USA's højesteretsdommer Justice Louis D. Brandeis for 75 år siden: "Our government is the potent, the omnipresent teacher," he wrote. "For good or ill, it teaches the whole people by its example. Crime is contagious. If the government becomes a lawbreaker, it breeds contempt for the law; it invites every man to become a law unto himself."

Statsministeren bør ikke latterliggøre Danmark – og sig selv! - ved at belære Bush om det helt åbenlyse – nemlig at Danmark og USA har samme syn på tortur – et syn som amerikanske medier i langt mere udiplomatiske vendinger belærer Bush om at han har svigtet. Et syn som også Fogh har svigtet ved ikke INDEN han gik med i et moralsk korstog at have stillet som betingelse til Bush at hans korrumperende signaler fra Guantanamo, tilsidesættelsen af International Domstol, amerikanske grundlovsrettigheder osv. måtte ophøre.

Hvis Fogh virkelig vil slå et slag for menneskerettighederne, bør han derimod belære Bush om det, der adskiller os fra USA, og om at der måske går en direkte linje til torturen i Irak fra den langt værre tortur Bush selv har praktiseret i USA’s fængsler. Derefter bør han modigt gentage dette overfor de amerikanske medier, som ganske vidst – udover i det kønsadskilte ”Borte med Blæsten”-hvide Hampden-Sydney med dets udelukkende sorte tjenere (hvilket Fogh også glemte at påtale!) – aldrig har hørt om Fogh før. Nu får han chancen for at blive kendt:

Jeg har nemlig kendt mange mordere og endog enkelte massemordere, men endnu har jeg aldrig mødt nogen som kalkuleret planlagde deres langvarige tortur ved i årevis at holde et menneske som gidsel og til sidst at myrde ofret - sådan som Bush gjorde det som guvernør. Så godt som alle begik de deres forbrydelser i et øjebliks ungdommelig oprevethed under indflydelse af rusmidler mens Bush i årevis - ved sine sansers fulde brug - kalkuleret torturerede fangerne og især deres familier og børn ved at holde en pistol for panden af dem uden at fortælle dem hvornår den ville gå af.

Grusomhederne som Bush og hans lige udøver mod ofrene er dog for intet at regne mod grusomheden, de udøver mod Amerikas børn. Igen og igen ser de denne tortur i fjernsynet gennem langvarige reality-dokumentarfilm om dødsdømte mennesker, der i et og alt ligner dem selv og hvis eneste forbrydelse var et øjebliks ukontrollabelt vredesudbrud i deres ungdom – blot for til sidst at se folk som Bush koldblodigt aflive dem for deres øjne, ivrigt opildnet af pøblens råb ”fry them.” Sådanne stærke, forrående visuelle budskaber brutaliserer børnene midt i den forvirrende cocktail af samfundets modsatte, men langt svagere (lov- uden eksempel-) budskaber om at man ikke må slå ihjel. De svageste, fattigste og mest udsatte blandt dem ender derfor senere i livet, når de står i et øjebliks krise, med at afreagere den barnelærdom de fik – at det ok at slå ihjel, staten gør det jo! Til en sådan krise hører også uden tvivl for disse fattige at blive sendt til Irak og efter daglig beskydning i en fremmed kultur at blive sat til at vogte dem, som de et øjeblik før skulle dræbe.

Jeg elsker Amerika og de eneste øjeblikke jeg fanger mig selv i decideret anti-amerikansk tænkning – tilmed uden at skamme mig over det – er hver gang jeg overværer disse torturseancer i amerikanske fængsler – et budskab jeg gerne så Fogh overbringe Bush, da jeg tror mine følelser deles af de fleste europæere. Disse grusomme scener, som sælges til Tv overalt i verden, undergraver og forpester nemlig de humanitære signaler, Vesten prøver at sende verden. Ikke mindst ophidses jeg når jeg kender de pårørende, thi ingen mor ønsker at blive tortureret ved at se sit barn langsomt blive slået ihjel med al den selvbebrejdelse der følger af at have svigtet.

Sent glemmer jeg et sådant øjebliks anti-amerikanisme – dvs. hvor jeg opgav dialogen med amerikanerne og i stedet hetzede imod dem med verbale brosten. Det var den 3. feb. 1998, da jeg skulle vise mit lysbilledshow i et fattigt arbejderklasseuniversitet i Pennsylvania, hvor jeg kun 5 min. før havde set Bush på Tv i mit hotel grinende myrde den smukke, begavede kvinde, Carla Tucker, med ordene ”Gud velsigne dig.” Jeg blev så oprevet at jeg nægtede at holde mit foredrag og straks ville forlade og for stedse opgive Amerika, men endte i stedet med ét stort verbalt overfald på mit publikum af såkaldte ”mordere.” Jeg står dagligt og taler imod dødsstraf til amerikanerne med gode resultater, men i vredens øjeblik glemmer man jo altid at man intet opnår gennem afstandtagende hetz og voldelig kommunikation. Jeg endte da også med at ”tilgive” og at forsone mig med mit ”morderiske” publikum efter at have levet mig lidt ind i dets smerte og frygt for kriminalitet. Gennem indlevelse kan man elske alle mennesker og derigennem også påvirke dem.

Mindefrimærke for Karla Tucker, som jeg sætter på al min post til USA.

Så hvorfor havde jeg svært ved at tilgive Bush?  Jo, Carla Tucker var ligesom Bush et menneske, der i årevis havde ”syndet” gennem indtagelse af rusmidler, dengang hun i sanseløs narkomani begik sine mord. Som Bush havde hun siden angret og som genfødt kristen fundet Gud og var nu blevet en enormt populær forkynder i fængslet af Kristi budskab om tilgivelse. Men Bush ønskede ikke at tilgive hende ved at udøve lidt af den barmhjertighed, han nu prædiker om for alverden. Han havde nemlig brug for – kynisk og kalkuleret – at blive fotograferet ”trækkende med liget af Carla i en snor” for at blive valgt til præsident.