Bolivia – fra folkemord til folkelig opstand
Ufattelig som inkaernes højtudviklede civilisation var, ligeså ufattelig er
europæernes folkemord på næsten 12 millioner inkaer og aymaraer, der på 30 år
blev reduceret til 200.000 - og at det stort set ikke nævnes i danske
skolebøger. Alene i minerne døde 8 millioner indianere og afrikanske slaver.
Spanierne tvang dem til at arbejde i 4 måneder ad gangen uden at komme ud. 7 ud
af 10 så aldrig dagens lys igen. Først i dag - 500 år efter - er folketallet i
det tidligere Inkarige igen ligeså højt. Efter den store revolution i 1952 fik
indianerne jord og stemmeret. Men økonomisk og kulturel magt er stadig i
hænderne på de lyshudede, som ikke har de store inkacivilisationer som
forbillede, men dyrker Europa. Racismen er derfor intens. Indianerne betragtes
stadig som dumme, grusomme og luskede. Et sådant syn hos de toneangivende indvendiggøres naturligvis af indianerne, som siger: når så mange mennesker tror
dårligt om én, begynder man selv at tro de har ret.
Men
i de år jeg har besøgt landet, har jeg set en stigende selvbevidsthed og under
den indianske præsident Morales hævder indianerne sig nu gennem en socialistisk,
militant ideologi, der kræver f.eks. olieindustrien nationaliseret. Den hvide,
økonomisk stærke elite forkaster indianernes socialistiske eventyr. Det
bolivianske budget har altid mest støttet hvide eliteinstitutioner mens
indianerne var afhængige af udenlandsk bistand. Indianerne ønsker nu at skrive
en ny forfatning som tilgodeser flertallet. De mange krav har medført en voldsom
reaktion fra den hvide middelklasse, som bliver stadig mere racistisk. For
racismen er i de sidste år kommet op til overfladen. Lyshudede unge angriber de
indianske demonstranter, som på deres side hiver slipsene af folk som de
nedsættende kalder ”hvide mænd.” Der er megen hvid frygt under den indianske
præsident og rygter om at indianerne vil bryde ind i de hvides huse og foretage
en invasion hver gang de demonstrerer for nye jordlove.
|