bestyrelsesmedlem af Kritiske Muslimer

Den stigende intolerance i danske skoler er alarmerende – men endnu mere uhyggeligt er det at se vore politikere – selv de radikale – tackle problemet ved at hoppe med på hadets vogn. Lad mig illustrere problemet:

Gennem hele sit liv brød min ekskone, som var sort, sammen i gråd hver gang hun mindedes den grusomhed hun blev udsat for i sin barndom – ikke fra de hvide, men fra de andre sorte. Hun elskede at læse, men fra slaveriets tid havde de sorte internaliseret de hvides syn om at det kun var for hvide at læse bøger. Ustandseligt blev hun tævet i skolen for at være mere hvid end sort når hun læste. Fra de hvide fik hun ikke megen hjælp i denne hadets barndomsby - skildret i ”Mississippi Burning” - hvor Ku Klux Klan gik med brændende kors forbi hendes hytte på Jericho St og hendes to ligeså marginaliserede hvide legekammerater i gaden, Jim Bailey og Billy Posey, siden blive dømt for klanmordene. Afvisningen og hadet fra de sorte blev ikke mindre smertelig af at hun i dette tilfælde intuitivt fornemmede hadets ydre årsager.

Men en så tydelig identifikation er ikke let for de fleste af USA’s sorte. I takt med deres stigende ghettoisering under nutidens mere usynlige racisme lider de i dag endnu mere under den daglige nedgørelse, de udsættes for af andre sorte, hvis de opfører sig for ”hvidt”, klæder sig for ”hvidt”, læser eller lytter til ”hvide” værker såsom klassisk musik. Mine sorte elever i universiteterne beretter løbende for mig hvor smerteligt det er hver gang de besøger deres hjemlige ghettoer og bliver latterliggjort som ”oreo cookies” (sorte udenpå, hvide indeni), hvis de viser for tydelige tegn på at have tilegnet sig universiteternes ”hvide” kultur. Spike Lee’s film ”School days” handler om fænomenet - bedst kendt i det klassiske spil ”playing the dozens”, som man overalt ser unge sorte mænd udøve på hinanden. ”Snapping”, som det hedder i min anden hjemby New York, går ud på i timevis at såre og ydmyge hinanden med at man er ”for hvid”, ”honkey”, ”motherfucker”, ”uncle Tom” osv.  Den som viser tegn på vrede eller ophidselse under fornærmelserne taber.  

Min familie - gennem ægteskabet med Annie Rush Holdt - under mit sidste
besøg i Philadelphia, Mississippi år 2003. Det internaliserede hvide had i
Annies  barndom er siden slået over i den bandevold, som hendes
fættersøn med mobiltelefonen nu er aktiv i. Klik for at få forstørrelse.
 

At dette er en reaktion på århundreders had og afvisning fra de hvide ses bedst ved at det ikke kendes blandt sorte indvandrere (selv i 3. og 4. generation), som følgelig klarer sig ligeså godt som de hvide i universiteterne og - som Colin Powell er et typisk eksempel på - tænker og opfører sig som hvide. Den knusende dobbelte undertrykkelse, som ”indfødte” sorte er genstand for, fører derimod flere af disse i fængsel end på universitetet. Blandt muslimske indvandrere i USA er fænomenet også stort set ukendt. Dog har jeg efter 11. sept. i moskeerne set begyndende tendenser og blandt mine muslimske elever pludselig endog set enkelte bære tørklæde. Men dette bekræfter blot reglen – at de som nu ikke føler sig helt så elskede som før – gennem f.eks. raceprofilering, mistænkeliggørelse eller direkte had – hurtigt mister lysten til at blive ”integrerede” med undertrykkeren og i stedet søger (at vise) deres egen identitet.

Så det er rystende at denne grusomme internaliserede racisme, som det trods alt tog århundreders hvidt had og udelukkelse at skabe i USA’s sorte, efter så få års hjemligt had mod muslimerne allerede nu manifesterer sig så stærkt og aggressivt i muslimske elever i danske skoler. Tilmed i så parallelle sætninger som ”du er ikke rigtig muslim”, ”du er for dansk”, ”danskersvin”, ”luder” (om kvinder der klæder sig for ”dansk” eller anderledes end den udstødte gruppe), ”bøssekarl” osv. Ligesom i de sortes ”snapping” afprøver og måler eleverne allerede i 8. og 9. klasser hinanden med ”du lugter af/spiser svinekød” eller ”din søster er danskerfucker”. Alt sammen et sprog, der viser i hvor høj grad de allerede har tilegnet sig danskernes dybere syn på dem om at ”I vil dø som de hunde, I er” parallelt med de evindelige skænderier jeg hører blandt USA’s sorte med sårende smerteskrig som ”You aint nothing but shit, nigger!” gennem hvilke de indirekte påtvinger deres egne børn følelsen de har fået fra de hvide af at de er ”værre end skidt.”

Haarders integrationspolitik, som måske var lykkedes under en ansvarlig statsminister som Jelved eller Rønn Hornbeck, ligger altså i ruiner. Thi at forsøge at integrere ved hjælp af hadets parti sender uundgåeligt samme destruktive budskab som at ville gennemtrumfe demokrati ved hjælp af tortur. Som i alle undertrykkelser skyder danskerne skylden på ofrene frem for at gribe i egen barm. Integrationsministeren vil til at dissekere den undertryktes antisemitisme, kvindesyn og fundamentalisme svarende til hvis han i 30’ernes Europa var begyndt at analysere de ghettoiserede jøders kønsadskilte sammenkomster frem for at bearbejde undertrykkerens antisemitiske holdninger, der holdt jøderne fast i denne selvundertrykkelse. Hvad var i længden farligst – den tids kvindeundertrykkende syn hos jøderne, der dog forvandledes til progressivt straks de kom til et indvandrervenligt land, hvor de kunne ånde og udfolde sig frit, nemlig Amerika - eller flertallets tilsyneladende uskyldige antisemitiske holdninger, der langsomt hobede sig op til…..nå, ja?  Nej, det er ikke den udstødtes kvindesyn, dette handler om, men vores menneskesyn. Og flere danskere – 80% - har i dag antimuslimske holdninger end den tids tyskere havde antisemitiske!

Det er derfor nedslående at end ikke De Radikale nu formår at se hvad der kom først, hønen eller ægget. Som altid når der er problemer – nu med integrationen i skolerne – skydes skylden på noget udefra. Pludselig skydes skylden for muslimske elevers undertrykkende ”snapping” på Hizb-ut-Tahrir, som påstås at rekruttere eleverne. Men Hizb-ut-Tahrir – denne frelste cocktail af Indre Mission og 60’ernes ekstraparlamentariske VS’ere - behøver aldeles ikke at rekruttere. Dette beskidte arbejde har de nemlig Dansk Folkeparti og hele dets sorte koalition af regering, BT, Jyllandsposten, Hedegård osv. til at gøre for dem. Desuden har disse pæne veluddannede drømmere ikke tid al den stund de har travlt med at integrere sig gennem deres IT- og medicinstudier. Hvis færre end 100 unge pludselig er blevet så stort et skræmmende spøgelse for jer, burde I så ikke hellere lytte til hvad disse følsomme unge prøver at sige bag deres vrede retorik? Nemlig at et demokrati mister meningen hvis ikke det kan beskytte de svageste, hvilket de skingre nødråb i muslimske skoleelevers ”snapping” tydeligt afslører, er en kendsgerning.

Og ”snapping” er kun begyndelsen. Efter mordet først på min ekskones stedfar og 6 mdr. senere hendes mor – thi vold følger altid med indvendiggjort undertrykkelse – flygtede Annie med mig til Danmark før Haarder fik standset en sådan flugt fra undertrykkelse. Men han magter ikke at standse hendes gråd som i dag høres fra et hastigt stigende antal muslimske kvinder i vore voldcentre og muslimske mænd i vore fængsler – ikke pga. de kulturelle knuder de bragte med sig til Danmark, men fordi danskerne - modsat de indvandrerkærlige amerikanere - insisterer på at løsne disse op ved hjælp af afstandtagende tænkning og voldelig kommunikation.

Nej, det er ikke let at være vidne til en sådan smerte i muslimske unge i Europa - eller de sortes i USA - uden at man som Hizb-ut-Tahrir eller USA’s sorte muslimer (med en tilsvarende retorik) begynder at drømme om at der må kunne skabes et retfærdigt paradisisk samfund af en eller anden slags. Nøjagtig som vi var hundredtusinder af drømmere i min ungdom, der råbte ”proletariatets diktatur” i smerte, afmagt og til sidst sanseløs ureflekteret vrede over at se USA’s nedslagtning af 3.8 millioner vietnamesere (forsvarsminister McNamaras egne tal). Tør nogen virkelig kaste den første sten, når den tids drømmere i dag sidder i næsten alle folketingets partier - viftende med et hastigt påklistret hvidt kors på de gamle røde faner (se blot min gode ven Søren Espersen!) - mageligt råbende ”demokrati” …..i takt med at vi selv er blevet undertrykkere?

Så hvis I nu hos de Radikale også begynder at vende tingene på hovedet og går i alliance med den sorte koalition for at kræve letkøbte forbud mod undertrykkelsens symptomer frem for målrettet at søge løsninger på dens årsager skal I ikke længere tage min stemme for givet. Men så ved jeg snart heller ikke hvor jeg skal gå hen i dette hav af fordømmende tænkning, Danmark har udviklet sig til, og vil måske som Hizb-ut-Tahrir selv begynde at drømme om utopier. Demokrati handler, som Hal Kock påpegede, ikke om fordømmelse og udelukkelse, men om samtale. Og jeg har endnu ikke haft en Hizb-ut-Tahrir i mine stuer - eller besøgt en Ku Klux Klan eller Nazist - som jeg ikke kunne samtale med - og dermed påvirke. Hvilket budskab håber I at sende de fordømte hvis også I – de radikale – vender samtalen og dermed demokratiet ryggen?