Tale til åbningen af udstillingen i Gellerup 19. august 2008

Se den på video her.
 

 


Jacob Holdts tale til åbningen af

Ghettoen i vore hjerter

 

Jeg vil starte med at takke Globus 1 og Global City for at lade mig lave denne udstilling om racisme. Men en særlig tak til ildsjælen Frans Woode, der igennem et helt år ledte efter et lokal i Århus på størrelse med Øksnehallen i København.

Lad mig så kort sige om udstillingen at den er beregnet på at være undervisende. Der er ikke tale kunstfotografi. Rundt om i Europas kunstmuseer kører der i disse år en helt anden udstilling med det som nogle synes er mine mere kunstneriske billeder.
Som pædagogisk udstilling er ”Ghettoen i vore hjerter” derimod stadig i støbeskeen. Racismen har historien igennem udviklet sig og fundet nye sofistikerede niveauer. Følgelig har jeg gennem 38 års arbejde med antiracisme lært hele tiden at ændre holdninger og strategier. Vigtigste historisk ændring var den fra dominativ racisme til evasiv (altså undvigende) racisme, som i USA allerede var sket da jeg ankom i 1970 og som er den form for racisme vi har kopieret herhjemme i de senere år. Det var den undvigende racisme, som tvang millioner af sorte ind i ghettoer i Norden, da de flygtede fra dominativ racisme i syden. Som jeg prøver at vise i den pædagogiske billedbog om Ku Klux Klan er det ikke skurkene der er de farligste racister, men os – de gode retskafne borgere med alle de rigtige meninger, der presser millioner af sorte i USA og i stigende grad lige så mange muslimer i Europa ind i fysiske og mentale ghettoer. Som I vil se i Ku Klux Klan-afsnittet ender denne med et billede her fra Gellerup for at vise at racisme jo ikke skal måles på hvem der som disse få fattige magtesløse tabe i Ku Klux Klan står og råber højest ude i nogle skove, hvor de ikke skader nogen. Nej, racisme er ikke en følelse, men en bevidst eller ubevidst handling, der har magt til at skade andre. Som når vi, der har magt og råd til det, flytter væk fra de sorte i USA eller indvandrerne i Danmark – f.eks.  tager vores børn ud af skolen hvis der kommer for mange af ”de andre” – og på den måde tvinger ”de andre” ind i ghettoer i Detroit, Chicago …..eller Gellerup.
Udstillingen handler derfor kort sagt om VORES racisme – i alle samfund til alle tider.

Jeg kom til USA i 1970’erne hvor de stadig var i færd med at bygge og konstruere ghettoerne. Når først disse er konstruerede i et samfund er de så godt som irreversible, hvorefter den institutionaliserede racisme træder i kraft. Den gang lagde jeg mærke til at ca. 80% af de hvide, der samlede mig op som blaffer, startede enhver samtale om de sorte med at finde fejl hos dem, bebrejde dem og tage afstand fra aspekter ved deres kultur. Og brugte dette som begrundelse for at konstruere ghettoer for deres medborgere.

Da jeg for 30 år siden startede med at vise amerikanske Billeder i Danmark var så godt som alle danskere enige i at fordømme denne amerikanske racisme. Det var den gang tusindvis stod forgæves i kø for at komme ind og se mit show i Stakladen. I dag ser jeg de samme – nu som forældre – begå alle de samme fejl, som de dengang fordømte de hvide amerikanere for. Når jeg i dag bevæger mig rundt i Danmark lægger jeg mærke til at det er den samme procentdel, der i enhver samtale om indvandrere og især muslimer forsøger at finde fejl hos dem, bebrejde dem og tager afstand fra alle mulige aspekter i deres kultur og religion. Hvorefter vi bruger denne racistiske tænkning som begrundelse for – ikke af had, men i kærlighedens navn – at undvige dem vi tænker ilde om, at tage vore børn ud af skolen hvis der er for mange af ”de andre”, at flytte væk fra såkaldt belastede kvarterer. Det er især min egen generation, som gør dette, den som i deres ungdom så kraftigt havde pegefingeren ude efter amerikanerne, men som nu er blevet et fuldstændig spejlbillede af den racisme jeg dengang viste i Amerikanske Billeder.

Med andre ord handler dette om ”vores racisme”. Men fra mit antiracisme-arbejde i alle lande har jeg lært at så godt som ingen af os erkender vores egen racisme. I Danmark vælter det ind med den ene analyse og rapport fra udlandet om vores racisme, som også er let at mærke for danskere netop hjemvendt fra udlandet, især fra USA hvor tonen i de mellemliggende år stærkt har ændret sig til det bedre. Når jeg i dag påpeger amerikanernes racisme i deres universiteter, påpeger disse tit at den danske racisme da er langt, langt værre. Det ved eleverne bl.a. fra de mange højtuddannede indvandrere, der ikke kan holde vores danske racisme ud og flygter til det for indvandrere så langt mere imødekommende USA. Det gør ondt for mig som dansker derovre at skulle stå til ansvar for vores racisme herhjemme.

Jeg har aldrig i min racismeundervisning i USA bebrejdet nogen for at være racist, da jeg godt er klar over at det ikke var noget de selv har valgt i et racistisk samfund. Og det gør jeg heller ikke med danskerne i dag, der langsomt - uden selv at være klar over det - har lullet sig ind i en negativ tænkning om ”de andre”, der f.eks. gør det naturligt for os som et af de få lande at bygge selv regeringsgrundlaget på en bevidst og kalkuleret dæmonisering af et mindretal.

Det som denne udstilling handler om er derimod at tage ansvar for sin racisme, hvilket jeg forklarer lidt om under mine definitioner på racisme. Hvorfor skal vi overhovedet gøre det? Simpelthen fordi vi er ved at blive klar over at vi ikke kan bevare sammenhængskraften i længden som nation uden at integrere denne. Og er der noget vi kan lære af racismen i alle andre lande er det at man ikke kan skabe integration med nogen, som man definerer som uønskede, som man i sit indre tænker negativt om. Integration handler ikke om at integrere indvandrere, men om at integrere os selv i hjertet med ”de andre.”
Skal vi have integration i Danmark må vi altså til at arbejde med vores egen racisme. Som hjælp til dette har jeg lavet et par lærebøger i udstillingen, som I kan læse sammen med billederne eller derhjemme på computeren. De er baseret på de erfaringer jeg har fået fra workshops gennem 25 år i USA's universiteter, som især i mange af eliteuniversiteterne har været obligatoriske for alle de nye studerende. At arbejde med sin egen racisme er ikke nogen let sag uden hjælp udefra.

Herefter nogle takkeord uden for manuskript til den amerikanske ambassadør James P. Cain, for hans støtte til Danmarks marginaliserede. Han sagde bl.a. dette: 

"Jeg håber, at Europa undgår 200 års stridigheder, som vi amerikanere har været igennem i integrationsprocessen", udtalte den Amerikanske Ambassadør efter sit besøg i Vollsmose Kirke torsdag d. 25.01 om eftermiddagen, "derfor glæder det mig, at man arbejder så ihærdigt med at skabe forståelse mellem kulturerne" pointerede ambassadøren med adresse på eftermiddagens besøg.

 

  Tilbage til indeks for udstillingen