|
Information lørdag-søndag 12-13
august 1978
Gensyn med Amerika 1.
del
Et personligt rejsebrev til læserne af
Amerikanske Billeder
Af JACOB HOLDT
Lige siden Information i foråret 1976 introducerede lysbilledshowet
Amerikanske Billeder gennem turneer og siden lavede det om til bog,
har læsere og tilskuere spurgt om, hvordan amerikanske reaktioner
mon vil være på denne kritiske blotlægning af underklassen i USA og
dermed af hele det amerikanske samfundssystem. Da det jo kun er en
enkelt mands personlige oplevelser af USA, ville de fleste inklusive
mig selv sikkert i første omgang være tilbøjelige til at tro, at
amerikanere blot vil affeje kritikken sådan som de fleste da også
går nar de blot bliver konfronteret med billederne i bogen uden den
oversatte tekst. Tilmed har der siden været så seriøse analyser af
den amerikanske underklasse i pressen (især 21. august 1977 i Time)
og sidst i 4 timers særudsendelsen på ABC "Youth terror: The view
from behind the gun", at den indskrænkede personlige fremstilling i
Amerikanske Billeder sikkert ville drukne i sammenligning. Men en
del kunne tyde på, at netop en personlig måde at fremstille emnet på
er den rette måde at nå til de bredere dele af befolkningen på,
sådan som det jo har været tilfældet med Alex Haley "Rødder". For
mit eget vedkommende er jeg i øvrigt heller ikke i stand til at
skrive på anden vis, som dette rejsebrev da også vil vise. Ikke
desto mindre vil også denne mere personlige beretning om hvordan
amerikanerne reagerer på mit show Amerikanske Billeder måske kunne
bidrage til en forståelse af, hvor komplekst et samfund det
amerikanske er.
I sorg og forvirring
Lige siden jeg sidst i 1975 i sorg og forvirring forlod Amerika, har
det været mit mål at komme tilbage til dette fantastiske land, som
jeg føler mig mere knyttet til end noget andet land i verden. Det er
et af de mest euforiske øjeblikke i mit liv at træde ud i lufthavnen
i Portland, hvortil et rigt college har inviteret mig, og straks se
alle disse vidunderlige mennesketyper, jeg har romantiseret og
idealiseret i mit sind lige siden jeg forlod Amerika. I min bog og
mit show har jeg måske nok mest skildret Amerikas skyggesider, men
ligesom med alle Vietnam veteraner jeg har mødt, har jeg erfaret at
det netop er skyggesiderne der først fortrænges, så jeg langsomt i
mit stille sind havde udviklet et rosenrødt billede af Amerika. Det
er lidt uhyggeligt hvor hurtigt mit (og sikkert det menneskelige
sind i almindelighed) kan fortrænge den lidelse, jeg forsøger at
skildre i bogen, og denne kløft har i stigende grad gjort det
vanskeligt for mig at køre showet i skoler og teatre. Der bliver
hurtigt noget hyklerisk over at være professionel i menneskelig
lidelse, mens man i virkeligheden selv har fortrængt den eller i al
fald ikke længere har kontakt med den. Ikke mindst derfor er det
nødvendigt for mig at vende tilbage for at genoprette det personlige
forhold til bogens personer.
Straks efter ankomsten, er det imidlertid som om samfundet sætter
alle kræfter ind på at forhindre en genoprettelse af kontakten med
samfundets tabere. Jeg får anvist en kæmpemæssig gæsteprofessorbolig
med farve-tv, stor have osv., og for at sætte prikken over i'et,
endog en sort opvarter, som passer det hele for mig. Der er ikke tid
til at komme til at kende hverken ham, eller den sorte
rengøringskone, for straks bliver jeg hvirvlet ind i en
medielabyrint. På anden dagen ankommer ABC’s lokale tv-hold for at
smække mig på i aftennyhederne. Uden så meget som at have set bogen
eller showet, sætter de kameraet i sving. Medium cool så det batter.
Kontrasten til Europa
Kontrasten til Europa virker ekstra chokerende på mig i
sammenligning med den grundighed jeg havde set kun tre dage for min
afrejse, da vesttysk fjernsyn havde sendt et 5 mands Tv-hold til
København i 3 dage for at lave et halvtimes-interview med mig under
hvilket jeg fandt ud af, at selv deres lydteknikere havde læst bogen
flere gange samt andre med, for at sætte den i perspektiv. Men den
amerikanske i overfladiskhed virker endnu mere slående, da
intervieweren, som er sort, under interviewet begynder at finde ud
af hvad det drejer sig om og faktisk begynder at fatte interesse for
emnet. Så ikke så snart er der slukket for kameraet før han siger:
"Hey, why don't you come home for dinner tonight?"
Sjældent har jeg set den velkendte amerikanske overfladiskhed afløst
så hurtigt af den anden side af mønten: den umiddelbare åbenhed og
gæstfrihed, som jeg elsker i Amerika. Og som for at skære Amerika
endnu mere ud i pap, bliver han så begejstret da det lykkes mig at
få en bemærkning indført under middagen foran en tv-baseballkamp, om
at jeg kender hans ven Alex Haley, at han giver mig den ene af sine
biler for at jeg kan komme rundt med showet i Amerika: generøsiteten
som lod mig overleve i næsten 6 år som vagabond!
Efter blot to dage i Portland er mit tidligere Amerika forandret:
Hvor jeg før blev betragtet med foragt og ofte jaget væk når jeg som
vagabond gik til tankstationerne for at få vand eller et lift af de
holdende bilister, bliver jeg nu straks genkendt overalt i byen som
"den hollandske opdagelsesrejsende" (forveksling Dutch/ Danish/
Swedish/ Swiss) og må nu give autografer ved tankstationerne.
Efter 4 dage er jeg kørt træt af massemediernes overfladiskhed, hvor
mit "budskab" drukner i reklamerne eller bliver censureret helt væk,
mens det folk husker bagefter, er det sensationelle i at en hvid
mand har overlevet i ghettoerne i 5 år osv. Da jeg indser at jeg
bliver udnyttet af medierne, der har brug for at sælge
sensationshistorier, nægter jeg allerede inden en uge alle
interviews med tv og radio og en tv-station må i sidste ejeblik
aflyse en halv times planlagt direkte udsendelse med mig og finde en
erstatning, hvilket til min benovelse bliver præsident Carter, der
netop er i byen den dag. Snart dukker alverdens rygter om mig op i
byen. Folk skriver læserbreve til aviserne, der afslører den
forvirring især tv har skabt.
Den ny Victor Borge
Som ventet (efter amerikanske reaktioner i Denmark) bliver showet en
stor publikumssucces på universiteterne, hvor jeg bliver
introduceret som "den ny Jacob Riis" og endog som "den ny Victor
Borge", sikkert de eneste danskere de kan komme i tanker om.
Reaktionerne er næsten de samme som i Denmark, blot virker eleverne
endnu mere rystede eller lamslåede ("numb" er det hyppigste udtryk)
vel sagtens fordi det er deres eget samfund det omhandler og det
falder godt i tråd med overklasseelevernes skyldbevidsthed.
På sin vis er de endnu mere positive overfor showet end mange
danskere, idet dets venstreorienterede fortolkninger af lidelserne
af danskere ofte bliver brugt som en undskyldning for at de sikkert
er overdrevne i deres fremstilling, mens de her tilsyneladende giver
showet ekstra relevans og endog autoritet, dels fordi eleverne her
er mere bevidste om, at de er virkelige og de derfor vil virke Mondo
Cane-agtige uden de venstreorienterede forklaringer og dels, håber
jeg, fordi disse forklaringer måske er i stand til at slå hul på de
racistiske forklaringer, de jo næsten alle er opvoksede med.
Dette føler jeg, må være grunden til, at studenterne i dagene og
ugerne derefter kommer og udtrykker taknemmelighed over at jeg har
"givet deres liv en ny retning", at have "ladet dem se at negrene
også er mennesker", at have hjulpet dem til at "beslutte at bruge
deres uddannelse for de fattige" osv. selvfølgelig i høj grad i en
vis øjeblikkelig sentimentalitet, men ikke desto mindre udstrålende
en ærlig vilje. Senere får jeg da også at vide af den lokale
menneskerettigheds-organisation "Portland Citizens Against Racism",
at deres medlemstal er gået drastisk op efter forevisningerne, mens
andre udtaler ønske om at deltage i politisk arbejde, men indrømmer,
at de ikke tør, på baggrund af de mange drab, der har været på
politisk aktive,
Rockefellers datter
Selv Rockefellers datter er så begejstret for showet, at hun
inviterer mig hjem. Abbie, hvis onkel ses i showet, og jeg bliver
faktisk så gode venner at vi beslutter os til at holde forbindelsen
vedlige. Hun synes ikke at jeg har behandlet familien "unfair", "Vi
er jo vant til at få så meget værre kritik." Hun fortæller, at også
hun græd under forestillingen, som bl.a. gjorde hende ked af "at
vores system tilsyneladende ikke fungerer. Jeg er ikke socialist,
men tro mig, jeg er så sandelig heller ikke kapitalist. Jeg er dog
stolt over min familie, over hvordan den bruger sine rigdomme til
mange velgørende formal. Jeg synes at det show virkelig her ses af
alle for at oplyse folk om de uretfærdigheder, der eksisterer i
vores samfund." Den velkendte amerikanske åbenhed overfor kritik
star tilsyneladende uantastet, selv på det personlige plan, mens jeg
f.eks. husker fra Danmark, hvordan en ældre dame i Vejle, der engang
havde mødt Rockefellerne, vandrede ud under showet i protest mod
"den usmagelige måde du udleverer Rockefellerne på".
Det er med blandede følelser, jeg tager tilbage til San Francisco,
denne solskinsby, hvori jeg mistede flere venner end i nogen anden
by. Næsten øjeblikkeligt stifter jeg varmt venskab med den kendte og
populære sorte teaterdirektør Burial Clay, da han erfarer, at noget
af hans familie i Syden er med i bogen. Han ønsker straks at sætte
showet op i et teater i Fillmore-ghettoen, men har dog brug for 2
ugers forberedelse til plakater osv. I mellemtiden ta'r jeg derfor
til Los Angeles. Rystet bliver jeg naturligvis derfor, da jeg kommer
tilbage og erfarer at han netop er blevet dræbt - et chok for byens
intellektuelle. I samme uge bliver en af mine sorte venner i
Glidekirken stukket ihjel. Jeg opgiver straks at sætte showet op i
San Francisco og viser det blot for de berørte af Popeye
Jackson-mordet. (Popeye Jackson, en fængselsleder og ven af Jacob
Holdt skildret i A.B.).
Skuffende er det også, at opleve Californiens vælgere samtidigt
stemme for den selviske og i al fald yderst glistrupske
proposition 13, der vil skære en lang række sociale ydelser til
de fattige ned eller helt væk.
Ekstra deprimerende virker det på denne baggrund at gå tilbage til
stederne, hvor jeg så ofte fik gratis bespisning - i St.
Anthony-køkkenet, hvor jeg hver eneste dag i 8 mdr. stod i suppekøen
for at få lidt bønner og kartofler udleveret. Der står stadigvæk
tusinder hver dag kl. 11 og jeg erfarer, at mange af mine venner
stadig er der. De spørger mig om hvad jeg har lavet i så lang tid,
og jeg magter eller nænner ikke at fortælle dem om den hvirvel af
begivenheder jeg er blevet kastet ud i siden jeg forlod dem, og
siger henkastet, at jeg blot har været ude og blaffe lidt rundt
igen. Der står stadigvæk i køen manden med den gennemhullede hat,
sejlgarnsbundne sko og skriver indviklede notater i en stak beskidte
papirer, og siger, at han er ved at skrive en bog.
Theresas kaffebar
Jeg går også rundt om hjørnet til Theresas kaffebar, hvor Theresa så
ofte serverede gratis kaffe og mad til os fattige i en hyggelig varm
atmosfære. Men Theresa er der ikke mere. Hun blev skudt af en kunde
som ikke kunne betale regningen på 1 dollar og 46 cents (8 kr.).
Los Angeles ser jeg lidt venligere på nu, hvor jeg ikke er vagabond
mere, men har fået bil. Og mens jeg som vagabond mest kom i kontakt
med gadens folk, de kriminelle og nødstedte, åbner der sig med mit
show nu pludselig en hel ny verden for mig blandt andet i det sorte
bourgeoisi. Mit første show er i Jane Fondas hus, hvor en sort fyr
viser sig at være Hollywood-promoter og straks ønsker at slå det
stort op. Først må jeg dog vise det til en hel række prominente folk
for at få feedback og økonomisk opbakning. Marvin Gaye, Jesse
Jackson og Muhammed Alis familie er blandt de inviterede samt
topfolk fra CBS og NBC-tv. Selv en vicepræsident fra et af de
største Hollywood-selskaber Universal fatter interesse for sagen.
Jeg overhører en henkastet bemærkning fra en NBC-mand: "Ja, hvis vi
sletter marxismen har vi jo en ny serie "Rødder" her," og straks
husker jeg advarslerne fra de mere progressive
menneskerettighedsgrupper blot et par uger før om "For Guds skyld,
lad ikke de store tv-selskaber købe det", hvor jeg havde følt mig
ganske benovet over at de overhovedet kunne øjne muligheden af
dette.
Under showet kommer Muhammed Alis svoger op og kaster sig grædende
over min skulder: "Du udtrykker nøjagtig det jeg altid har følt."
Det er ganske bemærkelsesværdigt at se en sort muhamedaner kaste sig
i en hvid mands arme, og jeg bliver ganske overvældet over tanken om
at det måske virkelig er lykkedes mig at skabe noget, der udtrykker
negrenes dybere følelser og som tilmed samtidig kan accepteres af et
bredere hvidt publikum i Amerika.
Cigarrygende promotere
De næste dage tilbringer jeg i airconditionerede velpolstrede
skyskraberkontorer hos store fede cigarrygende Hollywood-promotere
af typen jeg i min bog ville kalde stereotype kapitalister. De har
lugtet penge i showet og vil straks sætte det stort op i et
Hollywood-teater og lave en nationwide distribution. De har
et stort kort med 76 større karakteristiske byer hvori de mener
showet vil være "profitgivende" på grund af befolkningens særlige
sammensætning. De har endog allerede udarbejdet en skitse over alle
de kendte filmstjerner, der skal inviteres med til premieren og
sidder og kalkulerer med gevinst/risiko tabeller over hvor meget de
kan tabe i sagsanlæg, da de mener at showet er så kontroversielt, at
en stribe af folk vil kræve erstatning, hvilket jo er den store mode
i USA i øjeblikket.
Det virker absolut fascinerende, som tidligere vagabond, pludselig
at befinde sig i disse omgivelser, men så får jeg kolde fødder.
Promotorerne har hele tiden taget det for givet at jeg naturligvis
er interesseret i succes:"We will put you on the Merv Griffin
show, the Johnny Carson show...
We will make you a superstar."
Måske noget sådant lyder sødt i amerikanske ører, men jeg tror at
det næsten automatisk vil afføde en skurrende genlyd i de fleste
skandinaviske ører. Jeg siger farvel og tak (i hvert fald indtil
videre) for at tage rundt i Sydstaterne og besøge alle de folk, der
er fotograferede i bogen. Det er ikke blot af længsel og med ønsket
om at holde kontakten ved lige, men også for at få billedtilladelser
uden hvilke det er umuligt at udgive bogen i USA. Med de stærke
reaktioner jeg har set på showet i USA, føler jeg det naturligvis
som min pligt at formidle emnet på enhver måde i det samfund, hvor
det mest naturligt kan være med til at skabe positiv forandring. Man
kan sikkert ikke i USA få "budskabet" formidlet uden en vis form for
sensationalisme (prøver Hollywood at overbevise mig om), men
spørgsmålet er så hvor den naturlige grænse mellem
sensationalisme og budskab ligger, så at man ikke
kompromitterer budskabet. Blandt andet dette, tager jeg rundt for at
snakke med alle de i bogen og showet omhandlede personer om.
Marcuses rasen
I
en senere artikel vil jeg fortælle lidt om gensynet med alle disse
familier. Her vil jeg blot konstatere, så ubeskedent det end måtte
forekomme i mine egne ører, at min nye USA-rejse har levet op til
side 151 i bogen.
Til et folkemøde i Los Angeles overværer jeg den aldrende Herbert
Marcuse rase mod kapitalismen, men samtidig erkende, at hans seneste
undersøgelser kommer til resultatet, at "kapitalismen ikke vil
forsvinde i vor tid." Selv systemets argeste modstandere må
indrømme, at det er et intelligent system, der så dygtigt gør brug
af hans "repressive tolerance". Spørgsmålet jeg derfor stadig tumler
med er, om jeg er ved at blive overklassens eller systemets hofnar.
|
|