Jacob Holdt: Venstrefløjens klasseforræderi

Kommentar i Politiken lørdag 30. september 2000

Valget om euroen:

(De blå afsnit var der ikke plads til i Politikens Kommentar)

Som ung venstreorienteret idealist var jeg udmærket klar over hvordan det var gået mange af samme slags fra tidligere generationer og aflagde derfor et løfte overfor mig selv: ligegyldigt hvor "sat" eller velstillet jeg en dag skulle ende med at blive, ville jeg altid fortsætte med at stemme på de fattiges side - især når det gjaldt vores næste uden egen stemme(ret) i denne rige del af verden. Derfor ville jeg i første omgang have stemt nej til EF, idet venstrefløjen havde foregøglet mig at denne rige klub betød høje toldbarrierer o. lign. overfor de fattige lande.

Men da jeg siden blev lidt mere "sat" og begyndte at holde foredrag overalt i Europa, kan det nok være at realiteterne fik min holdning til EF til at ændre sig når jeg f.eks. overalt sad fast ved grænseovergangene - nogle gange i dagevis - pga. manglende tolddokumenter, carnet'er og lign. bureaukratiske levn fra en ulandsagtig fortid. Hvorfor kan det ikke blive som i USA hvor jeg effektivt og uhindret farer over statsgrænser og kunne se det fattige syden langsomt hale ind på nordstaterne gennem en fælles, integreret økonomi, tænkte jeg? Og da jeg siden blev endnu mere "sat" og engagerede mig i ulandsarbejde i Afrika, opdagede jeg at ligegyldigt hvor store projekter jeg kastede mig ud i, opildnede EU mig altid til at gøre dem endnu større ved at fordoble bidragene med 100%'s matchende beløb (også til mere kontroversielle projekter i marxistiske lande som Angola eller for befrielsesorganisationer som SWAPO). Virkeligheden, som jeg havde oplevet den indenfor min egen lille verden, havde allerede ved Maastricht-afstemningen gjort mig til svoren EU-tilhænger.

I dag ser jeg mange af mine gamle venstreorienterede venner stadig hænge fast i en fortidig retorik. Vores fælles tidligere drømme og visioner om fællesskab og solidaritet synes helt og aldeles overtaget af ja-siden, mens venstrefløjen - usolidarisk, bedrevidende og helt alene blandt Europas millioner socialister - har allieret sig med den sorteste nationale egoisme. For det er udtryk for kvalmende egoisme når rige og velstillede nægter at kaste sig helhjertet ud i mellemfolkeligt samarbejde med påstande om at dette "måske koster" for vores egen velfærd herhjemme - med den risiko samfundsændringer altid indebærer. (Hvor er dog jeres tidligere mod når "det gælder om ikke at fortolke, men at forandre verden"?) Velfærdsargumentet minder om vores gamle Frantz Fanon'ske modstand mod et EF som "en klub for rige røvere fordelende udbyttet ligeligt imellem sig." Blot ønsker nej-siden "røverklubben" indskrænket til kun et lille rigt land.

Jeg begriber ikke at mine venstreorienterede venner ikke får kvalme over den kendsgerning at modstanden mod ØMU'en udelukkende kommer fra de allerrigeste lande i Europa - ja, i hele verden - eller skammer sig over at Danmark som det eneste rige land får nettopengeoverførsler fra de andre EU-lande trods egen rigdom og velfærd. Tro mod mit gamle løfte om at stemme på de fattiges side kunne jeg ikke andet end stemme sammen med grækere, portugisere, spaniere og irere i deres begejstring over det EU, som betyder så store Robin Hood-tilførsler til deres tidligere fattige økonomier, at f.eks. Irland kunne rejse sig fra "Angelas aske" som en ren IT-Askepot. At sydeuropæerne derved er blevet så rige at de glemmer at få børn er pudsigt nok en årsag til at Syden begynder at nærme sig den skandinaviske velfærdsmodel, som derved indirekte sikres.

Vi burde kunne blive enige om at begrebet velfærdsstat ikke kun skal være forbeholdt de rige. Og når alle kendsgerninger viser at de fattigste lande er blevet rigere af at være med i et stærkt EU-samarbejde, kan jeg ikke andet end sige ja til endnu mere international solidaritet. Jeg ville svigte mit gamle løfte hvis jeg ikke havde sat mit kryds der hvor vore forarmede "brødre i øst" klart har tilkendegivet at de ønskede vi skulle sætte det. Et ja er den hurtigste måde at give også dem en Askepotløftestang og her drømmer jeg også om snart at få Rumænien, Bulgarien, ex-Jugoslavien, Ukraine, Rusland, de muslimske republikker og Tyrkiet og senere Nordafrika og Mellemøsten med. (For uden drømme og visioner om et større internationalt fællesskab er man vel ikke rigtig venstreorienteret, vel?) Kun egoisme, racisme og snæversind kan forhindre os i at sprede vor velstand også til de i stigende grad ghettoiserede Maghreb-lande.

Når vi ser yankee-hadende latinamerikanske lande tilslutte sig dollaren og demokratiets opblomstring i f.eks. Mexico efter integrationen i NAFTA, ved vi hvilken vej vinden blæser og kan lige så godt med det samme forlade en forstenet EFTA-tankegang og kaste os ud i et stærkt Euro-samarbejde som modpol. Dog er mit gæt at vore gamle venner i Vietnam og Cuba sikkert vil have tilsluttet sig dollar-unionen længe før I opgiver jeres rubel-spekulationer mod ØMU'en. Ingen i SF og Enhedslisten ønsker sig tilbage til 1800-tallets tyske og italienske delstater med hver sin møntenhed eller tiden før Harald Hens - ligeledes risikable og i første omgang mislykkede - forsøg på at skabe en landsdækkende dansk møntunion. Men hvorfor taler og tænker I så som om I tilhørte en sådan balkaniseret fortid? Hvordan kunne I overhovedet mene at et "ja" ikke måtte koste noget? Kunne I forestille jer en dansk velfærdsstat uden skyggen af progressiv beskatning af rige indkomster? Med jeres Europa i to hastigheder søger I nu at genindføre det privilegiernes Overhus, som Tony Blair prøver at nedlægge, hvorfra I uforpligtende kan sidde og sove og udøve jeres særlige egenrådige bowlerhatte-forståelse af demokrati - plutokratiet - ved at kræve vetoret over de fattige syd- og østeuropæeres flertalsafgørelser. Som Europas kystbanesocialister prøver I fra jeres luksusbolig i Festung Nord til evig tid at tiltuske jer en misantropisk enlig fribillet på 1. klasse - her efter valget sikkert udskiftet med en Mercedes som gave fra Carl Hagens parallelle norske olie-velfærdsegoisme - mens jeg frygter at I nu får held i jeres forsøg på at afspore toget for dem, der - uden at sidde med fremmedfrygten i hånden - har søgt kollektiv transport i fælleskupe med de fattigste. Nej, med jeres "nationalsocialistiske" bejlen til racismens og egoismens Europa har I svigtet mine idealer, for med det jeg i min ungdom lærte af venstrefløjen, ved jeg, at det må og skal koste noget hvis man hører til den rigeste del af Europa og verden og ønsker at skabe langsigtet tryghed gennem en hurtig og effektiv spredning af velfærd, lighed, flertalsdemokrati og fred til vore fattigere naboer.