|
Kronik i Berlingske Tidende
Søndag den 23. april 2006
Gør Naser Khader til statsminister

Vigtigt: Denne kronik var ment som en
tankeprovokation i mine forsøg på at få de konservative til at bryde ud af
regeringssamarbejdet med Dansk Folkeparti og samtidig et svar på mange venners
spørgsmål om hvorfor så mange muslimer tager afstand fra Naser Khader!!!
Den blev skrevet i hast og da jeg to dage efter forsøgte at trække den tilbage,
opdagede jeg at Berlingeren allerede havde slået den stort op sammen med et
angreb på DF fra de konservative.
Hvad med at genvinde Danmarks ry øjeblikkeligt ved at pege på Naser Khader som
Europas første muslimske statsminister indtil næste valg? Det ville sende
signaler af håb til hele den marginaliserede og undertrykte muslimske verden. Og
Anders Fogh kunne genvinde sit ry fra EU-topmødet i 2002 som brobygger i stedet
for grøftegraver.
Spøgefuglen Akkaris freudianske ønske om at se Naser Khader som
integrationsminister fik os på nye tanker. Fra (hade)fulde folk og (vredens)
børn hører man jo sandheden. Så lad mig antyde, hvorfor ideen måske kan bruges
til at komme ud af den ulykkelige situation, der har gjort danskernes
intolerance kendt over hele verden.
Mine danske venner
fatter ikke, at så mange muslimer »hader« Naser Khader - i hovedsagen fordi vi
ikke forstår vores egen racisme - den undertrykkende, negative og afstandtagende
tænkning, som 80 pct. af befolkningen nærer over for indvandrerne.
Jo, Asger Aamund (som svar på din kronik 26.2), det er netop denne ubevidste
undertrykkelse, vi i USA kalder »racisme«, da det var en sådan bebrejdende
tænkning hos en lige så stor andel retskafne amerikanere, der pressede millioner
af sorte ind i ghettoer. Racisme skal måles i den ødelæggelse, den bibringer
målgruppen. Så hadet mod Naser Khader er et af de vægtigste beviser for, hvor
dyb vores racisme er, thi jeg ser ingen tendenser til at indvandrere i USA har
udviklet et tilsvarende had mod »Onkel Tom«-figurer. Dette modstandsbegreb
findes udelukkende hos undertrykte og ghettoiserede mennesker - altså i USA hos
de sorte og mexicanerne. F.eks. gifter ca. 40 pct. af indvandrerne - også
muslimer og sorte - sig i USA med de hvide, mens kun ca. 2 pct. af de indfødte
sorte gør det, da disse har udviklet en dyb foragt for intim fraternisering med
deres undertrykkere. I hver eneste sort familie oplever jeg, hvor forskelligt
søskende reagerer.
Hver gang jeg havde sorte kærester, blev disse altid »slagtet« af deres
søskende for at have »nedværdiget deres race«. Denne emotionelle modstand
fortsætter livet igennem - ofte med voldelige overfald på »overløbere«. Alle
mine sorte kærester endte med senere at gifte sig med hvide - så at sige at gå i
dialog med det hvide samfund og at åbne sig op for dets »værdier« (f.eks.
klassisk musik, uddannelse etc.) - mens ingen af deres søskende gjorde det. For
folk, der står uden for et undertrykkelsesmønster, er det svært at forstå, at
mennesker reagerer så emotionelt. F.eks. har vi i dag - godt integrerede med
tyskerne i EU - svært ved at forstå, at vi for kun 60 år siden kunne udstøde og
overspytte danske kvinder, som »farveblindt« forelskede sig i uskyldige tyskere.
Vi må forstå og anerkende, at det i sådanne undertrykkelsesmønstre er lige så
naturligt at reagere med vrede og fjendtlighed som at række hånden ud til
undertrykkeren med risiko for at »forråde sin egen kultur«. Det er lige så
naturligt i en og samme familie at reagere, som f.eks. Naser Khaders mor, med
pludselig at gå med tørklæde, som at hendes søn udvikler sig til »den rene Naser
Khader«. Den vrede, vi i dag ser hos muslimerne mod Naser Khader, har jeg i 36
år levet med blandt USAs sorte, som udsætter hinanden for grusom nedgørelse,
hvis de opfører sig for »hvidt«, klæder sig for hvidt, tilegner sig hvide
værdier.
Mine sorte elever på universiteterne fortæller, hvor smerteligt det er hjemme
i ghettoerne at blive latterliggjort som »oreo cookies« (sorte udenpå, hvide
indeni), hvis de viser tegn på universiteternes hvide kultur. Overalt spiller
sorte mænd det klassiske »playing the dozens«, der går ud på nådesløst at
undertrykke, såre og ydmyge hinanden med at man er »for hvid«, »motherfucker«,
»Uncle Tom« osv. Den, som viser tegn på vrede eller ophidselse, taber.
At dette er en reaktion på de hvides afstandtagende tænkning ses bedst ved,
at det ikke kendes blandt indvandrere i USA, som følgelig klarer sig lige så
godt som de hvide i universiteterne. Den knusende undertrykkelse, som »indfødte«
sorte er genstand for, fører derimod flere af disse i fængsel end på
universitetet og knuser integrationen, nøjagtig som vi ser det for muslimerne i
Danmark.
For mig er det rystende, efter kun få års hjemligt had mod muslimerne, i dag
at genopleve denne grusomme internaliserede racisme blandt danske skoleelever i
sætninger som »du er ikke rigtig muslim«, »du er for dansk«, »danskersvin«,
»luder« (om kvinder der klæder sig for »dansk« eller anderledes end den udstødte
gruppe), »bøssekarl« osv. Ligesom i de sortes »snapping« afprøver og måler
eleverne hinanden med »du lugter af svinekød« eller »din søster er
danskerfucker«.
At disse børn falder lige så langt bagud i PISA-undersøgelser som de sorte i
USA, og senere afreagerer vreden og afmagten i enten kriminalitet eller
nationalistiske flugtdrømmerier om Hizb ut-Tahrir og islamisme, hverken undrer
eller skræmmer mig, al den stund jeg har set det hele før i »sort separatisme«,
»sorte pantere«, »sorte muslimer« og sågar selvmordsterrorister (sorte der
offentligt skyder mod alle hvide for til sidst at skyde sig selv, som jeg
beskrev det i en kronik Berlingske Tidende 15.1.1994).
Det, der skræmmer mig, er derimod, at danskerne intet har lært af tidligere
historiske undertrykkelser - f.eks. hvordan jøderne »indenfor murene« på samme
vis delte sig op i de integrationsivrige (Naser Khader-typer) og f.eks.
zionister og hasidim, der vendte sig mod hele vores samfund og drømte om en
teokratisk, jødelovbaseret stat (à la Hizb ut-Tahrir, sharia etc.). Tværtimod
kaster danske mccarthyister som Brix/Hedegaard sig naivt ud i klassiske
»antisemitiske« konspirationsteorier om islamister, der pønser på at overtage
hele verden. Naivt? Ja, for når man som jeg har kæmpet med »hadefulde« sorte
kulturnationalister i 25 års integrations-workshops, forekommer det kun
søvndyssende at høre de samme oppustede vredesudsagn fra Hizb ut-Tahrir-folk,
når jeg inviterer dem til kaffe-bønnemøder i mine dagligstuer - hvor al
integration jo starter og slutter - vel at mærke når det ydre had mod
minoriteten slutter.
Men dette ydre had vil aldrig slutte under en regering, som bygger på et
hadsk parti. Der er en vis portion smerte i ethvert samfund - også i Sverige og
USA - som altid let kan piskes op i den ene eller anden retning af hadefulde
politikere. Sådanne mennesker skal have kærlighed, ikke destruktiv magt til at
undertrykke og forme andre med et tilsvarende had. Ingen ville drømme om at give
vore islamister magt, så hvorfor give magt til dem, som hele tiden skaber dem og
al den her beskrevne vrede og smerte hos vore indvandrerbørn?
Hvorfor så foreslå Naser Khader som integrationsminister, når muslimerne
bebrejder ham for på nøjagtig samme vis at dæmonisere den naturlige vrede, som
vores racisme skaber i så mange muslimer frem for at vise solidaritet og empati
med dem, han kalder »farlige mørkets mænd«?
Vil en Khader, der ikke viser mere indlevelse, ikke blive lige så håbløs en
integrationsminister som Haarder/Hvilshøj? Nej, integration handler netop ikke
om at integrere indvandrere og at skyde skylden på ofrene, når dette mislykkes.
Det handler om at integrere nationen, sådan som det defineres i USA og bl.a.
Sverige. Altså om at integrere danskerne ved at hjælpe dem ud af deres
afstandtagende, negative tænkning om indvandrere.
Det var netop disse tanker - hypotesen om den opaddrejende skrue i Gunnar
Myrdals monumentalværk »An American Dilemma« (biblen inden for al
integrationsforskning) - som inspirerede den amerikanske regering til at indlede
hele borgerretslovgivingen. Oversat til vor danske situation lyder teorien kort
således: Hvis vi sætter en godt assimileret indvandrer som Khader i en høj
stilling, vil dette medvirke til at reducere danskernes fordomme mod indvandrere
i almindelighed en lille smule, hvorved arbejdsgiverne i mindre grad vil
diskriminere mod muslimske navne.
Dette vil sende nye signaler til indvandrernes børn om, at det hele ikke ser
så håbløst ud, hvorfor de vil satse mere på uddannelse og mindre på flugt ud i
kriminalitet eller fundamentalisme. Dette vil igen reducere danskernes
bebrejdende negative tænkning om dem en lille smule, hvilket yderligere vil gøre
det attraktivt for indvandrerne at åbne sig op for »danske værdier« og så
fremdeles.
Men Gunnar Myrdal advarede også om, hvor let denne opaddrejende
integrationsskrue kan blive nedaddrejende. Det er netop det, som er sket i de
sidste 6 år under regeringens koalition med et hadets parti, der konstant
piskede alle til bebrejdende at »stramme« kursen overfor indvandrerne frem for
at give dem håb - kulminerende i at et tilsvarende had blev skabt i indvandrere
og imamer, der til sidst fik »hele verden til at brænde om vor vugge«.
Når statsministeren nu vil forsøge at genskabe billedet af »danskerne som et
åbent og tolerant folk« i et fortsat parløb med DF, truer han - i bedste fald
tonedøv - med at dreje integrationsskruen endnu mere i bund med risiko for, at
vi ser endnu mere bål og brand fra vore ofre à la Madrid, London eller franske
forstæder.
De Konservative sidder derfor alene med magten til at vende skruen opad og
redde Danmarks fremtid, for det vil tage os årtier at genvinde vort tidligere ry
med DF fortsat med hånden på roret.
Men hvad med at genvinde det øjeblikkeligt ved f.eks. at pege på Naser Khader
som Europas første muslimske statsminister indtil næste valg? Kun Argentina har
tidligere haft en muslimsk præsident blandt »kristne« lande, og det ville sende
signaler af håb og (ægte Hal Koch'sk) demokrati til hele den marginaliserede og
undertrykte muslimske verden. Og Anders Fogh? Jo, han kunne genvinde sit ry fra
EU-topmødet i 2002 som brobygger i stedet for grøftegraver, hvis vor nye »palæstinensiske«
statsminister brugte Fogh som udenrigsminister til at løsne op for den
ulykkelige situation, EU er kommet i efter Hamas valgsejr.
Med udgangspunkt i Foghs klare forståelse for besættelser fra sidste forår om,
at »man samarbejder ikke med en besættelsesmagt«, vil Hamas kunne bruge ham som
talsmand over for israelerne. Han må lade disse forstå, at det er en situation,
de selv er kommet i efter besættelsen i 1967 ved at give efter for højrefløjens
konsekvente politik med gradvis at annektere (dvs. »true med at udslette«)
Palæstina (»Samaria og Judæa«). Dette skabte en lignende nedaddrejende skrue for
de først passive, siden stenkastende og sluttelig kompromisløst kæmpende
palæstinensiske modstandsfolk, der endte med ikke at ville anerkende den stat,
som de facto ikke ville anerkende dem. Så meget smerte har ramt hver eneste
palæstinensisk familie gennem de 40 års besættelse - også de kristne stemte i
høj grad på Hamas - at hvis Hamas øjeblikkeligt opgav sin kompromisløshed, ville
de straks ligesom PLO blive overhalet indenom af modstandsgrupper, der bruger
endnu værre våben end de få, de rent faktisk har til rådighed for at påvirke
israelerne så det gør ondt.
Derfor er der brug for en Fogh sammen med f.eks. Fathi El-Abed til først at
løsne op for EUs pengepung, så det antisemitiske Iran holdes uden for
indflydelse. En »palæstinensisk« og erklæret pro-israelsk statsminister som
Khader vil med Fogh i pendulfart kunne løsne op for den konflikt, som gør Vesten
utroværdig i ethvert forsøg på at demokratisere Mellemøsten.
De Konservative sidder således med nøglen til at få hadet ud af dansk
indenrigspolitik og at løsne op for hadet ude i verden - og kunne i ét hug
genskabe Danmarks positive internationale ry.
|
|