På sporet af

ånden fra ’68

Da de var unge, gjorde de oprør mod forældre og autoriteter. Nu er 68’erne – en af danmarkshistoriens mest udskældte og beundrede generationer – ved at nå pensionsalderen. Hvordan ser generationen, der var 18 – 25 år i 1968, sig selv i dag? Er idealerne og drømmen om en bedre verden blevet erstattet af egoisme, grådighed og materialisme? Fotografen og foredragsholderen Jacob Holdt er den anden i rækken af 68’ere, der svarer på fem kritiske spørgsmål.

Af FLEMMING SILVER JØRGENSEN

Hvordan ser 68-generationen sig selv i nutidens ungdomsfikserede og materialistiske samfund?

”Det er noget vrøvl at tale om en speciel 68'er-generation. Fem pct. fik en studentereksamen, men af disse var det måske kun mellem 5 og 10 pct., der var aktive i studenteroprøret. Jeg har netop været til 40 års studenterjubilæum. Min klasse var vist typisk  - to ud af 25 var egentlige oprørere. Resten passede studierne og levede som tidligere studenter. Tidens oprørske musik delte vi selvfølgelig alle, og derfor vil mange nok i dag romantisere sig som 68'ere - lige som alle generationer jo romantiserer deres ungdom. Livsstilsoprøret så jeg dog næsten kun i USA, hvor jeg befandt mig i de år. Det europæiske oprør var mere af ideologisk art med stærke marxistiske overtoner. Men selv i Berkeley – som oprøret jo i høj grad udgik fra - opdagede jeg, at 90 pct. af eleverne var rolige studerende, der passede studierne og ikke på nogen måde deltog i oprøret eller tillagde sig en anderledes livsstil end tidligere studerende. En håndfuld danske studerende flyttede i disse år i kollektiv, men de glemmer, at det også var amerikansk-inspireret, idet et flertal af amerikanske studenter også i dag bor i bofællesskab i universitetsbyerne. Procentdelen af aktive studenter i 60'er-oprøret var med andre ord den samme som i andre tider. Altså den samme, som jeg for eksempel oplevede under anti-apartheidoprøret i 1980'erne, hvor amerikanske studerende tvang deres universiteter og erhvervslivet til at af-investere i Sydafrika og dermed fik apartheid til at falde. I denne kamp var europæiske studenter helt passive. 68-generationen var altså ikke præget af et større procentielt engagement, men derimod af et mere lydhørt samfund, hvor afskyen mod Vietnamkrigen deltes af et stigende flertal. Der var også generel enighed om – selv blandt borgerlige - at vise solidaritet med de efter kolonialismen netop befriede u-lande. Da USA konsekvent støttede blodige diktatorer, som slog ned på frie valg og fagforeninger i mange af disse lande, var det naturligt for studenteroprørerne at søge løsningsmodeller for u-landene i marxisme. Men da vi samtidig var stærkt rystede af Sovjets invasion i Tjekkoslovakiet i 1968 og Ungarn i 1956, blev det til en søgen efter andre mere utopiske former for socialisme. På hjemmebane var vi lige så materialistiske som tidligere generationer og ønskede ikke dybere samfundsomvæltninger. Efter rejser i Østlandene nærede kun de færreste af os ønsker om at se staten overtage produktionsmidlerne herhjemme, selv om vi godt kunne finde på at drømme og råbe slagord om utopiske samfundsformer inspireret af marxisme. Eller vi vendte demokratiet ryggen, som jo havde koloniseret, udbyttet og fattiggjort store dele af verden. Det var en sund reaktion på uretfærdigheden. Jeg selv var så borgerlig, at jeg vendte mig mod de røde faner i demonstrationerne, men indtil den grønne revolution slog igennem i blandt andet Indien, så jeg heller ikke andre løsninger på sulten og nøden i den 3. verden end røde modeller som Castros og Allendes. Den grønne revolution og globaliseringen af toldfri handel har siden givet håb om mere markedsbaserede løsninger, og derfor er det forståeligt, at ungdommen i dag finder det sværere at kæmpe imod den trods alt stadig uretfærdige fordeling, når løsningen i dag faktisk består i at konsumere så meget som muligt af de fattige landes produkter. Både   68'erne   og   ungdommen   i   dag   er   lige   egoistiske,   men   bruger  forskellige   forklaringsmodeller   til   at   retfærdiggøre   selviskheden.  Vi  var  i øvrigt  også  ødsle  i  vore  forældres  øjne,  da  deres  sparsommelighed  var formet af 1930'ernes depression og verdenskrig.”



 

Er 68-generationens idealer - ånden fra '68 - om fællesskab og solidaritet smuldret og erstattet af egoisme, grådighed og materialisme?

”68'generationen var ikke specielt mere præget af idealer om fællesskab og solidaritet end samfundet som helhed. Disse idealer var jo grundlaget for hele den velfærdsstat, som blev bygget op på det tidspunkt af venstrefløj og borgerlige i forening - nogle måske lidt mere fodslæbende end andre - som en naturlig reaktion på tidligere tiders utryghed. Idealerne blev måske nok i Europa udtrykt lidt mere højtråbende og utopiske af de unge end af de ældre. På samme måde var vi lidt mere selvkritiske over for kendsgerningen, at rigdommen var skabt af den 3. verden - den danske økonomi hang jo uløseligt sammen med Englands - hvorfor vores velfærd burde deles med den 3. verden. På samme måde oplevede jeg i USAs mere individualistiske samfundsmodel uden velfærdstryghed, at 68'erne i virkeligheden førte forældrenes idealer videre ved at satse på individets lykke inden for en livsstilsrevolution, hvor de flygtede ud på landet i kollektiver. På samme måde, som deres forældrene i de år flygtede til suburbia uden den mindste solidaritet med de sorte og de fattige i byerne. ”I just want to have a good time,” sagde de og lå og lyttede til god musik og bollede til højre og venstre. Med min danske velfærdsstatsopvækst vendte jeg mig derfor mod hippiernes livsstil, men nød dog godt af deres gæstfrihed. Så egoisme, grådighed og materialisme var altid indbygget i 68'erne, selv om vores retorik og musik vendte sig imod det. Solidaritet skal ikke måles på hvem, der råber højest, men på hvem, der yder mest. I den forstand er nutidens samfund - både de unge og os gamle 68'ere - blevet mere egoistisk, men det er forkert at bebrejde 68-generationen for at have skabt nutidens friværdier. Det er som at sammenligne æbler og pærer at sidestille livsstilsvalg og generel samfundsøkonomi. De få af os, som gjorde aktivt oprør, gjorde det i høj grad mod loven om at gøre lejerboliger til ejerlejligheder, men tabte mod den borgerlige ide om at gøre alle til kapitalister. Det var den tids borgerlige flertal, som gjorde 68'erne til kapitalister med høje friværdier. Hvilket andet valg havde vi? Skulle vi måske have meldt os ud af samfundet og være blevet hjemløse? Selv kollektiverne som Svanholm og Maos Lyst har jo fået høje friværdier i dag, og det er jo et udtryk for, at vi tabte oprøret om at skabe større fællesskab i samfundet. Men derfor kan det da godt gøre os gamle 68'ere lidt triste at se de unge i dag flå mærkevarer til kunstige overpriser ned fra butikshylderne og derved give mere hjælp til amerikanske kapitalister, end tilsvarende lige så gode Max Havelaar-producerede varer ville give til folk i nød. Men jeg ser også mange af os 68'ere bruge vanvittige beløb på noget, de kalder "gode årgangsvine", hvilket efter min mening er lige så barnligt, som når vi som børn stod og sammenlignede sodavand fra Grindstedværket med dem fra Esbjerg. Jeg  har  svært  ved  at  finde  nogen  nydelse  i  den  slags  øjebliksoplevelser, når jeg så tit befinder mig blandt marginaliserede folkegrupper.”


Har 68-generationen været med til at skabe et samfund, hvor nutidens unge i den grad får tingene serveret, at de ikke kan finde ud af, hvad de skal kæmpe for?
 
”Nej, tværtimod. Velfærdsstaten var allerede fuldt udbygget af vore forældres slid og afsavn, da vi sprang ud og nød godt af den. Jeg husker, hvordan jeg i 1970'erne blaffede rundt og fortalte amerikanerne, at hvis blot 12 danskere fandt sammen om et ønske om at blive undervist i for eksempel piberygning eller lesbisk massage, så var de berettigede til at få både gratis lærer og klasselokale stillet til rådighed. Amerikanerne måbede, da al voksenundervisning jo koster i USA. 68'erne var de første til at nyde uden - som vore forældre - først at skulle yde. Og da vi så voksede til og begyndte at få reel magt frem for blot retorisk magt, kom fattigfirserne, hvor vi var nødt til at justere og endog afmontere dele af velfærdsstatsforkælelsen, som vi havde taget for givet. Det er en myte, vi 68'ere selv har skabt af vores urealiserede drømme, at det er os, der har skabt velfærdsstaten i dag. De få af os, som dengang var aktive højtråbende oprørere, har nok en tendens til i dag at sidde på medierne, hvor de spinder sådanne myter. Mens for eksempel cand.scient.pol'erne - som vi ikke så meget til i oprøret dengang - i dag er dem, der sidder på den reelle magt, hvor de mere eller mindre nødtvungent som embedsmænd har nedjusteret vore forældres værk. Men 68'erne viste, at selv om vi fik alting foræret, kunne vi sagtens finde noget i verden at kæmpe for. Lige som vor tids terrorister kom den tids brostenskastende - og i USA terroristiske - oprørere mest fra det bedre borgerskab og kæmpede i de undertryktes navn. Præstebørn  som  jeg  selv  var  de  værste.  60  pct.  af  de  vesttyske  terrorister  i  1970'erne  var  præstebørn,  hvilket  viser,  at  det  er nogle  indre  behov  og  en  tidsånd,  som  udløser  oprør. For  ydre  uretfærdighed har der til alle tider været nok af - ikke mindst i dag.”


 

Findes der overhovedet noget, som nutidens unge kan gøre oprør imod - og som 68-generationen ikke allerede har gjort for dem?.

”Så afgjort. Selv om Buster Larsen og den tids brokkehoveder kaldte vores ungdoms Danmark for "et lorteland", var det jo et drømmeland med den højeste grad af indre retfærdighed, noget samfund nogensinde havde opnået. Derfor måtte vi nøjes med at gøre oprør mod uretfærdighed i andre lande, for eksempel USA's folkemord på tre mio. vietnamesere eller racismen mod de sorte hjemme i USA. Dengang havde vi en frygtelig trang til at pege fingre ad andre. I dag, hvor individuel racisme i Danmark har overhalet den i USA, kalder brokkehovederne pludselig ikke længere Danmark for et lorteland, men paradoksalt nok for et drømmeland, som de nu hylder med dannebrogsflag og nationalistisk retorik. Og 68'erne er lige så godt repræsenteret blandt disse brokkehoveder som andre generationer før og efter. Solidaritet, fællesskabsfølelse og antiracisme var ikke noget, som "genetisk" tilhørte en 68-generation, men noget, der hørte hele tidsånden til i 1968. Lige som racisme hører til tidsånden i dag og derfor trives lige så godt blandt 68'ere som blandt de unge. Derfor må de unge i dag bryde med os 68'ere og den fejl, vi begik ved at tro, at fjenden kun var derude eller "over there". Vi overså, at undertrykkelse og racisme ligger dybt begravet i alle mennesker og ikke kan ændres gennem et "systemskifte" - som vi naivt troede - men kun ved at arbejde seriøst med vores egne lidelsesmønstre, barndomsskader, traumer og så videre. Hvis de unge i dag vil redde verden eller Danmark, må de gøre oprør mod den racisme, som splitter samfundet ved at skabe parallelsamfund af udstødte. De må gøre oprør mod al den Dansk Folkeparti-tænkning, der præger både 68-generationen og dem, som er endnu ældre. Nutidens unge må gerne efterligne vores trang til oprør i 1960'erne og 70'erne, men undlad for Guds og fædrelandets skyld at efterligne vort oprørs retoriske tomhed og vores manglende vilje til at leve vores idealer om solidaritet og fællesskab ud i livet. De unge af i dag skal med andre ord gøre oprør mod os 68'ere - ikke ved at skabe nye fjendebilleder - men ved at lære af vores fejl og afstumpede retoriske solidaritet. Vi 68'ere havde ikke solidaritet og fællesskabsfølelse nok til at invitere indvandrerne ind i vores hjem og hjerter. De unge  skal  kæmpe  for  alt  det  danske,  de  har  kært,  ved at være kulturbærere over for vores indvandrere, så de bliver lige så danske som os. Og det bliver de kun ved, at vi inviterer dem ind i vores hjem og hjerter.”


Hvordan ser 68-generationen på muligheden for at skabe kulturelle og sociale fællesskaber, som er baseret på selvstændige individer med retten til at være forskellige?

”Det kan man ikke spørge en hel generation om al den stund, at min generation som sagt er lige så splittet som tidligere og følgende generationer. Men i dag er der masser af unge, som går til kurser i ikke-voldelig tænkning eller genvurderingsvejledning om frigørelse fra racistisk, sexistisk, islamofobisk, antisemitisk, homofobisk eller klasseundertrykkende adfærd. Disse unge har som regel en utrolig trang til at danne netværk med marginaliserede indvandrere og er gennem deres frigjorte og inspirerende adfærd og imødekommenhed kulturbærere af den danske kultur over for indvandrerne, som selvfølgelig kun er i stand til at blive danske ved at vi blander os med dem, leger med dem og derved giver majoritetskulturen videre til dem. Hvis  ikke  vi  gør  det  -  men  lukker  os  inde  i  berøringsangst  og  selvtilstrækkelighed  -  vil  vi  skabe  udanske parallelsamfund  ud  af  dem.  Hver  af  os  har  altså  valget  mellem  at  samle eller splitte vort land såvel som verden udenfor os.”

 

FAKTABOKS: Jacob Holdt. Født 1947 i København. Fotograf og foredragsholder. Han er især kendt for sit show ”Amerikanske Billeder”, som i 1977 også udkom i bogform. ”Amerikanske Billeder” handler om racisme, undertrykkelse, fattigdom og social uretfærdighed. Showet er blevet fremvist over 6.500 gange verden over og alene 1.150 gange i USA. Han rejser stadig rundt i USA og Danmark med showet og holder foredrag.