Tale til Adam Saks’ og Lene Krarups bryllup

Talen jeg holdt til min vielse af en jøde og en jyde hos vores jødiske veninde Birgitte Saks den 21. juni 2020 mens vi selv havde huset fyldt med muslimske gæster.
Noget af det er lidt indforstået. Mest dog at Birgitte Saks konsekvent i familien kaldes for ”Gummi”.  Deres søn, som jeg viede, Adam Saks er en international kunstner, som blev viet til en frisør fra min hjemby, Esbjerg, med en af de dyreste saloner i København.
Vielsen foretog jeg i deres sommerhushave med udsigt over Tegners museum. Selve bryllupsfesten foregik på Hotel St. Helenekilde.
af Jacob Holdt


 

Kære Lene og Adam

Vi er i dag samlet med jeres familie fordi jeres ægteskab ved borgerlig vielse nu skal bekræftes.

Og ja, forelskelse og kærlighed er det som det handler om i dag – jeres forelskelse og kærlighed.

Og ingen som helst kræfter udefra må selvfølgelig lægge forhindringer i vejen for to mennesker, som har fundet sammen i kærlighed.

At der så alligevel har været arrangerende kræfter på spil udefra, som har givet jeres forhold et vist – skal vi sige Gummistempel - i et udslag af egen forfængelighed, kan vi jo kun more os over i dag.

For det må jo have været et udslag af forfængelighed og skønhed, der fik en klump ubehandlet rågummi til at luske fra sit palæ og til i løngang at opsøge byens fineste vulkaniseringssted.

For vulkaniseret Gummi kan jo med kærlig hånd trækkes ud til over den dobbelte længde - og dog vende tilbage til udgangslængden, og bibringes permanente former ved hjælp af varmepåvirkning og moderat tryk 😊

Helt tydeligt er det i al fald at der har været en gensidig kærlighed – ja en dybere længsel efter skønhed og højere mening – bag processen og at dette mirakuløse møde mellem en jyde og en jøde ikke var lykkedes hvis ikke de begge forinden havde været på en længere rejse.

På en vis måde startede denne rejse helt tilbage i 1880’ernes flugt fra antisemitisme i Østeuropa. For et par af de flygtende jøder fik et barn, som voksede op på et børnehjem i England i dyb Charles Dickensk fattigdom.
Alligevel lykkedes det ham at rejse sig af støvet for konsekvent at søge skønheden i livet. Dels gennem sin livslange kamp for at udrydde antisemitisme med sit internationale center til studiet af antisemitismen for hvilken han til sidst blev adlet til den højeste orden i det britiske imperium af dronning Elisabeth.

Og dels ved at ændre verden med sin saks. Gennem sine geometriske frisurer befriede den selvsamme mesterfrisør Vidal Sassoon ikke kun håret fra oprulning, toupering og lak. Han frigjorde også kvinderne.

Og det var netop hans frigørende ”vulkanisering” en vis fru Gummi opsøgte hos Lene, for det var den Lene var blevet inspireret af og havde gjort til sit jødisk inspirerede værktøj længe før hun kom ind i jødernes verden og derved selv kom under saksen og i smuk konsekvens endte med at skifte sit navn til fru Saks.

For efter tredje frisørbesøg og gode samtaler mente Gummi som bekendt at Lene nu var kvalificeret til at møde hendes elskede søn. Som lokkemad viste Gummi fotos af Adams smukke malerier og i dem genkendte Lene straks en Guldsmed. Guldsmeden er et kortlivet insekt, som ofte havde vist sig i Lenes liv når der var betydningsfulde forandringer i vente.
Så hun lod sig straks forføre ind i dette arrangerede ægteskab, som vi nu kan se, faktisk var arrangeret af højere kræfter.

For hvor lang en rejse Lene havde været på forinden i sin kvindelige version af en vestjysk Lykke Per, der finder forløsning og hjerterum hos en jødisk familie i København, kan jeg selv skrive under på med mit skæbnefællesskab med Lene.
Jeg husker f.eks. hvordan jeg i min tid på Statsskolen i Esbjerg spurgte hvorfor en vis person ikke kom i skole om lørdagen, og fik som svar at det var fordi hendes familie var jøder.
Nå, tænkte jeg, det var da nogle underlige nogen, da jeg aldrig havde mødt nogen af slagsen før jeg kom til Amerika.

Derovre blev jeg til gengæld ustandseligt draget ind i jødernes verden – ikke mindst af de Østeuropæiske som Vidal Sasoon med deres stærke sociale engagement uden hvilket jeg ikke kunne have klaret mig – og var tæt på, som Birgitte ved, selv at blive gift med en af dem.

Lene og jeg har også meget andet til fælles udover den samme fødselsdag den 29. april. For hun blev både døbt og konfirmeret i den smukke Sædding kirke, som min far som provst med stor stolthed tog initiativ til at bygge med 750.000 moderne mursten, fik jeg at vide. Heldigvis blev han færdig til at indvie den lige tidsnok til at du kun 8 måneder senere kunne indtage den til din barnedåb, Lene.

Som ca. 20-årig flygtede du ligesom jeg fra Esbjerg til København, men jeg tror du havde et eller andet med dig i bagagen, som forberedte dig på at møde det der var anderledes.
Jeg kender ikke dine forældre, men ved dog at din far, Carsten Krarup, gennem sine 23 år som fabriksleder af Norlax i Outrup havde mod til at ansætte en brun tamilsk flygtning kaldet Ruban som formand - hen over hovedet på en hel masse lokale hvide arbejdere.
Det var i al fald så kontroversielt derude vestpå, hvor andre Krarup’ere gik en anden vej, at det skabte avisoverskrifter.
Og, ja, lige siden har jeg spist Carstens røgede brune laks i min egen iver efter som ham at skabe et samhørigt Danmark.

Adams forældre kender jeg lidt bedre her fra Månedalen, men ligesom dig, Lene, kender jeg bedst hans far af omtale.
For min kones gamle kæreste Ole Holst arbejdede som arkitekt med ham gennem mange år og bliver ved med at rose ham til skyerne også for hans stille karismatiske menneskelighed.

Og jeg ved fra dig Lene, at da du først hørte om ham, følte du at han mindede så meget om din egen elskede morfar, at du brød i gråd. Din egen morfar var møbelsnedker og lavede reolsystemer, borde og stole i klassisk dansk design ligesom din svigerfar startede som tømrer. Nu har du flyttet arvestykker fra din morfar med til Berlin og integreret dem med nogle af de møbler Adam vist fik med fra sin far. Smukkere kan det jo ikke blive med jeres forskellige baggrunde.

Som barn oplevede jeg at når min far som præst skulle vie en dansker med en afrikaner – og det var jo det mest eksotiske man gjorde dengang - så kom han tit med en drillende bemærkning om at det da "kan være problematisk nok at gifte sig med en svensker med alle de kulturelle forskelle, der er." 😊

Tja, sådan kunne det måske også let være gået for dig, Lene, idet din svigermor i al fald blev født i Sverige mens din svigerfar blev skjult i et dansk børnehjem da hans forældre flygtede til Sverige vist nok ved hjælp af nogle modige fiskere her omkring Hornbæk.

Så også af den grund er det et mindeværdigt sted vi i dag kan fejre jeres bryllup i det smukke sommerhus Bent Saks byggede her.

Og når vi nu taler om Adams flygtende bedsteforældre dengang er det jo værd at huske at også de ligesom dig var flittige til at bruge saksen idet de på både fædrene og mødrene side begge var skræddermestre ligesom en onkel i Birgittes Gringer familie var det i Ballerup.
Så du har på enhver tænkelig måde gjort dig fortjent til dit nye efternavn, fru Lene Saks 😊

 

Og nu hvor Danmark er blevet for lille til en kunstner med så stor international karriere som Adams og I begge flytter til Berlin, synes jeg også at i aften når - eller hvis - I som traditionen byder det spiller brudevalsen, bør huske på at også tidligere kunstnere i Berlin har kunnet finde et kunstnerisk åndehul.

Det var bl.a. der den jødiske familie Mendelssohn måtte flygte til fra antisemitismen og derfor der han i 1843 komponerede både bryllupsmarchen og ouverturen til Shakespeares ”En Midsommernatsdrøm.”

 

Så inden vi nu vikler os ud i lige så mange forviklinger som i Shakespeares komedie vil jeg ligesom den gennemgående drilagtige Puck i stykket - med de ligheder der er mellem os som to vejfarende vagabonder, ”I am that merry wanderer of the night”, som han siger - skynde mig at skride til selve vielsen inden jeres bryllup ender som en midsommernatsdrøm langt ud på natten. 😊

Jeg er her kommet ind på de forskelle der er mellem jer, som samtidig også har bevirket at I på mystisk vis har fundet hinanden.
Da sådanne forskelle altid rummer eksplosionsfare, skal I vedvarende huske at det i høj grad er denne gnist i jeres forhold, som bevirkede at det udviklede sig til forelskelse og kærlighed.

Jeres udfordring vil nu blive at holde gnisten ved lige ved hele tiden at give plads til hinanden.

Ægtefæller påvirker hinanden på godt og ondt, men det nytter ikke at ville ændre den andens personlighed og fastholde den ud fra sit eget forudfattede billede.
Derfor er det vigtigste nu at Adam af hjertet konverterer til jyde i lige så høj grad som Lene konverterer til jøde.
Ja, ja, det skulle jo ikke være så svært da I jo begge er sekulære afarter af slagsen, som vi bl.a. kan se her hvor både chuppaen og ketubahen fra traditionelle jødiske bryllupper mangler. Så jeg tænker mere på jeres forskellige sind.
For det er let for de fleste i øjeblikket – både jøder, kristne og muslimer – at tilslutte sig Paulus berømte højstemte citat, der altid bruges til bryllupper:

 "Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op.
Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.”

Men vi glemmer tit at brobyggeren Paulus bruger ordene i en større betydning om at integrere sig med vore forskellige medmennesker for at vinde dem over til vores værdier.
Altså ved at leve sig fuldstændig ind i andres behov og smerte.

Jeg tror ikke at I kan finde et bedre forbillede for jeres kærlighed.

For husk at jøden Saulus af frygt for at miste sin egen jødiske identitet først forfulgte de kristne jøder, men derefter fik et kald ovenfra til at gå ud i verden for at berette om den kærlighed, Jesus selv fik ovenfra fra vores fælles jødisk kristne Gud.

Først prædikede Paulus kun for de jødiske menigheder i Lilleasien og Grækenland, men hurtigt indså han at hans kærlighedsbudskab var så stort at det smittede af på alle andre.

Miraklet er at han færdedes i en verden hvor kun folk indenfor samme lille sprogområde kunne forstå hinanden.

Forskellene var jo endnu større for 2000 år siden end i min barndom, hvor esbjergensere som Lenes forældre ikke kunne forstå bonderøve som mig, der boede kun 25 km udenfor byen.

Så kun ved, som Paulus selv kaldte det, at tale i tunger, dvs. med en dyb smittende kærlighed indefra, kunne han vinde den halve verden for sig med den jødiske gave han medbragte til verden.
Den gave som Lene mange år efter blev døbt i.
Men hvis Lene med sit rebelske egenrådige sind, som gjorde hende på sit eget felt til en kunstner, ønsker i det lange løb at give plads til Adam, som uden tvivl hyppigt går i sit eget hoved og arbejder med sine projekter, må hun hele tiden bruge Paulus’ indlevende arbejdsmetode.
Og hvis Adam vil holde fast i Lenes sikkert nye projekter uden risiko for – som med hans mor – selv at få klippet toppen af, ja, så gør også han klogt i at lytte til de indledende ord af tro, håb og kærlighed, hvori Paulus fortæller åbent om sin integrationsmetode:

”Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. 

Om jeg så har profetisk gave og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. 

Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.”

Da I overfor mig har oplyst, at I ønsker at indgå ægteskab med hinanden, spørger jeg derfor, om du, Adam Saks, vil have Lene Krarup til ægtefælle?

(JA)

På samme måde spørger jeg dig, Lene Krarup om du vil have Adam Saks til ægtefælle?

(JA)

Efter at I nu har erklæret at ville ægte hinanden, forkynder jeg jer herved at være ægtefolk.

Tillykke Adam og Lene