Tale til åbningen af udstillingen i Øksnehallen 1. juni 2007
 

 


Jacob Holdts tale til åbningen af

Ghettoen i vore hjerter

 

Jeg vil starte med at takke Øksnehallen for at lade mig lave denne udstilling om racisme. Og ikke mindst de sponsorer, som har gjort den mulig. Først professor Bente Klarlund Petersen, som havde foreslået at vi sammen skulle lave en bog om racisme som et mentalt sundhedsprojekt og lagde et godt ord ind for mig hos Trygfonden. Dernæst direktør for Trygfonden, Gurli Martinussen, som fik overbevist bestyrelsen om at undervisning om ”vores” racisme er et projekt, der ligger inden for rammerne af fondet om at skabe tryghed i samfundet. Og en tak til CARE, som jeg har arbejdet for i mange år, og som har sponsoreret Ugandabillederne. Jeg ved at dette heller ikke var lykkedes hvis ikke du Morten fra Colorgruppen var trådt til med en meget kraftig sponsorering og hvis ikke I rent fysisk lå lige for enden af min gade, hvor jeg kunne aflevere billeder i tide og i utide – det sidste så sent som for 3 timer siden. Også en tak til min kusine, Birgit Vanghaug, der som dansklærer slog ned på de værste brølere i mine mange tekster. Jeg taler meget i udstillingen om betydningen af en ”frelsende engel” til at hjælpe undertrykkelsens ofre på ret køl, ”and if anybody here was my own saving angel in this exhibition it was Christina Voigt from Germany. She came up here 2 weeks ago to help and soon took over the entire organizing of the more than 700 pictures, working from 6 morning to midnigt trying to understand and organize my chaotic thinking – which by the way was in itself in a deep ghetto from a severe flu. Thank you so much Christina for making this exhibition possible. It shows that something good can come out of the ossies who are in so many ways still Germany’s ghetto.”

Lad mig så kort sige om udstillingen at den er beregnet på at være undervisende. Der er ikke tale kunstfotografi. Rundt om i Europas kunstmuseer kører der i disse år en helt anden udstilling med det som nogle synes er mine mere kunstneriske billeder. De billeder kan I købe i den nye bog, som kunstforlaget Steidl lige har udgivet, henne ved skranken her i Øksnehallen.
Som pædagogisk udstilling er ”Ghettoen i vore hjerter” derimod stadig i støbeskeen. Racismen har historien igennem udviklet sig og fundet nye sofistikerede niveauer. Følgelig har jeg gennem 37 års arbejde med antiracisme lært hele tiden at ændre holdninger og strategier. Vigtigste historisk ændring var den fra dominativ racisme til evasiv (altså undvigende) racisme, som i USA allerede var sket da jeg ankom i 1970 og som er den form for racisme vi har kopieret herhjemme i de senere år. Det var den undvigende racisme, som tvang millioner af sorte ind i ghettoer i Norden, da de flygtede fra dominativ racisme i syden. Som jeg prøver at vise i den pædagogiske billedbog om Ku Klux Klan er det ikke skurkene der er de farligste racister, men os – de gode retskafne borgere med alle de rigtige meninger, der presser millioner af sorte i USA og i stigende grad lige så mange muslimer i Europa ind i fysiske og mentale ghettoer. Udstillingen handler derfor kort sagt om VORES racisme – i alle samfund til alle tider.

Jeg kom til USA i 1970’erne hvor de stadig var i færd med at bygge og konstruere ghettoerne, som en af mine norske medrejsende konkluderede for et par år siden. Når først disse er konstruerede i et samfund ved vi at de er så godt som irrreversible, hvorefter den institutionaliserede racisme træder i kraft. Den gang lagde jeg mærke til at ca. 80% af de hvide, der samlede mig op som blaffer, startede enhver samtale om de sorte med at finde fejl hos dem, bebrejde dem og tage afstand fra aspekter ved deres kultur. Og brugte dette som begrundelse for at konstruere ghettoer for deres medborgere.

Da jeg for 30 år siden startede med at vise amerikanske Billeder i Danmark var så godt som alle danskere enige i at fordømme denne amerikanske racisme. Når jeg i dag bevæger mig rundt i Danmark lægger jeg mærke til at det er den samme procentdel, der i enhver samtale om indvandrere og især muslimer forsøger at finde fejl hos dem, bebrejde dem og tager afstand fra alle mulige aspekter i deres kultur og religion. Hvorefter vi bruger denne racistiske tænkning som begrundelse for – ikke af had, men i kærlighedens navn – at undvige dem vi tænker ilde om, at tage vore børn ud af skolen hvis der er for mange af ”de andre”, at flytte væk fra såkaldt belastede kvarterer. Det er især min egen generation, som gør dette, den som i deres ungdom så kraftigt havde pegefingeren ude efter amerikanerne, men som nu er blevet et fuldstændig spejlbillede af den racisme jeg dengang viste i Amerikanske Billeder.

Med andre ord handler dette om ”vores racisme”. Men fra mit antiracisme-arbejde i alle lande har jeg lært at så godt som ingen af os erkender vores egen racisme. I Danmark vælter det ind med den ene analyse og rapport fra udlandet om vores racisme, som også er let at mærke for danskere netop hjemvendt fra udlandet, især fra USA hvor tonen i de mellemliggende år stærkt har ændret sig til det bedre. Når jeg i dag påpeger amerikanernes racisme derovre i universiteterne, påpeger disse tit at den danske racisme da er langt, langt værre. Det ved eleverne bl.a. fra de mange højtuddannede indvandrere, der ikke kan holde vores danske racisme ud og flygter til det for indvandrere så langt mere imødekommende USA. Det gør ondt for mig som dansker derovre at skulle stå til ansvar for vores racisme herhjemme.

Jeg har aldrig i min racismeundervisning i USA bebrejdet nogen for at være racist, da jeg godt er klar over at det ikke var noget de selv har valgt i et racistisk samfund. Og det gør jeg heller ikke med danskerne i dag, der langsomt - uden selv at være klar over det - har lullet sig ind i en negativ tænkning om ”de andre”, der f.eks. gør det naturligt for os som et af de få lande at bygge selv regeringsgrundlaget på en bevidst og kalkuleret dæmonisering af et mindretal.

Det som denne udstilling handler om er derimod at tage ansvar for sin racisme, hvilket jeg forklarer lidt om under mine definitioner på racisme. Hvorfor skal vi overhovedet gøre det? Simpelthen fordi vi er ved at blive klar over at vi ikke kan bevare sammenhængskraften i længden som nation uden at integrere denne. Og er der noget vi kan lære af racismen i alle andre lande er det at man ikke kan skabe integration med nogen, som man definerer som uønskede, som man i sit indre tænker negativt om. Integration handler ikke om at integrere indvandrere, men om at integrere os selv i hjertet med ”de andre.”
Skal vi have integration i Danmark må vi altså til at arbejde med vores egen racisme. Som hjælp til dette har jeg lavet et par lærebøger i udstillingen, som I kan læse sammen med billederne eller derhjemme på computeren. De er baseret på de erfaringer jeg har fået fra workshops gennem 25 år i USA's universiteter, som især i mange af eliteuniversiteterne har været obligatoriske for alle de nye studerende. At arbejde med sin egen racisme er ikke nogen let sag uden hjælp udefra.

Som I vil se i udstillingen bruger jeg også eksempler på min egen racisme, som jeg selvfølgelig hele tiden opdager nye tilfælde af. Senest var da jeg ville invitere flere af mine sorte venner fra USA’s ghettoer, som blev kendt i Amerikanske Billeder, med over til denne åbningsfest for at møde deres danske læsere. Jeg fandt hurtigt nogle velhavere i USA der ville sponsorere deres rejse, men dermed var problemerne ikke løst. De glædede sig gennem måneder til deres første rejse ud af ghettoen, men alligevel fik de sig ikke taget sammen i tide til alle de praktiske ting, den involverede, såsom anskaffelse af pas, aftale med myndighederne om ikke at miste kontanthjælpen eller at få betalt huslejen undervejs osv. Ærlig talt, jeg har rejst i ghettoer i årevis, men nu gik det rigtigt op for mig HVOR lammede og magtesløse deres ofre bliver af lang tids ghettoisering. Og det værste var, med al det stress jeg var i for at nå tidsplanerne til denne udstilling kunne jeg pludselig ikke klare at vise hensyn til denne ineffektivitet hos mennesker, som jeg i mit mørke indre ræsonnerede ”da må lære at kunne tage et ansvar som alle os andre.” Altså begyndte jeg, som enhver forretningsmand, der må skabe effektivitet og handlekraft på en arbejdsplads for at overleve, at bruge mine fordomme mod ghettoens beboere til at diskriminere dem. Jeg undlod nemlig at invitere flere af den slags venner, som ønskede at komme, men som jeg godt vidste, ville virke belastende for mig som arbejdsgiver mht til at skaber resultater på denne udstilling. Og da til sidst selv Merrilyn, som jeg i min bog fremstiller som Harlems rose der undslap ghettoens mentale greb, for kun to dage siden kom med endnu flere undskyldinger for at komme for sent, regninger der lige skulle betales for at hendes elektricitet ikke skulle bliver lukket da mennesker i ghettoen jo hele tiden kun er to skridt fra at blive hjemløse, endte jeg med at smække røret i og sige: ”Så kan det også være lige meget. Du behøver ikke at komme og jeg ansætter ikke flere af din slags.”   

Jeg siger det lidt groft her, men bruger det som eksempel på den racisme vi f.eks. som arbejdsgivere altid udøver mod magtesløsheden og de andre følgesvende, som vores tilsyneladende uskyldige hverdagsracisme skaber i ghettoens ofre.

Min racisme er som sagt skyld i at I i dag ikke kommer til at høre Alphonso og Merrilyn, som tit har talt ghettoens stemme overfor mine hvide universitetselever i USA.
Men tre af mine vigtigste kampfæller gennem mange års antiracismearbejde vil i stedet advare os danskere om farerne mod at ghettoiser vore medborgere De har hver især har gjort sig til talsmænd for netop ghettoerne. Den første er Sandra Ruffin, der som præsident for de sorte studenter organiserede mange af mine shows i Harvard i 80’erne. Siden organiserede hun en udstilling af mine billeder i Kongressen i Washington for at fejre at præsident Bush havde underskrevet loven om at skabe et museum for de sortes historie i Washington. I dag er hun juraprofessor i Florida. Værs’ god Sandra!
 



Tak til Sandra Ruffin. Dernæst vil jeg give ordet til Howie Pinderhughes, som nogle af jer måske kan huske fordi han i sin ungdom i 80’erne kørte Europas landeveje tyndt med lysbilledshowet Amerikanske Billeder. I dag er han professor i sociologi i University of California. Da mange danskere i dag rystes over det såkaldt hadske sprog vi oplever blandt vore indvandreres børn i skolerne – et sprog jeg igennem mange år har hørt parallelt blandt USA's ghettoiserede sorte børn – har jeg bedt Howie, som har skrevet bøger om denne internalisering af racismen, at fortælle os lidt om sine erfaringer. Værsgo Howie. 


Tak til Howie Pinderhughes. Sluttelig vil jeg bede Tony Harris tale. Jeg mødte Tony, da han arbejdede med fængselsfanger i 1973. Vi blev straks venner og jeg inviterede ham i 1976 til Danmark for at vise Amerikanske Billeder i skolerne. Efter 6 år flyttede vi til USA, hvor han har været min partner i universiteternes racismearbejde lige siden.
De fleste steder så de først mit lysbilledshow og dagen derpå fulgte Tony op med intense og meget emotionelle racisme workshops, hvor han især i eliteuniversiteter som Harvard ofte holdt op til 300 elever i åndeløs spænding i op til 12 timer. Det at opdage og arbejde med sin egen racisme er nemlig netop spændende og befriende. Men det har vi ikke tid til i dag, så Tony vil blot give os en opsang. Værsgo, Tony!


Tak til Tony. Endelig skal vi løsne lidt op og høre på en talsmand for vores egen hjemlige ghetto, nemlig Ali Kazim.
 


 

Tak til Ali Kazim.

I alle lande er der kun én løsning, der kan bringe racismen til ophør. Og det er at vi begynder at åbne os for og at være sammen med dem vi har fordomme overfor. Derfor synes jeg nu vi skal fejrer hinanden – tage hinanden under armen og danse med i de danse, som især tyrkerne og kurdene har beriget det danske fællesskab med. Lad os komme i gang med – her og nu – at integrere Danmark.

 

  Tilbage til indeks for udstillingen