At rejse er at leve, siger man. Nej, kunne jeg
tilføje. Det kan lige så godt være en måde at dø på. Jeg tænker
ikke her på min bilulykke for nylig, hvor jeg blev ramt af en lastbil
i Wisconsin og kun var en halv meter fra den visse død. Nej, snarere
at jeg i dag i kraft af mit arbejde bevæger mig over store fysiske
afstande, i bil og fly, hvor jeg hele tiden bærer min egen ensomhed
med mig. Den form for rejseri er ligeså monoton som indespærring i
isolationscelle: man bliver insensitiv overfor sine medmennesker og
går langsomt selv i stykker. Der er nemlig intet grænseoverskridende
og bevidsthedsudvidende over det. Jeg kæmper ihærdigt imod min
isolationsfængsling, dels ved uden undtagelse at samme hver
eneste blaffer op og dels ved at invitere danskere med på mine rejser
for at låne af deres umiddelbare begejstring og se på
omgivelserne med deres friske øjne.
Det første er en konsekvens af min gamle rejsemåde
med at sige ja til alt og alle jeg mødte på sin vej. Man lærer
hurtigt at hvis man begynder af bekvemmelighed at sige nej til visse
"ikke så spændende", "ulækre" eller direkte
"farlige" personer snyder man sig selv i sidste ende for
kolossale oplevelser og bliver hurtigt en del af de kræfter i
samfundet, jeg betragter som negative. Man ender nemlig med at
diskriminere - som ung mod de gamle (det er jo sjovere at være sammen
med andre unge), som hvid mod farvede grupper, som heteroseksuel mod
homoseksuelle, som lovlydig mod alle dem, der er kommet ud på
skråplanet eller f.eks. som vestlig demokrat mod tabu-belastede ofre
for totalitære magtstrukturer som f.eks. KGB-spioner, Ku Klux Klan-
og Nazi-medlemmer. Begynder man at sige nej til blot et eneste individ
kommer man uundgåeligt ud på et glideplan, hvor man ender med
ubevidst at blive en del af de aktive kræfter, der står bag
menneskelig ghettoisering - med al den vold og fremmedgørelse
ghettoer og udstødelse altid fører med sig.
Så at rejse er altså et forsøg på at overvinde den
angst for medmennesket, som denne fremmedgørelse selvfølgelig har
givet alle mennesker - en angst, der pludselig kan virke panisk
overvældende når man ser en person af "farligt" udseende
stå derude i nattemørket på en øde strækning og bede om et lift.
Derfor er det så vigtigt at lave konsekvente regler om "alle
uden undtagelse" for sig selv. Men langt hyppigere udmønter den
sig i almindelig berøringsangst, der end ikke giver os lyst til at
udforske eller interessere os for medmennesket - bortset fra i
ugeblade og på film.
At sige ja til menneskene man møder uden
undtagelse kan umiddelbart lyde som en form for næstekærlighed a
la den barmhjertige Samaritaner og i sin konsekvens ender det
da også uundgåeligt før eller siden i en form for kærlighed til
næstemennesket. Men udgangspunktet er og bør altid være ens egne
selviske interesse: at man simpelthen snyder sig selv for
uerstattelige oplevelser ved at sige nej til netop de mennesker der
udfordrer én ved umiddelbart at forekomme som "farlige",
"ulækre", "perverse", "tabubelagte"
osv. og som netop i kraft af disse tabuer rummer de virkeligt
grænseoverskridende oplevelser som "rigtige" rejser bør
indeholde.
Til dette selviske udgangspunkt hører også med at en
sådan imødekommenhed og åbenhed overfor netop dem, som direkte
udfordrer én, slet og ret er den bedste måde at overleve på. For
hvad ligger os vel mere på sinde i en stadigt mere voldelig verden
end netop personlig overlevelse? Så meget at det måske er den
vigtigste psykologiske årsag til at mange - især amerikanere - netop
ikke tør at rejse mere.
Men er vi selv stort anderledes? Jeg har ofte været
forundret over at unge danskere - som jo hører til jordens mest
rejsende folkefærd - samtidig kan være så lukkede at de hyppigt
kommer tilbage fra både hele og halve jordomrejser uden egentlig at
have "oplevet" andet end deres egen slags. For at krydse
grænser har jo intet med grænseoverskridende rejseri at gøre.
Mange, som låser sig inde derhjemme og i stedet rejser ned i sjælens
dybder, er faktisk langt bedre til dette. Sådanne "skabs"-blaffere
overrasker mig bestandig ved deres mod og evne til at være nået
langt dybere ind i menneskene end jeg selv har været i stand til det.
Jeg misunder dem at de tør, for at rejse ned i sjælen fører megen
smerte med sig, siger de.
Angst har jeg dog også engang kendt til i mine ydre
og - føler jeg - langt mere trygge rejser, nemlig dengang jeg
startede på landevejen og skulle overvinde alle de advarsler, vi er
blevet flasket op med i barndommen. Ikke mindst hvide amerikanere
genstimulerede disse med deres evindelige advarsler om de sorte - med
deres fantastiske "politisk korrekte" evne til at gøre
dette uden nogensinde at nævne denne tabu-ramte befolkning direkte
ved navn. Og hvad opnåede de med en sådan velment ondskab i den
kærlige omsorgs navn? At deres egen irrationelle angst det første
års tid forplantede sig så dybt i mig at jeg blev overfaldet af
pistolmænd 4 gange. Når jeg i dag ser tilbage, kan jeg se at jeg
dengang ikke var noget frit menneske. Skønt volden i dag er ca.
dobbelt så hyppig som i 70'erne og skønt jeg i dag færdes langt
mere i ghettoerne end dengang, er jeg ikke siden blevet overfaldet af
pistolbevæbnede mennesker. Det menneske der er overvældet af angst
overfor medmennesket bliver nemlig let offer. Det kan allerhøjest
karakteriseres som modigt eller dumdristigt ved måske i en snæver
fysisk forstand at bevæge sig ind i tabu-belagte grænseområder. Ud
fra en selvisk interesse i personlig overlevelse er jeg altså siden
blevet en bedre rejsende, men har samtidig mistet min uskyld ved ikke
længere at være "modig" eller "dumdristig". For
jeg har for længst lært at der ikke findes nogen mennesker, jeg
behøver at være bange for. Biler derimod bør man vogte sig for.
De erfaringer, som jeg fik ved hjælp af andre, vil
jeg gerne lade gå videre til nutidens unge rejsende, og samtidig
prøve at vise hvordan en sådan egoisme godt kan gå hånd i hånd
med en form for næstekærlighed, der kan hjælpe med at frigøre ikke
blot os selv, men også "mennesket" i vore potentielle
overfaldsmænd. Når jeg tager unge danskere med på mine turneer, ser
jeg dem i regel lammet af den samme angst, som jeg selv engang var
plaget af og ser hvordan de derfor uundgåeligt sender angstens
vibrationer ud til potentielle kriminelle og overfaldsmænd.
Det er imidlertid mere farligt end de fleste
forestiller sig at vise frygt overfor såkaldte
"voldsmænd". Man må jo ikke glemme at dette er mennesker,
som samfundet og opvæksten har forkastet og knust og givet en sådan
afmagt at deres eneste følelse af magt netop består i magten til at
skræmme os andre ved at være "cool", "bad",
"tough", "mean" og iklæde sig voldens
skrækindjagende symboler. Men denne magt må vi aldrig give dem, thi
det er en falsk magt som ikke fører til frigørelse for dem, men
desværre alt for ofte til yderligere undertrykkelse: fængsel.
Fængslingen i sig selv er en umenneskelig handling overfor mennesker,
der allerede er så indespærrede og ufrie, men den er samtidig en
direkte følge af vores umenneskelige opførsel overfor dem ved gennem
vores undvigende adfærd at provokere dem til at gøre os til ofre.
Thi når vi sender dem vibrationer eller signaler, der tydeligt
afslører vores angst overfor dem, sender vi dem samtidig budskabet:
"Du er en skidt fyr. Jeg har grund til at frygte dig." At
fortælle mennesker, der har det skidt med sig selv, endnu engang at
de er "dårlige", at de ikke dur, at vi ikke ønsker dem
osv. er som at smide benzin på ulmende gløder: det genstimulerer
hele den fortvivlede knude af smerte og vrede, som et livslangt
lidelsesmønster har skabt i dem - og netop derpå er det at de
pludseligt og planløst eksploderer og overfalder os. Men deres
udgangspunkt var såmænd blot at de med deres ringe selvværdfølelse
- ganske vidst på en lidt klodset og aggressiv måde - havde forsøgt
at kontakte os i et desperat forsøg på at møde lidt menneskelighed
- en menneskelighed som de ofte ikke er i stand til at få fra
ghettoens andre indespærrede med deres egne lidelsesmønstre. Det er
endnu engang undertrykkelsens onde cirkel, vi ser: både
"offer" og "gerningsmand" får pludseligt og
ufrivilligt disse etiketter hæftet på sig fordi ingen af dem var
"frie" fra begyndelsen, men styret af ydre kræfter.
Men efter 4 af den slags overfald begyndte jeg efter
et par års rejse at frigøre mig fra denne lammende angst, som andre
havde plantet i mig, og siden har det været et sandt mirakel at
rejse. Det var selvfølgelig det positive samvær med så mange af
ghettoens andre beboere, som hjalp mig til tydeligere og tydeligere at
se mennesket bag nogle af ghettoens patologiske symptomer såsom
"kriminelle", "narkomaner"
"prostituerede" osv. og derved at overvinde den angst som
ghettoens ydre undertrykker havde plantet i mig. Derfor tager jeg
altid straks de unge danskere, jeg inviterer med på mine turneer, med
på besøg hos mine venner i ghettoerne. Gennem disses vidunderlige
gæstfrihed, madlavning og hjertevarme, overvinder de snart den
irrationelle angst, som alt for mange voldsreportager fra amerikansk
domineret Satellit-tv har plantet i de unge i disse år. Thi angst
overfor mennesker er efter min mening altid irrationel og tjener intet
formål. Først når man har overvundet den, kan man frit rejse rundt
i verden - og dermed hjælpe andre til at blive frie. Thi når man er
i stand til at møde f.eks. de føromtalte smertens børn uden angst
sender man dem uvægerligt budskabet: "Du er god, jeg har grund
til at vise dig tillid." Og så først åbner verden sig op for
én, thi dette er intet mindre end en kærlighedserklæring til alle
de mennesker i verden, der har det dårligt fordi de aldrig har mødt
andet end afvisning, frygt, ghettoisering og siden det uundgåelige
følgeskab af foragt og had. Undertrykkelsens onde cirkel har jo altid
kørt efter devisen: "Til dem som har skal mere gives, fra dem
som lidet har skal også det tages." Men hvem siger egentlig at
sådanne cirkler ikke kan brydes? Netop som rejsende har man
fantastisk mulighed for at eksperimentere med sig selv og andre. Og
når man først har opdaget hvilke mirakler der kan udrettes ved at
vise andre mennesker tillid, ja, så først bliver man
"hooked" på at rejse. For så først åbnes dørene op til
det grænseudvidende univers. At vise mennesker tillid bliver af dem
opfattet som en kærlighedserklæring - ikke mindst blandt de
mennesker, der har allermest brug for en sådan tillid. Alle mennesker
- lærer man snart - hungrer efter kærlighed, og selv de
"farligste" eller mest "truende" mennesker -
indespærrede som de jo er med følelsen af aldrig at have fået nogen
kærlighed - ja, de slet og ret smelter for fødderne af een mens
luften hurtigt siver ud af de skrækindjagende, men tomme
"monstre" de tidligere havde blæst sig op til i mødet med
os. Og derefter vil de gøre alt for én, tage os ved hånden og føre
os trygt gennem tykt og tyndt, hvorved tidligere tilsyneladende
lukkede døre næsten "sprænges" op for øjnene af os.
Således går egoisme og næstekærlighed hånd i hånd og begge
parter bliver mere og mere befriede og befriende overfor andre i
processen, som får en selvforstærkende lavineeffekt. For det helt
frigjorte menneske - hvis man kunne forestille sig et sådant - har jo
en smittende naturlig nysgerrighed, åbenhed, rejselyst og..... ja,
måske endog en dag en slags oprigtig kærlighed til alt levende
omkring sig..... den naturlige kærlighed, der blev undertrykt i os
alle i opvæksten.
Dette lyder måske lige lovlig teoretisk, men er kort
summeret de erfaringer jeg selv har gjort, som ikke blot har beriget
mig med venner for livstid - men også ført mig ind i situationer,
som jeg engang ville have troet umulige - situationer, der bl.a.
skaffede mig et levebrød i form af Amerikanske Billeder. Og således
sidder jeg nu med et road show om værdien af at rejse spærret inde i
min bils ubodelige ensomhed - år ud og år ind - kørende ud ad de
selv samme endeløse amerikanske landeveje hvor hvert eneste lift jeg
engang fik var en åbenbaring i sig selv - nu konstant spejdende i
mørket efter en enlig blaffer - en spændende massemorder, en Ku Klux
Klan-mand og lignende mennesker, der har beriget mit liv i de senere
år ved at åbne op for deres egne. Og hvis dette ikke lykkes - thi
det er jo kun disse yderste tabere, der tør at blaffe i dag - ja, så
åbner jeg såmænd også bildørene for unge danske rejsende på vej
ud i verden fordi jeg nu engang er for egoistisk anlagt til at ville
være alene med min ensomhed.....
De kærligste hilsner
Jacob Holdt
Tlf. 33-124412 eller i New York 212-614-0438 dersom du
vil med!