American Pictures Foundation


Vores medfinansiering af sygeplejeskolen/hospital i Kwanza Sul

Baggrund: Ca. 40.000 namibiere - modstandsfolk og civile - var flygtet fra Sydafrikas terrorregime op i provinsen Kwanza Sul i Angola i årene før befrielsen i 1989. Som Amathila skriver havde de elendige hospitalsforhold og børnene døde i hobetal inden hun oprettede sygeplejeskolen for at træne kvalificeret personale til hospitalet.
 

Libertina Amathila:

"Making a difference"



Libertina Amathilo, læge og meget karismatisk SWAPO leder, blev en af de første kvinder til at deltage i SWAPOs beslutninger. Hun gik i eksil i 1962 og efter at have studeret medicin i Polen blev hun den første kvindelige læge i SWAPOs uddannelsesprogram. Hun fortsatte sine studier i England og Sverige og tog tilbage til Angola i 1975 for at lede sundhedscentrene i området.
Efter uafhængigheden blev hun udnævnt som sundhedsminister. I 1999 blev hun udnævnt som formand af WHO’s Afrika afdeling og i 2000 som præsident for the World Health Assembly. Hun var stadig sundhedsminister, da jeg besøgte Namibia i 2001. (SWAPO var Namibias modstandsbevægelse ligesom ANC i Sydafrika. DANIDA inviterede mig til et møde med lederen Sam Nujoma, som blev Namibias første præsident. Regeringen inviterede mig ned til uafhængighedsfestlighederne i 1990, men jeg havde foredrag på Hawaii hele den uge.)


Herunder er fra Libertinas erindringsbog afsnittet om sygeplejeskolen i Kwanza Sul.


 



Kwanza Sul.

Det var muligvis en skjult velsignelse, at der var et hospital in hovedcentret, som jeg overtog. Der behandlede vi også Angolas patienter. Kort efter min ankomst kunne vi næsten hver dage høre skudsalver. På spørgsmål om, hvem der skød hvem, fik jeg svaret at det var begravelser, hovedsageligt af børn. En morgen, da jeg ankom til hospitalet, så jeg en masse "sygeplejersker" i hvide uniformer. Jeg fik fortalt at disse sygeplejersker, måske ikke var fuldt kvalificerede, hvilket bidrog til den høje dødelighed af børn under fem år gamle. Dette gav mig ideen til at åbne en skole der kunne uddanne vore sygeplejersker.

Jeg fandt hurtigt ud af, at før man kunne gøre store forandringer, var det meget vigtigt at man forberedte sig på det endelige mål, hvilket betød at en plan B skulle være på plads før man afsluttede Plan A. Da det var klart, besluttede jeg mig til at etablere faciliteter for undervisning før jeg begyndte at arbejde med de udsatte mennesker.

Jeg observerede roligt hvad der gik galt, og fandt hurtigt ud af hvorfor så mange børn døde. Det var fra overdosis af medicin. De blev vaccineret med chloroquine, op til 5cc for malaria og så snart nålen var fjernet, døde de. I krigs tilstande er der mange rygter og til tider er det nødvendigt at dække sin ryg, ved at etablere skudsikre fakta, før man agerer, eller bliver man anklaget for alverdens ting. De forandringer jeg ønskede ville blive drastiske og det var vigtigt at gå forsigtigt til værks og gøre det rigtige. Efter bygningerne af skolen var færdige, fandt jeg en underviser og med venners hjælp, forberedte jeg et pensum der passede til undervisning af sygeplejersker. Da alt dette var i orden, var jeg klar til kamp.

Jeg koncentrerede mig om de hvidklædte uniformerede mennesker, hvoraf der var omkring 90. Jeg gav dem nogle eksamens prøver med meget simple spørgsmål, så som skalaen af normalt blodtryk, hvordan man behandler malaria, hvad er antibiotika og hvad skal det bruges til osv. Resultatet jeg fik, var sådan at jeg afskedigede 69 af dem, som ikke havde den fjerneste ide om de korrekte svar. De tilbageblivende, som jeg mente det var muligt at undervise, begyndte deres træning på skolen i Morenga Village. De, jeg havde afvist, gik på krigsstien og anklagede mig for kolonialisme og endda for at støtte den berygtede Sydafrikanske apartheid præsident, P.W. Botha, der var ansvarlig for vores elendighed. Der var endda én person der hævdede at jeg var Botha! Jeg var klar over at hun ikke engang vidste hvem Botha var. Jeg var meldt til partiet, men jeg var forberedt og jeg konfronterede, hvem end der anklagede mig, med pure fakta. Jeg inviterede gruppen af de 21, der havde bestået de forberedende eksaminer, til at tilmelde sig det egentlige træningsprogram, og jeg begyndte undervisningen for dem, som blev på hospitalet. Kort efter, blev skuddene færre fordi børnene overlevede og sygeplejerskerne begyndte at kende deres arbejde.

Der var en meget brav kammerat, Hivelua, der stod bag mig, medens nogle af mine såkaldte "gode kammerater" begravede deres hoveder i sandet. Han fortalte medlemmerne af the Central Commitee, der var samlet der, at han administrerede den forkerte medicin og at han nærmest havde brændt sin hud, fordi han var behandlet med forkert salve. Han opfordrede disse "sygeplejersker" til at modtage undervisningen på skolen jeg havde startede. Nogle mennesker erkendte deres egne fejlagtige behandlinger, og igen andre støttede sygeplejeskolen. Præsident Sam Nujoma var én af dem, han opfordrede modstanderne til at få undervisning. Modstanden døde hurtigt; vi fik travlt med de 18 måneder lange kurser og producerede to hold af de tilmeldte sygeplejersker. Jeg tilmeldte også én ANC elev i skolen.

Vi byggede ventilerede latriner af det samme design som vi havde brugt på Mavulu Centret, men nu for de mange sygepleje elever. Skolen var fuldt møbleret: den havde gode bøger, et elev hus, en leder og endda en fremmed underviser. Jeg byggede mit eget hus af mursten som jeg købte fra Angolanere i Kambuta Village. Selv om jeg mente at mit hus var solidt, blev det oversvømmet i den første regn fordi taget var for kort og vandet strømmede ind gennem taget. Heldigvis skete det om morgenen, så jeg lånte en kanvas fra vores redskabsrum og dækkede det. Derefter følte jeg at jeg levede i luksus. Huset var meget behageligt.

Morenga Village var meget populær og der var stor aktivitet. Nogen af kammeraterne besøgte os og jeg havde lavet mad. Jeg bad Monika om at servere for vennerne, men hun sagde "Hvem skal vaske op"? Lad os bare give dem noget kød på en gaffel". Så vi havde det også sjovt i Morenga. Jeg holdt kyllinger på min grund og en dag inviterede jeg en Dansk ven fra Luanda, der arbejdede for en NGO. Jeg havde lovet hende en traditionel Nambia kylling ret. Desværre, da tiden kom, og børnene jagtede den kylling jeg havde øremærket til at blive ofret for retten, løb den ind i nogle buske. Vi måtte "låne" en kylling fra en anden, kun for at se min kylling dukke op, da vi var i gang med at spise den "lånte".

Disse historier er for at fortælle læserne, at vi levede så normalt som vi kunne i vores flygtninge lejre.

Én dag ringede Præsident Nujoma til mig og fortalte mig at en Tanzanisk kvinde var blevet inviteret af SWAPO Womans Council, og at jeg skulle bringe hende til centret. Hun hjalp mig undervise eleverne, især i madlavning, som vi kørte fire-uger kurser i. Hun var meget dygtig til at tilberede retter fra cassava blade. I slutningen af disse kurser tog jeg kvinderne til Congo Brazzaville for et forlængende to ugers kursus. Vi havde en smuk have med lokale grøntsager så som spinat, græskar og bønner. Træningen i sund mad begyndte med at plante, så og høste til tilberedning og spise måltiderne. Træningsprogrammet var ledet af én af vores….

Oversat af Susanne Walsh