For mig går kongehus og køkkenhave op i en højere enhed. "Køkkenhaven" var i min barndom det store stykke jord længst ned mod vejen, som altid skulle skuffes, luges, hyppes og graves i en uendelighed netop når vi børn hellere ville lege. Altså den glædesløse del af den store præstegårdshave. Men når min mor havde "dårlige nerver," som hun kaldte sine hysteriske anfald, var køkkenhaven den mere sikre del, hvor man en tid kunne opnå fred fra vreden mens hun i stedet over telefonen forgreb sig på landsbyens andre koner.

Som voksen oplevede jeg en forværring i min mors sindstilstand. Mange gange i døgnet dirrede telefonen på en helt særlig måde, når hun ringede og væltede sin smerte ud over os - eller hyppigt rasede mod nye indbildte Quixote'ske vindmøller såsom "indvandrere." 

Men nu havde jeg for længst lært min køkkenhavetilflugt: havde jeg en eller anden nyhed om kongehuset, som jeg kunne berette i telefonen, lysnede hendes formørkede sindstilstand altid øjeblikkeligt. Hendes stemme blev blid og vi kunne pludselig "kommunikere" - uden at det gik ud over naboerne flere huse væk. Og så gjorde det faktisk ingen forskel om det var "negative" nyheder - såsom at jeg havde været "på svirretur med prins Frederik kl. 4 om morgenen" eller at kronprinsen ved en anden lejlighed reddede mig fra Ekstrabladets forsideafsløring af mig som "KGB-agent" ved samme nat at blive standset for spirituskørsel. Nej, på en eller anden måde var alle nyheder om kongehuset positive og derfor samlede jeg på dem for at kunne fyrre dem af netop når vulkanudbruddene nærmede sig.

Kun få af mine royale historier var dog selvoplevede. Faktisk kom alt hvad jeg vidste om kongehuset fra ugebladene, som jeg smugkiggede i under besøg hos min aldrende mor og hvori jeg anede at mange andre danskere misbruger kongehuset på samme ulykkelige vis som en edens køkkenhave på flugt fra egen dybere smerte. Nu efter min mors død, hvor min telefon igen "ringer" som andres telefoner, kan det ærgre mig at jeg ikke kan bruge min sidste, men mest dyrekøbte royale historie som lynafleder overfor min mor. For min rejse med Joachim gennem Bolivias køkkenhaver fik ikke blot det hele til at gå op i en højere enhed for mig, men ville uden tvivl være blevet beretningen over alle beretninger, som kunne have givet min mor "Endeligt fred!" - gravstensindskriften, som mine brødre foreslog.

Måske jeg skriver denne artikel for alligevel på en måde at fortælle min mor i det hinsides om min rejse med prinsen. Eller fordi jeg har en lumsk anelse om at selv for læserne af CARE Nyt er der mere vederkvægelse i kongerøgelse end i køkkenhavehistorier - Søren Ryge måske undtaget. På forhånd havde jeg, skal det indrømmes, en forestilling om at selv CARE misbruger prins Joachim i et forsøg på at få opmærksomhed fra ulykkelige mennesker som min mor. (For CARE blev jo faktisk nævnt ca. én gang i hver artikel om prinsens rejse i de kulørte ugeblade, hvilket efter sigende skaber misundelse i andre Ngo’er, tro det om man vil!)

Men på dette punkt blev jeg positivt overrasket. For Joachim viste sig på ingen måde blot at være en nålestribet kransekagefigur valgt efter højest mulige fællesnævner. Nej, hans ekspertise, viden og interesse for sagen ville sikkert for længst have fået CARE's bestyrelse til at erstatte den nuværende generaldirektør med Joachim - helt i dennes egen ret - dersom ikke prinsen var født ind i den ulykkelige snoreklipperrolle, der sluger så meget af dette begavede menneskes tid. Og hvis jeg skal forsøge at overgå ugebladene i dette indlæg må det nok netop være i min overraskelse over det menneske, jeg mødte i Joachims person. For hvordan kunne det have overgået min opmærksomhed under udflugterne hos (og fra) min mor, at der bag billedet af Joachim i hendes ugeblade af en lidt stiv og kedelig person gemmer sig et så utrolig varmt, spændende og lynende intelligent menneske? 

At medierne på en eller anden måde giver et forløjet billede af Joachim er jeg ikke i tvivl om, for alle jeg har underholdt om mine oplevelser med ham har givet udtryk for en lignende overraskelse. Som en belæst antikvarboghandler sagde: "Det må du love at skrive om, for kun hvis det kommer fra dig vil folk tro på at det ikke er et eller andet romantiseret glansbillede." Nå, da da, tænkte jeg, hvad er det dog for et billede han havde af mig, der fik ham til at sige dette. Er vi vel ikke alle kendt for at være royalister i dette land? Flygtede jeg da ikke tidligere fra de beskidte bønder, CARE havde sendt mig ned for at fotografere i Asien, netop for at søge tilflugt, velbehag og guldtallerkner i paladset hos Kong Shianouk? Indrømmes skal det at kongen vist udelukkende bød mig indenfor - tildækket som jeg var fra top til tå i bøndernes ildelugtende griselort efter samme dag at være faldet i en muddergrøft - fordi han havde brug for en hofnar eller lidt Klodshans-adspredelse midt i sit kedelige snoreklipperi? 

Da jeg hurtigt fornemmede at Joachim havde brug for en lignende adspredelse i nattetimerne efter dagtimernes endeløse nedtrampning af Bolivias køkkenhaver, startede jeg med at fortælle ham om min flugt fra selv samme til Shianouks hof. Joachim skulle jo nødigt tro at det var "noget særligt" for mig at jeg var blevet indbudt til Amalienborg for at vise ham mit Bolivia-show måneden før. En fællesnævner for mine to royale besøg er i øvrigt at det er de eneste steder jeg hverken er blevet budt på vådt eller tørt (hvilket vist aldrig er sket et eneste af de 4000 steder jeg har holdt foredrag!) Den kongelige gæstfrihed er altså til at overse når det gælder mig, men tilliden åbenbart ubegrænset, thi i begge paladser kunne jeg uhindret gå rundt og finde mig noget daggammel kaffe bag ryggen af de kongelige.

Nej, gavmildhed er som bekendt omvendt proportional med graden af fattigdom. Joachim blev - ligesom jeg selv under mine tidligere besøg hos Bolivias bønder - budt på uanede mængder af disses kulinariske goder, der hverken var i eurytmi med deres egne subsistens behov eller vores medbragte tarmflora. Den fine balance mellem at undgå sårede følelser og en royal diarre mestrede Joachim på beundringsværdig og betimelig vis, da diarre jo absolut ikke ville være forenelig med de timelange taler, han overalt måtte lægge krop, øre - og ja - øjne til. For var der noget vi andre deltagere fik dyb respekt for, var det netop hvor sjældent vi fangede Joachims øjne i at vandre under de dødkedelige, formelle taler - ofte på indianersprog, dernæst oversat til spansk og sluttelig til et uforståeligt engelsk. Netop når vi andre for længst var "stået af" og faldet i en dyb mental tornerosesøvn, blev vi hyppigt vækket ved at høre Joachim afbryde en lokal leders monotone monolog med fast blik og stemme: "Nej, området må være 21.000 hektar, ikke 21.000 kvadratkilometer, ikke sandt?" Eller at stille spørgsmål, der afslørede langt mere viden om et problem end den lokale ekspert besad og dog at mestre kunsten ikke at gøre denne forlegen.

Når jeg blev ganske overrumplet på dette punkt var det ikke kun fordi jeg ikke vidste at Joachim er uddannet agrarøkonom, thi hans paratviden gjaldt stort set alle områder. At denne bondeprins havde andet end jord i hovedet gik første gang op for os, da Ekstrabladet satte Joachim på en prøve, der gik lidt ud over de Schackenborgske jordlodders: "Nævn de 30 største lande i rigtig rækkefølge efter areal." Jo, Joachim havde selvfølgelig problemer omkring rækkefølgen af nr. 28 og 29 (hvor vi andre for længst havde givet op), men med en fabelagtig viden og logisk sans kunne han alligevel nogenlunde fastslå om Pakistan, Algeriet, Venezuela kom før Chile, Niger eller Etiopien osv. Selv nye lande som Kasakhstan blev placeret rigtigt. Eller da jeg nævnte til ham at vi just var sejlet over den 12. sydlige breddegrad på Amazonfloden, vendte han øjnene opad et sekund og regnede lynhurtigt ud at "så må vi være 1662 km fra Ækvator." At vi færdedes på den sydlige halvkugle var heller ikke nogen hæmsko for ham, da vi stod en nat og drak øl under en stjerneklar himmel, hvor en af os kom for skade som frøen i brønden at røbe at stjernehimlen vist ikke var større end hvad han kendte fra den hjemlige brøndåbning. Straks kunne Joachim udpege hver eneste af sydens konstellationer for os med navns nævnelse. At han samme nat underholdt i de mest præcise detaljer om hvor meget der bliver satset, hvor lange banerne er osv. i hestevæddeløb i Kina kunne måske bortforklares som kinesisk dyneløfteri. 

Men faktisk var han i stand til at holde hof for os om så godt som alle emner, vi tilfældigt strejfede i de lange nætter over vin eller øl, med den mest fascinerende detaljerigdom jeg nogensinde har oplevet - uden på noget tidspunkt at spille kong gulerod (for nu at holde os til køkkenhaverne) eller at jogge i spinaten. Fra astronomi bevægede han sig elegant over i astrologien, når en af os havde fødselsdag og Joachim straks kunne analysere vedkommendes ascendenter, venuskonjuktioner osv. og kort efter endog oversætte tydningen til det kinesiske horoskop. En tid lang gik jeg og noterede ned i mit hoved de eksempler på hans viden som overraskede mig. Men til sidst var mit hoved ved at sprænges, thi selv i de mest elitære universiteter, jeg hyppigt færdes i i USA som Harvard, Yale og Stanford, har jeg vist aldrig mødt et menneske med så stor en all round viden. Jeg har tidligere f.eks. skrevet kronikker om byplanlægning på Københavns havnefront, men når Joachim begyndte at fortælle om hvornår hvert enkelt hus langs hele havnen var bygget, hvornår de var brændt ned og hvem der igennem tiderne havde ejet dem osv., ja så kom jeg snart ud på dybt vand.

At han samtidig "drak mig under bordet" hver nat og altid var den sidste til at gå i seng ved 4-tiden (og alligevel virkede frisk som en kongeørn klokken 7 om morgenen), gjorde jo ikke sagen bedre. Det sidste ville jeg efterprøve en morgen netop efter en sådan lang nat, hvor han kaldte mig over til sit bord. Nu ville jeg høre ham i kongerækken, tænkte jeg. Og her kl. 7 om morgenen fik jeg endelig min skovl under ham, for selvom han er født med en sølvske i munden kunne han faktisk ikke kongerækken længere tilbage end Gorm den Gamle. Da jeg efter en længere udredning om Valdemar Sejrs forbindelse til den armenske kongerække bevægede mig ned gennem det persiske kongerige og kom til Joachims 110. tipoldefar, Ramses II og endnu ældre faraoers slægtskab, - ja, så røbede Joachim, glædeligt overrasket, skeptisk og nysgerrig, at han her var helt på herrens mark. Men hans nysgerrighed om et så specifikt ægyptologisk emne kl. 7 om morgenen glædede mig, for havde han ikke afsløret samme glæde ved at opsuge viden som for at formidle viden, kunne man rent menneskeligt let have anklaget ham for ikke at sætte sit lys under en skæppe netop i den kunstige ophøjede position, hvori han befinder sig og hvor ingen rigtig tør at sige ham imod.

Dette underlige psykiske apartheid forhold, vi af samme grund nødvendigvis måtte have til ham, rystede ikke blot mig i min grundvold. Jeg har tidligere brugt meget tid på at trænge ind til det menneskelige bag facaden i "Ku Klux Klan", "nazister", "narkomaner", "massemordere", "KGB", "Rockefellere" osv., men teflonmuren der opgiver "Kongehuset" gør et tilsvarende forsøg til en mærkeligt, frustrerende oplevelse. Afstanden, vi oplevede til prinsen under de officielle arrangementer, stod i så skærende kontrast til nærheden og kammeratskabet vi følte om natten. Også de, som tidligere havde dækket kongelige rejser uden at opleve en sådan nærhed og ikke mindst nærværet og opmærksomheden fra prinsens side f.eks. når vi var syge eller havde fødselsdag, var forvirrede. 

Omstændighederne har tidligere holdt pressen stærkt adskilt fra de kongelige (særligt under Ugandaturen med Alexandra), men Boliviaturens lille pressehold, den primitive fælles indkvartering - især under to syndfloder - og måske ikke mindst Joachims glæde over Alexandras graviditet, gav ham tydeligvis en glæde over samværet med os andre og et behov for at åbne op. Dette krævede gensidig tillid, men da vores behov for at komme ud af det underlige "apartheid" forhold var lige så stor, var det en god byttehandel at lægge kameraerne og sensationspressens lange ører på hylden efter dagens snorreklipperier og vandpumpeåbninger med CARE og i stedet at opnå savannens himmelske fred, når antiloperne græsser side om side med de mætte løver. (Nu håber jeg blot at jeg ikke bryder dette tillidsforhold ved at viderebringe enkelte af Joachims ovennævnte udtalelser fra nattetimerne. Jeg havde jo ikke gjort det hvis de havde bragt ham i et dårligt lys.) 

Joachim havde på det seneste udtrykt utilfredshed med pressens dækning af ham og Alexandra. Og med god grund, for indtrykket jeg selv havde fået af ham i pressen var bl.a. som en lidt humorforladt person. Udenfor rampelyset var han imidlertid humor for alle pengene og i den gensidige tillid her i Bolivia opnåede han et helt nyt symbiotisk forhold til pressen. F.eks. morede han sig så kosteligt over Ekstrabladets sensationelle overskrifter at han selv begyndte at opdigte dem og fik dem bragt næste dag i avisen.

Hvis nogen nu skulle finde på at spørge om hvor min beskrivelse af Joachims besøg i CARE's køkkenhaver og regnskovsprojekter bliver af, kan jeg kun svare, at hele denne oplevelse af prinsen var så stærk og tog så meget af vores opmærksomhed, at de fleste af os vist aldrig rigtig nåede at "føle" vi var i Bolivia. Og bønderne ænsede vi slet ikke når vi trampede deres køkkenhaver flade for at få billeder af prinsen. Selv ville jeg aldrig have troet at jeg kunne falde "ned" på et sådant ugebladsplan. Jeg har tidligere rejst tusinder af kilometer rundt i Bolivia og kendte mange af bønderne som var de min egen familie. Men denne gang fik jeg aldrig rigtig en fod på jorden. Det var som én lang royal svævetur hen over en fattigdom og nød, som man aldrig rigtig fornemmede. Dette kan umiddelbart lyde som en kritik af CARE's arrangement og indrømmes skal det, at der er noget bindegalt i at et flok royale galninge fra et rigt land søger nye græsgange på den anden side af jordkloden blot for at gå ét menneske i bedene, hyppe egne hjemlige kartofler - og i processen gøre kål på ikke så få lokale køkkenhaver. (Nu fik jeg så endelig klaret ærterne og beskrevet arbejdsprocessen i Bolivias køkkenhaver!)

Men her er det vigtigt ikke at forglemme de større perspektiver. Prinsens rejse var jo for de involverede bønder kulminationen på en lang arbejdsproces, som jeg nu har fulgt fra starten for 8 år siden. At det første royale besøg i Bolivia nogensinde gjaldt netop bønderne - mens de lokale magthavere så godt som blev negligeret af prinsen - er ikke forbigået opmærksomheden. Og hvis man i sin vestlige overflod kan have lidt svært ved at forstå at bønderne skal have vejledning i noget så simpelt som anlæggelse af køkkenhaver, terrasser og vandoverrisling - noget som både Inkaerne og Kolloerne før dem var eksperter i - ja, så går det dels op for én hvor meget der blev ødelagt under det spanske kongehus - og dels hvor stor betydningen har været for dem af at være kommet ind under det danske kongehus, så at sige! 

For taknemmeligheden over CARE's og DANIDA's arbejde var både rørende og at se overalt og afslørede tydeligvis dybere følelser end blot det at få en "principe" på besøg i et land hvor en sådan kun forbindes med eventyr. Både i jungle og bjerge overfaldt begejstrede indianerbørn med hjemmelavede danske flag prinsen mens tandløse gamle kællinger overalt bød ham op til dans og man fornemmede at festlighederne omkring besøget ville blive en af de største i deres liv. Disse overstrømmende følelser kan være svære at leve op til når man kommer farende ind i landsby efter landsby på kort visit og et sted blev en ko da også brændt af fordi vi ikke nåede frem, et andet sted blev en pige brændt af, da hun bød prinsen op (vist fordi hun så for sexet ud og Joachim ville undgå et skandalebillede som prins Charles' i Argentina - han burde dog huske på at vi alle holder mest af ham netop når han "giver sig helt hen," hvilket Charles ikke gjorde!) Disse taknemmelighedsfester var en underlig bagvendt måde at komme til at sætte pris på CARE's arbejde på der hvor dette ofte kan være mindst synligt (som f.eks. i regnskovsbeskyttelse) ligesom jeg i en tidligere artikel beskrev CARE's arbejde bagvendt gennem øjnene jeg så i indianerne på højsletten "Ulandsarbejde og racisme".