![]() |
|
Indlæg af
Henriette Kjær i Jyllands-Posten
med mit svar forneden
Hvem er du?
Henriette Kjær folketingsmedlem og
politisk
ordfører for Det Konservative Folkeparti
JP 28.02.09
Hvordan får
vi indvandrere til at blive gode samfundsborgere, når selv børn født
i Danmark siger, at de kommer fra et andet land, spørger Henriette
Kjær
En veninde af
mig mødte forleden en tre-fireårig dreng, hvis familie lige var
flyttet ind i hendes opgang. Drengen var åben og spurgte hende, hvor
hun så kom fra.
»Fra Danmark,« svarede min veninde, og tilføjede så »jeg er dansker
ligesom dig«.
Men »nej,« sagde drengen, »jeg er fra Tyrkiet.« For han var det, man
jo kalder af anden etnisk baggrund.
»Er du da født i Tyrkiet?« spurgte min veninde, og det viste sig
selvfølgelig, at han var født og opvokset i Danmark.
Og så tog pokker ved hende:
»Så er du jo ikke fra Tyrkiet, så er du altså fra Danmark.«
Og da hun sagde det, kunne hun se drengens verdensbillede gå i
stykker. For hans forældre har siden hans fødsel her i Danmark
fortalt ham, at han var tyrker fra Tyrkiet.
Og dét er jo netop et af de problemer, vi kæmper med, når det gælder
integrationen: Mange ikke kun førstegenerationsindvandrere, men også
deres børn og børnebørn føler, at de først og fremmest er borgere i
det land, deres familie oprindeligt kom fra. Børn født i Danmark
hævder i fuld alvor, at de kommer fra Tyrkiet eller Pakistan.
Det er jo ikke en opfattelse, de har fået som en åbenbaring - det er
affødt af den opdragelse, de har modtaget i hjemmet. Så når den
lille dreng født i Danmark siger, at han er fra Tyrkiet, er det
noget, hans forældre har opdraget ham til at tro.
Netop den opdragelse afspejler sig i de svar, som indvandrere har
givet i en meningsmåling foretaget af Danmarks Statistik for
tænketanken Cepos.
Målingen var refereret i Jyllands-Posten 12/2 og viste at 50 pct. af
indvandrere og efterkommere mener, at dansk lov bør forbyde bøger og
film, der angriber religion.
For mig at se er det en stor og skræmmende andel af indvandrerne og
deres efterkommere, der har denne holdning. En helt gal holdning.
For i Danmark har vi ytringsfrihed, og her debatterer og diskuterer
vi religion - også ud fra en kritisk vinkel.
I Danmark skåner vi ikke nogen. Politikere, dronninger, kristne,
muslimer - ingen har en særlig ret til en særlig omtale eller til at
undslå sig. Det har bl.a. tegneren Kurt Westergaards vist med sin
hvasse pen. Og gud ske lov for det.
Hvis først f.eks. muslimerne får en særlig status i den offentlige
debat, så hiver man hele fundamentet væk under ytringsfriheden. Og
med den vil alle andre frihedsrettigheder falde. Derfor er det helt
afgørende, at vi står sammen, og at vi står fast på, at
ytringsfriheden ikke er til diskussion.
Noget tyder på, at vi har en stor opgave foran os, og at
integrationen har fejlet fatalt på det punkt.
Der har de seneste år været en ubehagelig tendens til selvcensur af
frygt for de konsekvenser almindelige mennesker eller kunstnere
ville blive udsat for, hvis de enten trodsede eller kritiserede
muslimske normer.
Blandt andet
blev JP's oprindelige 12 Muhammed-tegninger ikke gengivet i mange
medier på trods af deres relevans for nyhedsdækninger af hele den
første Muhammed-konflikt.
Homoseksuelle
indvandrere udeblev fra den såkaldte Gay Pride af frygt overfald i
sommeren 2008.
Overvejelser om
aflysning af opsætningen af Mozarts "Idomeneo", hvor Muhammeds
afhuggede hoved blev præsenteret i Hans Neuenfels' iscenesættelse på
Deutsche Oper i Berlin på grund af trusler mod forestillingen.
Kunstgruppens
Surrends lukning af udstillingen i Berlin, grundet voldeligt aktion.
Fyring af Kurt
Westergaards kone i Århus Kommune.
Sloveniens
udenrigsminister, Dimitrij Rupel, der under det slovenske
EU-formandskab, i forbindelse med Geert Wilders film advarede om, at
filmen kan krænke millioner af muslimer, og han opfordrede alle til
at undgå provokationer og i stedet være forsigtige.
Den hollandske
storbank Fortis stoppede med at uddele sparegrise til børn af frygt
for at krænke muslimers følelser. Banken var tilsyneladende bange
for at støde de muslimske kunder, der flere gange havde klaget over
sparegrisen Knorbert, som grisen hed. Den blev slagtet efter syv år
på bankens hylder.
En britisk
børnehave har forbudt pædagogerne at fortælle historien om de tre
små grise, der i stedet skal være tre små katte.
I Dudley Council
er der udstedt et forbud i kommunen mod gengivelser af grise,
inklusiv Grisling fra Peter Plys, for ikke at støde muslimske
ansatte.
DR, der ikke
ville vise Geert Wilders islamkritiske film Fitna - end ikke
relevante uddrag i nyhedsudsendelse.
Dette var blot få eksempler ud af en lang række, som tyder på, at
undersøgelsen fra Danmarks Statistik skal tages alvorligt. Visse
grupper af indvandrere og efterkommere i Europa accepterer ikke
ytringsfriheden og de frihedsrettigheder, vi sætter så højt.
Det er historien med den lille dreng jo et kedeligt, men godt
eksempel på.
For når den dansk-fødte dreng tror, at han er fra Tyrkiet, hvordan
skal han så blive dansk?
Ja, hvordan skal vi få indvandrere til at blive gode samfundsborgere
med forståelse for dansk kultur, historie og demokrati, når selv
børn født i Danmark mener, at de kommer fra et andet land?
Jeg forstår, at de indvandrere, der kom her til i 1960'erne, sagde,
at de var tyrkere fra Tyrkiet. For både de og vi troede jo, at de
var fremmedarbejdere, der ville tage hjem, når arbejdet var gjort.
Hvis jeg arbejdede et år i USA, ville jeg også blive ved med at
betegne mig selv om dansker.
Men når indvandrerne, nu i anden og tredje generation, ved, at de
ikke bare er på gennemrejse, men er her for at blive, så må de også
tage konsekvensen af det og blive en del af det danske fællesskab -
bekende sig til det.
Danskere, der bosætter sig for good i USA, føder jo også
amerikanske statsborgere, ikke danske.
Jeg ville ønske, at den lille dreng havde svaret, at han kom fra
Silkeborg eller Assens. Men jeg kan til en vis grad have forståelse
for den politisk korrekte form, nemlig den, hvor man siger, at man
er dansk-pakistaner eller dansk-tyrker - også selvom man er født i
Danmark, skønt det kan virke lidt kunstigt, for hvornår bliver man
så egentlig dansker eller italiener?
Til gengæld nægter jeg at forstå forældre, der opdrager deres
dansk-fødte børn til at føle sig tyrkiske eller pakistanske. Det er
ikke god integration - det er ikke en positiv tilgang til det
samfund, hvori de har født deres barn, det er ikke en forståelse for
det fælles, for samfundet.
Og det her er et område, hvor vi ikke kan lovgive os ud af
problemet. Det er et problem, som indvandrerne - første, anden og
desværre også tredje generation - selv må tage op og løse. For
ellers ender de i alvorlige identitetsproblemer, hvor de får svært
ved at besvare tilværelsens måske mest essentielle spørgsmål: Hvem
er du?
Kan og vil de ikke svare, at de er en del af dette lands fællesskab,
at dansk-fødte er fra Danmark, løber de fra et væsentligt ansvar -
nemlig at være medborgere på godt og ondt.
Hvem er du
selv, Henriette Kjær?
Af Jacob Holdt
foredragsholder om integration
Hvordan får vi indvandrere til at blive gode samfundsborgere, når
selv børn født i Danmark siger, at de kommer fra et andet land,
spørger Henriette Kjær i "Hvem er du?" JP 28.2?
Kære Henriette, svaret ligger i dig selv. Når du og hele dit
regeringsgrundlag holder op med jeres hadske beskydning af vore
indvandrere og i stedet får disse til at føle sig inkluderede og
velkomne. Jeg har arbejdet med hadefulde mennesker hele mit liv og
det der karakteriserer dem er netop evnen til som dig at lægge
skylden på offeret, som du gør det med historien om en danskfødt
dreng, der siger han er fra Tyrkiet, for derefter at bruge eksemplet
til en endeløs opremsning af generaliserende fejl hos gruppen, de
andre indvandrere. (Nøjagtig som typiske antisemitter gjorde det).
Ikke for at nå disse i integrationens navn, men for at stive dit "had"
(undskyld udtrykket) af hos en gruppe ligesindede etniske danskere.
Jo, din historie oplevede jeg selv, da jeg tog min ven Henrik Fogh
Rasmussen (statsministerens søn) med til middag hos mine muslimske
venner i Gellerup og kvarterets børn skræmte løb ind: "Mor, mor, der
kommer danskere." Både amerikaneren Henrik og jeg konkluderede
rystede, at dette ville have været utænkeligt i USA hos samme slags
indvandrere at høre: "Mom, mom, Americans are coming" i dette
frihedens land, som straks giver dem følelsen af at være en del af
fællesskabet.
Hvis du ikke tror mig, så foretag følgende lakmusprøve, som jeg
hyppigt morer mig med selv at lave. Når jeg spørger mine
dansk-pakistanske venner "Hvad vil du sige til at din søster gifter
sig med en dansker?" Så er svaret i reglen "For alt i verden, nej."
Men når jeg i USA spørger pakistanere stammende fra samme landlige
områder i Pakistan som vores, får jeg hyppigt svar som "Min søster
er allerede gift med en (hvid) amerikaner, a good Christian guy."
Så "gode samfundsborgere" skabes ved som amerikanerne at tænke
inkluderende om dem - ikke ved at hetze imod dem som du gør.
Du ville ønske at vore indvandrere, når de bliver spurgt om hvor de
kommer fra, svarer "fra Silkeborg" o.lign. Men hver gang de svarer
sådan er de vant til at danskerne spørger: "Jamen, hvor kommer du
RIGTIG fra?" Når de har prøvet længe nok således at blive ofre for
vore ubevidste forsøg på at få dem til IKKE at føle sig hjemme, at
få dem til at føle sig anderledes og uønskede, ja, så knuser vi
langsomt håbet i dem om at de nogensinde får lov til at blive
betragtet som danskere. Så kommer den reaktion i dem, som du
beskriver.
Og så skriver du
noget interessant: "Danskere, der bosætter sig for good i
USA, føder jo også amerikanske statsborgere, ikke danske." Det
skyldes, som jeg siger, at de der får lov til at føle sig
velkomne. Og at de derovre IKKE har politikere som dig og DF, der
bevidst prøver at skabe apartheid ved at nægte indvandrerbørn
automatisk statsborgerskab ved fødselen. Når de således bliver
betragtet som amerikanere, ender de pudsigt nok med stolte både i 2.
og 3. generation at svare netop som din tyrkiske dreng: "I am
Danish-American" eller slet og ret "I am Danish". I USA fordi det at
være indvandrer (og efterkommer) skaber positiv interesse og
opmærksomhed. I Danmark fordi de bliver stigmatiseret og
mistænkeliggjort af folk som dig – og derfor lukker sig om sig selv.
Debatten
fortsættes i 9. afsnit
|
|
Copyright © 2004
Jacob Holdt;
|
 |