Kære venner
I
dag har VORES krigsbarn i Irak 4 års fødselsdag! Herunder oprindelig mail fra 14. februar 2003: |
|
Dear friends worldwide
You have probably had as many e-mails about this as I have,
so this is just a final reminder to take part in the
wordwide demonstrations tomorrow, Saturday, Below you can see the locations of our joint world wide demonstration. See you in the streets! With love Jacob Holdt |
"Through violence you murder the hater, but you do not murder HATE"
Martin Luther King
Adelaide, Albacete, Alicante, Amsterdam, Antwerp (12.02), Aotearoa/NZ, Athens [Greece], Auckland, Bangkok, Barcelona [and 9 more across Catalunya], Beirut, Belfast, Berlin, Berne, Brisbane, Brussels, Budapest, Busan, Cairo, Calgary, Canberra, Cape Town, Chicago, Copenhagen, Cyprus British Army Bases, Damascus, Dublin, Dili, Edmonton, Foster, Geelong, Glasgow, Granada, Guernsey, Havana, Helsinki, Hobart, Huelva, Islamabad, Istanbul, Jaén, Jakarta, Jersey, Johannesburg, Kiev, Kigali, Kuala Lumpur, Lahore, Launceston, Lisbon, Lismore, Llubljana, London, Los Angeles, Luxembourg, Madrid, Málaga, Manila, Martinique, Melbourne, Mexico City, Montreal, Moscow, Murcia, New York, Newcastle [Australia], Osaka, Oslo, Oviedo, Paris, Perth, Philadelphia, Poznan, Prague, Ramallah, Reunion Island, Reykjavik, Rockhampton, Rome, Salamanca, San Francisco, San Juan, Santander, Santo Domingo, Sao Paulo, Seattle, Seoul, Skopje, Sofia, Stockholm, Strahan, Sydney, Takaka, Tallinn, Tel Aviv, Tokyo, Toronto, Vienna, Valetta, Vigo, Vilnius, Warsaw, Wollongong and many many more... |
Se også mine og især New York Times' argumenter
om samme emne i min senere fælles-mail:
www.holdt.us/from/election/disaster/
Herunder min opsummering på
4 års fødselsdagen Irak i vore hjerter
Det har undret mig at vores blodige angrebskrig næsten ikke har været under debat. Enkelte har diskuteret løgnene, Bush og Fogh brugte til at forføre os ind i "krigens nødvendighed", men ikke løgnen i at ville indføre demokrati vha. ikke-demokrati eller voldelig kommunikation. Skønt alt nu er tabt bør diskussionen tages med henblik på afvæbning af fremtidige diktaturer. Vi var mange der
inden korstoget advarede mod at deltage i galskaben, men
både tilhængere og modstandere syntes dengang at indtage
voldelige positioner. Enten for en voldelig afvæbning af
Saddam Hussein eller for en voldelig fortsættelse af hans
diktatur gennem en pacifistisk venden det blinde øje til.
Det sidste var for mig uacceptabelt med den vold, som
fortsat vold mod irakerne ville gøre mod os selv. Som
ikke-voldstilhænger prøvede jeg i
Politiken (14.2.03) inden krigen derfor at argumentere
for en tredje vej. Det var derfor
vigtigt og ikke spor svært at tillægge sig et kærligt syn på
Saddam Hussein som offer. Lad mig undtagelsesvis se bort fra
de barndomsskader, som vi ved at han led under. Men fra
første øjeblik, hvor han fik magten og i det voldsklima, som
Bath-partiet havde skabt, henrettede rivaliserende
officerer, blev han et offer for frygt. En frygt for
fjender, som førte til undertrykkelsens logik med mere og
mere vold overfor "fjender" for ikke selv at miste livet.
Nøjagtig som jeg kender det fra så mange af mine "gode"
sorte venner, som "kom til" i ghettoens voldelige logik at
tage en pistol med sig under et uskyldigt røveri – og af
angst pludselig begyndte at skyde mod alt og alle uden at
have nogen kalkuleret plan eller indre ondskab. En ting kan vi være sikre på efter at vi har set Bushs og Foghs stupide straffeekspedition endt med et reb om Saddams hals, er at alverdens diktatorer nu vil stramme løkken om deres egne gidsler for at undgå samme skæbne. Dette advarede jeg i Politiken mod inden krigen: "Vi svigter irakerne hvis vi ikke magter at undervise en cowboy (Bush) i at man sindigt og blidt indfanger og opdrætter forvildede køer med en lasso - ikke ved at skyde dem ned som bisonokser fra et eksprestog. Vi svigter dem ved intet nyt at bringe til Irak hvis vi ikke behandler Saddam Hussein ordentligt." Gidselaffærer i USA ender altid i blodbade og yderligere vold som massedrabet i Waco, der medførte terrorismen i Oklahoma City - et direkte spejlbillede af det Irak, Bush og Fogh nu har skabt. Dermed har Bush også forskertset det magtmonopol som er så vigtigt i en befrielsesaktion og som den empatiske Clinton var så dygtig til at bruge uden unødig spild af liv. Selv deltog jeg ivrigt under invasionen i Haiti efter hans intelligente ikke-voldelige afvæbning af diktatoren Cédras og sad på en amerikansk pansret mandskabsvogn under befrielsen af Kosovo efter den lidt vanskeligere afvæbning af Milosevic på lokalt plan. Da jeg så alle de
albanske massegrave og nedbrændte huse var jeg glad for at
jeg ikke havde indtaget en passiv og pacifistisk holdning
til serbernes racistiske apartheid-politik. Det var
vanskeligt ikke at føle had overfor undertrykkerne, når jeg
sammen med de hjemvendte albanere genfandt deres slægtninge
i grave eller ødelagte hjem. Netop derfor indså jeg at det
var dette hadske serbiske mindretal, der fra nu af skulle
have al min kærlighed i tanker og forsonende handling hvis
jeg (som besætter) skulle medvirke til at århundreders
gensidig undertrykkelse og hævn blev bragt til ophør. Det jeg havde i tankerne var en fortsættelse af den beskyttende zone, som Bush’s far med luftvåbnets magt – inspireret af englænderne i 1920’erne - havde anlagt for kurderne nord for den 36. breddegrad. Den burde udvides til at genetablere den tilsvarende zone han oprindelig gav marskaraberne syd for den 32. breddegrad. Men da han efter at have opmuntret disse til oprør siden svigtede dem med hundredtusinders død til følge, er det utrolig naivt af Fogh at følge sønnen ind i dette område og tro de ville blive tiljublede som "befriere". Shiiternes hjerter kunne vi derimod have vundet ved i måske 5-10 år at genoptage beskyttelsen af dem fra luften og langsomt – i takt med at Saddam derved mistede olieindtægten i både nord og syd og ikke havde en chance i den åbne ørken for at erobre det tabte tilbage – at bruge cowboyens beskyttende lasso til på samme måde langsomt og blidt at indfange de hellige byer længere nordpå og derved også vinde iranernes hjerter. Alt sammen uden at en eneste amerikansk soldat betrådte "hellig muslimsk jord" udover den de allerede betrådte efter at have vundet kuwaiternes hjerter. Problemet vi har
med shiiterne i dag går tilbage til vores svigt. Husk at
Muqtada al-Sadr fra starten var på et faderhævntogt nøjagtig
som Bush var det. Næsten 70 % af irakerne støtter angreb på
besættelsesstyrkerne, men da vi gennem 12 års intelligent
lassopolitik har vundet kurdernes hjerter – sammen med
tyrkerne snart de eneste provestlige muslimer i verden, som
endnu ikke har skudt en eneste af vore tropper – vil det
sige at næsten alle andre irakere er imod os. Eller rettere
imod en voldelig befrielse, der ikke fjernede volden hverken
fra deres eller vore hjerter. Fogh svigtede demokratiet ved ikke sammen med resten af EU-tropperne at trække sig ud den dag dødsstraffen blev genindført i Irak og således gjorde al forsoning umulig. Eller rettere ved ikke at bruge koalitionen til at kræve ægte demokrati, hvilket nødvendigvis måtte indebære krav om at ingen landsdækkende afstemning måtte finde sted inden en langvarig forsoning havde fundet sted. At skulle stemme på grundlag af historiske undertrykkelsesmønstre har intet med demokrati at gøre, da det altid vil udarte i flertalsdiktatur - en vigtig debat, der bør tages inden fremtidige demokratikorstog. Jeg selv lærte
lektien bittert, da jeg i 1982 i naiv tillid til
Lancasteraftalens demokratisering af Zimbabwe investerede
penge og håb i Mugabe blot for i dag at se det hele
vanslægte i shonaernes flertalstyrani og projekterne i
ruiner. Uffe Elleman lærte også den bitre lektie, som jeg
advarede imod i Politiken: "Hvad der kommer efter krigen
afhænger helt af hvor pædagogisk vi løser gidseldramaet
overfor irakerne selv. Uden langvarig forberedelse kommer
der et ragnarok værre end Jugoslaviens opløsning." Skønt
vores generation fik ørerne tudet fulde med at "efter Tito
kommer kaos", gik Uffe og Kohl alligevel ud og opmuntrede og
anerkendte Sloveniens og Kroatiens løsrivelse frem for at
bruge en mild samlende "undertrykkelse" med pisk og gulerod
under EU som værdig erstatning for Titos ditto. At optage et
samlet Jugoslavien under fortsat kollektiv ledelse i EU
dengang ville have været langt "billigere" end blodbadet,
der fulgte. Ligesom i Irak førte denne opsplittelse i
demokratiets navn uden ydre opmuntring til forsoning straks
til et hævnende flertalsdemokratis etniske udrensning med
massegrave.
Nogle af fejlene
vi begik blev udtrykt i denne video om forspillet til
krigen: Andre artikler om
ikke-voldelig afvæbning af voldsmænd: Om Nørrebrooprøret
1994: |