Som det land, der havde det mindste antal døde af alle krigsførende magter i 2. verdenskrig, kan vi naturligvis ikke andet end som Fogh kvalmes over tanken om aldrig at være nået længere end til alle besættelsers børnehavestadium - vel vidende at vi helt sikkert stadig ville have været besat i dag hvis ikke andre havde gjort arbejdet med at få den nazistiske krigsmaskine til at forbløde – især de 21 millioner russiske og 2 millioner jugoslaviske ofre. Da ethvert imperium kører efter devisen: "Enten er I med os eller også er I imod os" var danskerne gennem deres passivitet en ligeså aktiv og vigtig del af det nazistiske imperium som f.eks. Schleswig-Holstein. Vi var romerrigets drømmevasalstat, som tillod den intelligente romerske besættelse (og, ja, fred?) at fortsætte i 400 år.

Alligevel vil jeg tillade mig at forsvare danskernes medløberi gennem det valg jeg selv stod i mange år efter. Opdraget som jeg var med besættelsestiden in mente og en ivrig bøssebærende hjemmeværnsmand som far til at skulle "forsvare mit land" meldte jeg mig – ung, naiv og ureflekteret - til en karriere som løjtnant af reserven i Livgarden. Om det var præstesiden af min far, der gjorde det, ved jeg den dag i dag ikke, men fra første dag reagerede jeg instinktivt imod Livgardens umenneskeliggørende indoktrinering om at slå de "gule" og "røde sataner ihjel." Skønt jeg hyppigt havde leget med min fars bøsse i kælderen som barn, nægtede jeg nu allerede til første skydeøvelse at "skyde mod hjertet" af skydeskiver i menneskeskikkelse. Da det med min konservative opdragelse var mig dybt imod at blive "militærnægter" gennemførte jeg alligevel hele min militærtid med parader for de kongelige osv. uden nogen sinde at bære våben – dog med en daglig velfortjent straf af hån og social udstødelse. Hellere dø end at skyde uskyldige, tænkte jeg rædselsslagent. Dengang var det jo ligesom under besættelsen diktaturer man skulle forsvare sig imod. M.a.o. kunne jeg i min logik ikke få mig selv til at dræbe uskyldige, undertrykte mennesker, dvs. naive unge, som var sendt i krig imod deres egen vilje uden nogen som helst form for valg.
I min uvilje mod at deltage i en sådan galskab formulerede jeg – sikkert ligesom danskerne under krigens samarbejdspolitik - i mit hoved en eller anden Gandhi filosofi om at det er bedre at forsøge at tale til den menneskelige godhed i undertrykkeren – en praksis jeg har fulgt – med et vist held må læseren konkludere – hver gang jeg siden stod over for et pistolløb. Netop fordi danskerne kun nåede til besættelsens børnehavefase var det let for dem at se de tyske soldater som uskyldige ofre – som mennesker – ligesom tyskerne omvendt kunne gøre det med danskerne. I de senere faser, hvor aktiv modstand fører til eskalerende repressalier og massenedslagtninger, der medfører yderligere modstand og repression, mister begge parter gradvist evnen til at se modpartens menneskelighed, hvorefter dræbermaskinen i os alle får frit løb. Men når ingen besættelser i længden tillader nuancer, er der så ikke også en vis ære i at nægte at blive gensidige dræbermaskiner, i ikke at blive ofre for alle besættelsers indbyggede eskalerende logik, Fogh?

For hvem skulle "jeg" have rettet kuglerne imod når jeg nu ikke kunne få ram på Hitler selv? Skulle jeg (i 1940-45 personificeret i min far) gå ud og skyde de eneste virkelige skyldige – venstrebønderne (f.eks. hans svigerfar), som jo havde et reelt frit valg, men som alligevel valgte at føde den tyske krigsmaskine – altså med millioner af uskyldige russeres død til følge? Udsatte nervenedslidte lokomotivførere (f.eks. min første kærestes far) var i al fald mere uskyldige. Og de unge naive tyske soldater, som fik dødsstraf for ikke at adlyde ordrer, var jo de allermest uskyldige. Selv SS-erne, som i en ung alder under nazismens masserus havde forvildet sig til at melde sig frivilligt – ligesom jeg "for at forsvare sit land" – var derefter underlagt undertrykkelsens manglende frie valg. For dødsstraf er nu engang ikke noget de fleste vælger frivilligt. Angrende medløbere og nutidshelte som Kaj Munk valgte jo ikke "sikker dødsstraf", men kun - som en bilist der ved han kører for hurtigt - "risikoen for dødsstraf." (Og – vil jeg personligt tilføje – kun gennem ord frem for selv at få blod på hænderne.)

Med andre ord er det svært at gå til aktiv modstand når man ser undertrykkeren som lige så undertrykt og uskyldig som én selv hvilket jo var den danske situation dengang. Og nok så vigtigt – stik modsat situationen for de besatte i Øst- og Sydeuropa – når undertrykkeren omvendt er i stand til at se én som lige så menneskelig og ophøjet som sig selv. For intet kan nemlig opflamme og forvandle den undertryktes emotionelle modstand til voldelig modstand så hurtigt som hvis undertrykkeren besidder et ringeagtende, racistisk syn på den undertrykte. Tænk blot på hvor meget fjendtlighed og vold nutidsdanskernes nedladende tænkning om indvandrerne har oppisket på kort tid i disse. Eller omvendt på hvordan de portugisiske besættere – svage og fåtallige, men kendt for et relativt lavt niveau af racisme med megen indgiftning med deres besatte – kunne holde deres enorme kolonier i Afrika i ave længere end nogen andre.

Kære Fogh, døm ikke vore forældre for hvad de gjorde forkert eller rigtigt. De fortjener kun kærlighed for at den tids had og smerte ikke skal gå i arv. Fortæl os hellere hvordan vi skal forholde os til besættere i dag – især når disse i stigende grad kommer fra demokratier. Skal vi gøre op med besættelsen her og nu ved at skyde mod den israelske soldat, som undertrykker os alle udelukkende for at beskytte nogle få fanatiske bosættere, der synes fuldstændigt blottede for menneskelig indføling i den smerte de forvolder omkring sig? Eller skyde mod de russiske og amerikanske soldater, der i Grosnij og Falluja ligesom israelerne (men modsat tyskerne i børnehaven Danmark) bruger blodig kollektiv afstraffelse af uskyldige? Bør vi ikke som "Anne Sophie Hedvig" stille dem alle til ansvar for de valg de har truffet i frihed – dvs. uden overhængende trusler om dødsstraf? Ifølge din og enhver besættelses indbyggede logik er vi jo enten med besættelsen eller imod den. Men hvis vi, som du kræver det, handler her og nu, ender vi jo uundgåeligt med selv at blive trukket ind i besættelsesdynamikkens slutfaser og - i vrede og desperation - at havne i blodige gengældelsesaktioner mod uskyldige - som f.eks. palæstinenserne med selvmordsaktioner mod civile bag fjendens linier eller som amerikanerne mod hundredtusinder af civile bag fjendens linier i Dresden og Hiroshima. Men igen, var disse civile mon så uskyldige? Havde de ikke selv været med til at vælge deres egen skæbne ved som israelere at stemme for eller passivt acceptere Sharons besættelsespolitik eller som tyskerne 6 år før krigen at stemme Hitler til magten? Inden vi kommer med moralsk fordømmelse af den afsindige smerte, der skal til for at skabe en palæstinensisk selvmordsbomber, bør vi i al fald huske hvordan vi selv efter en langt mere kortvarig og gentlemanagtig besættelse oparbejdede et sådant had til tyskerne som mennesker at vi efter krigen ønskede at sprede al mulig død og smerte over dem ved f.eks. at tvinge helt uskyldige tyskere i den visse død gennem landminerydning, hvorunder en tredjedel af dem døde. Men omvendt giver netop besætterens valgmulighed også den ulykkelige palæstinensiske besatte – midt i al sin smerte – en vis forpligtelse til altid at forsøge at tale den israelske soldat ud af undertrykkerrollen og os andre til at støtte dialogen - der hvor menneskelig kontakt er mulig - f.eks. i Garba Diallos forsoningsseminarer mellem israelere og palæstinensere i Helsingør.

Så kære Fogh, sig os hvad vi skal gøre for at handle rigtigt overfor disse komplicerede spørgsmål – her og nu. Skal vi aktivt støtte Hamas? Eller skal vi støtte den for palæstinenserne så ydmygende og udsigtsløse samarbejdspolitik, som du foragtede danskerne for at føre? Ydmygende og udsigtsløs fordi den for dem – modsat vor egen samarbejdspolitik dengang som nævnt mellem ligeværdige mennesker – vil være dømt til undergang. Først den dag, hvor israelerne underkaster deres fortvivlede herre-racesyn på palæstinenserne en seriøs racismebearbejdelse, sådan som bl.a. Harvey Jackins og Marshall Rosenberg forsøgte det, vil den jo kunne lykkes.

Tilfældigheder og nærhed til smerten er nok mest afgørende for vore endelige valg. For mit vedkommende kom opgøret med min tidligere pacifistiske "samarbejdspolitik" baseret på at "tale til det gode i besætteren" da jeg ved et tilfælde blev kastet ind i besættelsesspiralens anden og mere blodige fase. Sammen med Kitte Fennestad blaffede jeg i 1982 Zimbabwe rundt for at finde egnede "humanitære" projekter hvor vi kunne bruge indtægterne fra "Amerikanske Billeder" i forsøget på at bygge en integreret sort/hvid nation op, der ved sit lysende eksempel kunne "tale til det gode" i de sydafrikanske apartheidundertrykkere. Men allerede i det første hjem vi skulle bo i blev vor vært sprængt i luften af en bilbombe plantet af sydafrikanske elitetropper dagen før vor ankomst. Og da vi skulle smugle hemmelige dokumenter for ANC ned til en modstandsgruppe i Botswanas ørken, oplevede vi få dage efter at have boet hos disse – vore nye venner – at alle som én blev totalt udslettede i en blodig massakre af sydafrikanske specialstyrker. Jeg indså hurtigt at i denne fase af modstandskampen var min pacifisme intet andet end en blåøjet, abstrakt og nytteløs luksusholdning. Det var dog mødet med de mange idealistiske deserterende hvide sydafrikanske soldater, der fik mig til at skifte endelig holdning. I lange diskussioner med disse lærte jeg at de jo som undertrykkere havde et reelt valg. Ligesom israelerne i Storisraels de facto apartheid-demokrati, havde de hvide sydafrikanere jo internt et demokrati uden f.eks. dødsstraf for desertering, hvorfor disse hvide måtte kunne stilles til ansvar for al den lidelse, de forårsagede. Når man oplever venner omkring sig blive myrdet af mennesker, som rent faktisk ikke behøver at myrde, ja, så kommer man hurtigt til samme konklusion, som tøvende modstandsfolk – fra muslimer i Palæstina, hinduer i Sri Lanka, buddhister i Burma til kristne i Østtimor – er kommet til overfor stikkerne, at i hvert fald disse mennesker må kunne stilles til regnskab.

Derfor havde jeg kort tid efter et møde med lederen af Sydvestafrikas frihedskamp, Sam Nujoma, og besluttede fremover at give alle pengene til opbygning af hans guerrillalejr, Kwanzu Zul, oppe i Angola. Bevares, jeg skulle stadig ikke nyde noget af selv at få blod på hænderne og kaldte det fortsat "humanitær hjælp" ved at give pengene til Nujomas oversygeplejerske, som i dag er det frie Namibias sundhedsminister. Men farven af blodet, der ikke desto mindre herefter flød fra mine hænder, var nu engang den samme. Jeg havde ligesom mange danskere efter 1943 opgivet samtalen med besætteren. Heldigvis kom der et demokrati ud af det i Namibia, hvilket ikke er en given ting dersom man tager skridtet fuldt ud på den uvisse, snavsede og blodigt eskalerende vej under en besættelses senere faser. Jeg ved stadig ikke om jeg gjorde det rigtige, Fogh, for som mennesker flest prøver jeg at se mig selv som et anstændigt, fredeligt menneske med høje idealer og ville hellere følge en Gandhi og Jesus end en Arafat og Fog (jeg mener Mogens Fog).

Jeg kan se i min egen udvikling at hver tid har sine svar på hvad der synes det rigtige at gøre ligesom befrielsesaktionerne i hver fase af et undertrykkelsesforløb rummer lidt af kimen til indsigt i hvordan det befriede samfund vil komme til at se ud. F.eks. hvilke allierede vi vælger undervejs. Vil dit samarbejde med Bush - med hele den korrumperende voldelige kommunikation han udsender til de besatte - mon udarte i et bedre samfund end de drømme jeg i dag ser knust i Zimbabwe efter mit eget forhåbningsfulde samarbejde dengang med Mugabe-regeringen i min tillid til at hans forsonende og beåndede håndsudrækning til de hvide undertrykkere ville vare ved?

Da jeg mange år efter blev inviteret til te hos min gamle "comrade-in-arms", Sam Nujoma - nu præsident for det jeg troede ville blive et frit Namibia - hørte jeg fra de lesbiske jeg boede hos i Windhooks slumkvarterer om præsidentens undertrykkelse af de homoseksuelle. Da en revolution jo ikke er noget teselskab i et præsidentpalads, satte tilfældighederne mig igen overfor et valg og jeg valgte i stedet at gå "comrade-in-arms" - arm i arm med slumkvarterernes homoseksuelle i demonstration imod præsidenten. For kampen mod besættelse og undertrykkelse fortsætter jo i hver ny generation og hele tiden må vi vælge side. I kampen mod f.eks. den heteroseksuelle "besættelse" af den danske folkekirke er jeg stolt over herhjemme at have statsministeren på min side. Men igen, skal jeg melde mig ud for at undgå samarbejde?