Jacob Holdt - mine artikler:

 

 

 

Artikel i IBIS' blad Zigzag december 2001

 

Rejse til Namibia 2: Himbaerne
 

tekst og fotos af Jacob Holdt

 

Øjeblikket, hvor jeg hører om World Trade Center katastrofen

Jeg skriver disse linier fra lejligheden jeg deler med Christina i New York få blokke fra WTC, hvis smukke konturer jeg nu savner udsigten til. Tankerne går tilbage til Namibia, hvor jeg i tre dage forsøgte at finde ud af om Christina havde overlevet tragedien.

Himbamor med barnJeg havde fyldt min Landcruiser med madvarer, kaffe og tobak til ørkenstammen himbaerne, som jeg i to dage havde fotograferet iblandt, da jeg hørte om WTC-angrebet. Barbrystede himbakvinder stod og spejlede sig i bilens sidespejle med en glæde som var det første gang de havde set sig selv i et spejl, da bilradioen berettede om det for dem uforståelige højteknologiske vanvid i en fjern verdensdel. Jeg havde sammen med min afrikanske Ibis-medhjælper, Israel, forinden moret mig med at prøve at sætte verdensrekord i hvor mange barbrystede blaffende himbakvinder vi kunne presse ind i én Landcruiser. Det lykkedes os kun at komme op på 10, da Israel ikke ville have Ibis’ fine bilsæder ødelagt af deres rødbrune påsmurte hudfarver.

Himbakvinder

Himbaerne var en utrolig oplevelse lige efter Ovambolands og Windhooks slumkvarterer, hvor folk drak fra morgen til aften. Jeg havde der været rystet over den manglende kærlighed børnene fik, idet de fleste kvinder koldt sendte deres børn af sted til bedstemødrene ude på landet inden disse havde nået 5-årsalderen. Når jeg tog med dem derud for at besøge børnene, så jeg næsten ingen moderbinding eller gensynsglæde.

Salmi's mor på landet med Salmi's søn

Bedstemoderen havde i reglen en hel lille børnehavekoloni af børnebørn og ikke tid til individuel omsorg. Derfor virkede alle børnene understimulerede og kærlighedsløse og stod blot ”dumme” og noninteraktive og gloede på denne fremmede. En sådan undertrykkelse af børn kommer der naturligvis ikke noget godt ud af og jeg begyndte at se en lige linie fra denne tidlige mishandling i barndommen til deres voksne mønstre af uansvarlighed i form af druk, kriminalitet og aids i slumkvartererne. Jeg ved ikke om der er lignende mønstre i de andre kristne lande i Afrika – de muslimske lande slås jo ikke med tilsvarende høje rater for druk og deraf følgende aids – men i Namibia fornemmer man straks at dette ødelagte familiemønster går tilbage til apartheid/kolonitidens tvangsadskillelse af mændene arbejdende i fjerne miner.

Min Himba værtinde med sit barn

Hos himbaerne så jeg et diametralt modsat mønster. Børnene var her fuldt integrerede i alle aktiviteter og fra morgen til aften så jeg forældrene tage sig tid til at lege, kysse og kæle med dem. Gav jeg dem medbragte kiks og godter, blev alt fordelt fuldstændigt ligeligt mellem familie og naboer. Deres samlivsformer var præget af nærvær og en ægte livsglæde, der ikke havde brug for kunstige stimulanser.

HimbadrengBørnene udviste ægte nysgerrighed og dyb videbegærlighed og med den helt usædvanlige stimulering, de fik fra forældrene, fremstod de slet og ret som ”intelligente” og interaktive sådan som børn af højtuddannede bevidste folk i Vesten hyppigt gør det. Den indre styrke, de får af en sådan opdragelse, er sandsynligvis det, som gør dem i stand til at modstå den moderne verdens fristelser. Mens det meste af Afrika på mange måder lader sig ødelægge af en stræben efter vestlige goder, der på den ene side giver dem flere mobiltelefoner per indbygger end USA og på den anden side en lige så høj kriminalitet, - ja, så følte jeg mig alligevel mere på bølgelængde med disse himbaer, skønt de i deres ydre vælger at leve og Min værtinde laver morgenmadfremtone fotografisk som stenalderfolk. På samme måde ”svinger” jeg som dansker altid mest med mine højtuddannede (læs ”stimulerede”) elever i Harvard og Stanford mens det føles som at slå i en pude at have at gøre med de fattiges børn i USA’s mange ”lesser competitive” universiteter. Himbaerne viser for mig at udvikling intet har med materiel fattigdom at gøre – skønt jeg selvfølgelig godt er klar over faren for overromantisering og generalisering i så ensidigt udsagn. Jeg påstår ikke at himbaernes særegne kultur ville kunne overleve i et overbefolket bysamfund. Men da WTC-massakren fik mig til i utide at flytte med syvmileskridt tilbage til det moderne Afrikas relative velstand i storbyernes slumkvarterer, oplevede jeg dette som et pludseligt fald fra rigdom og bæredygtighed til den yderste fattigdom og afhængighed.

Himbakvinde leger med sit barn

Denne afhængighed kom til udtryk i bilradioens talkshows, hvortil det moderne Afrikas mange mobiltelefoner nu ringede ind med næsten enslydende beklagelser/bebrejdelser som ”My heart goes out to all the innocent American victims, but….” Altid var deres medfølelse efterfulgt af dette ”but” hvorefter de kom med en endeløs opremsning af eksempler på hvordan USA (og Vesten) har svigtet Afrika. Ingen af disse punkter var jeg nødvendigvis uenig i, men efter netop at have oplevet himbaernes harmoniske hvilen i sig selv næsten som et sindbillede på det oprindelige før-koloniale Afrika, kunne jeg ikke andet end opleve det som en manglende evne og vilje til at tage ansvar for sit eget liv. Om dette så er et resultat af Vestens og udviklingshjælpens allerværste svigt, kan vi sikkert diskutere med dem herfra og til evigheden.

Min værtinde rækker efter korn på loftet

Jacob Holdts mindeside for World Trade Centertragedien, som han oplevede den hos himbaerne, kan ses på www.american-pictures.com/english/jacob/family-WTC.htm

Fortsættes i Del 3

 


 

 

Copyright © 2004 Jacob Holdt;