som viser at vores nedgøring
af ”de andre” i dag kan have psykiske konsekvenser 100 år efter.
”Indvendiggjort” antisemitisme har jeg set mange eksempler på i mine workshops
hos selv de mest succesrige elever. Min jødiske veninde Sarah Bloomfield er topstudent
fra Harvard med udmærkelser i både USA, Kina og Rusland. Men hvad betyder al den
ydre succes hvis man i sit indre lider fordi nogen engang kom med endeløse
angreb på ens krumme næse og identitet? Da jeg engang var på rejse med Sarah lå hun næsten hver nat og græd over sin næse og mente at den var skyld
i at hun ikke kunne finde en mand. Pga. den udslettelse hendes familie var udsat
for, følte hun sig forpligtet til kun at gifte sig med en fra samme forfulgte
gruppe. At det ikke lykkedes viste at jødiske mænd led under samme komplekser
som hende selv. Efter megen psykologhjælp fik hun til sidst en dyr
næseoperation, der udbedrede skaderne efter de voldelige overgreb, hun havde
været udsat for lang tid før sin fødsel. Og allerede samme sommer fandt hun en
mand fra samme krumnæsede gruppe, der nu pludselig kunne se hendes skønhed,
professor Elias, et tipoldebarn af Alfred Dreyfus, en af antisemitismens mest
berømte skæbner.
Men Sarah er også eksponent for en anden side af indvendiggjort
antisemitisme, som jeg med mit multikulturelle
arbejde i USA i høj grad er afhængig af. Næsten 60% af mine foredrag i USA
organiseres eller finansieres af jøder af østeuropæisk afstamning skønt de kun
udgør 2% af befolkningen. 2000 år som forfulgt "outsider" har givet dem en stærk
forståelse for undertrykkelse i almindelighed, hvorfor de går forrest i kampen
for undertryktes rettigheder hvad enten det drejer sig om kvinder,
homoseksuelle, fattige, ja endog nazister. Tryghed er at finde i alliance med
andre undertrykte. Hvis de sorte er samfundets syndebukke bliver det jødernes
tur næste gang. Derfor ofrede de langt flere af deres liv under borgerretskampen
end andre ”hvide”. (Hele historien om Sarah kan læses i
min brevveksling med Søren Espersen)
|