Jeg er altid lidt irriteret over i fotokunstbøger at blive sammenlignet med Nan Goldin.
Jeg troede i mange år at hun blot var en festabe, mens jeg lavede seriøs samfundskritik 😊
Jo, vi boede begge sammen med dem vi fotograferede, men hendes ofre kigger altid ind i kameraet mens jeg prøvede at skildre deres liv som det så ud før den fremmedes indtræden.
Og jo, vi lavede begge to som de eneste gammeldags lysbilledshows.
Jeg plejede at sige at Jacob Riis lavede verdens første lysbilledshow og Jacob Holdt verdens sidste – lang tid efter at man brugte videoer i undervisningen.

 

Jacob Riis rejste rundt 100 år før mig med sin lysbilledprojektor her og sit show om "How the other half lives". Her på Jacob Riis museet i Ribe.	Jeg rejste rundt med et halv ton lysbilledudstyr, som tog en time at stille op og en time at pille ned. Ind i mellem stod jeg låst inde i mørke under det 4 timer lange foredrag for hvert femte minut at skifte disse bakker. Sammenlagt lod jeg mig spærre inde i 27.000 timer af mit liv. "What a waste of a life!"

Så da jeg spurgte importøren af denne film, Lars Møller, hvorfor jeg skulle introducere filmen når jeg ikke har forstand på kunstfotografi, svarede han, "Fordi jeg da troede at du havde været i seng med Nan Goldin!"
Nå da, der fik jeg den. Men hvordan har han dog fået sådanne fordomme når man kun ser 4-5 halvnøgne sorte kvinder i mit show og når afroamerikanske kvinder underlagt al deres sociale kontrol er næsten umulige at få seksuelle forhold til?

Så derfor har jeg inviteret Trine Søndergård med herind for at fortælle om Nan Goldin som "art photographer" .....mens jeg selv uden blu indrømmer, "Jo, jeg var da i seng med Nan Goldin" 😊  …… men jeg kan ikke huske om jeg har mødt hende personligt 😊

 

NAN GOLDIN I EN SOCIOLOGISK SAMMENHÆNG
Så det vil sige at jeg vil vurdere hende i en sociologisk sammenhæng, som jeg ikke har set andre gøre det. Heller ikke hun selv gør det, da vi jo alle ser os selv som individer.

Så lyt her. Mine amerikanske billeder kom før Nan Goldins, men det er hendes russisk-jødiske slægtsfæller, der skabte Amerikanske Billeder. Hendes mors familie udvandrede fra Hviderusland, hendes fars fra det østlige Polen. I kraft af den forfølgelse de i århundreder var udsat for under pogromerne, udviklede de en følelse af at kun gennem et dybt engagement i andre undertrykte grupper kunne de overleve.
Den side oplevede jeg fra dag et som vagabond i USA.
Som jyde havde jeg aldrig mødt en jøde, men blev nu næsten dagligt samlet op og reddet af nogle som sagde "I am Russian Jewish".
Ikke kun pga. af mit blaffeskilt, "Touring USA from Denmark" for at takke mig for at Danmark havde reddet jøderne.
Nej, fra det øjeblik jeg begyndte at fotografere, var det dem der finansierede mine film særligt i Norden, mens jeg måtte sælge blod i Syden.
Ja, "Skønheden mod blodbadet" som i filmens titel. For skønheden for mig blev derfor hurtigt associeret med "frizzy Jewish hair" ligesom Nan Goldins røde krøller.
 

Og ligesom hos Godfrey-familien, der først havde inviteret mig til Canada, gemte de identiteten efter udvandringen fra Litauen ved at anglisere navnene ligesom Nans far ændrede Goldstein til Goldin - for at overleve i et stadig antisemitisk samfund.
Men hvis der var bare en russisk jøde i en sydstat som Mississippi ville vi straks finde frem til hinanden som om vi havde brug for hinanden.
 

Særligt oppe i Boston-området, hvor Nan voksede op, blev jeg konstant inviteret hjem af oprørske typer som Nan, der fik varig betydning for mig.
En af dem var Marly Sockol, som I så i filmen jeg introducerede herinde for 7 år siden.
 

Marly Sockol i 1971 i hendes forældres hjem i en forstad til Boston tæt ved den Nan Goldin kom fra	Jeg præsenterer Marly for mine forældre i 1972
Jeg blev som den eneste af Marlys tidligere kærester inviteret med til hendes bryllup med Gary i 1974. Gary var dog så radikal en jøde at han kort efter gik under jorden for at bombe regeringen.	Marly fik siden to andre mænd og kommer næsten hver sommerferie hos os i Hornbæk. Her er hun med Vibeke, min nuværende kone. I dag hjælper hun med at redigere min nye bog.

Andre fra Boston området var Barbara Jennyen, som syede mit blaffeskilt, Janet Crayne (som har 73-års fødselsdag i dag) og Sharon Seidenbloom.
 

Nytårsaften i Boston 1972 hos Barbara Jennyen, som syede mit blaffeskilt	Janet Crayne i 1972 foran universitetsbygningen som blev bombet af The Weathemen (russisk-jødiske modstandsfolk mod Vietnam-krigen). Siden var hun bibliotekar i Harvard og fik i Det Hvide Hus overrakt en pris af president Clinton for sin kæmpe indsats for at bygge Bosniens bibliotekssystem op efter borgerkrigen. Jeg har det flotte billede af hende og Clinton, men kan ikke lige nu finde det.

Lad mig kort fortælle nogle hemmeligheder her om Sharon Seidenbloom. Hun var kun 17 år, da hun samlede mig op af sneen og tog mig hjem i julen 1972. Her fik vi som den naturligste ting lov til at sove sammen på hendes værelse.
Dette fænomen, som måske siger lidt om Nan Goldins tilgang til sex helt uden skamfølelse, var jeg allerede blevet vant til hos andre jødiske forældre af russisk afstamning. Selv når de havde huset fyldt med gæster på de jødiske helligdage, fik jeg lov til at dele seng med deres ofte langt yngre døtre. Kun på sabbatten blev vi adskilt, for der skulle de have fred til at bede …..mens vi dog fortsatte med at flette fingre i synagogen.
Men helt uden "Jewish guilt" eller social kontrol.

Dette oplevede jeg ikke hos nogen som helst anden sociologisk gruppe i USA.
Nej, derimod oplevede jeg indre skam f.eks. når Sharon Seidenbloom sprøjtede sig med heroin på værelset uden at forældrene vidste det.
Her så jeg et mønster hos jødiske narkomaner, som krævede at jeg også sprøjtede heroin i armen før vi kunne have sex sammen. For Sharon ønskede at jeg skulle dele skammen. Jeg delte altid folks narko med dem, da jeg gennem så mange menneskers kærlighed følte mig stærk nok til ikke at blive ødelagt ligesom der ikke fik kærlighed.
Men stikheroin nægtede jeg med ord som Nan siger det her i filmen, "photography is better than sex".
Jo, jeg "snortede heroin", som i øvrigt et sted i filmen er oversat forkert til "jeg fnyste".
Men igen, hverken hos sorte eller andre grupper, oplevede jeg at de krævede at vi delte nåle for at vi bagefter kunne have sex.
Så hvad handlede Sharon Seidenblooms og mit mislykkede sexforsøg så om?
Det var i virkeligheden hendes råb om hjælp hvilket jeg først fandt ud af gennem mange års venskab, da hun sprang ud som lesbisk. I dag er hun en lykkeligt gift professor med en anden lesbisk professor.

 

Og for at komme ind på en anden vigtig side af Nan Goldins oprør mod sine forældre.
Mange af dem, der havde inviteret mig hjem som vagabond (fordi de fornemmede at jeg ikke var aggressiv som amerikanske mænd), fortalte mig mange år efter – nu som alkoholikere, narkomaner, selvdestruktive eller overvægtige efter tvangstrøstespisning, at de havde været ofre for seksuelt misbrug i barndommen.
Hele Nan Goldins kunstneriske udfoldelse ser jeg som et resultat af at hun blev gaslighted i barndommen pga. det seksuelle misbrug hendes mor blev udsat for.
Ofre for en sådan form for psykisk vold begynder typisk at tvivle på hvad der er virkelighed – hvorfor Nan Goldin begyndte at registrere den med et kamera for at fastholde den.
 

OK. Men efter at de havde finansieret mine billeder som vagabond kommer vi nu til hvordan de russiske jøder gjorde mit lysbilledshow til en succes gennem 30 år i USA.
Da Nan Goldin i 1978 flyttede til New York, blev vi næsten naboer på hvert sit industriloft ca. 10 minutter fra hinanden i The East Village.
Jeg flyttede ind hos en gruppe russisk-jødiske aktivister og filmfolk, mest lesbiske.
 

Vores store loft med værelserne til højre. Jeg sov på gulvet her fordi jeg kun kom ind i mellem mine foredrag, som var i hele landet.	Fra Nan Goldins loft lige i nærheden.
Amanda Berger i hendes værelse, hvor hun sad og organiserede mine turneer og ringede landet rundt.	Der var ifølge Nan Goldin her lidt vildere på hendes loft.

Og særligt Amanda Berger og Martha Wallner fik efter Amerikanske Billeders vanskelige ankomst i USA uden penge gennem deres utrættelige indsat slået op i så godt som alle universiteterne.
De hang ud med Nan Goldin i hele det LGBTQ-miljø, hun beskriver i filmen, og slæbte mig med hver gang jeg var i New York mellem mine foredrag - også med hos Marthas personlige ven Maggie Smith i the Tin Pan Alley, hvor Martha ses i filmens feminisme afsnit.
(Både Martha og Amanda har i øvrigt lige skrevet til mig her til morgen og bedt mig fortælle jer at de fortsætter kampen mod medicinalfirmaerne.)

 

Maggie Smith i hendes feministiske Tin Pan bar, som blev så stort et omdrejningspunkt i Nan Goldins liv.	Min roommate Martha Wall i samtale i filmen med Maggie Smith. Martha er stadig i dag en af Maggies bedste venner.
Det siger sig selv at jeg også følte mig hjemme i Tin Pan Alley	Nan Golden til højre var ansat i dette måske mest integrerede sted i New York

Her boede vi også sammen med Joel Katz, der lavede filmen "Strange Fruit" om lynchningerne af de sorte. Den blev vist her i Grand og i fjernsynet i 2003.
 

Mens de festede på Nan Goldins loft på the Bowary.....	.....lavede Joel Katz denne stærke film i vores feministiske arbejdskollektiv, hvor han og jeg var de eneste mænd

For de var som de fleste russiske jøder dybt engagerede i at støtte alle mulige undertrykte og usete grupper i samfundet. Som gruppe arrangerede eller finansierede de flest af mine foredrag gennem 30 år skønt de kun udgør 3% af befolkningen.
Næststørste minoritetsgruppe var de lesbiske og den tredje største jesuitterne, som opdrager deres børn med næsten samme sociale engagement som jøderne.
Tag f.eks. den russisk-jødiske professor Jay Corrin i Boston University, hvor Nan Goldins far også var professor.
Hele 9 år i træk tvang han her alle de førsteårsstuderende til at se Amerikanske Billeder, sponsoreret af den russisk-jødiske filantrop, Dewey Stone, som hvert år sad i forreste række med sin kone i minkpels og modtog elevernes hyldest.

En anden russisk-jødisk velhaver i Californien gav foruden at finansiere mit show hver af sine hundrede ansatte 25 dollars hver for at komme og se mit show om de fattige. Særligt kombinationen russisk-jødisk og lesbisk, Jewish Dikes, som de kaldes, er formidable slagskibe.
 

Efter at have fløjet rundt i hele landet for at se mit lysbilledshow igen og igen, begyndte Mimi Lind selv at arrangere mine foredrag fra Los Angeles til Boston. Her er hun i DRTV's film fra 1991	Og da DRTV igen lavede film i 2013 med Søren Pind og mig, fik vi pludselig en aflysning på en stor militærbase i San Diego, hvor vi skulle have filmen. TV-holdet var desperat, men jeg sagde at jeg kendte en der kunne arrangere noget og ringede til Mimi, der med en dags varsel fik arrangeret en filmdags optagelser i et af USAs rigeste hjem i Hollywood. Som lesbisk var hun venner med sønnen i Resnick-familien, der er bøsse. Afsnittet kan ses her.

Efter at Mimi Lind arrangerede adskillige af mine foredrag, reddede hun mange år efter filmserien med Søren Pind og mig ved at arrangere et afsnit hos sine bøssevenner i den russisk-jødiske Resnick-familie. Den har finansieret tonsvis af amerikanske universiteter ligesom Sackler-familien, som denne film handler om, finansierede kunstmuseer.
Og ja, det er så den anden side af sagen.
Denne onde Sackler-familie, som Nan Goldin modigt tog kampen op imod, var selv som jøder flygtet fra Ukraine.

En anden velhaverdatter kørte personligt rundt til stribevis af universiteter og fik dem overtalt til at arrangere mit show, som hun selv finansierede, tilmed i Yale.
Dybt afhængig af hende tog jeg med hjem til herskabsmiddag hos hendes forældre i Connecticut, hvorunder faren privat tog mig ud i haven og sagde,
"Dette er træet, som Sandras sindslidende søster hængte sig i, og vi er også dybt bekymrede for Sandras sindstilstand og vil bede dig passe på hende."
Jeg forsøgte nu at gøre mig fri af den fanatiske Sandra, hvorefter hun begyndte at forfølge mig i hele landet og fik smadret min bil så jeg endte med at få hele mit lysbilledshow stjålet fra bilen, og måtte aflyse lige så mange foredrag som hendes familie havde finansieret.
Hun havde brug for hjælp, ikke at blive afvist.
Men her rammer vi lige ind i hele traumet med Nan Goldins søsters selvmord, som drev Nan Goldins kunstneriske liv.

For jeg har oplevet mindst to af mine russisk-jødiske arrangører miste livet som følge af deres idealisme for andre; en af dem var Ann Hodge under arbejdet sammen med Amanda med at distribuere mine bøger.
 

En anden var den smukke Lara Sobel, som arrangerede mit show i Vermont, men siden blev myrdet i et blodbad af et massemord under sit arbejde med at beskytte misrøgtede børn.
Jo, i sandhed "Skønheden og blodbadet" igen.
Ligesom mange jøder af russisk afstamning mistede livet under borgerretskampen for sorte rettigheder.

Et andet eksempel på den russisk-jødiske filantropi og sociale aktivisme ser man her i filmen med den verdenskendte komponist Leonard Bernstein, kendt for sin kamp for de marginaliserede i West Side Story.
Han støttede Nan Goldins kamp på samme måde som han i sin tid havde finansieret De Sorte Pantere, som jeg i øvrigt selv støttede med mine billeder som vagabond og som derfor udgav mine billeder lang tid før de kom i Danmark.

Hvorom alt er, skylder jeg Nan Goldin og hendes medsammensvorne hele min egen karriere.
Men da jeg jo ikke har forstand på fotografisk kunst, er det en trøst at nu, hvor jeg forsøger at lave en ny bog, "Undertrykkelsens rødder", der kombinerer fotokunst med social aktivisme, har jeg tre af de her nævnte russiske jøder til at hjælpe mig med at redigere bogen – 50 år efter at de hjalp med at finansiere billederne deri.
For russiske jøder som Nan Goldin giver aldrig op .... som I nu skal se i filmen






 

 
Så prøv aldrig at lyve overfor Gud og jeres koner. Det hævner sig :-)
For det var jo ikke der den vrede voldelige ekstremist Saulus faldt om. Men det var lige der – i Judas hus - at den frelsende engel Ananias gav ham synet igen og han blev til Paulus.
Og det var lige der kristendommen fødtes og vort fællesskab her i Sankt Paulus’ kirke startede. For 1984 år siden.
 

Men hvordan lykkedes det Paulus og de andre apostle at forkynde dette fællesskab ud i en fjendtlig multikulturel verden?
Ja det har vi jo netop hørt om her i pinsen i to modsatte bibeltekster, nemlig den om Babelstårnet hvor det var Guds ønske at vi mennesker skulle fremmedgøres for hinanden i tusindvis af sprog og kulturer.
Og så lige efter den anden tekst om hvordan vi nu skulle forenes i et fællesskab på tværs af alle disse sprog ved, som det siges, at tale i tunger med hinanden.
 

Tænk lige på opgaven, der blev pålagt apostlene, at skulle ud og kommunikere med alle de ”parthere, medere, elamitter, mesopotamiere, judæere, kappadokiere, frygiere, pamfylier, osv” om Guds kærlighed på deres egne tungemål.

Jeg tænker bare på min egen skoletid, hvor jeg klarede mig fint ude i landsbyskolen, men da jeg kom i Esbjerg Statsskole kun 25 km derfra kunne mine forældre ikke forstå, hvorfor jeg fejlede. Lærerne forklarede, ”Jamen, vi kan ikke forstå et mug af hvad han siger …..hvis han en sjælden gang siger noget.” 😊
Så ravjysk talte jeg derude hvor også Kathrines far, Olav Lilleør, dernede på bagerste bænk voksede op. Og når vi spillede fodbold med dem fra Tønder – kun 60 km derfra – var det eneste vi forstod af hinanden engelske ord som ”off side” og ”centerforward” 😊
Og det på trods af at vi dog havde et fællessprog i Statsradioen, men hvor man talte lige så ”fint” som de ”københavnersnuder” enkelte af os havde mødt 😊

Så i min fortolkning handlede det der med ”at tale i tunger” for disciplene ikke om at lære alle disse tusinder af tungemål.
Nej, det er et billede på at tale hjertets sprog, - det fællessprog som smelter alle stenhjerter.
For alle mennesker er påvirkede af kærlige tanker uanset sproglige eller kulturelle barrierer. Kun gennem den overbevisende kærlighed, der strømmede gennem disciplene ovenfra, kunne de i en verden af ikke-elskede på så få årtier nå så mange med deres budskab om at alle mennesker er elskede.
I dag kan vi måske kalde deres metode for positiv tænkning, kærlig tænkning eller som en nutidig jødisk kommunikator, Marshall Rosenberg, for ”ikkevoldelig kommunikation”.
Mest populært kaldes det for girafsprog opkaldt efter vores højeste skabning giraffen med det store bankende hjerte og det store overblik - helt deroppe, hvor man ovenfra ret kan mærke ”kærlighedens bånd”, som Augustin kaldte Helligånden.

I kender det jo også her fra kirken, når Kathrine stiller sig op på sine højhælede røde stillet sko så hun i girafhøjde :-) ret kan lade sig gennemstrømme af kærligheden ovenfra, - ja, så er hun jo i stand til på magisk vis at skabe samme store fællesskab her i Sankt Pauls kirke som Sankt Paulus kunne i sine menigheder i Lilleasien.
For et sådant kærlighedens sprog når jo alle mennesker – troende såvel som ikke troende.

 

Så hvad i al verden har dette kærlighedens sprog med Grundlovsdag at gøre?
Jo, jeg har i dagens anledning valgt to tilsyneladende modsatrettede sangtekster. Nemlig på den ene side ”Jeg elsker den brogede verden” som så mange af os elskede i vores ungdom og som vi stadig i høj grad lever op til når vi rejser ude i verden og har et stort overskud med os.
Men i den anden tekst ”Engang var frihed ordet” er det som om at vores tro på og kærlighed til medmennesket er endt i desillusion – som om ”min boble brast”– og vi nu vil sætte grænser for grænseoverskridende kærlighed.
Citat: ”Babelstårnet væltede med verden under sig” – ja, altså netop som Gud jo havde tænkt sig at det skulle, da han spredte enorme skarer af flygtninge fra Babylon mod vore danske bredder.

Nej, nej, bare rolig. Spørgsmålet om hvor mange flygtninge og indvandrere vi skal tage ind, det vil jeg trygt overlade til Vorherre og min gode ven Søren Espersen at lave et politisk forlig om. Hvor mange eller få vi skal invitere ind over vore grænser har jeg lovet mine DF-venner aldrig at blande mig i.
Nej, det som sangen handler om er jo at vi nu skal begynde at tage ansvar for ”friheden på vores plet og slås for vores arv og ret, så vi kan befæste det vi tør kalde frit.”
Og det vil sige at vi aktivt kæmper for at bevare alt det vi ser som vores danske fællesskab – vore danske værdier - hvoraf Grundloven jo er en af de vigtigste.
For vi ønsker jo ikke at vores højtelskede grundlov en dag skal erstattes af nogen sharialov, nej vel?    :-)

Men desværre er det jo det der let kan ske hvis vi opgiver den kærlige tænkning, det girafsprog, der i så mange år dannede åndeligt grundlag for vores fællesskab. Hvis vi begynder som alt for mange af vore politikere i dag at tale ulvesprog og tænke dårligt og negativt og bebrejdende om dem, som vi har inviteret ind i vores fællesskab og som vi ønsker skal videreføre vore danske værdier efter vores død.

For alle mennesker ønsker at føle sig elskede og inkluderede og noget Paulus og alle andre missionærer hurtigt lærte - for at undgå at blive stenet til døde – sådan som Stefanus var blevet det af selvsamme tidligere Saulus – ja, det var at hvis de tænkte nedladende og fjendtligt om dem, som de ønskede at give deres værdier videre til, så lukkede tilhørerne sig om sig selv og blev selv fjendtlige.

 

I dag har vore politikere - i fællesskab - besluttet at vi skal tage ansvar for et vist begrænset antal – lad os kalde dem vore adoptivbørn ude fra den brogede verden – for at vi skal gøre dem danske ved at dele vore egne danske værdier med dem. Derfor undrer det mig hvor ansvarsløst vi forvalter opgaven og hvor dårligt mange danskere opfører sig overfor dem – ja, på en måde som de aldrig ville gøre det hvis de havde adopteret dem personligt indenfor deres egen lille kernefamilie.

Lad mig blot give et par eksempler. Efter et foredrag i min hjemby Esbjerg kom jeg i toget til at sidde ved siden af en irakisk flygtning og bød ham på en kop kaffe.
”Nej,” svarede han, ”den insisterer jeg på at give dig.”
Hvorfor, spurgte jeg?
”Fordi du er den første dansker der har talt med mig i alle de 13 år jeg har boet i Esbjerg. Nu har jeg opgivet at blive integreret og er på vej hjem. Hellere dø en hurtig død i Irak end en langsom død i Esbjerg.”

Det samme ser jeg på højskolerne, som siges at være det bedste sted at integrere indvandrere. Alle udlændinge sidder ved et bord og danskerne ved deres borde.
Så, jo, vi er gode til at integrere kristne afrikanere, muslimske arabere, buddhistiske asiatere med hinanden, men ikke ind i vore danske værdier.  

Og resultatet af denne ghettoisering ser jeg overalt til muslimske bryllupper.
Ud af ofte 600 gæster er der kun en håndfuld etniske danskere, som de kæler om og er så bange for at miste, at brudens far tit vandrer stolt gennem festlokalet med en flaske whisky i strakt arm over hovedet for at sætte den ovre på ”danskerbordet” mens alle klapper begejstret. For uden sådanne danske værdier ved de jo at danskerne ikke kan feste sig glade og løsne op 😊

Men hvorfor har vi så lidt stolthed over vore danske værdier at vi ikke ønsker at dele ud af dem ved at invitere indvandrerne ind i fællesskabet?
Jeg husker som ung vagabond hvordan amerikanerne altid inviterede mig hjem for stolte at vise deres værdier frem.
”This is how we play football in America, osv.”
Efter 5 år på landevejen kunne det være lidt svært for mig altid at vise samme begejstring når de ivrigt spurgte, ”Have you ever seen a shopping mall before?” og insisterede på at slæbe mig rundt i sådanne amerikanske værdier, som siden desværre også herhjemme har lagt mange af vore hyggelige danske købstæder øde og livløse – igen fordi vi ikke var bedre til at passe på vore danske værdier. 😊

Sådan har vi jo alle vore egne tit udefinerlige danske værdier, som vi holder af.
Jeg holdt for nylig foredrag for 2. generations indvandrere i fængsel, hvor jeg opdagede at ingen af dem kendte kortene i et kortspil. For ingen danskere havde nogensinde inviteret dem ind i et sådant fællesskab skønt netop det at spille kort med hinanden jo er muligt på tværs af al babylonisk sprogforvirring og ville have været en god måde at lære dem dansk på.

Jo, nogle danskere dyrkede ”den brogede verden” engang. Jeg bruger ofte mandelgaven som et eksempel på en dansk værdi, men når jeg sidder i moskeerne hører jeg tit at det kun er de gamle mænd, der kender noget til mandelgaven. Ikke deres børnebørn, som er vokset op i Danmark.
Hvorfor gør i det så, spørger jeg?
Jo, da de kom hertil som unge fremmedarbejdere i 60’erne havde de næsten alle danske kærester – altså mange af jer gamle damer her i kirken 😊 – og blev slæbt med til jul og alskens familiefester.
Dengang gav vi altså vore danske værdier videre til dem, for det er jo noget man leger og fester ind i hinanden. Men da de så begyndte at hente deres familier herop, så lukkede vi dem pludselig ude af vores fællesskab.
Og så bebrejder vi dem tilmed for ikke at åbne sig op for danske værdier, skønt al integration jo er en gensidig tovejsproces som vi ser amerikanerne praktisere det overfor deres indvandrere.
 

Muna Karim, der flygtede fra Irak efter at have overværet Saddam Hussein myrde hendes mand. Efter et nødråb fra hendes ældste datter begav hun sig siden på en farefuld færd ind i Islamisk Stat for at redde hende, men fandt blot et blodbad i datterens hus og lig af børn overalt. Nu håber hun på en bedre fremtid for sin danskfødte søn Adam, som hun her lærer alt om mandelgaven. Som bordherre denne juleaften gav jeg hende Torben, som i mange år har været meget vred på muslimer/indvandrere. Siden har Torben fuldstændig ændret sig :-)
 

Derfor elsker muslimerne kærlighedens fest, julen, når vi endelig løsner lidt op. Jeg plejer at tage mine muslimske gæster med her i kirken juleaften, men i år magtede jeg det ikke.
Der havde jeg nemlig 26 muslimer og DF’ere til bords
(DF=Dansk Familie 😊.... ligesom i enhver anden dansk familie har vi selvfølgelig nogle med stærkt negative syn på indvandrere.  Når antallet vokser hvert år er det fordi oplevelsen af denne kærlige dialog mellem mennesker, der er i så dårlig kontakt med hinanden at fordommene får lov at blomstre, føles så opløftende for begge parter at de alle tigger om at komme med igen næste jul 😊  ).

Begge parter bliver opløftede af denne befriende integration med hinanden vha. de bedste af vore danske værdier, da alle mennesker hungrer efter at blive elskede og selv at få lov til at elske frem for at gå rundt med prædikatet/selvbilledet, ”ikke stueren”.

Derfor har jeg så svært ved at forstå at så mange danskere i disse år har så travlt med i deres indre tænkning at finde fejl hos vore nydanskere - vort fællesskabs ”grimme ælling” som Kathrine just sagde i sin prædiken – ja, direkte at praktisere fjendtlig tænkning og ulvesprog overfor dem. Dette tilegner de sig hurtigt og det former deres danskfødte børn med dybe sår og vredesmønstre, der ødelægger deres indlæringsevne i skolen og tidligt får dem til at lukke sig i parallelsamfund – psykisk vendt imod alt dansk.
Hvorefter vi møjsommeligt skal til at praktisere den langt sværere ”fjendekærlighed” for at samle dem op, - den fjendekærlighed som Kathrine så smukt skriver om i en af sine salmer:

”Du, Gud, der smelter hjerterne til ét,
Gud, der vil åbne vore arme,
selv om den anden farer vredt -
med kærlighed, der intet hjerte tvinger,
og håb, der altid sætter fri.”

Se, det er jo Århus-modellen Kathrine her har sat på salmevers 😊
For til kærlighedens sprog hører også ”fjendekærlighed.”
Det er jo ingen kunst at elske dem som har overskud til at gengælde kærligheden.
Det som det handler om er at elske dem, som i øjeblikket lider under at være spærret inde i lidelsesmønstre af fjendskab og vrede - mens de venter på forløsende frelsende engle som Ananias - eller i dag os – til at bygge bro mellem mennesker…….. frem for London broer.
Ligesom Saulus - denne vrede farisæer – dvs. fundamentalist - udøvede terror fordi han følte sig truet på sin jødiske identitet af de kristne, gør vi i dag mange unge vrede ved at angribe hele den identitet, de er født og opdraget til at holde af.
For vi former jo mennesker med det vi tænker om dem.

Så hvorfor ikke vende tilbage til kærlighedsgrundlaget for vores fællesskab, det som med Kathrines ord ikke tvinger nogens hjerter ind i vores danske fællesskab, men sætter mennesker så fri at de er i stand til og ønsker at blive en del af det?  

Hvor tæt vi faktisk er på hinanden i vores abrahamitiske trosfællesskab kan måske vises ved at både jeg selv og imamer såsom Sherin Khankan bruger ”Kærlighedsevangeliet” af Paulus når vi vier muslimske brudepar i – ja, f.eks. ”Jomfru Maria Moskeen” (for igen at understrege det fælles).

Jeg er sikker på at vi alle kender den lange smøre om at ”Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild,” osv. for at slutte med de berømte ord: ”Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.”

Sjovt nok bruges ordene altid til bryllupper når vi skal lære at integrere os med vores udkårne. Py ha, den slags integration er sandelig svær nok 😊

Men husk at Paulus bruger ordene i en større betydning om at integrere sig med vore medmennesker for at vinde dem over til vores værdier.
For lyt engang til de indledende ord, hvor Paulus fortæller åbent om sin integrationsmetode:
”Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. 
Om jeg så har profetisk gave og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. 
Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.”

Med andre ord, hvis ikke vores indre tænkning er præget af ægte kærlighed til vores land, vores velfærdsstat, vores grundlov og ikke mindst til de mennesker vi ønsker skal videreføre disse - vore fælles danske værdier – uden et eneste øjeblik at tvivle på det gode i dem – så vil ”det Danmark vi kender” ikke fortsat bestå i en verden af globale folkevandringer.

Så af hele mit hjerte vil jeg ønske jer rigtig, rigtig mange kærlige tanker på denne grundlovsdag!”