Vi har sikkert alle forsamlet her i dag om denne vigtige sag været på en lang rejse gennem et mørke af frygt og fordomme inden vi fandt sammen om et håbets og kærlighedens lys. Lad mig fortælle om min egen lange rejse.

Jeg voksede op i en anden og mere mørk tid ude i det yderste Vestjylland, hvor vi alle blev opdraget som homofober. Vi rummede selvfølgelig inderst inde både aktive skabs-homofober og skabs-befriere idet mennesket jo altid har et valg. Men i min frygt og foragt for dette ukendte deltog jeg lige så aktivt som de andre vestjyder i mobningen af dem vi kaldte "ungkarle" og tvang dem på den måde under jorden lige så effektivt som i Saudi-Arabien - eller ind i ghettoer i byerne lige så effektivt som de sorte blev det i USA - eller ind i selvdestruktive ægteskaber med heteroseksuelle ligeså fortvivlede som nutidens tvangsægteskaber. Vi gjorde m.a.o. mennesker ondt, men ingen af os så os selv som onde, hvilket altid har været undertrykkerens enfoldige privilegium.
 

Men så kom jeg til USA og allerede den første dag blev jeg rystet ind i en ny virkelighed, idet en sort bøsse i San Francisco inviterede mig hjem og åbnede sig op for mig. Næste morgen inviterede han mig med i sin kirke, Glidekirken, hvor jeg gennem et års arbejde med den sorte præst fik en dyb indsigt i det selvhad og den selvundertrykkelse som al udstødelse bevirker. USA’s kirker var dengang ikke just på de homoseksuelles side, så det kan undre at det var en kirke, der gjorde at jeg i 1971 nu blev aktiv i verdens første bøssebevægelse – i øvrigt før den senere så kendte talsmand for bevægelsen Harvey Milk selv kom ud af skabet.

Fra Castros bøssebarer i 1974
 

Men som altid i spæde befrielsesbevægelser oplevede jeg også her at vores værste modstand ofte kom fra vore egne rækker, da ofrene altid internaliserer undertrykkerens syn. Al den splid jeg oplevede f.eks. fra selvhadende skabsbøsser, samt racismen og sexismen bøsserne imellem, kunne let have desillusioneret mig hvis jeg ikke samtidig havde oplevet nøjagtigt det samme i indianernes, de sortes, de lesbiskes og transvestitternes parallelle frihedskamp, som Glidekirken også blev et samlingspunkt for. Derfor var jeg rørt til tårer da jeg kun 5 år senere fotograferede verdens første samlede Gay Pride Parade, hvori bøsser og lesbiske, sorte og hvide, for første gang marcherede arm i arm i kampen mod frygtens homofobi.
 

Første Gay Pride parade hvor bøsser og lesbiske
marcherede sammen i 1975

Jeg var derfor glad da det netop var bøsser fra Castro-ghettoen, der 7 år senere inviterede mig til at have amerikansk premiere på min nye film "Amerikanske Billeder" i deres Castro Cinema hvorfor jeg kvitterede med at lade gruppen "Black and white men together" være de første til at organisere mine shows i Californien i deres eget forsøg på at udrydde racismen mellem de sorte og hvide bøsser.

Men midt i denne frihedens glædesrus var det også netop i denne tragiske periode – i 82-83 - at vore venner på mystisk vis begyndte at blive syge og dø i hobetal omkring os – særligt i Castro-ghettoen. Hurtigt begyndte medierne at tale om den såkaldte "bøssesygdom" hvorfor bøssebevægelsens sejre, som nu begyndte at sprede sig ud over hele verden, led voldsomme tilbageslag med nye hadske angreb – særligt fra folk som kaldte sig kristne.

AIDS demonstration i Washington, DC i 1987
 

Men langsomt kom sygdommen AIDS også ud af sit skab og blev vores fælles folkeeje. Og nu, hvor det var heteroseksuelle og børn, der fik AIDS gennem blodtransfusioner og narkomaners blodblanding, oplevede jeg nok de mest hjerteskærende former for diskrimination, hvor forældre fjernede deres børn fra skoler, hvor der gik HIV-smittede børn eller isolerede disse fra børnefødselsdage og andet socialt samvær. Denne frygtens og foragtens grusomhed, som vi igen og igen ser gentaget gennem historien, når folk fjerner deres børn fra skoler med for mange HIV-smittede, sorte, indvandrere eller muslimer og derved ghettoiserer disse med det undertrykkende hadske budskab: "Vi ønsker jer ikke. I er værre end skidt. I har urent blod"
I årene siden 80’erne har jeg personligt mest mistet sorte heteroseksuelle venner til AIDS, hvilket på et bevidst eller ubevidst plan har forstærket racismen mod de sorte – også hos mig selv kan jeg mærke. Sidste år mistede min sorte foredragsarrangør i USA f.eks. nummer to søster til AIDS.
 

Theresia, hvis datter Agnes jeg boede hos i Namibia,
var døende af AIDS og jeg hjalp Agnes med at bygge
moderens kiste. Se hendes historie og min oplevelse
af AIDS-situationen i Namibia.

I vor høj grad frygt er primus motor bag vores undertrykkende adfærd så jeg endnu engang, da jeg sidste sommer var med Amnesty International for at danne et beskyttende menneskeskjold for Letlands homoseksuelle under deres årlige
Riga Pride march (se billedserien).

Da de tidligere marcher var blevet angrebet af nazister, der kastede med menneskelort og brosten, var vi denne gang godt beskyttet bag politiafhegninger og store livsforsikringer og havde gejlet hinanden op til virkeligt at frygte vore hadske modstandere. Men da det var min opgave at fotografere homofobien, var jeg som en af de eneste nødt til at træde udenfor disse frygtens mure og at begive mig ind i fjendeland. Og da jeg stod midt i denne underlige folkemasse af højstøvlede skaldede nazister og højhælede bedsteborgerlige kristne kunne jeg pludselig ikke længere se dem som hadske fjender, men blot som almindelige frygtsomme mennesker, der i kærlighedens navn ville beskytte deres børn fra alt det underlige og skræmmende, de nu efter kommunismens fald så komme fra Vesten. Da AIDS hærger overalt i det tidligere Sovjet, fik de på en eller anden måde gjort de homoseksuelle til syndebukke, som de nu demonstrerede for at holde ude – eller rettere inde i kommunismens tidligere trygge skabe.
 

Da jeg så alle deres udkommanderede hjernevaskede skolebørn demonstrativt - indhyllet i enorme plastikdragter som dem man går med i atomkraftværker - for ikke at blive inficerede af AIDS og indså at deres frygt var langt større end min egen, kunne jeg ikke andet end få dyb medfølelse for dem. Og således kom dialogen imellem os hurtigt i gang, hvorfor det ikke var svært for mig at fotografere dem som kærlige medmennesker frem for som de hadske homofober, jeg i min egen opgejlede frygt havde fantaseret om.
 

I dette utrolige møde genså jeg i dem nu mig selv i hele min ungdoms vestjyske homofobi og opdagede hvilken lang rejse jeg selv havde været på for at komme hertil – en lang rejse, som ingen af os kan klare alene uden at få en hjælpende hånd.

 

Ud over San Franciscos sorte bøsse og Glidekirken kom min hjælpende hånd – ikke fra kristendommen som sådan – men fra min barndoms historie om Jesus. Nemlig i historien om hans forunderlige møde med den samaritanske kvinde. Det, der gør Jesus så menneskelig i mine øjne, var at han ligesom os var underlagt sin tids fordomme og hele den foragt for dem, som jøderne havde udstødt fordi de havde urent blod.

700 år tidligere havde de fattigste jøder i Samaria blandet sig med assyrerne og en sådan fraternisering med fjenden kan, som vi ved med tyskertøser under krigen, give mangeårig fordømmelse. Så de fleste gange gik Jesus og disciplene derfor i en stor bue udenom deres stigmatiserede Samaria-ghetto ned gennem Jordandalen når det skulle fra Nazaret til Jerusalem. Godt nok prædikede Jesus kærlighed til jødernes egne udstødte luddere, syndere, toldere, osv., men modsat Paulus og Peter blev han ved med kun at være skabskristen.

Men så skete det forunderlige, at lige netop på denne dag sprang Jesus ud af skabet og blev kristen – i al fald for en enkelt dag - i mødet og dialogen med den samaritanske kvinde, som han fortæller at der vil komme en dag hvor de skal dele vand fra den samme brønd og ikke længere bede i hver sin helligdom, - hvor mennesker med rent og urent blod, sorte og hvide, hetero- og homoseksuelle osv. skal bede sammen.

Hvis ikke Jesus den dag var sprunget ud af frygtens og afskyens skab havde vi måske ikke siddet som kristne i denne kirke her i aften. For hvis der var nogen, der var fordømmende og på punkt og prikke overholdt jødernes skikke, der udelukkede alle med urent blod, var det jo apostlen Peter, som nu sammen med de andre disciple stod og undrede sig over den grænseoverskridende Jesus. Men det var sandsynligvis netop den dag Peter fik en hjælpende hånd til at bryde ud af sit frygtens skab, så han siden kunne gå ud og sprede sin tro ud til alverdens folkeslag.

Når historien fangede mig som helt lille var det nok først fordi den foregik ved noget som hed Jakobsbrønden, men da jeg siden forstod hvor revolutionerende den var, blev den for mig en konstant inspiration til altid at forsøge at integrere mig med dem, som er blevet så tabuiserede at vi ufrivilligt er kommet til at nære frygt og foragt for dem – men som Jesus med sit eksempel viste at vi har et valg og ansvar overfor. F.eks. dem, som jeg nu efter en lang rejse til Letland i spejlet i brøndens dybe afgrund kunne se var mig selv. For som i salmen vi nu skal høre "er han det spejl, hvis dom vi ved, er slettet ud af kærlighed."

Underligt nok er der ikke i Salmebogen en salme om denne – også i vor tid så vigtige dialog med vore udstødte samaritanere - men Jørgen Michaelsen har skrevet en flot salme i "Nådens genklang" som Jens-Christian Wandt nu vil synge for os. (I tekst og billeder herunder):
 

Han var et spejl,
hvori hun fandt
sit ansigt tegnet
nøgent, sandt.

i overflod.

Copyright © 2009 Jacob Holdt;