Michael Moore fik med Sicko åbnet amerikanernes øjne for, hvorfor vi er så glade i Europa for vores velfærdsstat. Men strategisk kaldte han dens ydelser for "gratis", idet "skat" er et fyord i USA, hvor skattetrykket kun er halvt så stort som vores.

Men hvordan er amerikanerne blevet så fattige at de - modsat nordeuropæerne - ikke har råd til at betale høj skat? Det burde Moore have fortalt for at vise, hvor store tabere de er - ikke blot i sundhed, men i generel livskvalitet. For det er faktisk let at overbevise dem hvis man bruger deres egen selviske argumentation. Jeg har i 30 år holdt foredrag i amerikanske universiteter om at fattigdom kun kan udryddes vha. en velfærdsstat. Især business universiteterne hyrer mig til at udfordre deres republikanske elever. Her nytter ingen "langhårede" medmenneskelige argumenter. Først da jeg begyndte at bruge cost-benefit analyser, begyndte de virkelig at lytte. Vi danskere er så enige om at kæmpe for velfærdsstatens velsignelser, men også vore politiske drømmere glemmer ofte, hvor mange penge vi sparer, hver gang vi sætter skatten op for at få endnu mere lighed og tryghed.

Livet er svært for de fleste mennesker, - en ensom vandring hen ad en isglat bjergrand med konstant fare for at falde ned til begge sider. For at beskytte de svageste fra at falde ned, afsætter vi i velfærdsstaten lidt penge til et rækværk på begge sider. Danskerne har lært, at udover den tryghedsfølelse, det giver alle, sparer vi penge ved at forebygge frem for at helbrede. Den amerikanske minimalstat siger derimod "lad falde hvad ikke kan stå" eller "enhver er sin egen lykkes smed". Man lader altså de svageste falde ned af bjergsiden hvor efter de andre må bruge kæmpebeløb på at beskytte sig mod deres vrede. F.eks. koster det seks gange så meget at smide de faldne i fængsel som at give dem en højere uddannelse. Ifølge New York Times koster det to millioner dollars at henrette et menneske, men kun en million at give det livstidsfængsel. Men mange dødsdømte er psykisk syge, som først søgte, men blev nægtet en behandling til få tusinde dollars, fordi politikerne hellere ville skære i skatten for at opnå genvalg.

På samme måde viser undersøgelser, at hver dollar sparet på prænatal omsorg ender med at koste $4 i sundheds-, institutions- og fængselsomkostninger. At hver dollar sparet på seksualoplysning ender med at koste $5 i kontanthjælp til uuddannede teenagemødre, som Europas velfærdsstater kun udklækker en brøkdel af. At $35.000 sparet på vaccination af børn senere koster skatteyderne mere end $1 million i sygdomsbekæmpelse osv.

Nedsat skat går altid ud over de svageste og eksemplerne på amerikanske politikeres uhensigtsmæssige skattebesparelser er utallige. Washington Post opsummerede et resultat af deres kortsigtede politik i en chokerende rapport, som viste, at 23% af amerikanske børn således vokser op i fattigdom, mens det i Europas velfærdsstater kun er 5%. Jeg har i årevis fotograferet, hvordan fattigdom forkrøbler børn med kolossale indlæringsproblemer og kriminalitet som følge. Så et land, som vælger at tabe hvert fjerde barn på gulvet tvinges til senere at bruge enorme summer på politiopsyn og indespærring af vreden – penge som vi i velfærdsstaten "trygt" i stedet kan holde ferie for.

Intetsteds er den farlige konservative amerikanske cocktail af ønsketænkning og forhalet pengespild så åbenlys som i sundhedssystemet, hvor de "beskattes" dobbelt så hårdt som danskerne. Goderne, vi modtager i et samfund, skal naturligvis betales, men USA's sundhedssystem er sat op som et gigantisk vejsystem med bompenge. Det giver måske i dag mening at privatisere vore veje og lade brugerne betale for miljøsvineriet med bompenge. Men forestil jer et betalingssystem med bemandede bomme på de mindste biveje i Nevada og Wyoming til at opkræve vejpenge af den ene bil, der kører forbi hver dag. Og at man foruden hver bomvagt ansatte en betjent til hvert sted at undersøge, om forsikringen er i orden, og en inspektør til at undersøge, om bilen lider af rust eller andre ulovligheder, inden den må køre videre. Således bliver et privatiseret sundhedsvæsen mere ineffektivt end det værste sovjetiske bureaukrati. I USA har man ansat 3 millioner bureaukrater udelukkende til at spille Gud eller chikanere de syge og sørge for, at de helst ikke modtager behandling. Er man for fed eller i jobs som bartender, frisør o. lign., er det næsten umuligt at få forsikring, mens alle andre bliver syge af stress over at nærlæse og sammenligne policer i uforståeligt sprog. 40% af omkostningerne går til inddrivelse af regninger og til at frasortere dem med størst chance for at blive syge.
 

I virkeligheden skubbes regningen over på skatteyderne. For 45% af USA’s sundhedssystem er ikke privatiseret, nemlig pensionisternes MEDICARE og de fattiges MEDICAID. De som kasseres får ofte for sen og dårlig behandling på de fattiges hospitaler af langt ringere standard. Alene derfor ender amerikanerne med at betale dobbelt så meget som os, nemlig dels høje forsikringer og dels for et skattefinansieret hospitalsvæsen.

Dette nedbryder også tilliden mellem læge og patient, som ikke ved om lægen kræver unødvendige undersøgelser for at tjene ekstra eller er lønnet af medicinalbranchen. Den manglende tillid giver hyppige erstatningssager, der løber op i millioner - både til advokaterne, for svie og smerte, men især til dækning af fremtidig behandling, som jo ville være gratis hos os. Disse regninger sendes igen videre til forbrugerne, da lægerne må betale skyhøje forsikringer for at dække sig ind.

Da amerikanere også betaler sygeforsikring gennem arbejdsgiverne, mister de friheden til let at skifte job og de varer, der produceres, pålægges en enorm indirekte sundhedsskat. Amerikanske biler koster derfor 10.000 kr ekstra og kan ikke konkurrere med importerede biler. Da dette også gælder alle andre varer, vokser handelsunderskuddet og er nu på $600 milliarder, som skyldes til Kina og Japan og truer med at vælte verdensøkonomien. Det sluger mere og mere skat at betale af på renterne og gør igen amerikanerne fattigere. 3 millioner jobs i USA er siden 2000 mistet på den måde.

Vi sparer derfor mange penge ved at betale disse velfærdsgoder over skatten uden alle disse ekstraomkostninger. Mens Danmark bruger 8% af BNP på sundhed, bruger USA 16%, som i 2012 vil vokse til 20% . Husk her at verdens stærkeste militærmagt kun bruger 6 % på militæret. Hvis amerikanerne fik et sundhedssystem som Danmarks, ville de derfor dels leve længere og dels få råd til dobbelt så meget militær, dobbelt så mange Irak-krige osv. Omregnet i penge betaler hver amerikaner 37.000 kr for sundhed og hver dansker 17.000 kr. For en familie på fire en årlig forskel på 150.000 kr og 68.000 kr. Vælger man at bruge disse penge på ferie, får hver dansk familie altså 82.000 kr mere end amerikanerne til at holde ferie for hvert år.

Amerikanerne betaler af samme årsager også langt mere end os for deres privatiserede undervisning. 4-års universitetsuddannelse koster ca. det samme som at købe et hus, og man må derfor livet igennem spare op til børnenes uddannelse, som jeg - bortset fra de få eliteuniversiteter – oplever som dårligere end danskernes. Vuggestue koster 60.000 kr årligt, men 300.000 kr for dansk standard; plejehjem 500.000 kr årligt, men 2 millioner forlods for dansk standard.

Det er således ikke billigere at leve i et land med lav skat. Herhjemme betaler vi med 50% af BNP verdens højeste skat og klager stort set ikke. Amerikanerne betaler kun 26%, men må leve med livslang bekymring og frygt for fremtiden. De må knokle og har dårligt råd til at holde en uges ferie om året. Derfor kan stort set ingen politiker blive valgt i USA uden at love skattenedsættelser.

De har ikke forstået, at hvis de satte skatterne ligeså meget op som danskerne, ville de kunne få penge til at rejse for eller give til de fattige. Vi giver f.eks. 15 gange så meget i ulandshjælp og bruger 5 gange så mange penge på lange udenlandsrejser som amerikanerne. Regner vi ferie i hjemlandet med, bruger vi 3,6 gange så mange penge som amerikanerne på at holde ferie. Selv i de fjerneste afkroge af verden trasker danskere rundt i junglen med deres børn, mens man næsten aldrig ser amerikanere, som der er 57 gange så mange af som danskere? De har nemlig ikke råd med deres lave skat!

At det kan være farligt at have så mange penge til overs at rejse for så vi under tsunamien, da flere tusinde højt beskattede skandinaver druknede, men kun 37 amerikanere – skønt afstanden til de katastroferamte feriesteder er ens fra USA og Skandinavien.

Også i USA er turistbureauerne blevet opmærksomme på de pengestærke danske turister og skriver: "The Danes are today the most affluent international travellers on a per capita expenditure basis - now exceeding Japan with average annual vacation time of 6 weeks per year."
Blot synd at de ikke har opdaget vores geniale opskrift på at være sundere, bedre uddannede, mere pengestærke - og endog i hele det 20 årh. at få en højere økonomisk vækst - end dem selv!

Og synd at vi også herhjemme nu har fået demagogiske politikere og liberale naivister, der vil sætte skatten ned. Men lad dem ikke gøre os lige så fattige som amerikanerne, der har mistet friheden til at rejse og til i praksis at bestemme, hvor meget de vil bruge på livsnødvendige goder som sundhed og uddannelse - en frihed vi gør brug af i hvert folketingsvalg. Lad os hellere lokke højtuddannede udlændinge til vores skatteparadis ved at vise dem, at de her – modsat i USA - vil få både tid og råd til ligeså lange ferier i hjemlandet.

Så lad os da i folketingsvalget stemme på endnu mere velstand og velfærd gennem et bondesnu lille "skatteHOP" – og derved få råd til endnu flere jordomrejser og ulandsbistand! Eller måske mere snu omlægge til grønne skatter for at undgå, at vi danskere ødelægger vor lavt skattede klode totalt ……netop ved at have klodens højeste skat!