Tak til Dialog Forum og kulturministeren for den fornemme dialogpris.
I 30 år har jeg i USA set de hvide, gule, brune, kristne, jødiske, muslimske og indvandrer elever gå arm i arm til mine foredrag mens de sorte sad isoleret ved de sorte borde.
Mit foredrag om denne apartheid gjorde ingen forskel, men motiverede dem til at komme til vores dialog workshops næste dag.
Her underviste vi først om hvordan de sorte havde internaliseret de hvides syn på dem, hvorefter min sorte assistent Tony tog over med sine terapeutiske dialog cirkler meget lig Exitcirklens om den kontrol kvinder har internaliseret.
Ofte gik der en halv dag hvor de sorte sad indelukket i tavshed, men så pludselig eksploderede de i vredesudbrud, som de hvide nu åbnede sig op for.
Så vidste vi at dialogen var sat i gang og tog videre til næste universitet.

Ofte fortsatte de dialoggrupper, vi startede, i årevis bagefter, og når vi året efter blev inviteret tilbage, fortalte eleverne begejstrede – med ranket ryg og "stålsatte" nærværende øjne modsat tidligere undvigende – at de nu fik højere karakterer og klarede sig bedre socialt.
Det er sådan den ægte dialog "rykker", i kraft af at frigøre de fastlåste knuder, der hober sig op i sindet, når vi går rundt i ensomme bobler og tænker negativt og fordomsfuldt om hinanden.
Det fik eleverne til at rekruttere nye deltagere, "Kom til Amerikanske Billeders workshops så I kan få højere karakterer." :-)
Som Søren Pind så overalt under vores egne kærlige USA-dialoger glemte disse elever det aldrig, for overalt kom mine gamle elever op og fortalte os om hvilken betydning det havde for deres senere karriere.

 

I min alderdom, da vi danskere begyndte at skabe tilsvarende parallelsamfund, drømte jeg derfor om at forsøge det samme her og oprettede lige efter terrorangrebet på synagogen Ubuntuhuset i mine gamle foredragslokaler.
 

Fatima Osborne fra "Tro i Harmoni" med myrdede Dan Uzons far i Fredsringen

Efter Niddal El-Jabris og Natasha Al-Hariris fantastiske dialogforsøg med Fredsringen omkring Synagogen inviterede jeg først dem til her at skabe dialoger mellem jøder og palæstinensere og siden New Outlook til at fortsætte dem.

Bent Melchior til dialogmøde i Ubuntuhuset på 50 årsdagen for Palæstinas besættelse

Samtidig havde jeg i mange år arbejdet med Sherin Khankan i Kritiske Muslimer på dialog med islamister og social kontrol af kvinder ved at bruge sufismen som brobygger - ligesom I jo selv gør det i Dialog Forum.
Ud af dette kom ideen om et opgør med patriarkatet ved at oprette Danmarks første kvindemoske.
 

Imam Sherin Khankan til den første fredagsbøn stående på stedet hvor Jacob i 10 år holdt foredrag.

Det, der har rørt mig mest her, er at se hvordan unge, som det er lykkedes trods apartheidsamfundets sociale kontrol at finde sammen i kærlig dialog, her kan få deres kærlighed velsignet i ægteskaber på tværs af forskellene i religion, nationalitet, stamme og klantilhørsforhold.
En sej feministisk kamp mod undertrykkelse, som jeg personligt blev inspireret af ved at se al den modstand, der var, da min præstefar som en af de første ansatte kvindelige præster.
 

Første bryllup i moskeen var svensk-afghanske Jacob og Koochi

I alt det had – eller rettere den frygt – som den manglende ydre dialog affødte, kom min mangeårige kampfælle Özlem Cekic også snart ind i Ubuntuhuset, hvorfra hun startede sine kaffedialoger med frygtens mennesker og sammen med Bent Melchior gik i dialog med snæversynets fundamentalistiske prædikanter.

Özlem og hendes mand Devrim under en af hendes begivenheder i Ubuntuhuset

Siden åbnede vi også for den internationale dialog, da Crossing Borders flyttede ind og nu dagligt er ved at springe husets rammer og maver med spisedialoger mellem unge fra alverdens lande og religioner.
 

Ofte i et samarbejde med "Tro i Harmoni" og Fatima Osborne, der sammen med Salaam Shalom og den israelske ildsjæl Tali Padan står for tværreligiøs fejring af de jødiske højtider.

Den jødiske påskefest "Pesach" i Ubuntuhuset/Mariammoskeen ved vores kvindelige rabbiner Rebecca Lillian

For indlevende dialog handler ikke først og fremmest om at tale sammen, men om at feste sammen og røre hinanden i hjertet.
Det oplevede jeg især, da vi samlede syriske flygtninge og danskere fra de byer, de er havnet i, men hvor både danskere og arabere er for berøringsangste til at komme på talefod.
Så indkvarterede vi dem sammen med hinanden i Ubuntuhusets kærlige rammer i en uge med kyndige vejledere, der slet og ret rystede dem sammen.
Og det har siden rørt mig meget at blive inviteret med til deres fortsatte sammenkomster rundt om i Jylland og se ringene fra Ubuntuhuset sprede sig så fjernt.
 

På samme måde samler vi også LGBT-asylsøgere til at feste sammen på flugt fra kristen, muslimsk eller hindu forfølgelse i deres hjemlande og fra andre asylsøgeres fortsatte chikane.
At se disse brune, sorte, gule og hvide homoseksuelle sidde trygt i skødet på hinanden er igen et rørende syn, som får mig til at føle at her kan kærligheden trives på tværs af alle grænser.
 

Men for at kærlighedens dialog skal sejre kræver det – som jeg lærte i USA – at man sætter visse rammer op. Faktisk lærte jeg også dette af en 18-årig jødisk kvinde, Maia Feldman, der helt alene og som eneste kvinde passede alle de arabiske flygtninge vi dengang samlede i Ubuntuhuset.
Dels vrede PLO-krigere lige løsladt fra israelske fængsler og dels transpersoner flygtet fra Khomeinis Iran – altså en eksplosiv blanding af sunni og shia og macho- og feminine mænd – op mod 60 ad gangen.
Men aldrig glemmer jeg når jeg efter lange turneer vendte hjem fra USA og disse traumatiserede palæstinensere og iranere kom til mig og sagde, "Tak fordi jeg herinde endelig har lært at elske en jøde. Jeg troede aldrig at jeg ville opleve en sådan befrielse."
Det er hvad kærlighedens dialog handler om – at skabe de rigtige trygge rammer hvori man kan give sig fuldstændig hen til hinanden og leve sammen i harmoni.

Stik modsat politiske debatter, hvor man typisk ikke flytter hverken sig selv eller hinanden.
Det er derfor at jeg - da jeg lod de forskellige grupper overtage og selv styre Ubuntuhuset - som eneste krav stillede at vi ikke skulle have politikere derind. Py ha, Gud forbyde det!
Så jeg fatter ikke, Garba, hvordan det lykkedes dig at smugle min gamle rejseledsager, Mogens Lykketoft ind i Ubuntuhuset :-)
 

Mogens Lykketoft under Syriensdebat i Ubuntuhuset for unge fra hele verden

Fra "Kærlighedens dialogfest"