Integrationstragedien

 
Hvorfor angriber palæstinensere jøderne i Danmark og hvorfor har vi aldrig hjulpet vore palæstinensiske flygtninge med at bearbejde deres medbragte vrede.


Indlæg efter terrorangrebet i København
på synagogen den 14-15. februar 2015

af Jacob Holdt,
foredragsholder om integration og radikalisering

Der er to ting jeg ikke forstår lige nu.
For det første: Hvis I islamister – og især dansk-palæstinensere som Omar Abdel Hamid el-Hussein – virkelig elsker Palæstina så højt, hvorfor opbygger I så et blodigt had over for Europas uskyldige jøder, som valgte at blive iblandt os, dengang så mange andre jøder mistede troen på os og flygtede fra vores blodige racisme til Israel?

Ved at vende jeres vrede mod vore tilbageblevne jøder får I bare endnu flere til at flygte ned til tryghed i Israel, hvorved I befolkningsmæssigt gør Israel til en endnu tungere klods om benet på palæstinenserne. Jo stærkere Israel bliver, jo mere vil dets undertrykkende højrefløj kræve et Storisrael, der går ud over alle (vest)bredder. Ønsker I virkelig at være kollaboratører for besættelsesmagten?

Hvis I derimod viste lidt kærlighed over for vore jøder og dannede fælles front med dem i det, som jøderne altid har været foregangsmænd for i deres diaspora – nemlig kampen mod racismen – ville I sammen kunne blive en formidabel slagstyrke vendt imod Europas racistiske højrefløj, der jo nu begynder at truer jeres egen eksistens med forskellige ideer til »endelige løsninger«.

Ved at skabe en sådan stærk alliance – som jeg har set så mange steder i det multikulturelle USA – vil I sammen kunne skabe et lige så blomstrende multikulturelt integreret Europa. Omvendt vil dette igen appellere til mange af Israels jøder og få dem til at »vende hjem igen« til Europa – ligesom 106.000 har gjort det til USA – hvorved I vil medvirke til at lette deres befolkningstryk på Palæstina. Kun ved at vise kærlighed – og ikke had – over for vore jøder viser I altså virkelig kærlighed til Palæstina.

For det andet: Når man som jeg og flertallet af danskere støtter både Israels og Palæstinas ret til at eksistere som levedygtige stater må vi også sammen med resten af verdenssamfundet tage ansvar for konsekvenserne af vores politik. Det vil ikke mindst sige at tage godt imod alle de palæstinensiske flygtninge og kærligt afhjælpe og lindre deres medbragte vrede, sår og traumer.

At vi ikke har gjort dette godt nok i deres diaspora ser vi når »vredens druer« fra fædrene nedarves til deres danskfødte sønner – nogle gange konstruktivt for vort samfund som Yahya Hassans, men alt for mange gange destruktivt som Omar Abdel Hamid el-Husseins.

I USA, hvor jeg i mange år har set palæstinensere direkte overtage de gamle jødiske butikker og erhverv i mange byer, og hvor de har fået den samme blomstrende succes på universiteterne som jøderne (cirka halvdelen af palæstinenserne får en universitetsgrad mod kun 18 procent af andre amerikanere), oplever jeg ikke den tilsvarende vrede hos dem. Vredens børn har nemlig altid svært ved at fokusere på undervisning.

I Danmark har vi i høj grad holdt denne vrede i live ved aldrig at give dem følelsen af at høre hjemme i deres nye samfund. Deres kriminalitet er 137 procent højere end andre danskeres, hvilket var med til at skabe Omars rodløshed og splittelse.

Her i tragediens stund har vore ledende politikere fornuftigvis understreget, at »jøderne hører til her og er en del af det danske samfund.« Hvorfor kunne vore politikere ikke vise lederskab ved at komme med samme budskab til dansk-palæstinenserne, lige nu hvor de sammen med jøderne ligger blødende og har brug for at høre det?

Det er opløftende, at vi nu efter tragedien begynder at tale om årsagerne til radikaliseringen af unge danskere, men hvornår begynder vi – og ikke mindst vore politikere – at tage ansvar for den mangeårige udelukkelsens politik vi retorisk og socialt har udøvet over for dem, og hvis blodige frugter vi nu begynder at høste?

____________________________________

Ikke med i avisen:

Husk at der i alle sådanne generaliseringer altid er masser af undtagelser, "mælkebøttebørn" osv. En læser påpegede at Omar med hans sporadiske 10-taller, når han tog sig sammen, jo ikke var dum. Nej, men samtidig demonstrerede han med sine konstante vredesudbrud ungdommen igennem (ikke mindst vendt mod "jøder" og "danskere") at han ikke uden vores kærlige indgriben som frelsende engle ville have kunnet klare en højere uddannelse.

Jeg lærte selv først den palæstinensiske vrede at kende dengang jeg i 80'erne i min lejlighed i Købmagergade indkvarterede et stort antal palæstinensiske PLO-krigere, der var opvokset med AK-47 i hånden og lige blevet løsladt fra israelske fængsler. Alle mine danske venner flygtede straks fra huset.

Men samtidig oplevede jeg at den eneste, der kunne håndtere dem, var min 18-årige jødiske sekretær, Maia Feldman, som jeg efterlod alene kvinde med dem i lange perioder under mine rejser i USA. Når jeg kom hjem sagde mange af palæstinenserne tit til mig med forundring: "Jeg havde aldrig troet at jeg nogensinde skulle komme til at elske en jøde."
Så sig ikke at der ikke er håb for integrationen, når vi først som Maia Feldman engagerer os i vore medborgere. Maia har fortsat dette arbejde lige siden.