Bertel Haarder vil ifølge Politiken (24.7) ikke deltage i en finsk kampagne mod anti-sovjetisme, og synes der er mere behov for en kampagne mod antiamerikanisme. En noget enøjet opfattelse af realiteterne, synes jeg nok.

Som danskere flest føler jeg ikke jeg lider af antiamerikanisme, men er derimod dybt ramt af sygdommen anti-sovjetisme og kunne bruge lidt af den finske kur. Selv hos de fleste venstreorienterede står nationalsymbolet Hammer og Segl hamret ind i underbevidstheden som et skræk symbol, mens Stars and Stribes fra tidligste barndom står for noget nært, trygt og positivt.

For at måle ærligheden hos liberale hvide i racismekurser i USA bruger vi tit følgende test:

Hvis din bil bryder sammen med din familie og der er et hus med hvide på den ene side af vejen og et med sorte på den anden, hvor henter du hjælp? Svaret: Hvis danskere strander på en øde ø og et amerikansk og et sovjetisk skib sejler forbi vil hele den danske venstrefløj svømme mod det amerikanske skib. Men vor sygdom går langt dybere end det rent politiske, som trods alt er forståelig nok. De fleste danskere også på venstrefløjen beretter normalt om besøg i Sovjet på en yderst negativ måde. Men både de og mere højreorienterede beretter om f.eks. Cuba, hvis system vist er lige så undertrykkende, som noget "livsbekræftende", "spontant", "åbent". Vor kritik og ubehag ved Sovjet går altså dybere end systemet: en sygdom der ligner racisme. Men selv venstreorienterede af den type Haarder kalder "antiamerikanske" fortæller mig altid om hvor forelskede de bliver i USA ved besøg: varmen, åbenheden, optimismen og identifikationen med det som vi erkender er vor fælles kultur. Når vor aversion mod det "tunge", "feudale", xenofobiske og kryptiske i russisk kultur og tankegang er så dyb at den også var udbredt før leninismen gjorde det umuligt for os at skelne mellem systemet og kulturarven, så burde vi for vor egen sundheds skyld gå igennem en kampagne som finnerne. Det anses i USA for institutionel racisme, når skolebøgerne fortier sort kultur. Ligeså er det institutionel antisovjetisme, når dansk TV bombarderer os med 30 amerikanske programmer for hver russisk film.

Haarder kalder det antiamerikanisme at vi altid hører om USA's fejl. Det er tværtimod demokrati. USA udgør halvdelen af det vestlige demokrati. Det er ikke blot vor ret, men vor pligt at råbe op, når en del af vort ansvarsområde fører en politik, som virker undertrykkende på andre. Det er sådan vi retter vore fejl i Vesten. Det sårede f.eks. den demokratiske bevidsthed dybt i USA at en del af demokratiet (Syden) i 60'erne ikke levede op til idealerne, og fejlen blev rettet bl.a. ved hjælp af international kritik og inspiration (Gandhi). Dengang blev støtten udefra også kaldt for antiamerikanisme af folk som kalder sig "USA's venner" uden at ville yde det hjælp.

At Afghanistan ikke spiller samme rolle i vor bevidsthed er igen et udslag af antisovjetisme: en venden ryggen til og opgivenhed over for et så lukket system samt at enigheden om denne forbrydelse er så generel, at man skal helt ud til den brøkdel af 1% som kalder sig kommunister for at finde et fortvivlet forsvar. Jeg har set antiamerikanisme i Danmark f.eks. hos puritanere, der for at undgå amerikansk kulturpåvirkning forhindrer deres børn i læse Anders And.